Nemt tilbehør – rucolasalat!

Nemt tilbehør – rucolasalat!

Rucola, løg, appelsin og oliven med en sjat olivenolie, et par teskefulde æbleeddike, lidt salt og masser af friskkværnet peber i en lækker og sund kombi.

4 personer:

2 appelsiner

1 lille rødløg

100 g oliven

1 pose øko rucola

olivenolie, æbleeddike, salt, peber

Skræl appelsinerne, halver og skær i halvmåner.

Pil løget og skær i ultratynde skiver.

Arranger alt smukt, dryp med lidt olivenolie, lidt æbleeddike, lidt salt og godt med friskkværnet peber.

Views: 80

Lækker fiskeret med masser af middelhavssmag!

Lækker fiskeret med masser af middelhavssmag!

Sundhed fra resistent stivelse i rodfrugter, sundt fedtstof og protein.

4-6 personer:

400 g fast hvid fisk, ex. torsk, sej eller lange

2 gulerødder

2 persillerødder el. pastinak

2 porrer

10-12 cherrytomater skåret i halve

2 fed hvidløg

revet skal og saft af 2 øko citroner

lidt frisk salvie (kan udelades)

10 grønne oliven

2 spsk. kapers

6 stykker grillet artiskok i olie

1/2 dl skyllet og hakket persille

evt. lidt friskhakket oregano el. basilikum

Tænd ovnen på 160 grader.

Trim fisken for eventuelle ben, og skær i mundrette bidder. Drys med salt og lad dem hvile, mens du forbereder resten.

Vask og tør rodfrugterne, skræl dem ikke, men skær i store bidder. Vend disse bidder og halve cherrytomater i olivenolie med citronsaft og skal, presset hvidløg, salt og peber.

Trim porrer, skyl og tør. Skær i 5 cm lange stykker, der skæres i strimler på langs.

Smør et ovnfast fad med olivenolie. Læg grøntsagerne i fadet. Bag 25 minutter.

Lav nu topping:

Læg oliven, artiskok, kapers, citronskal, citronsaft, olivenolie, persille, 1 tsk. salt og lidt peber i en minihakker (el. blender) og blend til en ikke alt for fin mos. Smag til med salt.

Læg fiskestykkerne på grøntsagerne efter 25 minutter, og bag 5 minutter.

Afkøl let og fordel så topping på retten.

Retten kan servers lun eller ved stuetemperatur, skal helst ikke serveres fra køleskab.

Views: 82

Grøn kartoffelsalat!

Grøn kartoffelsalat!

Mættende, sprød og lækker! Kolde kartofler indeholder masser af resistent stivelse, lig med fibre, plus vitamin B, C, K og folat, som er en af B-vitaminerne.

4 personer:

4-500 g faste kartofler

1 agurk

2 avocadoer

1 æble

3 stilke bladselleri

1 lille løg

1 fennikel

grønne oliven

karse el. anden frisk krydderurt

1/2 dl olivenolie, 2 spsk. mild eddike, 2-3 spsk. dijonsennep, salt, peber, flydende honning

Trim kartoflerne for pletter, skær i mundrette bidder/tern, og kog 5 minutter i godt saltet vand. Hæld vandet fra og afkøl kartoflerne.

Vask og tør grøntsagerne.

Trim bladselleri for blade og grove ender og skær i tynde skiver.

Skær top og bund af fennikel, skær i skiver og så i tern.

Halver avocadoerne, fjern stenen, skær kødet af skallen og skær i tern.

Halver æblet, fjern kernehuset, skær i både og tern.

Pil løget, skær i både og hak så fint.

Skær agurken over på langs, og så i skiver.

Pisk olie, eddike, sennep, salt, peber og honning til en syrlig skarp dressing.

Bland de afkølede kartofler med halvdelen af dressingen og grøntsagerne med den anden halvdel. Vend dressingen let i, så kartofler og grøntsager forbliver faste og ikke plumrer ud.

Arranger et salatfad med først kartofler og så grøntsager. Øverst lægges oliven og friskhakkede krydderurter eller klippet karse.

Server til ristede frankfurter eller anden grillmad.

Views: 61

Kikærtepasta med grøntsager ristet i karry!

Kikærtepasta med grøntsager ristet i karry!

Antiinflammatorisk og glutenfri lun frokost!

Min krop er glad for protein midt på dagen og jeg er godt sulten, så jeg bruger kikærtepasta, der er glutenfri og høj på protein, i denne ret.

1 person:

75 g kikærtepasta (du kan bruge fuldkornspasta, men det er ikke glutenfri og høj på protein)

blomkål, 1 fed hvidløg, radiser og tomat el. hvad der i din grøntsagsskuffe

oliven

olivenolie, salt, peber, karry, evt. chili

Skær blomkål, radiser og tomat i mundrette bidder. Hak hvidløg.

Kog pastaen efter anvisning på posen. Vend den kogte pasta med olivenolie, salt og peber.

Sauter grøntsagerne i olivenolie, salt, peber, karry og chili, mens pastaen koger.

Vend de varme krydrede grøntsager med pasta, og put 8 oliven på retten. Virker retten tør, så tilsæt lidt ekstra olivenolie, måske lidt salt og ganske lidt æbleeddike.

Views: 90

Antiinflammatorisk frokosttallerken!

Antiinflammatorisk frokosttallerken!

Hvordan bliver din frokost antiinflammatorisk?

