Arbejde for at få en sund fordøjelse – aflivning af nogle myter!

Arbejde for at få en sund fordøjelse – aflivning af nogle myter!

Allerførst en overordnet konklusion: Du skal ikke gå på en restriktiv diæt for at leve sundt og få en en sund fordøjelse. Du skal ikke udelade nogen makro-næringselementer, kulhydrater/protein/fedt, og du skal ikke detoxe på sære kure eller dyre kosttilskud.

Du skal derimod inkludere alle makro næringselementerne, og du skal spise mad af god kvalitet med god samvittighed og nydelse!

Nedenstående bud på optimering af dine tarmbakterier og din fordøjelse skal du være skeptisk overfor:

1. Bone broth, suppe kogt på ben, indeholder meget kollagen.
Kan give en forstyrret fordøjelse ro et par dage, fordi der ikke er nogen fibre i dette produkt. Men at fjerne fibre fra kosten er skadeligt for tarmbakterierne, og det beskyttende slimlag i din tarm, på længere sigt. Bone broth er ikke usundt, men det støtter ikke fordøjelsen, leaky gut (utæt tarm) og lignende.

2. Tarmskylninger. Kan lette på et symptomer i tarmen.
Der er ingen videnskablige beviser for at tarmskylninger skulle give en sundere tarm. Slet ikke hvis ikke finder sted på et offentligt eller privar hospital.
Det kan give en kortvarig lettelse af forstoppelse, ligesom et lavement, men der er risiko for at du skyller nødvendige tarmbakterier ud på samme tid.

3. Fiberrige kosttilskud. Tilbyder tarmene fibre.
Fibre, renset for vitaminer, mineraler, polyfenoler, fytokemikalier mv., er ikke egentlig sundhed. Fiberkosttilskud kan ikke erstatte de mange hundrede fibertyper, med hver sin “sundhed” for tarmene, som du finder i rigtig mad! Grøntsager, korn, bønner og linser mv.

4. Undgå sukker fuldstændig. Brug i stedet sukkererstatninger.
Sukker er ikke et nødvendigt fødeemne, men heller ikke skadeligt i små mængder. Det optages i starten af din fordøjelsesvej, og påvirker tarmbakterierne ganske lidt.
Spis endelig frugt, hvis din energiomsætning (metabolisme) og dine tarme kan lide det. Mennesker med insulin resistent, blodsukkersvingninger eller irritabel tyktarm trives oftest kun med ret lidt frugt.

Sukkererstatninger og kunstige sødemidler bør undgås. De påvirker vores tarmbakterier negativt hen imod mod et dårligere immunsystem, metaboliske problemer og det kan påvirke vores psyke.

5. Drik kaffe og te med “sundt fedt”. Oftest er forslaget nogle skefulde kokosolie, ghee, olivenolie eller lignende. (Polymættet fedt).
At indtage fedt på den måde er ikke særlig sundhedspædagogisk, og kan være direkte usundt for mennesker med kolesterol udfordringer!
Indtag heller din fedt i forbindelse med sund mad, grøntsager, fuldkornsprodukter, lidt velfærdskød, fisk etc.
Indtag helst (mest) umættet fedt, olivenolie, rapsolie, avocadololie, nødder, kerner, oliven, avocado, fisk…

6. Vegansk mad er lig tarmsundhed.
Det er ubetinget godt for tarmene og dit helbred at spise masser af grøntsager, fuldkornsprodukter, bønner og linser, nødder/kerner o. lignende. Men masser af færdigmad og fastfood med titlen “vegansk” er også tilsat masser af uhensigtsmæssig madkemi, og så forsvinder sundheden. Tjek altid ingredienslisten bag på varen, og kasser den, hvis der er ingredienser du ikke kan identificere.

Kød, fisk og animalske produkter er ikke usunde for dine tarmbakterier (hvis de er rigtig mad og af god kvalitet), så du behøver ikke undgå disse fødevareemner for at leve sundt!

Sunde tarmbakterie og et godt helbred!
Lav selv så mange af dine måltider som du orker. Hjemmelavet og uraffineret kost er sundest.
Spis kun færdigmad, der er baseret på rigtige fødevarer og uden sminkning og tilsætning.
Spis masser af grønt og masser af fibre. Spis i alle farver. Spis 30 slags planter om ugen, diversiteten betyder mere end maængden. Planter er: grøntsager, frugt, kornprodukter, nødder/kerner, bønner/linser, oliven, kaffe, te, vin, krydderier, krydderurter…
Spis økologisk, når du kan.

Inspiration:
The gut health doctor: www.theguthealthdoctor.com


Views: 63

Fish og chips version 2.0

Fish og chips version 2.0

Fish og chips er lækkert, og sundt, når det kokkeres i den rigtige form! Her med “chips” i ovnen, og fisk paneret og stegt i olivenolie. Dressingen har sin smag fra karry og karry-kraut! Høj plantediversitet, omega 3, D vitamin og curcumin fra gurkemeje!

Smager også godt koldt i madpakken!

800-100 g torske eller kulmulefilet
5-6 dl fin rasp
2 æg
salt, peber, evt. paprika
oliven- eller rapsolie

7-800 g faste kartofler
2 store pastinakker ell. persillerødder
2-3 beder (gule ell. stribede) eller store gulerødder
olivenolie
salt, peber

5 dl creme fraiche/græsk yoghurt/skyr
12- dl kraut (ell. grøntsagspickles/syltede grøntsager), gerne med karry
salt, peber, karry og gurkemeje

Skær fisken i pæne stykker, hvor hvert stykke er nogenlunde lige tyk alle steder.

Pisk æggene sammen i en dyb tallerken.
Bland rasp med salt og peber, evt. 1-2 tsk paprika, eller lidt chilipulver, eller tørrede stødte grønne krydderier.
Vend fiskestykkerne i æg og så i rasp. Læg dem på et fad, bagepapir eller mellemlægspapir, og lad dem tørre lidt.

Rør creme fraiche eller hvad du bruger) op med salt, peber, karry og gurkemeje.
Vend kraut i, og smag til, evt. med lidt mango chutney, og/eller hakket persille.

Tænd ovnen på 2-210 grader.
Vask og tør kartoflerne, fjern grimme pletter.
Skær kartoflerne i grove klodser.
Skræl rodfrugterne, og skær dem i klodser.
Vend kartofler og rodfrugter med olivenolie, salt og peber.
Læg det hele på en bageplade med bagepapir og bag det 20-25 minutter ved 200-210 grader.

Steg fiskestykkerne i olivenolie, i en mellemvarm pande, 3-4 minutter på hver side.
Hold dem varme efterhånden som de er færdigstegte, eventuelt bare på en varm tallerken med folie over, men pas på med kondens, der sender vand ned over de stegte fiskestykker.
Server med citron- eller limebåde, ovnbagte grøntsager og dressing.




