Klæd grøntsagerne pænt på!

Klæd grøntsagerne pænt på!

Det er ikke så sjovt at spise grøntsager, hvis de bare bliver kogt og ligger i en stor bunke, når de serveres. Server dem i forskellige teksturer, og præsenter dem pænt! Det vækker den grønne appetit!

Fad med grøntsager til 4 (brug hvad du har, her er hvad jeg havde):

1 broccolihoved
1 rødt spidskål
cherrytomater
500g kartofler
1 gulerod
250 g svampe
olivenolie
salt, peber
soyasauce

Forslag til topping/pynt:
blomster
nødder/kerner
revet ost
fetaost
dukkah
friske ærter
syltede løg
friske forårsløg i strimler
mikrogrønt

Skær det groveste af stokken på broccolien. Del i mundrette buketter.
Læg buketterne i en skål, hæld kogende vand på, lad det stå et par minutter, hæld vandet fra, læg på et viskestykke til de skal bruges.

Tænd ovnen på 200 grader.
Halver spidskålet, fjern stokken.
Skær i brede stykker på langs.
Læg stykkerne i en skål, dryp olivenolie på, drys med salt og peber.
Rør forsigtigt rundt så olien fordeles.
Læg kålen på en bageplade med bagepapir.

Skær kartoflerne i grove tern.
Læg dem i en skål, dryp med olivenolie, drys med salt og peber, rør rundt til olien er fordelt.
Læg kartoffelbidderne ved siden af kålstrimlerne.

Tør svampene med køkkenrulle, hvis de er beskidte.
Skær dem i grove stykker.
Vend dem med lidt olivenolie og en sjat soyasauce.
Læg dem på bagepladen ved siden af de øvrige grøntsager.

Halver cherrytomater, drys dem med salt og peber.
Læg tomaterne oven på de øvrige grøntsager.

Sær bagepladen i ovnen, bag grøntsagerne 20-25 minutter til de har brune pletter og er møre.

Skræl gulerodden (evt. 2).
Skær den i 2 til 3 stykker af cirka 3 cm længde.
Fortsæt med at skrælle spåner af med skrællekniven.

Læg de tilberedte grøntsager på en fad, dekorer med gulerodspåner og den valgte topping/pynt.
Server straks.




Views: 33

Jordbærmælk!

Jordbærmælk!

Server bær, når som helst i sæsonen. Jordbærmælk (bærmælk) er en økonomisk måde at bruge bær på, men samtidig få smag og sundhed fra bærrene. Bærmælk er godt til havregryn eller andre cereals eller bare som en forfriskende drik!

4 gange morgenmad eller 4 store glas:

1 l mælk (komælk, plantemælk, kokosmælk fra karton)
250 g øko jordbær (eller andre bær) – mindre kan også gøre det!
lidt sukker eller flydende honning, hvis I har en sød tand

Blend det hele kortvarigt til en tyk mælkedrik, nyd omgående!

Bær indeholder masser af sunde stoffer, der blandt andet nedsætter risikoen for hjertekarsygdomme, diabetes og kræft:

Solbær er en C-vitamin bombe, der sammen med andre antioxidanter gør det lille sorte bær til en effektiv forkæmper for dit immunforsvar. Antioxidanter er bl.a. medvirkende til at forebygge hjerte-kar-sygdomme og kræft.

Hindbær er spækket med næringsstoffer, der styrker dit immunforsvar, modvirker inflammation og beskytter dine knogler, bl.a. C-vitamin, plantestofferne anthocyaniner og kalcium. Hindbær har et højt fiber-indhold, så de friske sommerbær mætter også godt.

Kirsebær er rig på både vitaminer, mineraler og antioxidanter, der styrker kroppen og øger din sundhed. Kirsebær indeholder af A-vitamin og C-vitamin, der både er godt for dine øjne, dit syn, og dit immunforsvar. Kirsebær er også rig på kalium, der forebygger hjerte-kar-sygdomme og reducere højt blodtryk.

Stikkelsbær er rige antioxidanter, der beskytter dine celler, og på betacarotener, som er vigtige for dit syn. Stikkelsbær indeholder også C-vitamin og kalium.

Hyldebær har et højt indhold betacarotener, der er vigtige for dine øjne og dit syn. De små bær er også spækket antioxidanter og kalium, der beskytter dine celler og dit kredsløb. Samt et meget højt indhold af kostfibre, der er godt for din fordøjelse.

Brombær rige på kalium og E-vitaminer, der effektivt bekæmper skadelige stoffer og infektioner.

Blåbær har meget højt indhold af C-vitamin og andre antioxidanter, der beskytter kroppens cellerne mod skadelige stoffer og forebygger kræft.

Jordbær er så spækket med C-vitamin, at lidt over 100 gram er nok til at dække dit daglige behov, og er derfor super godt for dit immunforsvar. Jordbær er også rig på antioxidanter og kalium, folat og kostfibre, der altså sammen har effekt på din sundhed og bl.a. forebygger inflammation og hjerte-kar-sygdomme.

Ribs er en regulær C-vitaminbombe, der sammen med andre antioxidanter styrker kredsløbet og immunforsvaret, bekæmper infektioner og modvirker inflammation. Ribs er også rig på kalium, der godt for celler og muskler, og på kalcium, der styrker knoglerne.

Kilde: Lena Vindt Holm, professionsbachelor i Ernæring og Sundhed.

Views: 184

Nudler med svampe, peanutbutter og kokosmælk!

Nudler med svampe, peanutbutter og kokosmælk!

En nudelret fuld af umamismag, server gerne med en frisk salat!

300 g fuldkornsnudler
300 g svampe
400 g kokosmælk (dåse eller karton)
3 fed hvidløg
1-2 tsk. stødt gurkemeje
1 tsk. chili pulver (kan udelades)
saft af en citron
1-2 spsk. blød og cremet peanutbutter
2 spsk. tamari (soyasovs)
1 spsk. brun miso pasta (kan erstattes med ekstra 2 tsk. grøntsagsbouillon)
1 spsk. ristet sesamolie
1 spsk. grøntsagsbouillon (herbamare er bedst)
1 tsk. flydende honning
1 stor håndfuld frisk koriander
1 lille rød chili (kan udelades)
1 håndfuld peanuts
lidt olivenolie

Tænd ovnen på 180 grader.

Rengør dine svampe, om nødvendigt, med køkkenrulle, ikke vand.
Hak svampene groft.

Pisk miso (ell. bouillonpulver), sesamolie og lidt salt sammen.
Bland svampene i blandingen, og bred dem ud på en bageplade med bagepapir.
Bag svampene 30 minutter.

Peanutsauce:
Rør grøntsagsbouillonpulver op i 3 dl kogende vand.
Tilsæt peanutbutter, tamari, honning og citronsaft, og rør det godt sammen.

