Ovnbagte kødboller og grøntsager med tomatsalat til!

Ovnbagte kødboller og grøntsager med tomatsalat til!

I denne opskrift kommer både kødboller og grøntsager i ovnen, og serveres med en frisk rå salat!

Kan spises på keto og lcfh diæt.

Kødbollerne er glaseret med soya, engelsk sauce og lidt æblesirup for farve og ekstra god smag!

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Ovnbagt grønt:
Rengør mindst 300 g grøntsager (gerne 500 g pr. spisende, da de mister meget vand og volumen under bagning) pr. spisende, eksempelvis: gulerødder, fennikel, glaskål, romanescokål, spidskål, kartofler, søde kartofler, persillerod/pastinak/selleri, blomkål, broccoli, aubergine, squash – lige hvad du har i køleskabet!
1 dl koldpresset oliven- eller rapsolie
2 spsk. garam masala eller stødt spidskommen og stødt koriander
2- 4 tsk. Ras el Hanout, røget paprika eller chili
1-2 spsk. fint uraffineret havsalt

Skær alle faste grøntsager i 2×2 cm store tern. Spidskål skæres i i skiver, blomkål, broccoli eller romascokål i mindre buketter.
Læg det i en stor skål, hæld olie på, og så salt og krydderier. Rør alt godt sammen.
Bred ud på en bageplade med bagepapir.

Kødboller:
500 g hakket øko kød (gris, okse, lam, kylling, vælg selv!)
1-2 dl revne grøntsager (ex: gulerod, pastinak, persillerod, broccoli, blomkål, kartoffel)
1 mellemstort løg
3/4 dl god rasp eller fine havregryn (udelades på keto/lchf, erstattes evt. af Pofiber)
1 æg
1/2 dl vand eller danskvand
2 tsk. fint uraffineret salt
1 tsk. paprika
friskkværnet peber

Glace:
2 spsk koldpresset oliven- eller rapsolie
2-3 spsk. engelsk sauce (evt. bare soya på keto)
2 spsk. soya
1 spsk. æblesirup, flydende honning eller Sukrin fibersirup (eller udelad)

Hak løget fint.
Riv grøntsager, eller giv dem en tur i en foodprocessor. Bruger du grøntsager med megen væde så pres lidt af det ud, ellers bliver farsen for våd.
Rør alle ingredienser sammen til en fast fars, og lad den stå et par minutter.

Thermomixer:
Hak løget og grøntsager, 5-6 sek/speed 5.
Tilsæt de øvrige ingredienser og rør farsen sammen 2 minutter på dejfunktion.

Sæt dine grøntsager i ovnen.

Form nu kødboller, på størrelse med goldbolde.
Læg kødbollerne på en bageplade med bagepapir.
Rør glaseringen sammen, og smør det på kødbollerne med en pensel.
Sæt kødbollerne ind i ovnen sammen med grøntsagerne.
Skal bages i 20 minutter, så er kødboller og grøntsager færdige på sammen tid.
Efter 20 minutter tages kødbollerne ud. Tjek om grøntsager er møre, og om du synes de er brunet nok, ellers giv dem 5 minutter mere.

Lav tomatsalat mens det øvrige er i ovnen:
Jeg brugte økologiske Raf tomater, der er både søde og syrlige på samme tid!

1-2 tomater pr. spisende
21 stor eller 2 mindre avocadoer
lidt salt og friskkværnet peber
syltede eller fintsnittede rå løg

Vask, tør tomaterne, og skær dem i skiver.
Halver avocadoen, fjern stenen, og skær avocadokødet i tynde skiver.
Drys med lidt salt og friskkværnet peber.
Bruges rå løg, så pil et lille løg og skær det i virkelig tynde skiver.

Læg tomat- og avocadoskiver + løg pænt på et fad og server til kødboller og grøntsager.

Spis brød til retten, hvis du ikke har bagt rigtig mange grøntsager, gerne med en god olivenolie til at dyppe i, eller gammeldags koldt smør.


Grønne frokostvafler!

Grønne frokostvafler!

Jeg er ikke god til rugbrød, eller min mave er ikke, så her er et af mine alternativer, grønne vafler!
Skaber bund for en sund frokost!

3 vafler (x med 1,5 hvis I er to):

2 dl havregryn (grove, hvis du foodprocessor, fine hvis du laver alt manuelt)
1 tsk. Maizenamel (kan udelades)
2 æg
2 dl fint hakket eller revet grøntsager (jeg anvendte fennikel, gulerod, broccoli og persille)
1 dl vand eller mælk
1 tsk. fint uraffineret havsalt eller urtesalt

Kør evt. grøntsagerne på en foodprocessor til de er fint hakkede.
Tilsæt havregryn og kør det sammen i foodprocessoren (eller rør fine havregryn med revne grøntsager).
Tilsæt Maizena, æg, salt og væske og kør (eller rør) det hele sammen.
Lad det hvile, mens du opvarmer dit vaffeljern.
Bag 3 vafler, afkøl dem og anret med godt pålæg!

Ps. vaflerne bliver sprøde ved bagning, men blødere når de står.
Læg dem på en bageplade med bagepapir i ovnen ved 100 grader, efterhånden som de bages, hvis du bevare dem sprøde!

Kartoffelfad med hakket kød, masser af grønt og mascaponelåg.

Kartoffelfad med hakket kød, masser af grønt og mascaponelåg.

En solid vinterret med fuld skrald på smagen!

Kan indgå i keto eller lchf diæt ved et kartoffel-alternativ, se opskrift!