Views: 56

Bekæmp inflammation i din krop!

Bekæmp inflammation i din krop!

Inflammation i kroppen er hensigtsmæssig, hvis vi har en infektion, et sår, et brud på en knogle, eller en virus/bakteriel sygdom! Men mange af os har inflammation i kroppen på grund af forkert kost, for meget alkohol, for stillesiddende livsstil og eller alt for meget stress.

Vi er afhængige af inflammation, for den skal redde os, når vi rammes af en infektion eller et kropstraume. Men når inflammationen løber løbsk og angriber vores egen krop i form af leddegigt, allergi, intolerancer, astma eller andre autoimmune sygdomme, så er inflammationen løbet af sporet. Og, i dag ved man, at hjerteproblemer, overvægt, diabetes, demens, depression, kræft og måske endda autisme, alle er sygdomme, hvis udgangspunkt er inflammation, der er ude af kontrol.

Bekæmp den uhensigtsmæssige inflammation med:

  1. Uraffineret mad, fuldkorn, masser af plantebaseret mad
  2. Sunde fedtstoffer
  3. Motion
  4. Aktiv afslapning
  5. Bekæmpelse af allergier og intolerancer
  6. Probiotisk mad, eventuelt probiotisk kosttilskud
  7. En daglig multivitamintabelet

1.
Undgå højt raffineret mad, det vil sige færdigmad af ringe kvalitet med masser af madkemi, og hvor de naturlige madkomponenter er nedbrudt for at blive opbygget til noget, der øger smag og holdbarhed – for fødevareindustriens skyld! Hvilket er en ptentielt inflammations-trigger. Kig altid bag på frostmad, dåser, brød, kage, kiks i poser/pakker, for at se om det indeholder ingredienser, du ikke kan genkende. Hvis ja, så køb det ikke. Undgå færdignudler, bouillonterninger, færdige saucer i poser og glas, de er fyldt med smagsforstærker, konservering, og dårlige fedtstoffer. Undgå slik, det er fyldt med farvestoffer, kemi, raffineret sukker, smagsforstærker etc. Lav selv din lasagne, halvfabrikata lasagne rummer f.eks. hydroriserede proteiner, det vil sige proteiner, som er nedbrudt og genopbygget, hvilket gør proteinet fremmed og uigennemskuelig for din krop, noget nogle forskere mener kan føre til intolerancer og overvægt.
Fuldkorn og plantefibre er guf for dine sunde tarmbakterier. De producerer hormoner og signalstoffer, som vi bruger til at opretholde en velfungerende krop og et godt humør. Desuden sikrer de gode tarmbakterier et effektivt slimlag på indersiden af dine tarme, hvilket er det bedste forsvar mod allergier og fødevare intolerancer.
Der er mere end 25.000 fytokemikalier i planter, og de er alle potente anti-inflammatorer!

2.
Spis sunde fedtstoffer, som koldpresset oliven, avocado-, kokos- – og rapsolie. Spis oliven og avocado. Spis gammeldags kværnet smør, i beherskede mængder. Spis fede fisk som laks, sardin, makrel, sild, både frisk, frossen og på dåse. Spis nødder, kerner og frø (solsikke, græskar, chia, hørfrø…). Spis øko æg, de er fyldt med vitaminer, mineraler og sundt fedt. Spis mørk chokolade. Spis øko yoghurt med høj fedtprocent, det er både probiotika og sundt fedt.

3.
Bevæg dig hver dag, gå, cykel, løb, dans, dyrk gymnastik, styrketræning, tag trappen, gør rent, ryd op i haven, leg med dine børn eller børnebørn. Moderat bevægelse med let forøget puls og lidt sved på panden er lig med et sundt kredsløb, hvilket til en vis grad modvirker usund inflammation. I dag taler man om at inaktivitet er lige så skadelig for kroppen som rygning, så det er bare med at komme op af stolen!

4.
Aktiv afslapning er mindfulness, meditation, og tænkepauser fra en hektisk hverdag. Ikke alle har gavn af at sidde stille og trække vejret dybt med hjælp fra meditation, for nogen er det faktisk mere stressende end det er afslappende. F.eks er det at at bruge tid i haven, lege med sine børn, male akvarel, strikke eller lufte hunden også aktiv afslapning, for princippet er at få dine tanker væk fra hverdagens travlhed og få fokus tilbage til nuet. Afslapning handler om at kende og lytte til sin krop. Det er lige så okay at finde ro i aktiviteter, som det er at smide bagenden ned på en yogamåtte og lave vejrtrækningsøvelser.

5.
Bekæmpelse af allergier og intolerancer sker gennem en alsidig kost, med fokus på en høj plantediversitet og mange kostfibre. Som du kan læse under punkt 1 (og uddybet her og her), så fodrer plantefibre dine gode tarmbakterier og skaber derved mulighed for en naturlig hormon- og signalstofproduktion og et godt tykt slimlag i tarmen – hvilket begge dele er en forudsætning for at bekæmpe allergi og intolerancer (og autoimmune reaktioner), som er skyld i inflammation. Læs mere her og her.

6.
Spis probiotisk mad, især fermenteret mad, for det fodrer i høj grad de gode tarmbakterier. Fermenteret mad er bl.a. yoghurt, hytteost, kefir, kimchi, kraut, kombucha, parmesanost, tempeh, æblecidereddike og surdejsbrød.
De mælkesyrebakterier, der oftest dominerer i fermentering af madvarer, er sunde for dig. De har en probiotisk effekt, og mælkesyrebakterierne øger optagelsen af næringsstoffer som B12-vitamin, K-vitamin, magnesium, kalk og jern. Mælkesyrebakterierne producerer desuden såkaldte peptider, der hæmmer og dræber uønskede bakterier.

7.
Vitaminer og mineraler er vigtige i bekæmpelse af inflammation. Men vores kost er idag er desværre præget af tiltag til storproduktion og stordistribution, hvilket betyder: uetisk produktion af dyr (stordrift der stresser dyrene og nedsætter deres sundhed, hvilket forstærkes gennem dyrenes kost, som er fremstillet til stordrift og uden øje for sundhed), pesticider, krav om langtidsholdbarhed opnået gennem madkemi/hydrorisering mv. – og vores kost er blevet meget ensidig. I dag styres store dele af verden fødevareproduktion af ret få store fødevareproducenter, og de fokuserer ensidigt i madproduktion ved hjælp af ret få fødevarer, som eks. hvede, majs, der indgår i utrolig megen madproduktion. Vi har brug for diversitet med vitale og potente vitaminer og mineraler til sunde tarme og inflammationsbekæmpelse.
Spis derfor en god multivitaminpille, til sikring af et bredt vitamin- og mineralindtag, gerne en vegans vitaminpille, da de hovedsaligt anvender naturligt forekommende vitaminer.

Gå i gang med disse 7 punkter, det er en god begyndelse på bekæmpelse af inflammation i din krop!