Hak eller pres dine hvidløgsfed.
Sæt en tybundet gryde på komfuret, middelvarme. Tilsæt lidt olivenolie.
Når det er varmt tilsættes hvidløg, chili pulver og gurkemeje. Sauter det et par minutter og tilsæt så peanutsauce og kokosmælk.
Bring det i kog, og skru lidt ned. Tilsæt nudler og de bagte svampe. Bland det hele og kog til nudlerne er bløde, 10-15 minutter.

Server med groft hakket frisk koriander, fint skåret rød chili og peanuts på toppen.

Inspireret af “deliciously ella”.


Views: 134

Surdejsbrød med tørret æble og tranebær!

Surdejsbrød med tørret æble og tranebær!

1 brød:

350 g vand + 25 g
100 g boblende surdej
12 g fint salt
50 g speltmel
50 g fuldkornsmel eller fuldkornsspelt (eller mere spelt)
400 g stærkt hvidt mel (se her)
1/2 dl tørrede æblestykker fra Urtekram
2 spsk. tørrede tranebær

Opskriften fordrer, at du har en surdej, fodret og klar til brug. Se her.

Rør surdejen ud i 27 grader varmt vand.
Tilsæt alt mel, og rør det hele godt sammen = autolyse (der må ikke være tørt mel). Lad det stå i 20-30 minutter.

Tilsæt de sidste 25 g vand + salt, og ælt saltet ind i dejen.
Lad det hvile 15 minutter.

Så skal dejen foldes, se her:
Brug evt. fugtige hænder til foldning.
Grib fat i dejen, og fold den hen over sig selv. Drej skålen og fold igen, fortsæt hele vejen rundt. Gentag evt. 1 gang mere.
Lad dejen hvile 30 minutter, og gentag foldningen.
Gentag 2 gange mere med 30 minutter i mellem.
Ved sidste foldning drysses æblestykker og tranebær over dejen, og foldes med ind i dejen.
Lad så dejen hvile 1-2 timer i sin skål på køkkenbordet.

Læg mærke til om dejen får små bobler i overfladen, så er den nemlig klar til næste step.
Er der ingen bobler, så vent op til 2 timer mere, måske er der køligt i dit køkken, og det sænker fermenteringen.

Næste step, preshape af brødet:
Fugt køkkenbordet med lidt vand, der hvor du vil hælde dejen ud.
Tag dejen ud på køkkenbordet, og form den til en kugle ved hjælp af en metal dejskraber, se her!
Lad dejen hvile 10 minutter.

Nu skal dejen færdig formes/shape:
Drys lidt mel på bordet.
Bred dejen let ud som en firkant.
Fold dejen som en kurvert.
Enden nær dig foldes op til midten, træk venstre hjørne over som en snip, træk højre hjørne modsat, og tag sidste halvdel og fold den ned over disse foldninger.
Vend dejen og brug hænderne til at forme en dejkugle, med lette bevægelser. Brug dejskraberen, hvis det forekommer dig lettere.

Læg brødet i en hævekurv med et hæveklæde (hørklæde eller viskestykke drysset med mel) med sømmen/samlingen/bunden opad. Lad brødet i kurven stå på køkkenbordet 10 minutter, og sæt det så i køleskabet til koldhævning i 8-24 timer.

Tænd ovnen på 250 grader (ikke varmluft) med en støbejerngryde i eller et bagestål.
Læg bagepapir på en bagespade (eller se her), hvis du har en, eller et stk. bagepapir på køkkenbordet.
Når ovnen har opvarmet 50 minutter tager du brødet ud af køleskabet, vipper det over på bagepapiret, og snitter det.
Skub nu bagepapir/brød ind på bagestålet (Brødet kan bages uden bagepapir både på bagestål og i gryde, hvis du foretrækker det), eller tag i hjørnerne på bagepapiret og læg det ned i den glovarme gryde. Sæt gryden i ovnen.

Bagestål: bag brødet 20 minutter ved 250 grader, skrue ned til 230 grader og bag 10-12 minutter mere.

Grydebagning: skru ned til 240, når der bages. Bag 25 minutter med låg på, tag så låget af og bag 10-20 minutter mere.

Det bagte brød lægges til afkøling på en bagerist. Pak det eventuelt ind i et viskestykke, indtil det skal spises, så forbliver det sprødt, men er knap så hårdt.

Views: 80

Nice cream med bær!

Nice cream med bær!

En nem is til det skønne solskinsvejr, så sund den kan spises til morgenmad!

4 portioner is:

3-400 g bær- eller frugt (rema har økologiske smoothie-blandinger med 200 g, røde, gule og blå frugtblandinger, de er velegnede)
2 frosne bananer i skiver (kan bruges ufrosne, men så skal frugtblandingen bruges direkte fra fryseren)
200 g usødet skyr eller yoghurt (bruger en med sukker falder sundhedsværdien!)

Lad den frosne frugt/bærblanding tø op på køkkenbordet 5-10 minutter.
Læg blandingen og de frosne bananskiver i blenderen og kør 1-2 minutter til de er meget finthakkede.
Tilsæt så skyr eller yoghurt og kør det hele til softice.
Server straks! (kan dog gemmes i fryseren, og få 1-2 minutter i blenderen igen før servering)

Topping:
jeg brugte: frossen hakket chokoladekage (jeg gemmer kagerester i fryseren til romkugler o. lign., blev her hakket i blenderen og brugt til pynt), men nedenfor har jeg foreslået sundere alternativer:

– frisk frugt i skiver/tern
– hakket chokolade
– ristede afkølede hakkede mandler/hasselnødder
– ristede havregryn
– mysli
– ristede kerner: græskar, solsikke, sesam
– ristet eller rå kokosmel/kokoschips

Views: 44

Grøn salat med blomster!

Grøn salat med blomster!

Det vrimler med spiselige blomster i haven, det kom denne salat til gode!
Blomsterne bidrager med plantediversitet, og dermed tarmbakterier-diversitet til sundhedsfremme!

Se mere om spiselige blomster her.

Salat-ingredienser:
1 lille spidskål
2 syrlige æbler
1 glaskål, kan erstattes af 1 squash ell. 1/2 lille blomkål
1 gulerod
2-3 stængler bladselleri

stedmoderblomster, syrener, blomst fra løgkarse
2 spsk. hampefrø

Halver spidskålet. Fjern stokken og snit det fint.
Halver æblerne, fjern kernehuset, skær i både og i tern.
Skræl glaskålet skær det i skiver, i stænger og så i tern.
Skræl guleroden, skær den i 5 cm stykker, skræl den i spåner ind til kernen.
Fjern top og endestykke på bladselleristænglerne, skær dem i tynde halvmåneformede stykker (halver eventuelt på langs først).

Læg ingredienserne pænt på et fad eller i en salatskål.