Ved at vælge blodsukkerstabiliserende, fiberrig mad, med langsomme kulhydrater i mange farver (farver i grøntsager styrker din sundhed pga. polyfenoler, quercetin mv.), kvalitetsprotein og sundt fedt.

Her på tallerkenen finder du:

smilende øko æg = kvalitetsprotein med jern, A, B og D-vitamin, E-vitamin og karotiner, som booster immunforsvaret.

Hummus på kikærter, skyr, olivenolie, citronsaft, hvidløg, spidskommen, salt og peber = kikærter indeholder kvalitetsprotein, langsomme kulhydrater med masser af fibre, og sundt fedt. Stærk på vitamin A og E plus folat (vitamin B) zink, jern, magnesium, calcium og kalium.

Tomat stegt i olivenolie = langsom, farverig kulhydrat, og når tomater varmebehandles er det lettere for din krop at optage deres sunde mikro- og makronæringsstoffer, bl.a. lycopene. Olivenolie tilbyder din krop sundt fedt med et højt indhold af umættede fedtsyrer og et lavt indhold af mættede fedtsyrer med plus polyfenoler.

Oliven = rige på monoumættede fedtsyrer, kalk, kostfibre og lidt A-vitamin.

Blegselleri = fiberrig grøntsag, med et højt indhold af vitamin C og folat, som er en af B-vitaminerne, vitamin K plus kalium, calcium, natrium og magnesium.

Gulerod = fyldt med fibre, højt indhold af A og K vitamin som optages i din krop sammen med fedt, derfor er der også oliven på min tallerken. De indeholder også beta-caroten (en antioxidant), C-vitamin, kalium og magnesium.

Jeg spiste et par stykker fuldkorns knækbrød til, som giver mig flere langsomme kulhydrater og fibre – og så er jeg mæt i lang tid!


Views: 171

Pastasalat middelhavsstyle med quinoa!

Pastasalat middelhavsstyle med quinoa!

En ret med en fornuftig ernæringsprofil, når der anvendes fuldkornspasta. Mætter og glæder tarmen!
Kan være en hovedret med fuldkornsbrød og pesto til, eller tilbehør.

4 personer:
400 g fuldkornspasta (ikke fuldkorn på billedet, grundet en fejlleverance fra min leverandør)
1-2 dl kogt quinoa (min var sort, farven betyder ikke noget her)
10-12 tørrede usvovlede abrikoser
10 soltørrede tomater
1 lille glas kapers
20-25 gode oliven
1 skalotteløg
fetaost
basilikumblade
olivenolie, salt, peber, mild eddike, lidt flydende honning

Kog pastaen efter anvisning på posen og afdryp i sigte. Dryp lidt olivenolie på, rør rundt og afkøl.
Kog og afkøl quinoa.

Snit soltørrede tomater og abrikoser i strimler.

Pil løg og skær det i meget fine tern.

Afdryp kapers og oliven i en sigte.

Rør olivenolie, eddike, salt, peber og lidt honning til en syrlig dressing.

Bland alle ingredienser med dressing, minus feta og basilikum.

Afslut med feta og basilikumblade.



Views: 39

Nytårsmenu, hovedretter med kød!

Nytårsmenu, hovedretter med kød!

Forslag til delikate retter, der kan fryde ganen nytårsaften! Bøf filét med kanteralsauce, oksehøjreb med senneps-birkes skorpe og rodfrugter, svinekæber med svampe og glaserede gulerødder.

Bøf filét med kanteralsauce og kartoffel-squash gratin!

1 bøf af kalve- eller oksefilet til hver person på 100-150 g (eller som du synes er passende)
smør eller olivenolie til stegning
2-300 g kantareller eller brune mark champignon
1 mellemstort løg
1 spsk. hvedemel (kan erstattes af Maizena for glutenfri sauce)
2 dl sødmælk
2 dl fløde
salt, peber

Krydr bøfferne med salt og peber på begge sider.
Put smør på panden (eller olivenolie, eller lidt af hvert) og varm det op til det bruser og skifter til en gyldenbrun farve.
Rosa bøffer: læg bøfferne på panden og steg dem 2-3 minutter på hver side ved høj varme, men ikke så høj at kødet branker. Steg mindre, hvis du ønsker røde bøffer, de skal kun have godt 1 minut på hver side.
Rens kantarellerne med køkkenrulle, om nødvendigt, undgå at vaske dem. Skær dem i grove stykker inklusiv stokken. Pil løget, skær det i både og så i tern.
Tør panden ren, læg nyt smør eller olivenolie på panden, lad det bruse op, og sauter så løgtern ved middelvarme til de bliver klare.
Smid kantarellerne på panden og steg 4-5 minutter ved højere varme. Svampene skal smide deres væske, der skal stege næsten væk.
Drys 1 skefuld mel på løg-svampeblandingen, og lad det brune med et minuts tid. Juster varmen til middelvarme, tilsæt så mælk og kog saucen op, kog et minut, tilsæt fløde, salt og peber, og kog saucen igennem et par minutter.
Glutenfri: Udelad mel i starten, jævn med Maizena til sidst.

Kartoffel-squash gratin:
6-8 mellemstørrelse kartofler (el. kinaradise, der bliver mild og kartoffelagtig ved bagning)
1 mellemstor squash, ikke for tyk squash
10-12 cherrytomater
olivenolie
salt (gerne urtesalt) og friskkværnet peber

Tænd ovnen på 201 grader varmluft.
Skær kartofler og squash i tynde skiver.
Halver tomaterne.
Bland kartoffelskiver, squashskiver, olivenolie og salt og peber i en skål. Sørg for at alt er dækket af et tyndt lag olie og krydderier.
Bred kartoffel-squash skiver ud i en ovnfastfad eller på en bageplade med bagepapir. Læg de halve tomater over og drys dem med lidt urtesalt.
Bag grøntsagerne til de begynder at brune og er møre.