Inspiration fra:
Funktionel mediciner Dr. Mark Hyman, drhyman.com
Forskervirksomheden Zoe, joinzoe.com
Kræftens bekæmpelse
Dr. Will Bulsiewicz, theplantfedgut.com

Views: 134

Vigtigheden af magnesium!

Vigtigheden af magnesium!

Magnesium er utroligt vigtigt for et godt helbred! Og det fås bedst gennem kosten!

Når noget i kroppen føles stramt, irritabelt, i krampe, eller stift, uanset om det er kropsdele eller dit humør, når du føler træthed, hovedpine, nedsat appetit og muskelsmerter, så er det ofte et tegn på magnesium mangel!

Dine celler behøver magnesium for at lave energi, mange af din krops kemiske processer er afhængige af magnesium, dine cellemembraner behøver magnesium, og magnesium skal til for at dine muskler kan slappe af.

Mangel på mineralet kan være fatalt, da det er væsentligt for bl.a. kroppens stofskifte, herunder funktionen af insulin, muskelaktivitet og knoglesundhed. Og du kan nærmest ikke spise for meget magnesium.

Men hvorfor mangler mange af os magnesium til disse funktioner?
Fordi mange mennesker spiser en kost med et lavt indhold af magnesium: raffineret mad (færdiglavet mad af ringe kvalitet), masser af hvidt mel, kød og mejeriprodukter.

Spis i stedet:
Fuldkorn, fx fuldkornsbrød, hvedekim og klid, havregryn, rug og byg
Fulkornsris
Fisk og skaldyr
Indmad
Forskellige grøntsager, fx spinat og andre grønne bladgrøntsager, kartofler, squash, hvidkål og diverse salater
Frugt, fx bananer, hindbær, kiwi og tørret frugt
Bælgfrugter: Kikærter og tørrede ærter, bønner og linser
Forskellige nødder samt mandler, peanuts og pinjekerner, græskarkerner og sesamfrø
Mørk chokolade
Drik vand: Er rigt på magnesiumsalt.

Spis også gerne magnesium som kosttilskud, men det skal være magnesium citrat, der er det mest effektive kosttilskud. Eller brug magnesium oliespray, der sprayes på kroppen, og optages let i kroppen.

Bemærk:
At et højt indtag af magnesium gennem kosten mindsker risikoen for type 2-diabetes.
At et højt indtag af magnesium gennem kosten reducerer risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
At et højt indtag af magnesium gennem kosten er koblet til en lavere risiko for slagtilfælde, og muligvis også knogleskørhed og komplikationer ved hjerteoperationer (ved de to sidstnævnte er forskningsresultaterne ikke entydige).

Inspiration fra funktionel mediciner Dr. Mark Hyman, netdoktor.dk, Videnskab.dk, Hjerteforeningen

Views: 39

Grøn efterårspasta med trøffel-svampesauce!

Grøn efterårspasta med trøffel-svampesauce!

En nem ret, hvor saucen er baseret på en flødeost fra Philadelphia med svampe og trøffel, som kan købes hos Føtex, Bika, Coop, nemlig etc. Retten har en pænt høj plantediversitet, og fodrer dine sunde tarmbakterier!

1 savoykål (måske knap det hele)
1 stort løg (eller 2 mindre)
2 dl edamamebønner, optøede fra frost
2 faste pærer
olivenolie, salt, peber
1 bæger Philadelphia trøffel smøreost

400 g fuldkornspasta

Sæt vand over til pasat, og kog pastaen som angivet på posen.

Fjern de yderste blade fra savoykålet. Skær det i skiver, og så i strimler.
Pil løget og skær det i tynde både.
Halver pærerne, fjern kernehuset og skær i tynde både.

Opvarm olivenolie til god middelvarme, og sauter savoykål og løg 5 minutter, tilsæt salt og peber undervejs.

Tilsæt edamamebønner og pærer, og sauter videre 5 minutter, mens der tilsættes yderligere lidt salt og peber.

Tilsæt flødeosten i skefulde, måske af to gange, hvor der røres mellem tilsætningerne, til flødeosten smelter ud i grøntsagerne. Det tager cirka 5 minutter.

Smag til med salt og peber.

Læg pasta i bunden af et fad, læg grøntsagssaucen ovenpå, bland ganske let og server straks.

Views: 238

Grøntsagsfad i farver, krydret med tahindressing!

Grøntsagsfad i farver, krydret med tahindressing!

Efterårsgrønt, som her er mere end grønt, fyldt med polyfenoler og fytokemikalier, antioxidanter og farver, som fylder grøntsagerne og dig med beskyttelse mod sygdom lig med sundhed! Høj plantediversitet!

Velegnet som tilbehør til pølser, deller, vegedeller eller farsbrød, eller med brød til som solo ret!

400 g blå eller violette kartofler
1/2 stort rødt spidskål eller 1/4 rødkål
1 kålrabi eller glaskål
1/2 knoldselleri
1 lille blomkål
2 gule løg
olivenolie
salt, peber, lidt chilipulver

1/2 Olivenolie, 1/2 dl vand, 1-2 spsk. tahini, salt, peber, 1 tsk chili eller røget paprika
1-2 spsk. Ponzu (kinesisk citrusdressing) eller saft og skal fra 1 øko citron, 1-2 tsk flydende honning
nigellafrø

Tænd ovnen på 220 grader varmluft.

Skyl og tør kartoflerne. Fjern eventuelle grimme pletter. Skær i store mundrette bidder.

Skær spidskål i brede strimler på langs, og så i brede strimler på tværs.

Skræl kålrabi og selleri, og skær i store mundrette bidder.

Halver blomkålet, fjern stokken, og del i buketter, evt. skal store buketter skæres i mindre og mundrette stykker.

Pil løgene og skær i både.

Bland alle grøntsager, minus kål, med olie, salt, peber og chili eller røget paprika. Salt godt, grøntsagerne, især kartofler, “spiser” meget salt. Hæld grøntsagerne ud på en bageplade med bagepapir.

Vend kålstrimlerne med olie, salt og peber. Læg ved siden af de øvrige grøntsager på bagepladen.

Sæt pladen med grøntsager i ovnen og bag 20 minutter.

Rør en dressing af olivenolie, lunken vand, tahini, salt peber, Punzu eller citronsaft og skal, honning. Dryp lidt over grøntsagerne og server resten til, eller vend grøntsagerne med al dressingen. Drys med nigellafrø.


Views: 64

Efterårssalat med skinke, figner og nødder!

Efterårssalat med skinke, figner og nødder!

Jeg elsker kålsalater, de er sunde, de kan laves billige og de mætter. Denne version er en hurtig aftensmad, en god frokostsalalat, eller et madpakkehit.

Egnet til lchf og keto diæt!