Dressing:
2 spsk. jomfru olivenolie
revet skal og presset saft af 1 øko citron
salt, peber, honning (kan udelades eller erstattes af Sukrin Fibersirup på lchf/keto)

Pisk ingredienserne sammen og hæld over salaten, smag til med salt, peber og honning til en lidt skarp sur-sød smag.
Gem eventuelt noget af dressingen og server til, ikke alle er glade for dressing.

Drys med hampefrø.
Pluk blomsterhoveder og pynt salaten.

Views: 50

Broget salat med bagt laks!

Broget salat med bagt laks!

Salaten indeholder ikke stivelse, men tilsæt det gerne for en større mætningsgrad, det bliver salaten bestemt ikke ringere af!

1 fersk lakseside (du skal nok ikke bruge det hele, gem resten til pålæg, eller frys det til en anden ret)

2 syrlige æbler
2 hjertesalat
1 rød peber
2-3 stilke bladselleri
1 håndfuld bredbladet persille
2 store faste og smagfulde tomater
kogte afkølede kartofler eller afkølet kogt ris, bulgur, quinoa el. lign. for en højere mætningsgrad
1/2 dl solsikkekerner

Dressing:
1/2 dl øko olivenolie
skal og saft af en øko citron
salt, peber, honning (udelades eller erstattes af Fibersirup på keto/lchf)

Drys laksesiden med salt og peber, og bag den 20-25 minutter ved 140 grader varmluft. Afkøl til lunken eller kold.
Bræk derefter den ønskede mængde laks i mundrette bidder.

Fjern snavs fra hjertesalathovederne (jeg deler i blade og tørre bladene af med køkkenrulle), og snit dem så i strimler.
Skyl, tør æblerne, skær dem i både og så i tern.
Halver peberfrugten, fjern kernerne, skær i strimler og så i tern.
Vask og tør bladsellristænglerne, og skær dem så i tynde stykker på tværs (halvmåner).
Vask og tør tomaterne. Skær dem i både og så i tern.

Rist solsikkekernerne til de er lysebrune.

Skyl og tør persillen, riv den i mindre stykker, hak den ikke.

Rør dressingen sammen, smag til med salt, peber og honning til en syrlig-sødlig smag.

Læg grøntsager og laks i en skål (+ kartofler, ris, mm. hvis du bruger det), dryp dressing over, pynt med bredbladet persille og solsikkekerner.

Server gerne med surdejsbrød.



Views: 63

En sund livsstil kommer med en grøn mangfoldig kost!

En sund livsstil kommer med en grøn mangfoldig kost!

Det der adskiller mennesker med få helbredsudfordringer fra mennesker med mange helbredsudfordringer er hovedsaligt deres tarmbakterie-diversitet. Og høj tarmbakterie-diversitet er afhængig af at man spiser op til 30 forskellige planter om ugen!

Planter skal i den sammenhæng anskues bredt: det er både grøntsager, frugt, krydderurter, krydderier, vilde og spiselige planter og blomster, bær, nødder, kokos, kerner, oliven, bønner/linser, ris og alle slags korn.

Økologisk kød, fisk, mejeriprodukter er også gode fødevareemner, men de har ikke det samme potentiale for at fremme tarmsundhed, og dermed generel sundhed, som planter har.

Tarmens øko system og biodiversitet!
I disse år forskes der aktivt i de grupper af mikroorganismer, der lever overalt på kroppens ydre og indre overflader, og deres
betydning for vores sundhed. En af de vigtigste mikroorganisme grupper er dem, der lever i vores tarm. Tarmen bebos af op til 100 billioner mikroorganismer, der tilsammen kaldes for tarmens mikrobiota.

Der gælder de samme betingelser i tarmens økosystem, som gælder i økosystemer generelt.
Hvis en bakterieart skal blive en del af tarmmikrobiotaen, skal den komme derind, have vækstbetingelser, der tillader den at dele sig, og kunne konkurrere med de andre bakterier under disse vækstbetingelser. En vigtig betingelse for bakteriel vækst er, at bakterien har de næringsstoffer, den har brug for.
Bakterierne i tarmen får næring dels fra fra vores mad (eksempelvis fibre), som ikke er blevet fordøjet af vores eget fordøjelsessystem, og dels fra indersiden af tarmslimhinden, som løbende udskiftes, hvorved slimlag og celler stødes ud til bakterierne i tarmkanalen.

Tarmbakterierne, som i antal overstiger antallet af menneskelige celler i kroppen, kan samlet set betragtes som én stor biokemisk fabrik. En fabrik, der konstant producerer tusindvis af gavnlige såvel som skadelige stoffer alt afhængig af, hvad vi fodrer vores tarmbakterier med, læs: hvad vi spiser! Disse stoffer er af de seneste år blevet sat i forbindelse med alt fra fedme, diabetes, hjertekarsygdomme til tyktarmskræft. Derfor arbejder forskere verden over på at forstå hvilke faktorer, der påvirker tarmbakteriernes produktion af disse stoffer.

Vores kost er helt afgørende, da kosten som sagt er næring for vores tarmbakterier, og kosten spiller en afgørende rolle for sammensætningen af tarmbakterierne igennem hele livet. Som voksne er sammensætningen af tarmbakterier sværere at ændre på, og meget tyder på, at det for mange mennesker kræver markante kostændringer at skubbe til tarmbakteriesammensætningen. Og aktuel forskning viser, at en planterig kost, som defineret i indledningen, er den mest positivt markante vej til fremme af de gode tarmbakterier.

Forklaringen er, at vi skal sørge for at fodre vores bakterier, før de spiser os!
Spiser vi ufordøjelige fibre, som er tilstede i planter, så nedbryder bakterierne dem til kortkædede fedtsyrer, som dels er en energikilde for vores celler i tarmen, og dels modvirker inflammation i tarmen.

Disse kortkædede fedtsyrer er helt afgørende for en sund tarm, for løber tarmbakterierne tør for kostfibre, så begynder de i stedet at gnaske i alternative lækre næringskilder. De lækre sager er bl.a. proteiner fra kosten samt overflademolekyler fra vores tarmceller, som beskytter vores celler. Når bakterierne kaster sig over disse næringskilder, dannes der stoffer fra nedbrydningen af proteiner, som kan være skadelige. Desuden sker der en nedbrydning af det beskyttende lag på vores tarmceller, hvilket absolut ikke er hensigtsmæssigt. Det øgede niveau af skadelige stoffer i tarmen kombineret med et nedbrudt beskyttende lag på vores tarmceller vil sandsynligvis øge risikoen for skader på vores tarmceller, hvilket over tid
vil øge risikoen for tyktarmskræft og andre tarmsygdomme.