3-400 g kartofler (lchf/keto: kina radisse, selleri, pastinak, persillerod, glaskål)
4-500 g hakket oksekød (ell. svin, lam, kylling)
1l finthakkede grøntsager (jeg brugte blegselleri, gulerødder, rød peber, romanescokål, persillerod, løg, hvidløg – men alt kan bruges + løg og hvidløg)
evt. 1 stor porre, rengjort, halveret og skåret i skiver
olie
1 lille dåse tomatpasta
engelsk sauce + evt. soya
2-3 dl vand
2 tsk. stødt paprika + 2 tsk. stødt stærk paprika ell. røget paprika ell. 1 tsk stødt chili
salt, friskkværnet peber
250 g mascapone
1 dl revet parmesan- eller Vesterhavsost
2 æg
salt, peber

Tænd ovnen på 200 grader.
Rengør grøntsagerne og hak dem fint i en foodprocessor.

Brænd krydderierne af i oliven- eller rapsolie.
Tilsæt det hakkede kød, salt og peber, og svits til det får lidt farve og falder sammen.
Til de hakkede grøntsager, + lidt mere salt, og brun videre 5 minutter.
Tilsæt tomapasta og rør det godt ud i kød-grøntmassen.
Tilsæt engelsk sauce, jeg brugte mellem 1/4 og 1/2 dl, tilsæt også lidt soyasauce, hvis du kan lide det.
Brun endnu et par minutter, og tilsæt så 2-3 dl vand, så retten kan koge sammen, men uden at blive våd.
Kog retten sammen i 5-10 minutter.

Skær kartofler i tynde skiver.
Rør mascapone med æg, salt pg peber og revet ost.

Tag et dybt ovnfastfad, smør det med lidt olie.
Læg et lag kød-grøntsauce i (halvdelen af saucen). Dæk med karoffelskiver og drys med lidt salt eller urtesalt.
Læg resten af kød-grøntsaucen på, dæk igen med kartoffelskiver.
Bred mascaponemassen over.
Bag retten 30 minutter til mascaponelåget er smukt brunt.

Server gerne med salat eller godt brød.






Grøntsags-, linse-, karryret!

Grøntsags-, linse-, karryret!

De nye kostråd og vores belastede klima indikerer at vi skal spise flere bælgfrugter og mindre kød. Her er et bud på en velsmagende karry-grøntsagsret med røde splitlinser. Linser er billige, har kort kogetid, og de fleste mennesker tåler dem, da de indeholder meget lidt lektin (der kan give oppustet mave).

Kan spises på keto og lchf, nedsæt eller udelad linsemængden og erstat med revet græskar/hokkaido.

1,5 l grøntsager i grove tern (jeg brugte champignon, gulerødder, fennikel, broccoli, squash, løg, men alle grøntsager, også kål og kartofler kan bruges)
2 fed hvidløg og 2×2 cm frisk ingefær
2,5 dl røde splitlinser (købes enten som splitlinser eller linser, det betyder ikke noget hvilke du bruges, men splitlinser koger mere ud i retten)
2 topfyldte spsk. ghee, kokosolie eller olivenolie
2 spsk, karry (brug den du bedst kan lide)
2 tsk. gurkemeje (kan udelades, men det er sundt)
1 spsk. garam masala ell. stødt spidskommen og stødt koriander
ca. 1 l grøntsagsbouillon
1 ds. fuldfed kokosmælk
salt og peber

Skær alle de valgte grøntsager i store tern. Skræl ingefær og skær det i små tern. Pil hvidløgsfed og skær i små tern.
Opvarm fedtstoffet og brænd krydderierne af.
Skru ned til god middelvarme. Tilsæt grøntsagerne inkl. ingefær og hvidløg, og vend dem godt rundt i fedtstof og krydderier 4-5 minutter. Krydr med salt og peber.
Tilsæt linser (revet græskar) og vend dem med rundt et minut.
Tilsæt bouillon og kokosmælk, så grøntsagerne er dækket 1 cm over overfladen, bring retten i kog.
Skru ned til lav middelvarme og kog 20 minutter.
Smag til med salt.
Jævn evt. med lidt Maizena rørt ud i koldt vand. Kog retten op 1 minut efter jævning. Udelades på lchf og keto!

Server evt. med godt brød.


Kost efter sygdom – spis mad der gør dig både sund og glad!

Kost efter sygdom – spis mad der gør dig både sund og glad!

Kræfterne forsvinder ofte efter sygdom, og så kan det være svært at forholde sig til sin kost, også selv om man godt ved at det er nødvendigt. Det er klogt at starte med at tænke i at styrke dit immunforsvar, og bekæmpe inflammationen i kroppen.

Der er mange muligheder for at styrke immunforsvaret og bekæmpe inflammation med mad. Mad, som frugt, grønt, kød og fisk kan alle hjælpe din krop til kræfter efter hård sygdom. Men det handler også i høj grad om at spise mad du selv kan lide, for velbefindende, glæde, tryghed, er en del af processen med at genfinde det gode helbred.

Her er nogle bud på helsebringende fødevarer, pluk lige det du kan lide, lav et godt måltid, og så er du godt i gang med rekonvalsensen!

Fudkorn er helsebringende fibre (præbiotika) til udfordrede tarme, surdej er helbredende som probiotika, f.eks. efter en penicillinkur. Køb godt brød eller bag selv: fuldkornsbrød, solsikkeboller, valnøddeboller, knækbrød… Se mere på websitet.

Hvide grøntsager såsom løg, peberrod og hvidløg indeholder bakteriehæmmende stoffer. Så spis masser af fx blomkål, champignon, persillerod, pastinak, hvidløg og løg.

God yoghurt (helst uden sukker), kefir, kimchi, kombucha, surkål, indeholder probiotika, som medvirker til opblomstring af de sunde tarmbakterier, efter diarre eller efter en heftig pencillinkur.

Opskrifter med pastinak: kokosmakroner, boghvedeboller, nordisk wok.