Bemærk, opskriften er til 2 personer:
1 lille spidskål (eller 1/2 lille hvidkål)
1 moden avocado
1/3 agurk
2 friske modne figner
1/2 bakke blåbær
30 g pekan- eller valnødder
50-100 g frisk gedeost (alternativt gedefeta/anden feta)
100-125 g kold kogt skinke af god kvalitet

Dressing:
1 øko lime (alternativt øko citron)
1/2 dl ekstra jomfru olivenolie
2 spsk. flydende sødestof (honning, agavesirup, sukrin sirup el. lign.)
1 top tsk. fint uraffineret havsalt
lidt urtesalt
friskkværnet sort peber

Halver kålen, fjern stokken og skær det i fine strimler.
Fjer skallen på avocadoen, halver den, fjern stene, skær i både og så i tern.
Skyl blåbærrene og dup dem tørre med køkkenrulle.
Skær top og bund af fignerne, skær den i halve, i både og så i tern.
Halver agurken på langs. lav stave, og skær så i tern.
Skær skinken i strimler.
Hak usaltede pekannødder groft.
Skær gedeosten i tern, eller tag stykker ud af den med en teske.

Læg kål i bunden af et fad, læg halvdelen af skinken, avocado, agurk, blåbær og figener på, og bland let.

Lav dressingen:
Riv skallen af lime eller citron.
Pres lime (citron).
Pisk olie, saft, skal, salt, peber og sødestof sammen. Det skal smage syrligt-sødligt og lidt salt.

Hæld dressing på salaten. Vend det hele let. Pynt med resten af skinken, pekannødder og ost.

Views: 66

Spicy og chunky græskarsuppe med rejer!

Spicy og chunky græskarsuppe med rejer!

Lækker aftensmad på en lidt kølig regnvejrsaften! Høj plantediversitet!

1 Hokkaido græskar
1 stor aubergine
1 stort løg eller 2 små
1 gulerod (kan udelades)
2-3 fed hvidløg
3 stilke blegselleri
1 ds. fed kokosmælk
5 dl vand, mælk eller kokosjuice
1 spsk. karry
1-2 tsk. Harissa eller chilipulver eller 1 frisk rød chili (en frisk chili skal hakkes fint, tag kernene ud, hvis du ikke vil have det meget stærkt)
saft af 1 citron
salt, og flydende honning
frisk basilikum eller persille
300 g rejer uden skal (i lage, kogte eller på anden måde klar til spisning)

Flæk græskarret i 2 halvdele. Tag kernerne ud og læg de to udhulede halvdele med den buede side opad på en bageplade med bagepapir.
Skær bunden af auberginen, del den i to på langs, og læg de to halvdele med den buede side opad ved siden af græskarrene.
Bag græskar og aubergine 30-40 minutter ved 200 grader til det er blødt, brunt og boblende. Afkøl og skær det i store grove stykker.

Skræl gulerødder og skær dem i skiver eller tern. Pil løget(ene) og skær det i tern. Skyl blegselleristilkene, tør dem og skær dem i skiver eller tern.
Pil hvidløgsfeddene og skær dem i små tern.
Sauter ovennævnte grøntsager i olivenolie og karry plus chili til de blive bløde, dog ikke gulerødderne, de må godt bevare lidt modstand.

Hæld kokosmælken og den øvrige væske i blenderen, og læg græskar og auberginestykkerne op i. Blend til alt er en ensartet mos. Tilsæt så de sauterede grøntsager og blend kortvarigt, så grøntsagerne ikke bliver helt findelt.

Hæld det hele op i en gryde (tilsæt evt. mere væske, hvis du synes, at suppen er for tykt), kog op og smag til med salt, citronsaft og honning, evt. mere chili!
Sluk gryden, tilsæt rejerne, lad det hele stå et par minutter, pynt med basilikumblade eller hakket persille, og server så.

Views: 87

Vegetargryde med cashewnødder!

Vegetargryde med cashewnødder!

En varmt krydret vegetargryde, der tilfredsstiller alle smagsløg! Høj plantediversitet.
Kan bruges sammen med pølser, en delle, kotel eller lignende!

400 g kartofler
1 stor sød kartoffel
1 stor squash
2 fed hvidløg
1 bundt palmekål eller 4-5 stilke grønkål (ell. en pose skyllet og hakket grønkål)
1 stort løg
2 spsk. cajunkrydderi (fås hos Urtekram eller ASA spice i Torvehallerne/evt. online)
2 tsk. røget paprika eller lidt chilipulver
salt, peber
4-5 dl grøntsagsbouillon
olivenolie
1 dl rå cashewnødder

Skyl og tør kartoflerne.
Skær dem i mundrette bidder.

Skræl den søde kartoffel, og skær den i mundrette bidder.

Skyl og tør squashen. Halver den på langs, skær i strimler på langs og i tern.

Skyl og tør palmekålen. Fjern grove stængler, og snit kålen i strimler på tværs af hvert kålblad.

Pil løg og hvidløg. Skær løget i tern, og hvidløg i fine skiver.

Opvarm olien, tilsæt krydderier, og brænd dem af.

Put alle grøntsager, minus hvidløg i gryden, og brun dem let.
Tilsæt hvidløg og steg yderligere et par minutter.

Tilsæt bouillon, så det når halvt op om grøntsagerne, og sauter det hele cirka 20 minutter.

Rist i mellemtiden cashewnødderne ved mellemvarme til de får bruge pletter og dufter godt.

Smag grøntsagsgryden til med salt og peber, evt. lidt chili, og måske lidt honning.

Server retten med cashewnødderne til, og eventuelt et stykke godt brød, eller en salat på crispy friske grøntsager.



Views: 72

Kyllinge- og grøntsagsfad!

Kyllinge- og grøntsagsfad!

En letfordøjelig ret, dejlig smag, stor sundhed! Kan spises af stort set alle, uanset eventuelle fordøjelsesirritationer, og tilfører stor plantediversitet og demed sundhed til tarmene.

125 g kyllingbryst pr. person – kan erstattes af kød fra en kogt eller stegt kylling
2 spidskål (1,5 hvis de er store)
1 stor, men tynd squash (fås det ikke, så del den evt. på langs)
250 g svampe
4 tykke skiver grovbrød, gerne surdej
250 g cherrytomater
1 håndfuld krydderurter, gerne med blomster
jomfru olivenolie, sesamolie, salt, peber, soyasauce, honning

Kog, damp, eller stegt kyllingebrysterne. Hold dem varme.
Skær det færdige kød i skiver eller mundrette bidder.

Tænd ovnen på 220 grader.

Vask og tør squashen, skær den i skiver.
Halver spidskål, fjern stokken og skær i kvarte eller brede stykker.
Læg begge dele og cherrytomater på et bagepapir på en bageplade, sprøjt eller pensl med olivenolie, drys med salt og peber, og bag det i 15 minutter.