Derfor er en af pointerne fra bl.a. DTUs forskning, at vi skal sørge for at holde vores tarmbakterier beskæftiget med nedbrydning af kulhydrater i form af kostfibre fremfor proteiner. Hvis vi spiser rigeligt med kostfibre fra grøntsager, frugter og andre langsomme kulhydrater, minimerer vi bakteriernes produktion af skadelige stoffer fra deres nedbrydning af proteiner, da bakterierne primært vil være beskæftigede med fordøjelse af fibre. Desuden undgår vi, at bakterierne ”spiser os” – altså det beskyttende lag på vores tarmceller, som forklaret ovenfor.

Vær varsom med diæter og med industrielt fremstillet mad!
Nye diæter kommer hele tiden til, og fødevareindustrien forsøger konstant at sælge os nye forarbejdede fødevarer, alt imens forekomsten af livsstilssygdomme er stærkt stigende, derfor er det vigtigt at forstå, hvordan vores daglige kost påvirker vores sundhed/sundheden i den biokemiske fabrik i tarmen, vores tarmbakterier.

Mange diæter er smalsporede i tilladte fødevarerelementer, og mange industrielt fremstillede fødevarer er raffineret til elementer som tarmbakterierne ikke kan genkende som mad, der kan bruges af de gode tarmbakterier. Begge dele kan være en hæmsko for et godt tarmbakterieklima.

Spis i stedet en alsidig kost med mange plantebaseret fødevareelementer, da alsidigheden i sig selv er sundhedsfremmende, idet det fremmer væksten hos flere “stammer” af gode tarmbakterier. Alsidig og sund tarmvenlig kost er også en vej frem mod et vægttab, eller en stabil og fornuftig vægt, da vores tarmbakterier er med til at regulere vores vægt. Gode tarmbakterier er sult- og mæthedsregulerende, mens dårlige tarmbakterier forstyrrer denne proces. Ensidig og/eller usund kost kan derfor være hæmmende for en stabil vægt eller et vægttab.

Individuel kostplanlægning!
Fremtidens kostplanlægning vil læne sig op af, at vi alle er individuelle, og at vi skal spise i overensstemmelse med vores bio-individualitet, herunder vores individuelle tarmflora. Væk med one-size-fits-all diæter, når vi vil spise os sunde. Ind med forståelse for vores egen sundhedsprofil, der i øvrigt vil ændre sig med alderen og med forskellige livsbetingelser, så vi hele tiden spiser det der er bedst for os!

Som eksempel, så har et nyligt studie*) har vist, at information om et menneskers tarmbakteriesammensætning kan bruges til at forudsige dets blodsukkerrespons på en række forskellige fødevarer langt bedre end traditionelle metoder, som f.eks. beregning af fødevarers glykæmiske indeks. Studiet tydeliggjorde, hvordan vores tarmbakterier har indflydelse på, hvordan vi hver især udnytter kosten. Selvom der er meget, vi endnu ikke ved, så står det klart, at tarmbakterierne kan blive kilde til en revolution i individuel kostplanlægning.

Så husk på at du er, hvad du spiser – og at du er også, hvad dine tarmbakterier gør med det, du spiser, hvilket igen er påvirket af hvad du spiser… Så spis sundt, alsidigt med mange plantefødevarer, uden madkemi og pesticider – det er vejen til et (tarm)sundt liv!

Inspiration fra:
Professor Tim Spector of Genetic Epidemiology
Kings College London (forfatter til bl.a. “The Diet Myth” og “Your Genes Unzipped”,
forord til “The sourdough school sweet baking” af Vanessa Kimbell

“Den mikrobielle verden indeni os –
En kort introduktion til tarmens mikrobiom”
Af Tine Rask Licht, DTU Fødevareinstituttet

“Samspillet mellem kost og tarmbakterier”
Af Henrik Munch Roager, DTU Fødevareinstituttet

*)
Zeevi D, Korem T, Zmora N, Israeli D,
Rothschild D, Weinberger A, et al. Personalized
Nutrition by Prediction of Glycemic Responses.
Cell [Internet]. 2015 Nov 19

Views: 138

Flexitarens grønne pastasalat med bacon!

Flexitarens grønne pastasalat med bacon!

En let pastaret, god i madpakker!

400 g pasta, øko fuldkorns skruer eller penne
1 pose øko feldsalat, ell. rucola, ell. hjertesalat
1 bakke øko ærteskud (kan erstattes af bønnespirer eller andet mikrogrønt)
1 mellemstort løg
150 g edamamebønner
1 lille øko squash
200 g god bacon, gerne nitritfri og økologisk/fritgående dyr
revet skal og saft af en øko citron – eller 1/2 dl æbleedikke
1/2 dl olivenolie, salt og peber
parmesanost (kan udelades)

Kog pasta efter anvisning på posen, kog edamamebønnerne med de sidste 2 minutter. Afkøl pastaen, evt. med et lille skvæt olie, så det ikke klistrer sammen.

Skær bacon i tern.
Pil løget og skær det i tern.
Skyl, tør og skær squash i tern: halver den på tværs, så på langs, skær i tre skiver på langs og så i tern.
Hæld lidt olivenolie i en pande, tilsæt bacon, brun det let, tilsæt løg og squash og brun det hele let 4-5 minutter. Det må blive ikke for brunt eller brændt, men blødt og let stegt. Afkøl.

Skyl og tør feldsalat og ærtespirer, helt tørt.
Knæk de nederste par centimeter af ærtespirerne, og bræk dem i to dele.

Læg halvdelen af salaten og ærteskuddene i bunden af en fad./en skål.
Læg pasta, og edamamebønner over.
Læg så bacon, løg squashblandingen på.
Til sidste arrangeres det sidste salat og ærtespirer på.

Rør en dressing af olivenolie, citronskal og saft, salt, peber, evt. et skævt honning.
Hæld over salaten.

Riv lidt parmesan over og server med mere parmesan til.



Views: 40

Ovnbagte kødboller og grøntsager med tomatsalat til!

Ovnbagte kødboller og grøntsager med tomatsalat til!

I denne opskrift kommer både kødboller og grøntsager i ovnen, og serveres med en frisk rå salat!

Kan spises på keto og lcfh diæt.

Kødbollerne er glaseret med soya, engelsk sauce og lidt æblesirup for farve og ekstra god smag!

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Ovnbagt grønt:
Rengør mindst 300 g grøntsager (gerne 500 g pr. spisende, da de mister meget vand og volumen under bagning) pr. spisende, eksempelvis: gulerødder, fennikel, glaskål, romanescokål, spidskål, kartofler, søde kartofler, persillerod/pastinak/selleri, blomkål, broccoli, aubergine, squash – lige hvad du har i køleskabet!
1 dl koldpresset oliven- eller rapsolie
2 spsk. garam masala eller stødt spidskommen og stødt koriander
2- 4 tsk. Ras el Hanout, røget paprika eller chili
1-2 spsk. fint uraffineret havsalt

Skær alle faste grøntsager i 2×2 cm store tern. Spidskål skæres i i skiver, blomkål, broccoli eller romascokål i mindre buketter.
Læg det i en stor skål, hæld olie på, og så salt og krydderier. Rør alt godt sammen.
Bred ud på en bageplade med bagepapir.

