Weekend mad!

Weekend mad!

Et sundt liv er også et godt liv. Menu til en forrygende lækker weekend aften!

4-6 personer

Bowl med spinat, rejer, røget laks og nødder
Lidt frisk, skyllet og tørret babyspinat
2 pk. kæmpe rejer
2 pk. pulled laks
olivenolie, sesamolie, soyasauce, lidt flydende honning
1×1 cm frisk ingefær og gurkemeje (stødt gurkemeje kan anvendes)
saft og revet skal af 1 øko citron

1 stor mango
2 avocadoer
cashew eller mandler
lidt frisk koriander, mynte eller lignende

1 time før spisning marineres rejerne:
Pisk et par skefulde olivenolie med 1 tsk. sesamolie (hvis du har), et par skefulde soyasauce, citronsaft og revet skal, friskrevet ingefær og gurkemeje, salt, peber og lidt flydende honning til en lækker salt-syrlig (ikke sur) smag.
Vend rejerne heri. Mariner 1 time, og hæld så rejerne i en sigte, opsaml dressingen i en skål under sigten.

Rist nødder.
Skær mango og avocado i tern.

Anret:
Lidt spinatblade i bunden.
Læg rejer og laks i tallerkenen, arranger med tern af avocado og mange.
dryp dressing over.
Pynt med ristede nødder og lidt krydderurt.

Sommerlig ragout med lynstegt kød og masser af grønt
Nye kartofler med løvstikke

500 g skinkesnitsel eller andet kød til lynstegning
500 g snittet spidskål eller savoykål
1 stort løg, gerne rødløg
200 g optøede fine haricots verts bønner
200 g optøede edamamebønner
2 fed hvidløg
2×2 cm frisk ingefær
30 g smør
2-3 dl vand
2,5 dl creme fraiche 38 %
1/2 til 1 tsk. chilipulver
salt, peber

Skær kødet i strimler.
Halver det skrællede løg og skær det i helt tynde både.
Snit spidskål.
Skræl ingefæren og skær den og de pillede hvidløg i ultrafine tern.

Brun smørret i en tykbundet gryde, og steg kødet i nogle minutter til strimlerne har fået farve. Tilsæt spidskål, løg, hvidløg og ingefær og svits et par minutter. Krydr med salt, peber og chili.
Tilsæt vand og kog retten 5 minutter ved middel varme.
Smid nu haricots verts og edamamebønner i gryden og kog yderligere et par minutter. Tilsæt creme fraiche og kog retten igennem. Smag til med salt og peber, evt. ganske lidt sødestof, og jævn eventuelt retten med 1-2 tsk. Maizena rørt ud i koldt vand. Drys eventuelt friskhakkede krydderurter på toppen.

600 g små nye kartofler
frisk løvstikke

Vask nye kartofler og kog dem med masser af salt og et par kviste løvstikke 10-12 minutter, til de er kogte, men faste.
Hak lidt løvstikke og server med de nykogte kartofler.

Frossen jordbærlagkage
Kagebund:
200 g mandler
250 g bløde dadler, gerne Medjool
evt. lidt vand

Fyld:
2 håndfulde jordbær
3 modne bananer
2 spsk. flydende honning (eller sødestof efter eget valg)
friskpresset saft af 1 lime eller 1 lille citron
et nip vaniljepulver

NB: Start med at pakke bunden i en 23 cm springform ind i plastfolie, så slipper kagen bedre, når den er færdig.

Bund:
Blend mandlerne til fuldkornskonsistent. Kom udstenede dadler i og blend til det hænger sammen, tilsæt evt. lidt vand.
Pres dejen ud på bunden af springformen, hvor bunden er pakket ind i plastfolie. Stil den koldt.

Fyld:
Kom alle ingredienserne i en blender og blend det hele godt sammen.
Hæld massen på bunden, glat den pænt, overdæk med plastfolie og sæt kagen i fryseren mindst 2-3 timer.
Tag kagen ud 15 minutter før du skal spise den. Tag kagen ud af formen, sæt den på et fad eller portionsanret den. Pynt med friske jordbær og eventuelt chokoladestriber på kagen eller tallerkenen.

Redigeret opskrift af Vibeke Amdisen ‘Glød og glæde med raw food’.

Views: 39

Børnemad efter GRO princippet – mad og måltider skal tilbyde Glæde, Ro og Omsorg!

Børnemad efter GRO princippet – mad og måltider skal tilbyde Glæde, Ro og Omsorg!

Børn har vidt forskellige madpræferencer, og er lige som voksne bio-individuelle, det vil sige, at de trives med forskellige madtyper.

Og børn trives forskelligt i forhold til ro og regelmæssighed. Nogen har stærkt behov for ro og regelmæssighed, mens andre børn trives med lidt større uforudsigelighed, og får de den ikke, så skaber de den måske selv ved en lidt udfordrende adfærd ved bordet.

Alle trives med omsorg, og omsorg kan være at opdage hvilken type mad dit barn trives med, og hvilket miljø omkring måltiderne, der skaber den bedste oplevelse for dit barn. Er der flere børn, kan det godt være udfordrende, og vi taler ikke om at udvikle en måltidsvidenskab, men blot om at du som voksen registrerer, hvad der synes at glæde dit barn/børn. Et glædelig måltid er jo det bedste for hele familien.