Tør svampene rene for jord. Skær dem i skiver.
Skær brødet i mundrette tern.
Vend svampe og brød med olivenolie, salt og peber.
Steg det på en varm pande i et par minutter. Tilsæt et par dråber sesamolie og et par skefulde soyasauce, plus en teskefuld honning, og steg videre til svampene er bløde og brødet sprødt.

Skyl, tør og hak krydderurterne.

Arranger alle ingredienser på et fad. Pynt med krydderurter.
Giv eventuelt lidt vinaigrette med olie og citronsaft, måske lidt honning, til.


Views: 32

Pulled pork med naan-brød, salat og ærtemos!

Pulled pork med naan-brød, salat og ærtemos!

En slow-food ret med masser af smag og masser af grønt! Jeg har lavet en let bitter salat til, dels er bitterstoffer sunde, dels er de et godt modspil til svinekød og ærtemos. Men en anden, ikke bitter salat, kan fint bruges.

Pulled pork
1,5 kg svineskank (eller vælg nakkefilet, og læs så her)
1 stort løg
2 gulerødder
4 laurbærblade
salt
10 peberkorn

Marinade:
0,6 dl øko olivenolie
2 spsk. æbleddike
salt, peber, lidt honning
røget paprika eller chili
friskhakkede krydderurter
lidt hvidløg- og løgpulver (eller 1 fed hvidløg presset og lidt revet løg)

Kog svineskanken op og skum væsken.
Læg grøntsager med skal/skræl ned til kødet plus peberkorn, lauerbær og salt.
Kog det hele i 1,5-2 timer til kødet falder fra benet.
Afkøl let, fjern skindet og pil kødet fra benet i mundrette stykker.

Rør marinaden sammen, hæld den over kødet, rør rundt og lad det hvile til det skal spises. (I køleskab, hvis det laves lang tid før måltidet, men tag det så ud 1-2 timer før I spiser det. Kødet er bedst lunt eller ved stuetemperatur).

Naanbrød
Køb evt. naanbrød eller bag selv.
Jeg brugte en opskrift med surdej (på engelsk), for gærdejsversion se f.eks. opskrift hos Loui og Bernaisen her.

Salat
1 stort radicchio salathoved
1 håndfuld valnødder
gojibær eller rosiner
olivenolie, en skefuld æbleeddike, salt og peber

Snit radicchiosalaten mellemfint.
Hak nødderne mellemfint.
Bland med gojibær eller valnødder.
Dryp lidt olie, eddike, salt og peber på salaten.

Ærtemos
2-3 dl fine ærter
1/2 dl olivenolie (måske en anelse mere)
revet skal og citronsaft fra 1/2 øko citron (måske lidt mere)
salt, peber, lidt hvidløgspulver eller friskpresset hvidløg, evt. lidt chili

Giv ærterne et opkog på max. 2 minutter. Afdryp.
Blend ærterne med de øvrige ingredienser til e grov mos, smag til med salt, peber og hvidløg.

Spis:
Læg pulled pork, salat og ærtemos på et brød, og nyd det!



Views: 85

Kødboller i krydret tomatsauce med pasta!

Kødboller i krydret tomatsauce med pasta!

En tomatsauce fyldt med grøntsager og varme krydderier, intens og krydret. Høj plantediversitet.

Bruges færdiglavede kød-vegeboller, så sikr dig at der kun er naturlige bindemidler som æg, mel, havregryn, ris, loppefrø o. lign. i.

Lav selv kødboller, så har jeg en opskrift her.

Tomatsauce:
500 g hakkede (eller revne) øko grøntsager inkl. løg
2 pakker purede tomater eller 2 dåser hakkede tomater, som du blender
2 fed hvidløg eller 1 tsk. hvidløgspulver
1-2 tsk. Ras El-Hanout eller 1 tsk. chilipulver
2 tsk- røget paprika
2 tsk. sød paprika
1/2 til 3/4 dl olivenolie (en god olivenolie giver tomatsaucen karakter!)
salt, peber, lidt honning

Varm olien op og brænd krydderierne af.

Tilsæt alle de hakkede grøntsager, og sauter dem 5 minutter.

Tilsæt de purede tomater, salt og peber, kog det hele op, og kog det i 30 minutter ved middelvarme.
Smag til med salt, peber og lidt honning eller sukker.

Læg de færdige kød- eller vegeboller i tomatsaucen og kog dem med i 7-8 minuter.

Kog pasta efter anvisning på posen. Hæld vandet fra og bland pasta i saucen.

Server gerne med parmesanost, som man selv river over retten.


Views: 63

Grønt oksefarsbrød med avocadomos og kartoffel-valnøddepesto salat!

Grønt oksefarsbrød med avocadomos og kartoffel-valnøddepesto salat!

Sådan kan 500 g hakket oksekød række til 6 spisende! Fyldt op med grøntsager og halloumiost.

Farsbrød
500 g hakket oksekød
500 g hakkede grøntsager inkl. løg
1 æg
1 dl havregryn
salt, peber
1 halloumiost eller 150 g fetaost

Riv/hak grøntsagerne, jeg bruger min foodprocessor.
Bland med det hakkede kød og øvrige ingredienser, minus ost.
Form til farsbrød i et fad (med bagepapir for nemmere rengøring).
Skær osten i stave, og pres det ind i farsbrødet.
Bag ved 200 grader i 35 minutter til det er brunet.

Avocadomos
2 store modne avocadoer
skal og saft af 1/2 øko citron eller 1 øko lime
friskpresset hvidløg eller hvidløgspulver, evt. lidt chili
salt, peber

Halver avocadoerne og fjern stene.
Mos avocadoerne i en skål med en gaffel.
Riv citron/lime, pres citronsaft/limesaft.
Bland alle ingredienser og smag til med salt, peber, hvidløg (evt. chili) og citron.

Kartoffel-valnøddepesto salat
1 kg faste kartofler
1 bdt. persille, vasket og tørret
1,5 dl valnødder
1 lile glas kapers, lage hældt fra
1/2 olivenolie, 2-3 spsk. vineddike, 1 spsk. honning
salt, peber
1 æble i tern
evt. lidt hakket grønkål og/eller rød spidskål, og lidt friske ærter
pynt: blomster, krydderurter

Vask kartoflerne, skær dem i 1,5 cm tykke skiver og kog dem i 1/2 dl groft salt i ca. 10 minutter, til de er kogte men faste.
Afkøl kartoflerne.

Blend persille med valnødder, kapers, olivenolie, vineddike, salt, peber og 1 spsk. honning – til en grov pesto.
Smag til efter egne smagsløg.

Vend pestoen med de kogte kolde kartofler, æbletern, kål/ærter, hvis det anvendes.
Pynt evt. med blomster eller krydderurter.





Views: 34

Krydrede fuldkorns-gulerods-kokos madpandekager! Kan være gluten- og laktosefri!