Opskrifter med blomkål: blomkålssalat, blomkålspizza, ovnbagt kyllingebryst med blomkål, shephards pie, kotelet med rodfrugter.

Opskrifter med champignon: broccoli-svampe gratin, portobello med kylling og gedeost.

Fisk, skaldyr og tang. Talrige undersøgelser har vist, at fede fisk er blandt de mest antiinflammatoriske madvarer på grund at deres høje indhold af fiskeolie, de såkaldte omega 3-fedtsyrer. Fed fisk er f.eks. laks, ørred, makrel, hellefisk og sild. For at omega 3- fedtsyrerne kan stimulere immunforsvaret til øget modstandskraft, kræver det, at man beslutter sig for at spise meget fed fisk og eventuelt også tage tilskud af fiskeolie for at komme op på de rigtige mængder.
Generelt er fisk sundt, så spis alle slags fisk og skaldyr, og suppler gerne med tang.
Tang indeholder 10-100 gange højere koncentrationer af vitaminer og mineraler end almindelig frugt og grønt. Tang indeholder desuden sunde kostfibre, gode fedtstoffer (især omega 3-fedtsyrer), et højt indhold af protein, sporstoffer, antioxidanter og bioaktive stoffer.

Opskrift med fisk, fiskefad med lange og muslinger, laksesalat med bær, kold suppe med laks, jordskokkesuppe med fiskeboller.

Undersøgelser har vist, at mørke bær indeholder såkaldte anthocyaniner, der er plantestoffer, som er meget gavnlige for immunforsvaret og beskyttende mod inflammation. Og de dæmper stress!

Omkring 50-100 gram dagligt er tilstrækkeligt for at opnå effekt. De sunde bær er især blåbær, brombær, solbær, hyldebær, mørke kirsebær og hindbær.

Eksempler på gode opskrifter med bær, bagt havregrød med sommerbær, jordbær-hyldeblomst smoothie, solbær-mandelmælk smoothie, laksesalat med bær.

Chokolade
Chokolade påvirker hjernen til blandt andet at frigive de kemiske stoffer dopamin og opioider, der gør dig glad.
Du skal hest spise mørk chokolade, for jo højere kakaoindholdet er, jo bedre er virkningen. Chokolade indeholder også masser af antioxidanter, der hjælper kroppen til større sundhed.

Opskrift på hjemmelavet fyldt chokolade: chokolade med superfood, fyldt chokolade.

Spis gerne ost!
Ost indeholder tryptofan, der delvist omdannes til serotonin, et glæde-hormon, det også kan hjælpe dig med at falde i søvn og sove godt. Ost rummer også proteinet kasein, der ligeledes hjælper til god søvn, og B12, som nogen mener spiller en rolle for dannelse af glæde-hormonerne.

Mine kostråd – officielle kostråd!

Det mad jeg anbealer er baseret på en tilpasset udgave af de officielle kostråd, og de kostråd, som du finder hos de forskellige patientforeninger, som Kræftens Bekæmpelse, Gigtforeningen, Scleroseforeningen, Diabetesforeningen mv., der mere eller mindre er bygget op om de officielle råd.

Mine tilpasninger går på, at jeg lægger vægt på at grøntsager og frugt fylder meget i kosten, at man spiser kvalitetsmad, det vil sige mad uden kemi, gerne økologisk og bæredygtigt, og jeg lægger vægt på at minimere sukkerforbruget og anvende gode fedtstoffer – i et omfang tilpasset det enkelte menneske. Desuden anvender jeg både magre og fede kød-, fisk- og mejeriprodukter, for jeg mener, at rigtig mad er sund mad! I et fornuftigt omfang er det ikke fedtet der gør os syge, men i stedet mad, der er fyldt med kemi, herunder transfedt og mættet fedt fra ikke-bæredygtigt opdrættede dyr. Min mad indeholder også elementer til at fodre vores gode tarmbakterier, som vi i dag ved har stor betydning for sundheden.

Maden er og så tænkt som GLAD MAD!
Der skal glæde til at gøre os raske. Sundheden må ikke være lig med begrænsninger, men skal i stedet betyde et varieret, spændende og sprudlende liv!

Vi skal spise hele farvepaletten, alle smagsnuancerne og alle konsistenserne! Se her!

“Alt i et fad” – kyllingebryst og bagte grøntsager!

“Alt i et fad” – kyllingebryst og bagte grøntsager!

Alt i et fad er et princip, der gør madlavning lettere og mere klimavenlig!

Kan spises på lchf og keto diæt med kartoffelalternativ, se opskrift!

Opskrift til 4:
1 kyllingebryst pr. spisende (jeg brugte kyllingebryst med seranoskinke fra min slagter)
1 blomkål
8-10 kartofler (selleri, pastinak, persillerod, kina radisse, græskar)
1 bakke cherrytomater
krydderier, se nedenfor…
evt. også nogle af følgende grøntsager: squash, kål, græskar, løg, porrer, peberfrugt, gulerødder, rodfrugter…

Skær alle rengjorte grøntsager i store tern.

Vend dem i en skål med en god øko olivenolie (ell. rapsolie) og med salt, peber, plus enten:
grønne krydderier som oregano, basilikum, timian (friske eller tørrede urter)
ell. karry, gurkemeje, ell. paprika (gerne røget), Ras Al Hanout, chili, spidskommen, stødt koriander, hvidløgs- eller løgpulver ….
evt. revet citronskal (øko), hvis du kan lide det, revet hvidløg, hakket persille…

Læg kyllingebryster og krydrede grøntsager i et smurt ovnfast fad. Bag cirka 30 minutter ved 210 grader over-under varme. Hvis det ikke får farve nok, så skift til varmluft de sidste 10 minutter.


Shephards pie med låg af rodfrugter!

Shephards pie med låg af rodfrugter!