Server bøffen med sauce og en portion gratin.

Tyndstegsfilet (højreb eller mørbrad) med sennep-birkes skorpe, rodfrugt gratin, og grønkåls-grapefrugt salat:
Steg ca. 1 kg
3-4 spsk. Dijonsennep
100 g blå birkes
evt. 1 æg eller en æggeblomme
salt og peber
Pynt:
semitørrede tomater
soltørrede oliven (købes i supermarked eller hos indvandrer grønthandlere)
1 håndfuld hakket bredbladet persille

Puds stegen, så den er pæn og rimelig glat i overfladen.
Rør sennep, birkes, salt og peber sammen til en masse, og smør det ud i et jævnt lag over hele stegen. Læg stegen i et ovnfast fad og steg den ca. 45-50 minutter ved 200 grader.
Brug gerne et stegetermometer, der stikkes ind i stegens tykkeste sted. Når termometeret viser:
55 grader får du en meget rød steg
58 grader får du en rød steg
60-62 grader får du en rosa steg
Stegen får en sprød skorpe, som knækker når du skærer stegen i skiver. Saml skorpen op og læg den på skiverne, det smager lækkert.
Arranger skiverne pænt på et fad og pynt med semitørrede tomater, soltørrede oliven og lidt friskhakket persille

Rodfrugtgratin:
1 kg rodfrugter: gulerod, jordskokker, rødbeder, pastinak, persillerod, selleri
4 mellemstore kartofler (kan erstattes af flere rodfrugter)
1 stor porre eller 1 stort løg, evt. rødløg
2 fed hvidløg
1 lille rød chili
1-2 tsk. tørret timian
7 dl. piskefløde
salt, peber

Skræl de valgte rodfrugter og kartoflerne, og høvl dem i skiver.
Skær den rensede porre/løg i tynde skiver. Hvis der vælges løg skal løgskiverne halveres og de enkelte lag adskilles.
Fjern kernerne fra chilien og hak den meget fint. Fjern hinderne fra hvidløgsfeddene og pres dem i hvidløgspresser eller skær dem i bittesmå stykker.
Rør timian, chili og 1 spsk. salt og nogle vrid sort peber i piskefløden.
Vend rodfrugtskiverne plus kartoffelskiverne, porre/løgskiver og hvidløg i. Smag evt. på fløden, du skal kunne smage saltet, ellers tilsæt lidt mere.
Hæld op i et smurt ildfast fad og bag ved 200 grader i min. 1 time. Det skal bage sammen til en egentlig gratin.

Grønkålssalat med druer, grape og saltede valnødder:
2-3 grapefrugter
150 g hakket, skyllet grønkål
2 håndfulde søde stenfri druer
100 g saltede valnødder.
1 spsk. økologisk ekstra jomfruolivenolie, 1 tsk. ristet sesamolie, 1 spsk. soya

Start med de saltede valnødder, opskriften er til 200 g, du skal bruge de 100 g til salaten:

Bland 300 g vand med 30 g salt, vend 200 g valnødder heri. Hæld det ud i et ovnfast fad og bag ca. 20 minutter (tjek efter 15 minutter), til de er tørre og salte. Afkøl helt.

Skræl grapefrugterne med en skarp kniv (følg linket her). Skær derefter grapefrugtfilterne fri af hinderne.

Skyl og tør grønkålen. Rip bladene fra stænglerne og hak dem fint.

Skyl og tør druerne, del dem i halve.

Læg alt pynteligt og i lag på et fad.

Pisk dressingen sammen og dryp den over salaten, pynt med de saltede valnødder.

Svinekæber med svampe og glaserede gulerødder!
6-8 svinekæber, afhængig af størrelse på kæberne og appetitten
rødvin
vand eller bouillon
1-2 spsk. rød balsamico
2-4 laurbærblade
1 løg, et fed til to hvidløg og en gulerod

Fjern hinderne på svinekæberne.
Brun dem i olivenolie, drys begge sider med salt og peber.
Tilsæt balsamico og kog det væk.
Tilsæt så 2-4 dl rødvin, + bouillon (ell. vand), så det står halvt op om kæberne. Læg et løg med skal, hvidløg med skal og en stor gulerod ved.
Kog væsken op, og skru så ned til simretemperatur – lad kæberne simre 1,5 -2,5 timer (det er ret forskelligt hvor hurtigt de er møre, alt efter størrelsen på kæberne, gryden og varmekilden). Når de virker helt bløde og møre ved prik med en gaffel er de klar.
Tag kæberne op, hold dem varme. Fjern laurbærblade og de kogte grøntsager, og kog væsken ind, så der bare er 4-6 dl afhængig af, hvor mange kæber saucen skal anvendes til. Hvis væsken er kogt meget væk under kæbe-kogning, så tilsæt bouillon til passende mængde og kog til saucen er kogt godt sammen.
Smag saucen til med salt og peber, evt. lidt honning, jævn evt. med lidt Maizena (se på pakken hvordan), læg kæberne tilbage i saucen, og så er de klar til servering.