Krydrede fuldkorns-gulerods-kokos madpandekager! Kan være gluten- og laktosefri!

Dejlige små tykke madpandekager, som kan serveres til ex. kylling eller sammen med en vegetarret, sammen med salat.
Brug gerne to slags mel, det øger plantediversiteten!
Der er også en glutenfri version i bunden af indlægget.

Pandekager (der bliver 9-10 pandekager af opskriften, og de mætter meget):
1 1/3 dl fuldkornmel af en slags
1 dl havremel el. mere fuldkornsmel
1/2 dl kokosmel
2 æg
1,5 tsk. bagepulver (kan udelades)
2 spsk. hakkede valnødder
2,5 dl mælk, nøddemælk, rismælk e. lign.
2 spsk. øko raps eller olivenolie
1,25 dl fintrevet gulerod
1 top teskefuld fint uraffineret salt
2 tsk. revet skal af en øko citron
1/2 tsk. stødt spidskommen
1/2 tsk. stødt koriander
1/2 tsk. stødt eller frisk chili
1 tsk. tørret oregano

Smør eller olie til at stege i.

Del æggene i blomme og hvide for sig.
Bland mel, hakkede valnødder, revet kokos, æggeblommer, bagepulver, salt, krydderier inkl. citronskal og chili i en skål.
Bland så mælk, olie og revet gulerod i melblandingen. Rør dejen sammen.
Pisk æggehviderne stive og bland dem forsigtigt i pandekagedejen.

Varm olie eller smør på en pande, og når fedtstoffet er varm sættes en stor spiseskefuld dej på panden og bredes ud med skeen, der kan være 3 pandekager af gangen på en almindelig stegepande.
Pandekagerne bages ved middelvarme ca. 3-5 minutter på hver side, til de er fine lysebrune og faste.
De kan holdes varme i ovnen ved 100 grader efterhånden som de bliver færdige.
Drys lidt revet kokos over ved serveringen.

Glutenfri version:

Pandekager (der bliver 9-10 pandekager af opskriften, og de mætter meget):
1 1/3 dl boghvedemel
1 dl kokosfibermel (ikke revet kokos)
0,6 dl revet kokos
1 top spsk. Husk (knuste loppefrø, fås i supermarkeder)*
1,5 tsk. bagepulver
2 spsk. hakkede valnødder
2,5 dl mælk, nøddemælk, rismælk e. lign.
2 spsk. øko raps eller olivenolie
1,25 dl fintrevet gulerod
1 top teskefuld fint uraffineret salt
2 tsk. revet skal af en øko citron
1/2 tsk. stødt spidskommen
1/2 tsk. stødt koriander
1/2 tsk. stødt eller frisk chili
1 tsk. tørret oregano
1 tsk. honning

Bland boghvedemel, kokosmel, hakkede valnødder, revet kokos, Husk, bagepulver, salt, krydderier inkl. citronskal og chili i en skål.
Bland så mælk, olie og honning plus revet gulerod i melblandingen. Rør dejen godt sammen.
Varm olie eller smør på en pande, og når fedtstoffet er varm sættes en stor spiseskefuld dej på panden og bredes ud med skeen, der kan være 3 pandekager af gangen på en almindelig stegepande. Pandekagerne bages ved middelvarme ca. 3 minutter på hver side, til de er fine lysebrune og faste. De kan holdes varme i ovnen ved 100 grader efterhånden som de bliver færdige. Drys lidt revet kokos over ved serveringen.

  • Husk gør dejen lidt mere luftig
Glutenfri version!

Views: 61

All-in-one-plate med masser af grønt og marineret svinekød!

All-in-one-plate med masser af grønt og marineret svinekød!

Hvert element på tallerkenen er marineret for sig og til sammen giver det megen smag! Grøn mad med stor plantediversitet kræver ikke at du lever vegetarisk, men at du altid indtager meget grønt til måltiderne.

Jeg brugte nedenstående, men brug dine ynglingsgrøntsager eller hvad du har i køleskabet:
4-500g små nye kartofler
1 broccoli
4 store gulerødder
1 squash
250 g cherrytomater
4-500 g svinekød i strimler
øko jomfru olivenolie
blå birkes
Ras El-Hanout eller chilipulver
Røget paprika
Græskarkerner
1 øko citron
salt og peber
1/4 vandmelon i mundrette bidder
2 avocadoer
1 dl creme fraiche
1 spsk. tomatpasta
salt, peber og citronsaft
1-2 fed hvidløg

Tænd ovnen på 210 grader varmluft.

Bruger du helt små kartofler, så anvend dem hele, ellers skær kartoflerne i mundrette stykker.
Vend kartoflerne med salt, peber, olivenolie og blå birkes.

Skær buketter i mundrette stykker fra broccolien. Skræl eventuelt stilken, skær den i skiver og brug også det. Riv skallen af citronen og pres 1/2 citron. Vend broccolibuketterne med salt, peber, olivenolie, citronskal og citronsaft.

Halver squashen på langs, og skær halvmåneformede skiver på tværs. Vend skiverne med salt, peber, olivenolie og Ras El-Hanout eller chilipulver. Bland med halve cherrytomater.

Vask og tør gulerødderne, skær top og bund af, og skær i 4-5 stykker. Halver hvert stykke og skær derefter i stave. Vend med salt, peber, olivenolie og græskarkerner.

Vend svinekødsstrimlerne med salt, peber, olivenolie og røget paprika (evt. alm. paprika og lidt chili).

Læg alt på 2 bageplader med bagepapir.
Bag i ovnen 20-25 minutter til alt har fået farve og er mørt.

Halver avocadoerne, fjern stenen, og mas avocadokødet med en gaffel i en dyb tallerken eller skål.
Bland med tomatpasta, salt, peber, presset hvidløg, citronsaft og creme fraiche. Samg til efter egne smagsløg!

Server eventuelt på tallerkner med en portion af hvert element inklusiv vandmelon på hver tallerken.
Læg klatter af avocadocreme rundt om på elementerne.



Views: 44

Galette med nektarin og fersken!

Galette med nektarin og fersken!

En galette er en tærte bagt uden tærteform. Det er en nem tærte, og den smager skønt med et fyld af sommerfrugt og “marcipan”.

Fibre og frugter fodrer dine gode tarmbakterier, og kagen er sød på ret lidt sukker, så her kan du spise dig sund i lækkerier.

4 personer:

Galettedej:
150 g hvedemel
50 g fuldkornsmel
50 g rørsukker
et nip salt
100 g koldt smør
2-3 spsk surdej (kan udelades)
1 æg, hvis du ikke bruger surdej
1 spsk iskoldt vand

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Rør alle ingredienser i en foodprocessor til en let sammenhængende dej.
Klem forsigtigt dejen sammen til en kugle.
Afkøl dejen 10 minutter i køleskabet.
Rul eller pres dejen ud til en cirkel på en bageplade med bagepapir. Dejen må max være 3-4 mm tyk.