En velsmagende og enkel ret med en unik sammensætning af simple råvarer, som til sammen smager herligt!
Meget børnevenlig ret!

Kan let gøres lchf og keto venlig!

Kødsauce:
500 g hakket oksekød (gerne økologisk)
2 mellemstore løg
3 dl revne eller finthakkede grøntsager, en eller flere slags (vælg f.eks. mellem gulerod, hvid-, rød-, grønkål, bladselleri, peberfrugt, fennikel, broccoli, persille)
20 g smør
1/2 til 3/4 dl HP sauce eller Worchester sauce (udelades på lchf/keto, kan erstattes af tomatpure og mere chili)
2 spsk. soya sauce (gerne Tamari, en økologisk soya sauce)
2 spsk. sød chilisauce eller 1 tsk. chilipulver på lchf/keto!
salt, peber, lidt honning ell. sukrin sirup

Skræl og hak løgene.
Svits kødet i smør der er bruset af og begyndt at brune, tilsæt løg, når kødet er brunet, steg nogle minutter, tilsæt revne grøntsager og sauter det hele godt igennem ved middel varme. Tilsæt alle krydderier og kog kødsaucen igennem minimum 10 minutter ved lav varme og under et tætsluttende låg. Smag om nødvendigt til med salt og honning til en velkrydret kødsauce.

Rodfrugtlåg:
(rodfrugter kan erstattes af 5-600 g kartofler eller et stort blomkål, eller en blanding af det hele)
2 mellemstore persillerødder eller pastinakker
1/4 knoldselleri
evt. 4-5 jordskokker
1 dl mælk
20 g smør
1/2 til 1 dl revet ost
1 æg
salt, peber, revet muskatnød (kan udelades)

Skræl rodfrugterne, skær dem i små tern og læg dem i en gryde med vand, der dækker dem. Kog uden salt i 15 minutter.
Hæld vandet fra (kan evt. gemmes til grøntsagsbouillon) og mos rodfrugterne med en kartoffelmospresser eller en elpisker. Tilsæt mælk og smør og pisk mosen igennem, tilsæt så æg, salt, peber og revet muskatnød (efter egen smag) og pisk igen til en lind mos.
Tænd ovnen på 200 grader.

Når kødsaucen er færdig hældes den op i et ildfast fad og glattes pænt ud.
Hæld rodfrugtmosen oven på, og glat den ud. Sæt fadet i ovnen og bag det 30 minutter.
Kan serveres med en frisk og crunchy salat, f.eks. hjertesalat med æble, nødder og lidt fast ost i tern, og lidt olie-eddike dressing.

Stenalderbrød som minibrød/skolebrød!

Stenalderbrød som minibrød/skolebrød!

En modificeret udgave af stenalderbrødet, gjort blødere med grøntsager, og bagt i små forme, så det passer i en madpakke som mellemmåltid!

Jeg har bagt halvdelen i en brownieform, der ligner skolerugbrødsformen, og halvdelen i muffinsforme.

2 dl grønsagspulp fra juiceproduktion eller revne grøntsager
100 g sesamfrø
100 g hørfrø
100 g solsikkerkerner
100 g græskarkerner
100 g mandler
100 g hasselnødder
2 spsk. kokosfibermel eller kokosmel
1/2 dl kakaonibs eller hakket mørk chokolade (70 %)
2 tsk. salt
1/2 dl jomfru olivenolie
5 æg

Hak mandler, hasselnødder og græskarkerne groft.
Bland alle tørre ingredienser, rør revne grøntsager/frugt i, rør kakaonibs, salt og olie i – og rør til sidst æggene i.
Bland alt godt sammen. Smør formene godt og hæld en passende mængde dej i hver form. Læg evt. et stykke bagepapir i bunden af hver brownieform, mine forme (metalforme) havde svært ved at slippe brødet efter endt bagning – eller brug silikoneforme.
Bag brødene 30 minutter ved 160 grader.

Tomat-squash-mozzarella salat

Tomat-squash-mozzarella salat

En skøn salat til alt slags kød og mindst lige så meget til vegetarmad!

3-400 g tomater efter eget valg
1-2 gule zucchini alt efter størrelse
1 skalotteløg
2-3 spsk. hakkede krydderurter efter eget valg
1-2 mozzarella oste
1/2 dl øko jomfruolivenolie
2 spsk. god balsamico
salt, peber, 2 spsk. honning, 1 spsk. tamari (soya)

Skyl og tør tomaterne. Skær dem i skiver, halve eller stykker alt efter hvilken tomat du vælger, og hvordan du synes din salat skal se ud.
Skyl og tør zucchinien(erne), halver dem, skær dem over igen på langs, og skær dem så i ret tynde skiver.
Skræl løget og skær det ultratyndt på mandolinjern eller i hånden.
Skyl og pluk eller hak dine krydderurter.
Tag mozzarellaosten ud af pakken, dup den tør, og skær den i skiver.
Skyl og hak dine krydderurter.
Læg alt smukt på et fad, med ost næstsidst og krydderurter til sidst. .
Pisk olie, balsamico, salt, peber, tamari og honning sammen, og dryp noget af det over salaten, og server resten til.

Langtidsstegt tyksteg med 2 salater!

Langtidsstegt tyksteg med 2 salater!

Her passer stegen sig selv, så der er tid til at lave salater!