Svampe:
1 bakke markchampignon og 1 bakke kantereller
1 lille løg
1 stort fed hvidløg
1 spsk. god sennep (ikke Dijon, den for skarp)
smør og olivenolie
salt og peber

Tør svampene rene for jord, skær bunden af, halver dem og skær i skiver eller stykker. Pil løget og skær det i tern
Opvarm 1-2 spsk. olivenolie, og steg svampene ved god varme til de smider væsken og derefter koger næsten tørre.
Tilsæt så omkring 20 g smør, løgtern, og forsæt stegning ved god middelvarme til alt er godt brunet, men ikke brændt, omkring 5 minutter.
Tilsæt nu revet eller presset hvidløg og sennep, salt og peber. Steg videre et par minutter. Smag til. Så er svampene klar.

Glaserede gulerødder:
6 mellemstore gulerødder
vand
smør, 10-20 g
1-2 stk. tørret timian eller et par kviste frisk timian
ca. 2 spsk.. honning, salt og peber

Tænd ovnen på 220 grader.
Skræl gulerødderne, og skær den i stænger cirka 1×1 cm på langs af gulerødderne.
Læg gulerodstængerne i et lavt smørsmurt ovnfast fad. Drys med timian, læg klatter af honning og smør på.
Drys med salt og peber.
Bag gulerødderne 30-40 minutter til de er møre og har brune pletter.
Pynt evt. med frisk timian. Så er klar de til servering.

Retten kan serveres med kartofler, kartoffel- eller rodfrugtmos – evt. bagt som små toppe – eller ris. Gerne med persilledrys.

Views: 36

Antiinflammatorisk frokost!

Antiinflammatorisk frokost!

Til pleje af de gode tarmbakterier med langsomme kulhydrater, gode fibre og sundt fedt!

1 person
1/2 øko squash
1/2 æble
1 dl (hvide) bønner
1 dl frisk og skyllet babyspinat
5 cherrytomater
8-10 oliven
1/2 dåse tun i vand
øko olivenolie, salt, peber, citronsaft
lidt aioli
friske krydderurter

Riv squash og æble groft. Vend disse og bønnerne med lidt olivenolie, salt, peber og citronsaft. Læg halve cherrytomater, oliven og spinat på.

Læg drænet tun ved siden af, hvorpå du lægger lidt aioli. Drys med friske krydderurter.

Views: 476

Lækker salat med en krydret grøntsags-mandel blanding og blød feta!

Lækker salat med en krydret grøntsags-mandel blanding og blød feta!

En herlig måde at få sine grøntsager på!

3-400 g orzo pasta
1 bakke blandet mikrosalat
1 bakke champignon
1 squash
1 bdt. radiser eller 2 gulerødder
250 g cherrytomater
60 g mandler
150 feta
15-20 oliven
olivenolie
mild eddike
salt, peber, chiliflager ell. chilisauce, honning

Tænd ovnen på 200 grader.

Kog pasta efter anvisning på posen, afkøl.

Rør dressing af olivenolie, eddike, salt, peber og honning. Bland med orzo pastaen og halvdelen af fetaen.

Rengør grøntsagerne, skær i mundrette bidder, vend med mandler, olivenolie, chili, salt og peber.

Bag 20 minutter. Afkøl let.

Vend orzo, bagte grøntsager/mandler og salat. Pynt med oliven og feta.

Views: 39

Ratatouillesalat med kartofler og butterbeans!

Ratatouillesalat med kartofler og butterbeans!

Anti-inflammatorisk, fiberrigt, og mega lækkert!

500 g kartofler
1 dåse eller brik butter beans
1 stor rød peber
250 g cherrytomater
1 squash
sorte oliven
olivenolie, tørret basilikum, timian og oregano, hvidløgspulver (friskrevet hvidløg), mild eddike, salt, peber og lidt flydende honning
friske krydderurter, gerne basilikum, oregano og persille

Vask kartoflerne, skær dem i mundrette bidder og kog akkurat møre (5-6 minutter) med godt med salt. Hæld vandet fra og afkøl.

Hæld bønnerne ud af pakning, skyl godt og sæt til side.

Tænd ovnen på 200 grader.

Skyl og tør grøntsagerne.

Halver tomaterne. Halver squash på langs, skær i skiver.

Halver peberfrugten, fjern kerner, skær i strimler.

Vend grøntsagerne med rigelig olivenolie, tørrede grønne krydderier, hvidløg, salt og peber.

Læg grøntsagerne i et ovnfast fad og bag 20 minutter til de er møre og med brune pletter. Afkøl.

Blend olivenolie med lidt eddike, salt, peber, honning, og friske krydderurter til en grov grøn dressing. Smag til en syrlig grøn smag, godt salt.

Vend de afkølede kartofler og bønner med dressingen, så de kan marinere mens grøntsagerne bages.

Afkøl de bagte grøntsager let.

Læg så alt smukt i en fad, drys med lidt ekstra salt. Pynt med oliven.

Views: 134

Blomkålssteaks med salt topping og salat med soya og honning krydrede græskarkerner!

Blomkålssteaks med salt topping og salat med soya og honning krydrede græskarkerner!

Blomkålssteaks:
2 faste blomkål
olivenolie, salt og peber

Topping:
10 soltørrede tomater i olie
2 spsk. kapers
12 kalamata oliven uden sten
1 dl revet parmesanost
evt. lidt brødkrumme

Kartoffelsalat:
6-800 g små nye kartofler
5 store faste, smagfulde øko tomater (eller 250 g cherrytomater)
100-150 g fetaost
krydderurter
1 dl græskarkerner
1-2 spsk. soyasauce
1-2 spsk. flydende honning

Dressing
Olivenolie, citronsaft eller eddike, salt, peber, lidt flydende honning.
Pisk sammen.