Fyld:
50 g mandelmel
50 g rørsukker
1 tsk. vanlijesukker
Eller 100 g revet marcipan
5 fersker/nektariner (bland som du lyster, eller brug kun 1 slags)
lidt jordbær

1 æg og sukker til kanterne

Rør mandelmel og sukker sammen.
Drys det på bunden i et godt lag, men lad 5 cm stå hele vejen rundt til opbuk/kant på galetten.

Halver stenfrugterne, fjern stene og skær i både. Vend bådene med vaniljesukker.
Læg bådene på mandelsukkerlaget (marcipanlaget), læg blot frugten i flere lag, det synker sammen under bagningen.
Du kan lægge lidt jordbær på, men de brænder hurtigt på, så pynt hellere med jordbær efter bagning.
Buk kanten op og pres den sammen og ned mod frugten.

Rør et æg sammen og pensl kanten med æggeblanding eller æggehvide, drys med rørsukker.

Sæt galetten i ovnen og bag 30 minutter.
Tag den ud og pynt med lidt skovjordbær eller jordbærstykker, og måske lidt krydderurter.

Server den lun med flødeskum, creme fraiche eller vaniljeis!

Inspiration til fyld fra “Spis bedre”.

Views: 64

Jordbær-hyldeblomst smoothie!

Jordbær-hyldeblomst smoothie!

Så skal der gang i opskrifter med hyldeblomst – sommerens guld!
Kokosmælken i denne smoothie sikrer et stabilt blodsukker trods sukker fra hyldeblomstsaften.

4 glas:
500 g jordbær, friske eller frosne
1 ds. kokosmælk, ell. 1/2 l plantemælk, ell. komælk
1/2 dl ufortyndet hyldeblomstsaft (alternativt vand med citronsaft og honning/agavesirup til en syrlig-sød drik).
2 små modne bananer, friske eller frosne – drikken bliver tykkest med frosne elementer

Bruges frisk ufrossen frugt skal der tilsættes en håndfuld isterninger!

Fjern den grønne blomst fra jordbærrene, hæld dem i blenderen. Tilsæt de øvrige ingredienser og blend. Server kold!

Variation:
Smid en håndfuld basilikumblade eller citronverbena med i blenderen. Det giver en let krydret tone i smoothien.

Views: 89

Sommerjuice eller smoothie, to dejlige læskedrikke!

Sommerjuice eller smoothie, to dejlige læskedrikke!

Kold hjemmelavet juice er skøn på en varm dag, ingen tilsætningsstoffer bare flydende sundhed, mums!
Sodavand og saft med sukker svækker dine gode tarmbakterier, mens juice på frisk frugt gør det modsatte.
Har du let til ustabilt blodsukker, så spis en sund snack samtidig med juicen, for at undgå blodsukkerstigning.

Er lavet på en juicer, men kan laves på en blender – så kan den sigtes, eller serveres som en smoothie.

Opskrifterne er til 1 stort glas eller to små.

Juice med ananas:
2-3 gulerødder afhængig af størrelsen
1/2 lille (eller 1/4 stor) ananas
1 tyk skive vandmelon
1×1 cm frisk ingefær
1/2 skive øko lime eller citron (juices med skrællen på)

Skær skrællen af ananassen og vandmelonen, og skær alt i passende størrelser til din juicer.
Juice gulerødder, vandmelon, ananas, ingefær og lime.
Hæld på glas med isterninger og nyd det!

Rødbede-vandmelon juice:
1-2 små rødbeder (ell. 1/2 stor rødbede)
1 tyk skive vandmelon
1/2 (måske lidt mindre) agurk
1×1 cm ingefær

Skær melonkødet fri fra skallen. Skræl rødbeden eller vask den grundigt, og skær alt i passende størrelser til din juicer.
Juice rødbede, agurk, melon og ingefær.
Hæld på glas med isterninger og nyd det!

Views: 45

Wok med kylling og spicy sauce!

Wok med kylling og spicy sauce!

En lækker krydret ret fyldt med grønne kulhydrater, gode proteiner fra kylling og sundt fedt fra olivenolie.

Wok
1 øko kylling 12-1300 g eller 1 kyllingebryst pr. spisende

4 små bok choy eller 2 store
2 små spidskål eller 1 stort
2 peberfrugter
250 g brune champignon (eller andre svampe)
2 løg
2 fed hvidløg
hvidløgsspirer/andre spirer/andet mikrogrønt (kan udelades)
tangdrys fra Clearspring (kan udelades)
olivenolie

Dressing:
2 spsk. olivenolie
4 spsk. soyasauce
2 spsk. sød chilisauce, eller 1 spsk. honning/sukker
3-4 spsk. peanutbutter eller tahin
1 øko lime eller øko citron
3×3 cm frisk ingefær
lidt kogende vand

Kog, ovnsteg eller damp din kylling/kyllingebryst.

Fjern roden på bok choy, skil dem i blade, og skyl og tør dem. Skær i strimler, hvis bladene er store og grove ellers bare behold dem i blade.

Fjern eventuelle kedelige yderblade på spidskål. Halver spidskål, fjern roden, skær i strimler.

Skyl og tør rød peber. Halver, fjern frøstand og frø, skær i strimler, gerne på skrå, det ser godt ud!

Tør svampene med køkkenrulle, fjern bunden på stilken med jord på, skær i skiver.

Pil løg, halver og skær så i både.

Pil hvidløg, hak det fint.

Tilbered din kylling, skær brystfileterne af, og pil al kødet fra benene, del i mindre bidder, sæt tilside og hold lunt.

Tænd ovnen på 100 grader.
Hæld 1-2 spsk. olivenolie i wokpande eller tykbundet gryde.
Når det er varmt sauteres bok choy til det falder sammen og får lidt farve.
Hæld det i et fad og sæt i ovnen, for at holde det varmt.

Tilsæt et skvæt olivenolie til din varme gryde, og sauter nu spidskålsstrimlerne til de falder lidt sammen og får lidt farve.
Hæld dem ned til den stegte bok choy, tilbage i ovnen, så grøntsagerne holdes varme.

Igen lidt olie i gryden, og sauter nu løg, svampe og rød peber til det falder lidt sammen og får farve.
Tilsæt hakket hvidløg og sauter det hele 2 minutter.

Mens grøntsagerne sauterer rører du dressing og koger ris.

Dressing:
Riv og pres lime/citron.
Skræl og riv ingefær.
Rør dressingen sammen, tilsæt kogende vand til en passende tyk, men dog hældbar konsistens.

Nu samles retten. Gerne i det fad du har haft i ovnen for at holde grøntsagerne lune.
Læg alle grøntager pænt i fadet, læg kyllingebidder over, pynt med spirer.
Hæld eller læg dressing på, og drys med lidt tang, hvis du bruger det.
Server resten af dressingen til retten.