4 personer

Tyksteg:
1 tyksteg min. 1000 g
1/2 l rødvin, bouillon eller vand + lauerbærblade, 1 løg med skræl delt i halve, 1/2 gulerod i skiver
salt og peber
pesto (evt. lidt creme fraiche)

Tænd ovnen på 70 grader.
Tykstegen krydres med salt og peber, anbringes i et ovnfast fad med væske (og grønt) op til midten af stegen (vin, bouillon eller vand) og sættes i ovnen. Her passer den sig selv i mellem 3-4,5 timer, afhængig af dens størrelse til den har en kernetemperatur på mellem 55 (Rød steg) og 60 grader (rosa steg).
Stegen bliver fantastisk på denne måde, samme farve hele vejen igennem og mør som fløjl.
Væden fra stegen kan sies, koges ind til en sauce, krydres og evt. jævnes med lidt Maizena oprørt i vand, eller piskes op med koldt smør.
Skær stegen i skiver, læg på fad og smør pesto (evt. rørt op med lidt creme fariche) på.

Boghvedesalat:
150 g hel boghvede
25 g kokosolie eller smør
1 spsk. hel spidskommen, stødt i morter eller hakket let på spækbrættet
1 stor gul peberfrugt
1 squash
1 bdt. grønne asparges
15 småtomater
2 store fed hvidløg
100 g fast fetaost i tern
100 g stenfri sorte eller brune oliven
2 håndfulde hakkede krydderurter (jeg brugte basilikum, timian og persille)
1/4 dl øko jomfruolivenolie
citronsaft og revet citronskal fra 1 øko citron
salt, peber, lidt chili
25 g usaltede mandler eller pistacienødder

Kog boghveden i det dobbelte vand med lidt salt i 8-10 minutter, den må godt have lidt bid. Rør lidt olivenolie i og afkøl.
Skyl og tør grøntsagerne.
Halver peberfrugten, fjern frøstokken indeni, skær i både og i store tern.
Halver squashen på langs og tværs. Skær i både på langs og så i store tern.
Bræk enderne af aspargesene og skær dem i 2 cm stykker.
Halver tomaterne. Pil hvidløgsfeddene og skær dem i ultratynde skiver.
Opvarm en dyb pande med smagsneutral kokosolie eller smør, tilsæt spidskommen, rist det let og tilsæt på peberfrugt, squash og asparges. Stegt ved god varme til grøntsagerne falder lidt sammen og får brune pletter, og tilsæt så tomater og hvidløg. Steg det hele 2 minutter mere, krydr med godt med salt og peber, og tag det af varmen. Afkøl et par minutter og bland så grønsagsblandingen med den kogte boghvede. Afkøl.
Rør en dressing af en god økologisk jomfru olivenolie, saften og revet skal af 1 øko citron, salt, peber og evt. lidt chilipulver eller frisk hakket chili. Rør dressingen i den afkølede, men stadig lune salat. Afkøl salaten helt, men ved stuetemperatur, ikke i køleskabet. Tilsæt masser af frisk hakkede krydderurter, fetaost og oliven. Drys til sidst med hakkede mandler eller pistacienødder og server.

Grøn kartoffelsalat:
6 nye kartofler på størrelse med blommer
1 lille spidskål
100 g edemamebønner
50 g sugersnaps
1/2 dl god øko olivenolie
1/4 dl hvid balsamicoeddike
salt, peber, honning efter smag – evt. 1 spsk. dijonsennep

Læg kartoflerne med skræl på i en gryde, hæld vand og 1 spsk, salt på, kog op til kogepunktet, sluk og lad kartofler stå 20-30 minutter i gryden i det varme vand. Tjek om de er kogte, de skal være al dente, og hæld så vandet fra – eller, hvis du synes der for hårde, så kog dem lige op, og hæld så vandet fra. Afkøl, og skær i tern.
Halver spidskålet, fjern stokken, snit kålen på langs og så i strimler.
Nu skal edemamebønnerne lynkoges. Hvis du har købt edemamebønner i skræl, så læg dem i en gryde, varm dem lige op til de bobler, og tag dem så af. Hæld dem i et grydeslag, skyl med koldt vand, og bælg dem så, og dup dem tørre i et viskestykke. Hvis de er uden bælg, så læg dem i et dørslag, hæld dem over først over med kogende vand, så med koldt vand og dup dem så tørre dem i et viskestykke.
Skyl og tør sugarsnapærterne. Skær dem så i tynde strimler med en skarp kniv.
Pisk ingredienserne til dressing sammen, og smag den til, den skal være lidt eddikeskarp, men også sødlig.
Bland kartofler, edamamebønner og sugarsnaps sammen i en skål, hæld dressingen på, bland igen og server.

Her er salaten før dressingen kom på!

Rabarbersalat med gedeost og valnødder!

Rabarbersalat med gedeost og valnødder!

1 bdt. rabarber, fjern bladene, skyl, tør, skær i skiver
0,6 dl flydende honning
1,2 dl valnøddekerner
2 poser rucola
1 fennikel, snittet fint på mandolinjern

Dressing:
2 spsk. øko jomfru olivenolie
2 spsk. hvid balsamico eddike
salt, peber

1,5 dl gedeost feta eller anden fast gedeost, smuldret

Tænd ovnen på 210 grader.
Læg bagepair på en plade, og fordel de snittede rabarber der. Dryp dem med honning. Bag rabarberne ca. 5 minutter, til de bliver lidt bløde. Afkøl dem på pladen.
Bag derefter valnødderne 5 minutter på en bageplade, afkøl dem og hak dem.

Skyl og tør omhyggeligt rucolaen. Fjern rod og top på fenniklen, og snit den fint på et mandolinjern.
Rør dressingen sammen. Skær gedeosten i tern eller skiver, smuld gedeosten.
Bland alle ingredienser i en skål, gem lidt ost og nødder til pynt. Hæld dressingen på, bland med let hånd og server.

Opskrift, inspiration fra Martha Stewart.

Boller i karry på en ny måde!

Boller i karry på en ny måde!

En spicy og skøn ret, kan bruges som slankemad!