Kødboller:
500 g hakket øko kød (gris, okse, lam, kylling, vælg selv!)
1-2 dl revne grøntsager (ex: gulerod, pastinak, persillerod, broccoli, blomkål, kartoffel)
1 mellemstort løg
3/4 dl god rasp eller fine havregryn (udelades på keto/lchf, erstattes evt. af Pofiber)
1 æg
1/2 dl vand eller danskvand
2 tsk. fint uraffineret salt
1 tsk. paprika
friskkværnet peber

Glace:
2 spsk koldpresset oliven- eller rapsolie
2-3 spsk. engelsk sauce (evt. bare soya på keto)
2 spsk. soya
1 spsk. æblesirup, flydende honning eller Sukrin fibersirup (eller udelad)

Hak løget fint.
Riv grøntsager, eller giv dem en tur i en foodprocessor. Bruger du grøntsager med megen væde så pres lidt af det ud, ellers bliver farsen for våd.
Rør alle ingredienser sammen til en fast fars, og lad den stå et par minutter.

Thermomixer:
Hak løget og grøntsager, 5-6 sek/speed 5.
Tilsæt de øvrige ingredienser og rør farsen sammen 2 minutter på dejfunktion.

Sæt dine grøntsager i ovnen.

Form nu kødboller, på størrelse med goldbolde.
Læg kødbollerne på en bageplade med bagepapir.
Rør glaseringen sammen, og smør det på kødbollerne med en pensel.
Sæt kødbollerne ind i ovnen sammen med grøntsagerne.
Skal bages i 20 minutter, så er kødboller og grøntsager færdige på sammen tid.
Efter 20 minutter tages kødbollerne ud. Tjek om grøntsager er møre, og om du synes de er brunet nok, ellers giv dem 5 minutter mere.

Lav tomatsalat mens det øvrige er i ovnen:
Jeg brugte økologiske Raf tomater, der er både søde og syrlige på samme tid!

1-2 tomater pr. spisende
21 stor eller 2 mindre avocadoer
lidt salt og friskkværnet peber
syltede eller fintsnittede rå løg

Vask, tør tomaterne, og skær dem i skiver.
Halver avocadoen, fjern stenen, og skær avocadokødet i tynde skiver.
Drys med lidt salt og friskkværnet peber.
Bruges rå løg, så pil et lille løg og skær det i virkelig tynde skiver.

Læg tomat- og avocadoskiver + løg pænt på et fad og server til kødboller og grøntsager.

Spis brød til retten, hvis du ikke har bagt rigtig mange grøntsager, gerne med en god olivenolie til at dyppe i, eller gammeldags koldt smør.


Views: 142

Jeg vil gerne leve sundt – skal jeg undgå fedt?

Jeg vil gerne leve sundt – skal jeg undgå fedt?

Nej, fedt er ikke usundt og heller ikke et problem, hvis du vil tabe dig f.eks! Uagtet at de officielle kostråd siger, “vælg planteolier og magre mejeriprodukter”. Et meget unuanceret og til dels fejlagtigt råd, er mange forskere i dag enige om.

Der findes usundt fedt ja, men det finder du kun i usund mad – nemlig fast food og færdigmad af ringe kvalitet.
Og selvfølgelig kan du spise for meget fedt, lige som du kan spise for meget af alt muligt andet
!

Fedt med glæde, velbehag og sundhed!
Spis:
Fedt fra velfærdsdyr, det vil sige dyr der har haft et godt liv, på græs og uden stress, for de indeholder en god type fedt.
Fede mejeriprodukter fra økologiske dyr af samme grund. Rigtig smør er godt for kroppen. Kokosolie har mange gode egenskaber og kan roligt spises. Økologisk jomfru oliven- og rapsolie, nøddeolie, avocadoolie, er gode for din krop. Oliven er sunde, nødder er sunde, frø og kerner er sunde, kokosmel er sundt. Kvalitetsmayonnaise, lavet på øko oliven-, raps eller avocadolie er sundt. Nøddesmør (nødder kværnet til en slags smør) er sundt, oliventapanade er sundt… Og fed fisk er sundt!

Fakta om fedt!
Fedt, herunder mættet fedt, spiller en faktisk en vigtig rolle for kroppens kemi:
– Mættede fedtsyrer udgør mindst 50% af cellemembranerne. Det er dem , som giver vore celler den nødvendige stivhed og integritet.
– Fedt spiller en vital rolle for vore knoglers sundhed. For at kalcium effektivt kan optages af vor skeletstruktur, bør mindst 50% af vort fedtindtag være mættet.
– Fedt sænker Lp(a), et særligt lipoprotein i blodet, som øger risikoen for hjertesygdom.
– Fedt styrker immunsystemet.
_ Fedt er nødvendige for en optimal udnyttelse af essentielle fedtsyrer. Aflange omega-3 fedtsyrer lagres bedre i kroppen hvis kosten er rig på mættet fedt.
– Mættet 18-kulstof stearinsyre og 16-kulstof palmitinsyre er hjertets foretrukne føde, hvilket er grunden til, at fedtlaget omkring hjertet er højt mættet. Hjertet trækker på disse fedtreserver i stressperioder.
– Korte og mellemlange mættede fedtsyrer har vigtige antimikrobielle egenskaber. De beskytter os mod skadelige mikroorganismer i fordøjelsessystemet, og hjælper dermed de gode tarmbakterier. Og som vi ved er de sunde tarmbakterier af stor værdi for både vores fysiske og psykiske velbefindende, læs mere om det her.

Hjertesygdomme er heller ikke fremkaldt af animalsk eller anden form for kvalitativ uraffineret mættet fedt. Det skyldes snarere for mange dårlige og kemisk bearbejdede vegetabilske (plante-)olier i højt raffineret mad, og for mange raffinerede (og usunde ) kulhydrater i form af sukker og hvidt mel. Fødevareemner der kompromitterer vores tarme, hæver vores blodsukker, påvirker vores energiomsætning og insulinbalance, hvilket udfordrer vores kroppe og kan føre til inflammationstilstande.

De konstante angreb på mættet fedt er problematiske, og stammer fra ældre amerikansk forskning, der primært bed mærke i at fast food og forarbejdet mad, der ofte indeholder megen fedt, tilsyneladende gav hjerteproblemer. De overså bare, at det var fedtets raffinerede og kemisk forarbejde karakter, og ikke fedtet i sig selv, der var problemet.
Rigtigt gammeldags smør, der ikke udsættes for raffinering og kemi og gode koldpressede olier, som heller ikke er kemisk forarbejdede, giver ikke forhøjet kolesteroltal eller hjerteproblemer, viser megen forskning fra de sidste tyve år. Margarine derimod, der er et kemisk sammensat produkt, viser sig at medføre kronisk forhøjet kolesterol og har været kædet sammen med både hjertesygdomme og kræft.