Server med ris eller blomkålsris/broccoliris.




Views: 34

Maven driller – skal jeg undlade fibre fra grøntsager, frugt osv…?

Maven driller – skal jeg undlade fibre fra grøntsager, frugt osv…?

Maven, eller rettere sagt tarmene, er vores kraftcenter.
Kraftcenteret behøver diverse plantefibre, gerne fra 30 planter om ugen, for at give dig et godt helbred.
Så svaret er: NEJ, du skal ikke undgå grøntsager og fibre, du skal spise dem med omtanke!

Der findes forskellige dårligdomme som oppustet mave, luft i maven, refluks, mavekramper, irritabel tyktarm (IBS), diarre, og histamin intolerance, hvor af flere hænger sammen, som påvirkes af indtaget af fibre fra frugt, grøntsager og andre fiberholdige planteemner.
Det får en del mennesker til at skære ned på deres indtag af frugt, grønt og andre fibre – men det er ikke godt for din tarmsundhed, og dermed dit generelle helbred.

Vores sundhed, også mave-tarmsundheden, og vores generelle helbredstilstand styres i høj grad af hensigtsmæssige bakterier i tarmene, som lever af plantefibre fra frugt, grønt, korn, ris, nødder, kerner etc. Så det er at forstærke fordøjelsesproblemerne, at undlade at spise fibre.

Det er en hønen og ægget problematik, hvad kommer først: den oppustede mave og dårlige fordøjelse der ikke kan lide fibre – eller fibre som en trigger af dårlig fordøjelse?
Med den viden vi har i dag, så kan et svar være: du har spist for lidt plantefibre i mange år, så der er vokset for mange uhensigtsmæssige tarmbakterier frem i din tyktarm, og dermed er dine tarme er blevet sarte, for der mangler bakterier til nedbrydelse af de fibre, som de gode tarmbakterier kan lide at spise! Og er der overtal af de dårlige (uhensigtsmæssige, når de er i overtal) tarmbakterier, så nedbrydes din mad ikke hensigtsmæssigt og der sker luftdannelse!

Jamen jeg får ondt i maven, når jeg spiser disse fibre, så hvad skal jeg gøre, for at undgå det?
Du skal sørge for at spise plantefibrene i en form, som din mave/dine tarme kan håndtere.

De fleste med fordøjelsesproblemer, minus forstoppelse, tåler ikke så godt rå grøntsager.
Spis dine grøntsager kogte, dampede, let stegte eller bagte, i gryderetter, i pastasauce, og fermenterede, alt efter hvad din mave og dine tarme kan tåle. Spis gerne mange forskellige grøntsager, og hvis nogen grøntsager giver særlige problemer, så spis mindst af dem. Prøv at variere dit grøntindtag så meget som muligt, for diversitet er vigtigt.

En del tåler kun frugt i små eller moderate mængder, så spis kun lidt/moderat, og spis det frugt der forstyrrer maven mindst. Prøv dog gerne med små mængder af en ny slags frugt også, for diversiteten er rigtig vigtig for dine tarmbakterier.
Drik f.eks. smoothies/greenies med frugt og bær (gerne i kompagniskab med grøntsager), spis gerne kogt og bagt frugt (frugt fra frost er fint), men spar på sukkeret, der ikke gør noget godt for tarmbakterierne. Spis gerne tørret frugt, uden tilsat sukker, hvis du tåler det, eller brug tørret frugt som sødemiddel i mysli, smoothies, grød, marmelade mv. i stedet for sukker.

Spis korn/brød, bulgur, cous cous, pasta, ris, hirse, quinoa m.m., gerne fuldkorn. Det hører til planteriget og tilbyder din tarm gode fibre. Bag, kog, steg, damp, hvad der er bedst for dig.

Du kan med fordel spire korn/quinoa/visse plantefrø og linser/bønner, det øger fordøjeligheden, da korn/frø/bønner mv. ved spiring udvikler sig fra en hård lille tingest til en blød miniplante. Spirer er gode i salat, de kan blendes med i smoothies og greenies, bages ind i dine brød, rugbrød og boller, lægges på din pizza, koges i din gryderet. Spirer er allersundest rå, men brug dem alle de steder du kan finde på! De er værdifulde fibre og fulde af naturlige vitaminer, mineraler, enzymer, proteiner, antioxidanter, plantefibre, klorofyl og livskraft. Læs mere om spirer her!

Linser og bønner tilbyder dine tarme fantastiske plantefibre, men de er svært fordøjelige. Udblød og kog bønner længe, hvis du har en irriteret fordøjelse. Se mere her!

Spis nødder og kerner. Hvis du er allergisk overfor nødder, så udblød (kasser udblødningsvandet) og opvarm dem inden du spiser dem, det plejer at fjerne allergenerne, men bevarer fibrene. Nødder og kerner tilbyder desuden gode fedtstoffer til dit system.

Spis krydderier, spis krydderurter, spis vilde planter og blomster, det tilbyder let nedbrydelige fibre, og gør de fiberglade tarmbakterier glade.

Spis fermenteret mad, som yoghurt, ost og surdejsbrød. Spis kimchi, kraut, og drik kombucha, hvis du tåler det. Fermenteret mad og drikkevarer er nedbrudt til næringsstoffer, som gode tarmbakterier profiterer af.
Tåler du ikke fermenterede fødevarer, så kan du udelade dem, men prøv gerne at spise små mængder i stedet for at udelade dem, og spise det gerne flere gange om ugen, for lidt er bedre end ingenting!

Drik økologisk te, drik økologisk kaffe og øko kakao – det er alt sammen planter, der tæller i dit planteredskab. Drikkene har ikke fibre i sig, men de nærer de gode tarmbakterier.

Gode råd!
Du skal spise fibre, både grove og lettere nedbrydelige, og dermed fodre de gode tarmbakterier, så de kan vokse, spise flere fibre og fore dine tarmvægge med proteiner og slim, der holder dem tætte og sunde, og dermed holder din fordøjelse sund!

Og du skal selvfølgelig hele tiden mærke efter, hvad der gør dig godt, og hvad der er provokerende for fordøjelsen.
Men plantediversitet er meget vigtig, så prøv at undgå at udelukke nogle sunde fødevarer for altid, spis lidt af dem, og prøv at spise dem igen efter 8-14 dage (måske efter et par måneder), for at se om du nu kan fordøje det. Din tarm skal have tid til at hele sammen med sine nye venlige tarmbakterier, og pludselig er den blevet mere robust og kan klare nye fødevarer!

Før gerne dagbog over det du spiser, og hvordan du har det med de fødevarer du indtager. Det kan hjælpe dig med at navigere i, hvad du kan tåle og i hvilke mængder. Husk at udfordre dig selv og din fordøjelse lidt hele tiden med at spise nye plantefibre, for det vejen til en bedre fordøjelse og et bedre helbred.

Views: 670