Blomkålssteaks:
Tænd ovnen på 200 grader.
Fjern blomkålenes blad og 1 cm af det nederste af stokken.
Skær blomkålen i tykke skiver, så godt det lader sig gøre. Gem resten til andre formål.
Pensl med olivenolie og drys med salt og peber.
Læg på bageplader med bagepapir og bag 20-25 minutter til mørt og let brunet.

Topping:
Blend alle ingredienser.
Læg topping på de bagte steaks.

Kartoffelsalat:
Gennemgå kartoflerne for pletter, fjern dem. Lad skrællen blive på.
Skær i mundrette bidder og kog 8-10 minutter med masser af salt til akkurat kogte.
Afkøl.

Rist dine græskarkerne til de popper let.
Skru ned til middelvarme, hæld soyasauce på, kog væk, tilsæt honning, rør ind i kernerne. De må ikke koge til en klump, men skal være adskilte. Afkøl.

Vask og tør tomater.
Skær dem i mundrette bidder.

Bland kogte, afkølede kartofler, tomater, og groft revne krydderurter med let hånd.

Hæld den ønskede mængde dressing på, rør rundt med let hånd.

Skær din fetaost i tern eller tag den med ske, og fordel i og på salaten.

Drys de ristede græskarkerne på til sidst.



Views: 51

Fetacreme med persillenøddedrys, oliven og morbær!

Fetacreme med persillenøddedrys, oliven og morbær!

Skønt salt, syrligt, sødligt tilbehør!
1 fad , 4-5 personer:
3-4 dl græsk yoghurt
150 g blød fetaost
Lidt salt og peber
2 håndfulde skyllet og tørret persille (også gerne andre krydderurter som mynte, koriander etc.)
75 g hasselnødder (gerne ristede og afskallede)
30 g sesamfrø
1-2 fed hvidløg
Revet skal af en 1/2 øko citron
Salt og peber
Kalamataoliven, morbær/rosiner

Blend feta blød og cremet, tilsæt yoghurt og blend igen kort til en creme.
Smag til med salt og lidt friskkværnet peber.
Smør cremen ud på et fad.

Blend hasselnødder og sesamfrø til en fuldkornsagtig tekstur.
Tilsæt citronskal, revet hvidløg, persille, salt og peber og kør nøddemix og grønt til en grov tekstur. Smag til med salt.

Læg persille-nødde blandingen på fetacremen.
Pynt med kalamataoliven og morbær/rosiner.

Views: 27

Svinekæber i spicy tomatsauce med quinoapilaf!

Svinekæber i spicy tomatsauce med quinoapilaf!

En anderledes, og vildt lækker måde, at få svinekæber på. Giver mulighed for at indtage meget grønt sammen med kødet! Høj plantediversitet!

4 personer

Svinekæber i tomatsauce:
6-8 svinekæber
olivenolie
2 tsk. røget paprika
2 tsk. sød paprika
2 tsk. stødt spidskommen
salt, peber
2 kartoner mosede tomater
1-2 dl rødvin
1/2 l grøntsagsbouillon
1 løg
2 fed hvidløg
1 gulerod
evt. lidt bladselleritop

Grøntsager til den endelige sauce:
1 stort løg eller 1 porre
2 fed hvidløg
2 gulerødder
2-4 stængler bladselleri
1 rød peber
evt. Maizena

Klargør svinekæberne ved at fjerne alle hinder. (lige som på svinemørbrad, brug en skarp kniv med en spids til at komme ind under hinderne, find evt. tip på you tube)

Brænd røget og sød paprika + spidskommen af i olie.
Svits kæberne i olien, til de har farve på begge sider. Drys dem med salt og peber under stegningen.
Tilsæt rødvin, grøntsagsbouillon og tomater, plus et løg, to fed hvidløg og en gulerod. De må gerne være med skal/skræl.
Kog svinekæberne 1,5 til 2 timer. Tjek efter 1,5 time, hvor møre de er.

Mens kæberne koger piller, skræller og skærer du alle grøntsagerne i små tern til den endelige sauce.
Forbered grøntsager til pilaffen, der færdiggøres mens den endelige sauce simrer.

Når dine kæber virker (næsten) møre tager du de kogte grøntsager op.
Tilsæt grøntsagstern og kog 20 minutter.
Smag retten til med salt og peber, evt. lidt honning.
Jævn lidt med Maizena oprørt i koldt vand, efter anvisning på posen, hvis du kan lide en tykkere sauce.

Quinoapilaf:
olivenolie, salt og peber
4 dl quinoa (valgfri farve)
8 dl vand
1 løg
1 dl rosiner, gerne grønne eller gule
70 g grønne oliven uden sten, evt. skåret i halve
50 g grillede peberfrugter i olie (kan ersattes af 1/2 alm. peberfrugt, der sauteres i olie), skået i mundrette stykker
50 g grillet artiskok i olie, skåret i mundrette stykker
evt. sprød grønkål

Pil løget, og skær det i tern.
Sauter det i olie til det bliver klart.
Tilsæt lidt salt, quinoa og rosiner og vand, kog op, skru ned og kog ved svag varme efter anvisning på posen.
Rør oliven og grillede grøntsager i den kogte quinoa, kværn lidt peber over og server til svinekæberne.
Drys med sprød grønkål, vendt med olie og krydderier og bagt sprød i ovnen, knust let.

