En dejlig efterårsret, der kickstarter humøret og tarmsundheden med sine stærke farver og høje plantediversitet!
4 økologiske svinekoteletter (ikke tynde, så bliver de så tørre…)
Grøntsager i fad:
750 g trikolore kartofler (kartofler i farver, blå, rød, violet…)
750 g rødbeder i farver (rød, bolsjestribet, orange. hvid, gul…)
250 g økologiske cherrytomater
4 store fed hvidløg
salt, peber, spidskommen (eller Ras el Hanout)
koldpresset raps- eller olivenolie
Auberginemos:
1 stor aubergine
1 fed hvidløg
olivenolie eller rapsolie
mandelsmør eller tahin (sesampasta)
salt, peber, stødt spidskommen, evt. stødt koriander
citronsaft og skal fra en økologisk citron
persille eller mynte
Tænd ovnen på 200 grader.
Skær auberginen i kvarte.
Læg auberginen i et ovnfast fad og bag den i ca. 45 minutter. Afkøl auberginestykkerne.
Læg de afkølede auberginestykker i en blender eller god foodprocessor:
Hæld ca. 1/2 dl god koldpresset olie over, pres hvidløget ned i, tilsæt 1 spsk. mandelsmør eller tahini, salt, peber, spidskommen ca. 2 tsk. (eller 1 tsk. spidskommen og 1 tsk. koriander), hakkede krydderurter, revet citronskal og citronsaft. Blend det hele til en sammenhængende masse. Tilsæt mere olie, lidt vand eller citronsaft, hvis du synes der mangler væde, for at opnå en god konsistens. Smag auberginemosen til efter dine smagsløg.
Skræl rødbederne, og trim kartoflerne for grimme pletter, men de skal ikke skrælles. Skær rødbeder og kartofler i store mundrette stykker. Vend rødderne med rapsolie, salt, peber og spidskommen eller krydderiet Ras el Hanout, et mellemøstligt krydderi med b.la. spidskommen og chili. Hæld det hele i et ovnfast fad, evt. oven på bagepapir.
Læg halve cherrytomater rundt på rødderne. Pil hvidløgsfeddene, skær dem i mindre stykker og fordel dem rundt faddet.
Bag det hele ca. 35 minutter ved 200 grader.
Smelt smør til det er nøddebrunt i en tykbundet pande, læg svinekoteletterne i panden, drys med salt og peber, og steg dem 3-4 minutter på hver side ved middelvarme. Koteletterne er bedst, hvis de stadig er let rosa i midten, og kødsaften ikke er stegt væk.
Views: 6