Fakta om smør!
Smør er faktisk sundt:
Smør indeholder fedtopløselige vitaminer: Disse inkluderer ægte vitamin A eller retinol, vitamin D, vitamin K og vitamin E sammen med deres naturligt forekommende medspillere, der er nødvendige for optimal udnyttelse. Smør er vores bedste kilde til disse vigtige næringsstoffer. Uden dem er vi ikke i stand til at udnytte de mineraler, vi indtager, uanset hvor mange af dem, der er i kosten.

Vitamin A og D er essentielle for væksten, for sunde knogler og for en ordentlig udvikling af hjernen og nervesystemet og for en normal seksuel udvikling. Mange undersøgelser påviser smørfedtets vigtighed for reproduktionen; dets fravær i kosten resulterer i “ernæringsmæssig kastration”, den manglende evne til at frembringe mandlige og kvindelige seksuelle karakterer.

Smør indeholder også omkring 12-15% korte og mellemlange fedtsyrer. Denne type mættet fedt behøver ikke at blive emulgeret af galde, men optages direkte fra tyndtarmen til leveren, hvor det hurtigt omdannes til energi.

Disse fedtsyrer har også antimikrobielle, kræftforebyggende, og immunstyrkende egenskaber, især laurinsyre, en mellemlang fedtsyre med 12 kulstofatomer, som ikke findes i andre animalske fedtstoffer.

Den stærkt beskyttende laurinsyre burde kaldes en betinget essentiel fedtsyre, fordi den kun produceres i brystkirtlerne og ikke i leveren som andre mættede fedtsyrer.65

Vi er nødt til at få den fra en af to kilder i kosten – små mængder smørfedt eller store mængder kokosfedt. Buturinsyre med fire kulstofatomer findes kun i smør. Den har egenskaber, der modvirker både svamp og dannelse af svulster.

Smør fra køer, som græsser, indeholder også en form for omarrangeret linolsyre, kaldet CLA, som har stærke anticarcinogene egenskaber. Det styrker også muskelopbygningen og forebygger vægtforøgelse.

Lecitin er en naturlig del af smør og hjælper med en ordentlig optagelse og metabolisme af kolesterol og andre fedtkomponenter.

Modermælk og smør har et højt indhold af kolesterol fordi det er essentielt for for vækst og udvikling. Kolesterol er også nødvendigt for produktionen af en række steroider, der beskytter mod kræft, hjertesygdomme og psykiske lidelser.

Glycosphingolipider. Denne type fedt beskytter mod maveinfektioner, særligt hos helt unge og ældre. Af samme årsag ses diarre tre til fem gange hyppigere hos børn, der drikker skummetmælk end hos børn, der drikker sødmælk.

Mange spormineraler, inklusive mangan, zink, krom og jod er inkorporeret i fedtmembranerne i smørfedt.

Fakta om kokosolie!
I kokosolie er særligt laurinsyre interessant. Det findes i store mængder i kokosolie. Denne fedtsyre har kraftige bakterie- og svampebekæmpende egenskaber. Kokosolie beskytter de tropiske befolkninger mod svampe og bakterier, som er udbredt i deres fødevareforsyning, og i takt med, at tredjeverdenslande i troperne har skiftet til brugen af flerumættede vegetabilske olier, er forekomsten af mave-tarmproblemer og sygdomme, som følge af et svækket immunforsvar, steget dramatisk.

De fleste mennesker, især spædbørn og børn i voksealderen vil have gavn af mere fedt i kosten snarere end mindre.
Men de fedtstoffer som vi spiser skal vælges med omhu. Undgå alle forarbejdede fødevarer, som indeholder hydrogenerede fedtstoffer og flerumættede olier.

Brug i stedet smør, kokosolie, øko jomfruolivenolie og mindre mængder uraffineret nøddeolie og hørfrøolie (mindre mængder for at få balance mellem omega 6 og omega 3).
Spis velfærdsdyr, gode oste, æg og fed fisk, og nyd dermed også de proteiner, der følger med dem, for begge dele løfter din sundhed!

Spis mindre fast food, færdigt pålæg (særligt det billige), billige færdigretter, pulvermad, dåsemad, supermarkedskager, billig is, flødeerstatning, coffee creamere, billig mayo og remulade... Alt sammen mad der indeholder dårlige fedtstoffer, raffinerede og kemisk udvundne, ofte sammen med stærkt raffinerede og hurtige kulhydrater. Mad der skader dit helbred med dårlige tarme, hjertekar problemer, insulinresistens, inflammation, dårligt humør og meget mere!

Artiklen er skrevet med udpluk af fakta fra Alun.dk.

Views: 55

Glutenfrit “rugbrød”!

Glutenfrit “rugbrød”!

Et virkelig godt “rugbrød” uden gluten, fra den glutenfri bagebog “Helt uden gluten”. En bog jeg kun kan anbefale.
Det bedste resultat får du, når du bruger en røremaskine til dejen.

9 dl vand
1 dl glutenfri surdej (se indlæg om glutenfri surdej) eller 1 dl vand med 1 tsk. æblededdike og 6 g gær
1/2 dl øko olivenolie
20 g loppefrøskaller (10 g hvis der bruges Husk)
3 tsk. uraffineret havsalt
1/2 tsk. stødt kardemomme
1/2 tsk. stødt koriander
1 spsk. carob (kan udelades)
170 g hørfrø
170 g hele boghvedekerner
200 g sorghummel (eller rismel)
100 g boghvedemel
150 g kerne og frø
evt. 1 spsk. honning eller lignende
kerner til drys

Bland alle våde ingredienser i røreskålen.
Tilsæt resten af ingredienserne og rør det hele godt sammen i 10-15 minutter på røremaskinen.
Smør en form eller læg bagepapir i. Fyld dejen i formen, glat overfladen med våde hænder, drys med kerner efter eget valg og hæv brødet på køkkenbordet i 6-8 timer under et viskestykke. Jeg lægger altid plastfilm over, før jeg lægger et viskestykke på.

Varm ovnen op til 200 grader varmluft og bag brødet 1 time og 20 minutter. Tag brødet ud af formen og afkøl på en bagerist.

Views: 73

Kokos nice-cream!

Kokos nice-cream!

Nice-cream er godt både til morgenmad, mellemmåltid eller dessert!
Du skal bruge frosne bananer, som sødestof og til at ‘fryse’ massen, og en god blender til at mikse det hele!

Opskriften rækker til 4 mindre portioner.
Hvis I er storspisende, så læg en halv gange flere ingredienser til opskriften.
Tilsæt evt. almindelig mælk eller nøddemælk i stedet for mere kokosmælk, hvis du øger opskriften.