Kødboller:
400 g hakket kyllingekød
1 dl havregryn
1 lille løg, revet
1 spsk. karry
salt, peber
1 æg

Sauce:
1 lille løg
3-4 stilke blegselleri
1 bdt. asparges (jeg brugte violette asparges)
2 glaskål (eller 1 glaskål og 1 lille squash)
kyllinge kogevand
1-2 spsk. mel (hvedemel eller glutenfrit mel) eller maizena
2-3 spsk. karry (brug den eller de karry’er du kan lide)
1 dl quinoa
2 spsk. øko jomfru olivenolie
salt, peber, evt. 1-2 tsk. honning

Kødboller
Sæt en 3 l gryde over at koge med rigeligt vand og lidt salt
Rør kyllingekødet med de øvrige ingredienser.
Når vandet koger skruer du lidt ned for varmen under gryden, og så laver du kyllingekødboller med en spiseske og din hånd, og plopper dem i det simrende vand.
Når alle kødboller er i vandet koger du dem 3-4 minutter til alle kødboller er steget op til overfladen (så er de færdige).
Tag kødbollerne op i en tallerken og hold dem varme.

Sauce
Skyl og tør alle grøntsager, undtagen løget, som du piller.
Skær grøntsagerne i tern på 1×1 cm. Løget skær du i mindre tern.
Opvarm olien, svits 2-3 spsk. karry i olien, og og tilsæt og svits derefter grøntsagsternene ved middelvarme 2-3 minutter. Drys salt og peber på.
Hæld evt. 1-2 spsk. mel (hvedemel eller glutenfrit mel) på grøntsagerne og rør det hele godt rundt. (Ønsker du at jævne med Maizena gøres det første efter kogning med quinoa).
Tilsæt kogevand fra kødbollerne og rør grøntsager, mel og væske sammen til du får den mængde sauce du ønsker. Tilsæt quinoa og kog det hele i 7-8 minutter.

Smag saucen til med salt og peber, evt. lidt honning. Sødme er en god smagsforstærker.
Læg de kogte kyllingekødboller i saucen, varm det hele et par minutter, og spis.

Køb gode råvarer på Sølager, nær Kulhuse!

Køb gode råvarer på Sølager, nær Kulhuse!

Sølager landbrug og gartneri er økologisk, og en del af Sølagers fem “socialøkonomiske” værksteder, og de producerer økologisk kød og grøntsager

Grønt og kartofler kan købes i Grøntsalget der har åbent 8.00. – 20.00.
Grøntsalget er en lille butik hvor man selv vejer og regner prisen ud. Der er emballage men det er mest bæredygtigt, at du skal tage dit indkøbsnet med!
Kød fra gårdens grise og kvæg kan købes i Engmosegaard og Grønnessegaards Gårdbutik

Jeg holder meget af at handle på Sølager, hvor varerne er friske, og hvor du kan købe økologiske grøntsager med jord på. Økologisk og sund jord er et element i at leve sundt, så spis gerne grøntsagerne med lidt at jorden på. Skyl dem, og tør dem, hvis du har det bedst sådan, men gør det med let hånd.

Pak en madkurv og tag familien med, oplev det unikke arbejdstilbud og se alle de søde dyr.

Portobellosvamp med fyld af kylling og gedeost!

Portobellosvamp med fyld af kylling og gedeost!

En fin forret eller let hovedret med en fyldig salat til.

8 portobellosvampe (2-3 svampe pr. spisende afhængig af om det er forret eller hovedret)
400 g kold kogt eller stegt kylling
1 løg
2-3 fed hvidløg
1 stilk blegselleri
50 g frisk blød gedeost
2 spsk. kapers
2 spsk. soltørrede tomater i strimler (i olie eller blot tørrede)
1 top teskefuld paprika
olivenolie, salt og peber
1 spsk. god balsamicoeddike

Start med at fjerne en eventuel stok fra svampene, gem den til fyld.
Tør svampene med et fugtigt stykke køkkenrulle. Pensl dem på ydersiden og lamellerne med lidt olivenolie og drys med salt og peber. Bag dem 10-12 minutter ved 180 grader.

Pil løg og hvidløg og hak det fint. Skær blegsellerien over på langs og snit hver halvdel i små tern. Hak stokkene, hvis der var nogen.
Skær det kolde kylling i mundrette bidder.
Sauter grøntsagerne i et par skefulde god olivenolie et par minutter ved middel varme, tilsæt kyllingebidderne og sauter et par minutter mere. Tilsæt så paprika, rør godt rundt, tilsæt balsamico, og rør igen. Nu skal kapers og soltørrede tomater i, og til sidst tilsættes gedeosten i mindre stykker, som lige akkurat smeltes sammen med det øvrige. Smag til med salt og peber.
Læg fyldet på svampene, og server.

Oksefrikassé med asparges og nye grøntsager!

Oksefrikassé med asparges og nye grøntsager!

En herlig sommerret, der lader de nye grøntsager komme til deres ret.

1 topspiseskefuld smør
5-600 g oksekød i tern (gerne øko, fra fritgående kvæg)
1/2 l vand
salt, peber, 2 laurbærblade
2 dl mælk + 1 dl piskefløde
evt. 2 spsk. Maizena
1 bdt. asparges
2 små gulerødder med friske toppe (toppene hakkes og bruges til drys på retten – alternativt bruges persille)
1 stor frisk majskolbe (eller 1 ds. kvalitetsmajs)
sugarsnaps eller tynde ærter med bælg
1 håndfuld hakket persille

Brun smørret og steg kødet til alt har fået lidt farve.
Krydr med 1 spsk. uraffineret havsalt og 10-15 vrid fra peberkværnen.
Hæld 1/2 l vand og 2 laurbærblade i gryden, læg låg på, skru ned til simrevarme, og lad det koge sagte i 45 minutter. Tilsæt evt. lidt mere vand, hvis det er kogt meget ned.