Quinoa kan erstattes af ris i pilaffen, gerne fuldkornsris eller vilde ris.
Eller server blot ris til og undlad at lave pilaf.




Views: 48

Blomkåls steaks på puré og med krydret topping!

Blomkåls steaks på puré og med krydret topping!

Blomkål i skiver, penslet med olie og krydderier, og bagt i ovnen! Serveret på blomkålspuré. Mums! Høj plantediversitet!
Retten kan være hovedret med brød eller salat til, eller forret, hvis portionerne ikke laves for store.

Hvis du ikke har blomkål nok til puré, så lav i stedet kartoffelmos eller rodfrugtmos, og læg blomkåls steaks herpå.

4 personer

Blomkåls steaks:
2 frisk og faste blomkål (eller romanesco kål)
olivenolie
tørret oregano

Skær blomkålene i 2 cm tykke skiver.
Brug kun de miderste skiver, så du får 4-6 store skiver. Gem resten til puré.

Pensl skiverne med olivenolie, drys med lidt fint uraffineret havsalt, lidt friskkværnet peber og lidt tørret oregano.
Bag skiverne 12-15 minutter (måske lidt længere tid) ved 200 g grader varmluft. De skal blive gyldne og lidt sprøde.

Mit ene blomkål var lidt for lille, men skiverne kom alligevel med!
Du skal vælge store blomkål!

Blomkåls puré:
blomkålsrester
1 fed hvidløg
100 g mælk/plantemælk/kokosmælk
50 g smør eller kokosolie
10 g olivenolie
1 tsk. fint uraffineret havsalt
friskkværnet peber

Kog blomkålsresterne og hvidløg i vand cirka 20 minutter, til de er helt møre.
Hæld vandet fra, blend med mælk, smør, olivenolie til en lind glat puré.
Smag til med salt og friskkværnet peber, og hold pureen lun.

Topping:
2 spsk. kapers
2 spsk. pinjekerner
1 øko citron
1 håndfuld persille
12-16 kalimataoliven uden sten
lidt goji bær (kan udelades)

Rist pinjekernerne.
Riv skallen af citronen og pres den.
Vask, tør og hak persillen mellemfint.
Hak de stenfri oliven mellemfint.
Bland alle ingredienser sammen.

Læg puré på tallerkner, læg blomkåls steaks over, læg topping på. Drys eventuelt med lidt gojibær, de er syrlige, lidt seje og pynter!

Server straks, så retten ikke bliver kold.

Views: 112

2 citrus-salater egnet kraftig vintermad og julemad!

2 citrus-salater egnet kraftig vintermad og julemad!

To bud på lette citrussalater, der giver vitaminer og krudt til kroppen, og lidt syre til fordøjelse af kraftig vintermad. Høj plantediversitet!

Appelsinsalat med oliven:
1 appelsin pr. gæst
kalamataoliven (eller andre kraftige oliven)
1 lille løg (almindeligt eller rødløg)
Nigellafrø eller sorte sesamfrø (kan udelades, men Nigellafrø er en kraftig anti-inflammations og anti-histamin ingrediens!)
økologisk ekstra jomfruolivenolie

Skræl appelsinerne med en kniv, se billedet nedenfor, fjern alt det hvide! Skær dem derefter i skiver, og læg dem på et fad.

Skræl løget og skær det i ultratynde skiver, helst på mandolin. Har du ikke et mandolinjern, så læg de tyndt skårne skiver i en sigte og overhæld med først kogende og så iskoldt vand. Løgene skal tilføre lidt bid til salaten, men de må ikke smage overdøvende.
Spred de tynde løgskiver ud over appelsinerne, pynt så med oliven og Nigellafrø, og hæld til sidst lidt god olivenolie over salaten.

Salat med grapefrugt, druer og grønkål:
2-3 grapefrugter
2-3 stængler grønkål (til 4)
2 håndfulde søde stenfri druer
1 spsk. økologisk ekstra jomfruolivenolie, 1 tsk. ristet sesamolie, 1 spsk. Tamari (soya)

Skræl grapefrugterne lige som appelsinerne ovenfor. Skær derefter grapefrugtkødet fri af hinderne, se billedet nedenfor.
Skyl og tør grønkålen. Rip bladene fra stænglerne og hak dem fint.
Skyl og tør druerne, del dem i halve.
Læg alt pynteligt og i lag på et fad.
Pisk dressingen sammen og dryp den over salaten.

Views: 73

Salat med lune oksekødsstrimler!

Salat med lune oksekødsstrimler!

Kød og grønt i skøn forening, god plantediversitets-rate!

100 g oksekødsstrimler af super godt velværdskød pr. deltager
olivenolie, salt, peber, røget paprika, evt. chilipulver
150 g kogte kolde nye kartofler pr. deltager
evt. frisk løvstikke
blandede nye salater i flere farver
semidried cherrytomater
agurk (syltet agurk kan anvendes)
oliven
krydderurter
evt. fetaost eller en hård ost i flager

Dressing:
olivenolie 60%
fløde (alm. fløde eller plantefløde) 40%
citronsaft og revet skal af øko citron
salt, masser af friskkværnet sort peber og lidt honning

Mariner oksekødsstrimlerne i lidt olivenolie, salt, peber og røget paprika (ell. alm. stærk paprika), eventuelt lidt chilipulver.
Lad det stå og trække 15-30 minutter på køkkenbordet.