Denne opskrift er bedst med kokosmælk med stabilisator for en cremet konsistens. Men tjek at der kun er kokos, vand og en enkelt stabilisator – for din sundhed!

Ingredienser:
1 dåse kold kokosmælk af en cremet kvalitet (med stabilisator, se bag på dåsen) eller 400 g fra karton, f.eks. kokosmælk fra kokobio, der er tyk og cremet pga. tilsætning af lidt xanthangum
1 moden avocado XL
2 store frosne bananer (evt. tre små)
40 g rå afskallede og ikke salte pistacienødder (kan erstattes af andre nødder eller hampefrø)
evt. 1 kugle frossen spinat, det forhøjer sundhed og giver en fin farve

Hæld kokosmælken i blenderen, blend nogle sekunder.
Hak 20 g pistacienødder og læg dem op i kokosmælken.
Skræl avocadoen, tag stenen ud og læg avocado-stykkerne op i blenderen.
Skær de to store frosne bananer i stykker, og læg dem i blenderen.
Blend det hele til en pragtfuld svagt grøn kokos- og pistacieduftende softice.

Hak de sidste 20 g rå pistacienødder og bland dem i den færdige softice.
Læg lidt oven på hver portion, det ser så lækkert ud!
Pynt eventuelt også med frisk frugt i små stykker.
Server straks.

Views: 143

Rejer og røget laks bowl!

Rejer og røget laks bowl!

Endnu en lækker frokost- eller forret. Smuk, velsmagende og sund!
Er glutenfri, laktosefri og kan spises på keto og lchf diæt.

Min version kræver en spiralizer, men du kan også skrælle boljsebede og squash med en tyndskræller.

Hak krydderurterne mellemfint og sæt dem til side.

150 g røget laks
200 g rejer i lage
1 spsk. olivenolie
1 mellemstor øko bolsjebede
1/2 lille øko squash
1 øko citron, skal og saft
1×2 cm frisk ingefær, revet
1-2 dl krydderurteblade (jeg brugte citronmelisse, basilikum, estragon og koriander)
fint uraffineret havsalt og friskkværnet peber
4 spsk. frosne ribs eller friske blåbær

Skræl bolsjebeden og kør den til spiraler på en spiralizer. Eller skræl i tynde spiraler med en skrællekniv.
Kør squashen til spirale rpå spiralizeren. Eller skræl i tynde spiraler med en skrællekniv.
Bræk spiralerne i mindre stykker.
Læg spiralerne i iskoldt vand 5 minutter, og hæld den så i en sigte til afdrypning.
Efter afdrypning lægges spiralerne på et viskestykke til tørring.

Vask og riv skallen af øko citronen. Pres derefter saften ud af den.
Skræl ingefær og riv det.

Hæld væden fra rejerne gennem en sigte. Lad dem stå et par minutter.
Bland derefter rejerne med citronsaft og skal, revet ingefær, 1 spsk. olivenolie, en smule salt og friskkværnet peber.
Lad rejerne stå lidt og marinere.

Find 4 pæne dybe tallerkener eller skåle frem.
Fordel squash og bolsjebede spiraler i tallerknerne. Måske er der lidt for mange.
Tag lakseskiverne ud af pakken, fold dem som et blomsterblad og læg på spiralerne.
Læg skefulde af marinerede rejer på spiralerne, til disse er fordelt.
Pynt med hakkede krydderurter.
Læg en skefuld frosne ribs eller friske blåbær på til sidst.




Views: 335

Pasta med squash og aubergine!

Pasta med squash og aubergine!

En ret hurtig ret med masser af sundhed og smag!

400 g pasta
olivenolie
2 små øko squash
1 stor øko aubergine
1 stor øko porre eller to mindre (evt. 1-2 løg)
1 øko citron
frisk revet parmesanost
30 g pinjekerner
1 håndfuld persille
2-3 spsk. kapers

Tænd ovnen på 210 grader varmluft.
Skyl og tør grøntsagerne.
Rengør porren, og halver den på langs. Skær 3 cm lange stykker på tværs.
Skær squashen i 5 mm tykke skiver.
Skær aubergine i 2 mm tykke skiver.
Læg begge slags grøntsagsskiver og porrestykker på bageplader med bagepapir, og pensl med godt med øko olivenolie. Drys med salt og peber.
Bag skiverne i 20 minutter.

Kog pastaen efter anvisning på pakken. Afdryp den og vend med en lille sjat olivenolie.
Rist pinjekernerne.
Riv øko citronen, halver den og pres saften ud af 1/2 citron.
Skyl, tør og hak persillen.

Vend den friskkogte pasta med bagte grøntsager.
Riv parmesanost hen over.
Drys citronskal hen over pastaen, og hæld saften fra 1/2 citron hen over. Vend forsigtigt alt sammen.
Drys med hakket persille, kapers og til slut pinjekerner.



Views: 857

Nudler med masser af grønt!

Nudler med masser af grønt!

Et herligt tilbehør til kød, fisk eller vegetarretter. Jeg serverede det til bagte rødspættefileter.

300 g fuldkornsnudler
1/4 rød-, hvid-, eller spidskål (spidskål 1/2)
2 gulerødder
1/2 stor fennikel
1 stort løg
1 broccoli
1 rød peber
1 spsk. øko olivenolie
salt og peber

Smag til nudler og grøntsager:
1 spsk. olivenolie
1 tsk. mørk sesamolie (kan udelades)
1 spsk. soyasauce
1 spsk. fishsauce
1 tsk. sød paprika
1 tsk. stærk paprika
2×2 cm frisk ingefær, revet
evt. 2 cm frisk gurkemeje, revet
1 spsk. sød chilisauce ell. 1/2 tsk. chilipulver
skræl og saft fra 1/2 øko citron eller 1 øko lime
1 fed hvidløg, presset, revet eller hakket ultrafint

Ovenstående var det grønt jeg brugte, du kan bruge hvad du vil af grøntsager!

Kål: fjern kedelige kålblade. Snit i både på cirka 5-6 cm længde og 2-3 cm bredde.
Skræl gulerødderne og skær den i 4 cm stykker, og så i stave.
Fennikel: fjern yderblade og stokke, og skær i tynde både/strimler.
Skræl løget, og skær det i tynde både.
Skær broccolihovedet af stokken. Skræl stokken, og skær den i tynde både. Del hovedet i små buketter.
Del peberfrugten, fjern kerner og de hvide frøstande, snit i strimler på langs eller tværs.

Sauter grøntsagerne i 1-2 spsk. olivenolie med lidt salt og peber, til de er al dente (knap møre).

Kog nudlerne efter anvisning på pakken.

Pisk smagsingredienserne sammen. Rør dem i de sauterede grøntsager.
Klip de kogte afdryppede nudler i mindre stykker, og vend dem i grøntsagerne. Varm det hele igennem et par minutter ved middelvarme.
Tilsmag retten med salt, eventuelt lidt sukker/ honning, hvis du ikke har brugt sød chilisauce.