Rens imens alle grøntsager og skær dem i mundrette stykker. Gem gulerodstoppene, de skal bruges til drys.
Majsene skæres af kolben ved at holde den lodret og skære kernerne af ned mod et spækbræt.
Når kødet er kogt lægges grøntsagerne, minus majskernerne, i gryden og koges med i 4 minutter. Derefter kommes majskernerne i, og der koges1-2 minutter mere.

Bland mælk og fløde, og rør 2 spsk. Maizena (kan udelades) ud i blandingen. Hæld det op i gryden og kog 1-2 minutter mere. Smag til med salt og peber, fjern laurbærbladene, drys med hakket gulerodstop.
Server evt. med lidt grøn salat, nye kartofler eller lys quinoa.

Fakta om asparges, og to opskrift!

Fakta om asparges, og to opskrift!

Asparges, forårets dronninger! Smager forrygende og er sund!

Asparges er rig på aminosyren asparagin og indeholder derudover kalium, calcium, c og b vitamin, folinsyre, betacaroten og hverken fedt eller kolesterol. Asparges er derfor en velsmagende kilde til vitaminer, fibre og mineraler.

Aminosyren asparagin stimulerer nyrefunktionen og har således en blodrensende effekt. Derudover har asparges en positiv effekt på leversygdomme og gigt.

Asparges er en af de ældste dyrkede køkkenurter. Helt fra oldtiden har asparges været kendt og dyrket i Ægypten, og i Romerriget var asparges værdsat som en stor delikatesse. Her i landet omtales aspargesplanten fra det 16. århundrede, hvor den dog hovedsagelig blev dyrket i herregårdshaverne.

Forskellen på hvide og grønne asparges er primært af dyrkningsmæssig art. Hvide vokser i volde, hvorimod de grønne skyder op fra bedene på flad mark og dermed får det lys, der giver dem farve.

Hvad skal man kigge efter, når man køber asparges?

Grønne asparges fås fra foråret, hen over sommeren og ind i efteråret, fordi grønne asparges importeres fra hele verden. Mærk efter, at de ikke er slatne, hænger med hovedet og ikke lugter mugne. Læg dem dem gerne i iskoldt vand en times tid før brug, hvis de ikke er helt friske, for så får de lidt sprødhed igen. Asparges består af 95% vand, og jo mere fugt de taber jo mere bitre bliver de i smagen.

Er det de dyre hvide asparges, som fås i foråret, så køb så friske asparges som muligt. Hovederne må helst ikke være beskadigede. Aspargesen skal være tyk og lige. Kig også på snitfladen på aspargesstænglen, denne skal være ubeskadiget og må ikke være indtørret. Man kan teste om en asparges er frisk, ved at gnide to asparges mod hinanden, er aspargesene friske, vil de knirke, når de gnides mod hinanden.

Hvordan opbevares asparges?

Asparges bør tilberedes og spises så hurtigt som muligt. De kan opbevares på køl i 3-4 dage, hvis de indkøbes friske.

Asparges kan fryses. Blanchér dem kort og frys dem herefter hurtigst muligt, så smagen bevares bedst muligt. Asparges kan holde sig op til 9 måneder i fryseren, men vil miste noget af deres smag.

Tip: Frys aspargesene i deres kogevæske, så smagen forstærkes, dermed har man også en god basis for en lækker aspargessuppe.

Hvordan tilbereder man asparges?

Grønne asparges:
Knæk bunden af aspargesen af, det mærkes naturligt hvor den skal knækkes.
Grønne asparges er gode lynstegte alle grøntsagsretter, som wok, i stuvninger sammen med ærter til f.eks. tarteletter, i tærter, og i , suppe. Desuden er de gode rå i salater, hvis de er friske.
Skyl og tør dem, knæk bunden af, skær dem i 1-2 cm stykker, gerne på skrå, det ser godt ud! Steg dem, kog dem, eller spis dem friske og knasende. Du kan finde retter med asparges på bloggen, søg under asparges.

Hvide asparges:
Hvide asparges skal skrælles. Læg aspargesen på et skærebræt. Brug kartoffelskrælleren og start lige under hovedet og kør ned mod bunden. Skræl hele vejen rundt og tag ikke for meget af. Knæk den nederste del af med fingrene.

Kog hvide asparges med rigeligt vand, lidt salt og en knivspids sukker. De skal have 4-5 minutter. Stik i dem som i en kartoffel og mærk om de er møre.

Hvide asparges kan serveres for sig selv, som en eksklusiv forret, med lidt smør. 2-3 stk. per person. Eventuelt med lidt god kogt eller røget skinke til – eller sammen med lidt grønne asparges, og en citron-olie dressing og et drys grønt, som en vegetarisk forret.

Opskrifter!

Aspargesskræller fra både grønne og hvide asparges kan blive til en herlig aspargesbouillon, se her!

Aspargessalat med grønne og hvide asparges, og grov grøntsagsmos:
1 bdt. grønne asparges
1 bdt. hvide asparges

1 lille broccolihoved
1/2 rød peber
50 g fast fetaost
2 spsk, sesamfrø
5 cherrytomater
1/2 dl olivenolie
1 lille fed hvidløg
revet skal og saft fra 1/2 øko citron
salt, peber

Klargør og kog hvide asparges, som beskrevet ovenfor.
Klargør grønne asparges, som beskrevet ovenfor, og steg dem 4-5 minutter ved middel varme i lidt olivenolie.

Læg broccoli, rød peber, fetaost, tomater, olie og sesamfrø i en foodprocessor, og kør til en grov mos. Hæld mosen i en skål, og smag til med presset hvidløg, revet og presset citron, salt og peber. Juster med mere olie, hvis du finder mosen for tør.