Vask og skrub nye kartofler, skær dem i mundrette stykker og kog dem 5-10 minutter (til de er møre) i vand med 1 spsk. salt og lidt frisk løvstikke. Hæld vandet fra og afkøl til håndvarme på køkkenbordet.

Sauter kødet i lidt mere olivenolie ved god middelvarme til det bliver brunt og mørt. Det må ikke stege sort eller hårdt, men heller ikke “koge”. Tag en smagsprøve, så du er sikker på at det er mørt. Afkøl på køkkenbordet.

Skyl salaten, og og tør salaten godt.

Skær agurken i tern.

Læg salatblade i bunden af en skål eller et fad, læg afkølede kødstrimler og kartofler på. Læg mere salat på. Læg så agurketern, oliven og semidried tomater på. Pynt med det sidste salat og friske groftplukkede krydderurter.

Vil du have ost på, så læg det på salaten før det sidste salat/krydderurter!

Rør dressingen sammen til en tyk salt, syrlig, pebret og ganske let sødlig dressing, dryp noget over salaten og server resten til.

Ps. Skal salaten serveres som en hovedret og du har meget sultne spisende kan du have både afkølet pasta og kartofler i salaten, eller tilføje kogt afkølet quinoa. Du kan også tilsætte ristede nødder og flere afkølede letkogte/let stegte grøntsager, f.eks. blomkål eller broccoli. Alternativt server godt brød og ost til salaten!

Views: 55

Grøn kålsalat med tomatvinaigrette!

Grøn kålsalat med tomatvinaigrette!

En farverig salat med blandt andet 2 slags kål og en vinaigrette med friske tomater.
Et godt tilbehør til kyllingebryst, bøffer, frikadeller, farsbrød, vegetardeller o. lign. + den kommende grillmad!

Kan spises på keto/lchf diæt.

1/2 mellemstørrelse spidskål
1/2 mellemstørrelse blomkål
1 pose eller 1/2 bakke frisk rucola
1 glas kalamata oliven uden sten
1 lille glas kapers (ikke i salt)
syltede løg mængde efter egen smag
150 g fetaost
250 g cherrytomater
1/2 til 3/4 dl god øko olivenolie
2 spsk. æbleeddike
salt, friskkværnet peber
1-2 tsk. flydende honning eller Sukrin fibersirup (kan udelades)

Fjern yderblade fra begge slags kål.
Snit både spidskål og blomkål (begge dele uden stok) mellemfint.
Læg kålen i en stor skål.

Skyl og tør rucolaen i et rent viskestykke. Dup det godt tørt, vand i salaten er noget møg.
Bland rucolen med kålen.

Læg afdryppede oliven, kapers og lidt syltede løg ned til kål-rucola blandingen, gem lidt af hvert til pynt.
Bland forsigtigt salaten sammen.

Skær fetaosten i tern.

Læg fetaost, syltede løg og de sidste oliven og kapers på salaten.

Blend skyllede tomater, olivenolie (brug den mængde du synes er passende til din vinaigrette), æbledikke, salt og peber. Smag til med honning, hvis du ønsker en mindre syrlig vinaigrette.

Hæld nogle skefulde vinaigrette på salaten og server resten til.



Views: 47

Provencetærte med blomkåls-sellerifyld!

Provencetærte med blomkåls-sellerifyld!

En herlig cremet tærte med et fyld lavet på kogt blomkål og rodselleri, pyntet med provence-inspirerede elementer.
Tærtefyldet forbliver cremet, ikke fast, efter bagning, hvilket er super lækkert.

Bund:
175 g hvedemel
75 g fuldkornsmel
125 g koldt smør
1/2 tsk. fint uraffineret havsalt
1 æg
1/2 dl koldt vand

Tænd ovnen på 200 grader.
Læg hvedemel, fuldkornsmel, smør og salt i en foodprocessor og kør til smøret er indarbejdet i melet.
Tilsæt ægget og lidt vand, kør igen til dejen samler sig. Gør den ikke helt det, så tilsæt mere koldt vand, til du får en samlet dej.
Pres dejen ned i et smurt tærtefad, og bag den 10 minutter.

Fyld:
1 lille rodselleri (1/2 stor)
1 lille blomkål
2,5 dl creme fraiche 18 % (ell.: Skyr, fraiche 9 % , creme fraiche 38 %) – eller plantemælk/fløde!!
2 æg
salt, urtesalt, peber
2 dl revet frisk parmesanost (bruger du færdigrevet, så nok mindre, det er meget mere kompakt) – evt. vegansk parmesanost!!

Pynt:
1/3 squash i skiver
6-8 cherrytomater i halve
3/4 dl sorte oliven uden sten, halverede (helst kalamati eller andre kvalitetsoliven)
2 tsk stødt oregano og 1 tsk. stødt timian (eller friske blade)

Skræl sellerien, og del blomkålen i buketter.
Kog begge dele i 20 minutter (måske lidt mindre, hvis grøntsagerne ikke er helt friske, mærk efter, de skal være kogte, så de kan blendes).
Hæld vandet fra grøntsagerne i en skål, du skal bruge lidt kogevæske.
Blend de kogte grøntsager med meget lidt kogevand, tilsæt mere, hvis du ikke umiddelbart får en tyk, cremet masse – men ikke så meget at din masse bliver våd og sjasket.
Tilsæt æg, creme fraice, 2 tsk salt, lidt urtesalt (kan udelades) og friskkværnet peber, og blend igen.
Til sidst røres parmesanosten i.