Views: 65

Glutenfri gulerodsboller!

Glutenfri gulerodsboller!

En dejlig bolle, kan spises som den er eller med smør, nøddesmør, pålæg, ost…
Kan laves på meget kort tid, uden at den er mindre sund af den grund!

12-15 boller:
2 mellemstore gulerødder
2,5 dl Skyr (eller andet surmælksprodukt)
2,5 dl koldt vand
2 tsk. bagepulver
2 æg
2 dl mandler (kan erstattes af solsikkekerner)
2 dl havregryn
2 dl grov majsmel (ikke polentamel) eller andet glutenfrit mel
1 dl solsikkekerner
1/2 dl Fiberhusk
2 tsk. fint uraffineret havsalt
2 spsk. økologisk koldpresset rapsolie

1 æg eller en æggehvide til at pensle bollerne med

Tænd ovnen på 200 grader.

Skræl og riv gulerødderne.

Kør mandlerne kort i en foodprocessor, tilsæt havregryn og kør begge dele til en grov mel.

Pisk Skyr, vand, olie, revne gulerødder og æg sammen, tilsæt mandel-havremel, majsmel, solsikkekerner, salt og bagepulver. Rør alt sammen til en lind dej, tilsæt Fiberhusk og rør igen. Nu bliver dejen fast og kan formes med hænderne til boller.

Form det antal boller du ønsker, læg dem på en bageplade med bagepapir, pensl dem med æg og bag dem 15-17 minutter til de er lysebrune og sprøde i overfladen.

Afkøl bollerne, og spis med god appetit!

Views: 48

Fuldkornspasta med spansk pølse og grønt!

Fuldkornspasta med spansk pølse og grønt!

En nem og velsmagende pastaret!

400 g fuldkornspasta
250 g spansk pølse (tapaspølse)
1/2 savoykål, ell. spidskål, ell. 1 salathoved
1 bundt foråsløg
2 fed hvidløg
1 øko citron, skal og saft
2-3 dl friskrevet parmesanost (1 dl hvis det er købt revet ost) ell. Vesterhavsost
olivenolie, salt og friskkværnet peber, evt. paprika

Kog pastaen efter anvisning på pose/pakke.

Skær pølsen i store tern.
Snit kål (ell. salat) i strimler.
Rengør forårsløgene for de tørre yderblade. Skær de øverste 5 cm af, hvis de er lidt tørre eller brune. Snit løgene i skiver knap 1 cm brede.
Pil hvidløg og hak det fint.
Riv og pres citronen.
Riv parmesanosten

Brun pølseternen i olivenolie i 5 minuter, de skal få lidt farve.
Tilsæt forårsløg og kål, og sauter det blødt ved middelvarme. Krydr med salt og peber, eventuelt lidt paprika, hvis det passer til den valgte pølse.
Tilsæt hvidløg og sauter et par minutter mere.

Bland den kogte pasta med pølse-grøntsagsblandingen.
Tilsæt citronskal, citronsaft (hold lidt igen, måske skal det hele ikke i) og ost.
Rør det godt sammen.
Smag til med salt og peber.

Server med ekstra parmesanost.

Views: 81

Pasta med svampe og tofu!

Pasta med svampe og tofu!

En vegetarpasta, hvor tofu sikrer et komplekst måltid med både langsomme kulhydrater, fedt og protein!

400 g pasta
250 g champignon (eller andre svampe)
1 løg
1-2 fed hvidløg
olivenolie
200 g fast tofu
2 tsk. tørret oregano
2-3 dl friskrevet fintrevet parmesanost (1 dl hvis du bruger færdigrevet ost)
1 håndfuld persille
1 øko citron
salt og friskkværnet peber

Kog pastaen efter anvisning på pose/pakke.

Tør svampene af, og skær dem i skiver.
Pil løg og hvidløg. Skær løget i tern og hak hvidløg fint.
Skær tofuen i tern 1×1 cm.
Opvarm olivenolie ved middelvarme, steg løg og tofu sammen med tørret oregano 5-6 minutter til det får lidt farve.
Skyl og hak persillen.
Riv parmesan.
Tilsæt hvidløg til løg-tofu og steg yderligere et par minutter.

Hæld kogevandet fra pastaen, og vend pastaen med løg-tofu blandingen.
Tilsæt hakket persille, revet citronskal, saft fra 1/2 citron (måske mere, tilsæt til det passer dig i smag), og salt og peber.
Varm det hele igennem 1 minut.

Server straks med ekstra parmesanost.

Views: 163

Farsbrød med tomatfrakke og spinat-feta fyld!

Farsbrød med tomatfrakke og spinat-feta fyld!

En robust hverdagsret med masser af smag!

Kan indgå i keto eller lchf diæt.

4-500 g hakket kød (okse, kylling, kalkun, gris, lam…)
300 g optøet spinat
100 g fetaost
1 hakket løg
2 fed hvidløg
olivenolie
2 æg
1 dl væske: mælk/plantemælk/vand
2 spsk. soltørrede tomater i små strimler/tern
1,5 dl rasp
salt, peber
2 top teskefulde af henholdsvis tørret oregano og basilikum
1 glas tomatsauce (pastasauce), hjemmelavet tomatsauce, eller mosede tomater – 350 til 400 g

Optø spinaten, og knug den fri for væde.

Sikr dig at den tomatsauce du bruger er fast, ingen tynd og løbende væske. Laver du selv tomatsauce, så lav den godt tyk.
Bruger du mosede tomater, så rør dem op med lidt oregano, salt og peber – og lidt rasp, hvis det virker tyndt og løbende.

Tænd ovnen på 200 grader.

Rør det hakkede kød op med rasp, væske, soltørrede tomater, oregano, basilikum, salt peber og æg til en fast fars.

Pil løget og skær det i tern. Pil hvidløg og hak det fint.Opvarm 1 spsk. olivenolie i en dyb pande. Sauter hakket løg 4-5 minutter ved middelvarme til de bliver bløde og klare. Tilsæt optøet spinat og og sauter det hele 3-4 minuttert mere. Tilsæt så hvidløget og sauter videre nogle minutter. Smag til med LIDT salt og peber (der er salt i fetaosten også). Tag væk fra varmen, og rør smuldret fetaost i.

Smør et ovnfastfad eller læg bagepapir i.
Læg 60 % af farsen i bunden i form som et brød.
Læg fyldet på og fordel det jævnt over bunden.
Læg resten af farsen på, fordel det, og giv farsbrødet form.

Dæk farsbrødet med tomatsauce.
Bag farsbrødet 45-50 minutter ved 200 grader.

Server med bagte grøntsager, bagte kartoffelbåde, salat, bulgur, quinoa, pasta, godt brød…


Views: 219