Læg de kogte og stegte asparges på et fad, og læg grøntsagsmos på. Server resten af mosen til.



Rucola-æble salat

Rucola-æble salat

Crispy salatat, velegnet som tilbehør til alle former for varme retter, kød, fisk, vegetar…

200 g frisk rucola
2-3 faste, syrlige røde æbler
1 håndfuld hasselnødder, helst uden skind

Dressing:
1/2 dl koldpresset øko rapsolie
evt. 1 tsk. ristet sesamolie eller nøddeolie
1/4 dl god øko æbleeddike
salt, peber, honning efter smag

Skyl og tør rucolaen. Skær den eventuelt i lidt mindre stykker.
Skyl og tør æblerne, skær dem over, fjern kernehuset og skær dem i tynde både.
Rist hasselnødder uden skind, afkøl, hak godt halvdelen og gem resten.

Rør dressingen sammen.

Bland rucola, æbler og hakkede hasselnødder sammen. Hæld dressing på og bland igen. Pynt til sidst med de hele hasselnødder. Server.

Svinekød i krydret sauce med masser af grønt!

Svinekød i krydret sauce med masser af grønt!

Hurtigt lavet middagsret, men fuld af saft og kraft.

5-600 g mørt svindekød til lynstegning (kan erstattes af andre kødtyper)
4-500 g friske eller frosne rosenkål
1 stort løg, evt. rødløg for farvens skyld
200 g optøede fine haricots verts bønner
1-200 g optøede edamamebønner
2 fed hvidløg
2×2 cm frisk ingefær
30 g smør (eller kokosolie)
2-3 dl vand
2,5 dl creme fraiche 38 % (eller kokosmælk)
1/2 til 1 tsk. chilipulver
salt, peber

Skær kødet i strimler.
Halver det skrællede løg og skær det i helt tynde både.
Rens rosenkålene for stokken (bunden) og grimme blade, og skær dem så i tynde skiver. (Bruges frosne rosenkål, så optø, og skær dem over).
Skræl ingefæren og skær ingefær og de pillede hvidløg i ultra fine tern.

Brun smørret (kokosolie) i en tykbundet gryde, og steg kødet i nogle minutter til strimlerne har fået farve. Tilsæt rosenkål, løg, hvidløg og ingefær og svits et par minutter. Krydr med salt, peber og chili.
Tilsæt vand og kog retten 5 minutter ved middel varme.
Smid nu haricots verts og edamamebønnerne i gryden og kog yderligere et par minutter. Tilsæt creme fraiche (kokosmælken), og kog retten igennem. Smag til med salt og peber, evt. ganske lidt honning, og jævn eventuelt retten med 1-2 tsk. Maizena rørt ud i koldt vand.
Drys gerne friskhakket persille på toppen.

Nordisk wok – mens vi venter på forårsgrøntsagerne!

Nordisk wok – mens vi venter på forårsgrøntsagerne!

En nordisk variation af en wokret.

4-500 g skært svinekød, jeg brugte snitzel
1 pose palmekål eller grønkål
3 store gulerødder
3 store persillerødder (eller pastinak)
6-8 store kartofler
3 store løg
øko jomfru olivenolie, salt, peber
2 spsk. grov sennep
1 spsk. honning
1 spsk. æbleeddike

Skær kødet i strimler.
Skræl kartofler, gulerødder og persillerødder, og skær dem i strimler.
Skyl kålen, fjern grove stængler og snit det i strimler eller hak i stykker.
Skræl løgene, og skær dem i tynde både.

Opvarm en støbejernsgryde eller en wokgryde med olivenolie.
Brun kødet i 4-5 minutter, krydr med salt og peber.
Tilsæt alle grøntsager, og brun videre i 10-12 minutter, ved høj varme. Tilsæt mere salt og peber. Rør det meste af tiden, så det ikke brænder på, men kun bruner.
Rør lidt olie sammen med sennep, honning, og eddike. Dette røres i wokken, når alt er brunet og klar til at spise.
Smag retten til med mere salt og peber om nødvendigt.

Grønkålssalat med rodfrugter og syltede løg!

Grønkålssalat med rodfrugter og syltede løg!

En fyldig, fiberrig og mættende salat. Kan være et måltid med brød til, men kan også serveres til kød, frikadeller, pølser mv.
125 g vasket og hakket frisk grønkål
300 g kartofler
1/2 knoldselleri (eller 2 store pastinak/persillerod)
3 store gulerødder
2 store rødbeder eller 4 små
syltede løg (se her )
koldpresset rapsolie
salt, peber, 1 tsk. stærk paprika/chili eller ras el hanout
1-2 spsk. honning.

Tænd ovnen på 200 grader.

Skræl sellerien, og skær den i skiver og i mundrette stykker.
Vask og tør kartofler, og skær dem i mundrette stykker (ikke små stykker).
Skræl gulerødder og rødbeder og skær ligeledes dem i mundrette stykker.
Bland kartofler, selleri og gulerødder – men ikke rødbederne, med rapsolie, og krydr med salt, peber og et stærkt krydderi efter eget valg.
Bland rødbedetern med olie, salt og peber, ras el hanout og lidt honning. Anbring dem ved siden af de øvrige rodfrugter og bag dem.
Hæld grøntsagerne på en bageplade med bagepapir og bag dem i 20 minutter. Afkøl dem.
Bland de afkølede, men gerne lune, rodfrugter MINUS rødbedetern med hakket grønkål og syltede løg inkl. lidt af sylteeddiken fra de syltede løg. Læg 3/4 dele af rødbedeternene på salaten, bland forsigtigt, og læg til sidst de sidste rødbeder på som pynt.
Rødbederne farver salaten, så derfor holdes rødbederne adskilt ved bagning, og vendes forsigtigt i til sidst. Men de smager forrygende i salaten.