Hæld grøntsags-ostemassen i den forbagte bund.
Pynt og sæt i ovnen.

Bag i 30 minutter.

Server med en salt, måske kartoffelsalat, hvis det er sultne spisere!

Views: 65

Middelhavskrydret kødsauce – grundsauce til flere retter!

Middelhavskrydret kødsauce – grundsauce til flere retter!

Lav en ordentlig grydefuld kødsauce, og lav fyldte squash og/eller fyldte peberfrugter!
Kødsaucen passer også til pasta med kødsauce eller lasagne.

De fyldte squash og peberfrugter kan spises på keto og lchf.

Grundsauce:
500 g hakket okse (vælg gerne øko ko eller kød fra fritgående kvæg)
olivenolie
2 mellemstore løg
1 stor gulerod
1/2 lille selleri (1/4 stor)
3 fed hvidløg
6-8 kugler frossen spinat
2 ds. flåede hakkede tomater
1 lille ds. tomatkoncentrat
salt, peber, honning (lchf/keto: Sukrin fibersirup)
1 spsk. hakket, tørret basilikum + 1 spsk. hakket, tørret oregano
1 tsk. tørret timian og 1 tsk. tørret rosmarin (eller 1 spsk. frisk timian og rosmarin)
1 tsk. chiliflager
1/2 tsk. stødt kanel

Skræl grøntsagerne, skær i stykker, og hak dem fint, gerne i en foodprocessor.
Varm gryden op, og når den er godt varm tilsæt olie og alle krydderierne.
Svits så kødet i olivenolien med krydderierne til kødet får farve, krydr så med salt og peber.
Når kødet har farve tilsættes de hakkede grøntsager, og der brunes ca. 5 minutter.
Tilsæt så tomater og tomatkoncentrat, og de frosne spinatkugler.
Bring saucen i kog, og kog en halv time, med låget lidt så klem, så væsken reduceres. Hold øje med, at det ikke koger på.
Smag til med salt, peber og lidt honning/sukker. Der forsvinder saltsmag, når kødsaucen skal i squash og peberfrugterne, så salt godt, uden at overgøre det selvfølgelig!

Ingredienser til 4 fyldte squash (1 hel pr. mand eller 1/2 squash og en 1/2 peberfrugt):
1portion grundsauce (hvis du vil lave både squash og peberfrugt så 1/2 portion)
1/2 til 1 lille squash pr. mand
hakkede oliven og parmesanost

Ingredienser til 4 fyldte peberfrugter (1 hel pr. mand eller 1/2 squash og en 1/2 peberfrugt):
1 portion grundsauce (hvis du vil lave både squash og peberfrugt så 1/2 portion)
1/2 til 1 peberfrugt pr. mand
rosiner og gedeost (evt. gedefeta eller anden feta, hvis du ikke kan lide gedeost)

Fyldte squash:
Tænd ovnen på 200 grader.
Skær top og bund af squashene, halver dem og skær noget af den bløde, kernefyldte indmad ud, så der bliver plads til fyld.
Krydr squashhalvdelene let med salt og peber, sæt dem på en bageplade med bagepapir og bag dem 10-12 minutter, til de bliver ganske lidt bløde.
Top hver squashhalvdel op med kødsauce, læg hakkede udkernede oliven oven på, og drys et godt lag revet parmesanost på.
Bag squashene ca. 15 minutter ved 200 grader, til osten får en fin lysebrun farve.

Fyldte peberfrugter:
Tænd ovnen på 200 grader.
Halver peberfrugterne, fjern kerner og frøstanden inde i, og drys halvdelene let med salt.
Sæt peberfrugtbådene på en bageplade med bagepapir og bag dem 10 minutter, til de bliver ganske lidt bløde.
Rør den ønskede mængde kødsauce op med rosiner og gedeost. Ca. 1 spsk. rosiner og 15 g gedeost pr. halve peberfrugt.
Top hver peberfrugthalvdel op med kødsaucen, og bag peberfrugterne 15 minutter, til overfalden bliver lidt sprød.

Server retterne med brød og en god salat.

Views: 28

Power pasta!

Power pasta!

Pastsalat er en nem ret, kan spises lun eller kold, og kan spises som aftensmad eller madpakke!
Her er pastaen blandet med sunde, crispy og smagfulde elementer.

300 g tricolore pasta
2 mellemstore gulerødder
100 g edamamebønner
1 lille øko squash (1/3 stor squash)
1 dl soltørrede tomater (i strimler) – kan erstattes af friske cherrytomater i halve, brug 150-200 g
1,5 dl lækre oliven
1-2 dl revet parmesanost

Kan tilsættes ristede bacontern, rester af stegt kylling, små bagte kødboller eller ristede pølsestykker.

Dressing:
1/2 dl jomfru olivenolie
1/4 til 1/2 dl balsamico eddike (afhænger af hvor skarp du kan lide din dressing)
salt, friskkværnet peber og honning

Salat:
Kog pastaen og afkøl den til lun eller kold.
Skræl gulerødderne og skær dem i tynde skiver eller tern.
Overhæld edamamebønnerne med kogende vand, hæld vandet bort og afkøl dem.
Skær squashen over på langs, del hver halvdel på langs igen, og skær så i tern. Rist eventuelt ternene i lidt olie på en varm pande, eller anvend dem rå.
Bland afkølet pasta med grøntsager, tomatstrimler og oliven.
Rør en syrlig-sød, lidt skarp dressing, og balnd dressingen i salaten.
Drys med revet parmesanost, og server.





Views: 54