Madglæde
Børns spiselyst er påvirket af deres bio-individualitet.
Dine egne madpræferencer, både med hensyn til smag og sundhed, kan ikke umiddelbart overføres på dit barn, for genetik fylder, i følge ny forskning, ikke ret meget i risikoen for at udvikle sygdom eller overvægt. Det er (som oftest) den kost du præsenterer for dit barn, motionsvanerne (hvor meget I bevæger jer/glæde ved bevægelse), og trivslen i familien, der afgør barnets vægt og sundhed.
Nogle børn trives fysisk med en del kulhydrat, andre med en del fedt i kosten. Begge præferencer bør imødekommes, så længe vi taler om at tilbyde barnet rigtig mad, dvs. mad lavet på hele råvarer, ikke industrielt forarbejdede og uden madkemi. Industrielt mad er forarbejdet og tilsat ingredienser som kan forstyrre vores hormoner, og som dels kan give intolerancer, dels medføre uhensigtsmæssig vægtøgning, fordi vores sult og mæthedssignaler forstyrres.
Grøntsager, frugt, fuldkornprodukter og alle andre plantebaserede fødeemner, som rigtig mad, er sunde. Kød, æg, fisk og mejeriprodukter uden sukker tilbyder sunde proteiner, planteolie, oliven, uforarbejdede nødder og kerner, nøddesmør, avocado, fedt fra fritgående græssende dyr og fisk uden antibiotika og ringe foder, dvs. vild fisk og fisk fra ansvarlige dambrug, er sundt fedt. Ingen af de nævnte fødevarekategorier vil give over- eller undervægt, sygdom eller lignende, og normalt heller ikke intolerancer.
Intolerancer og sensitivitet, at kroppen brokker sig over visse fødeemner, giver først reaktioner over en længere periode. Det kan være belastende reaktioner, ondt maven, ondt i hovedet, ondt i kroppen med mere, men det er ikke livstruende eller voldsomme reaktioner, og det kan man hjælpe barnet ud af.
Fødevareallergi er en umiddelbar og voldsom reaktion på et fødeemne, som kroppen opfatter som farlig for kroppen, og derfor iværksætter en autoimmun reaktion overfor. Det kan f.eks. ske (for meget få mennesker) ved indtagelse af peanuts, skaldyr, hvede. Det kan man ikke forberede sig på gennem tilrettelæggelse af kosten. Hvis det sker er det umiddelbar lægehjælp (allergimedicin) og at undgå denne fødevare fremover.

Morgenmad og diversitet
Generelt skal børn helst have et egentligt måltid inden afgang fra hjemmet. Ikke sukkercoatede cereals med mælk.
Godt brød med pålæg eller ost, rester af aftensmaden, grød, grødpandekager, øllebrød, cereals uden sukker med yoghurt/surmælksprodukt uden sukker evt. med lidt tørret frugt eller frugtmos mm.. Får de masser af sukker, så kan de have crazy blodsukkersvingninger hele formiddagen.
Nogle børn vil gerne skovle indenbords før skole, andre er småt spisende. Man må jo acceptere ens børns behov. Giv endelig dem med kun lidt mad i maven noget substantielt med til første frikvarter. En delle, en lille sandwich, en pølse, ostehapser etc. (vegansk er selvfølgelig ok), en hjemmelavet havregrynsbar, der også rummer lidt sundt fedt…

Frokost/madpakke diversitet
Madpakker skal også være efter barnets behov, hvis ikke du vil have den urørt hjem igen, som du måske har opdaget :).
Madpakker til de småt spisende skal være energitæt, små bidder med megen energi. Kød, ost, æg, godt brød i små stykker, grøntsager i bidder, lidt frisk frugt. Nødder, oliven, lidt tørret frugt…
Dem der spiser helt godt skal selvfølgelig have deres behov dækket med mere mad i kassen. Det kan være de ovenfor nævnte ting, men også mindre energi- og kalorietætte ting som agurk, melon, gulerod, æble, majskiks oveni, der fylder i ekstra i maven.

Aftensmad og diversitet
Sæt-sammen-mad, det vil sige mad der tages fra skåle og sættes sammen på tallerkenen er et godt princip for børn. Små børn bryder sig ofte ikke om mad, hvor de enkelte dele ikke kan ses, og foretrækker at sammensætte måltidet selv. Er der flere børn i familien giver det mulighed for at hvert enkelt barn kan spise efter egne præferencer og behov. Nogen børn er som sagt til brød, grønt, pasta og den slags, andre til kød, pølse, og mindre grønt. Masser af gange viser det børnenes biologiske behov/bio-individualitet, hvor bl.a. blodsukkertypen kan spille ind. Andre gange kan det være dårlig trivsel der styrer madindtaget – det skal man selvfølgelig være opmærksom på!

Ro i madsituationen
Glæde er også en en rolig madsituation.
Og hvad er en rolig madsituation? Tja, vel mest af alt en spisning, hvor alle er tilpas, så de kan spise uden forstyrrelse af afmagt, uro, angst etc. Rolig skal ikke forveksles med stille, nødvendigvis, for madfællesskabet er også en situation, hvor vi skal tale sammen, le sammen, nyde hinanden. Men spisesituationen skal helst ikke blive en konkurrence/magt situation, hvor alle slås om mest mulig opmærksomhed. Bevares, det kan ikke altid undgås, men risikoen kan minimeres. Det kræver dog at de voksne kender hvert enkelt barns sociale kompetencer: hvordan bliver barnet synligt, hvordan kommer barnet til orde – og hvordan hjælper I børnene med at blive set og hørt, og tage hensyn til hinanden. I dag er børn med stærke sociale kompetencer ofte favoritter, i institutionen, skolen, og sociale sammenhænge. Social performance er i høj kurs. Men mere introverte børn har også brug for opmærksomhed, selv om de evner performance i mindre grad. Så prøv at tilrettelægge fælles måltider, så der er opmærksomhed og plads til alle i et ikke-konkurrencepræget miljø. De “socialt stærke” børn har godt af at tage hensyn til søskende med mindre talent for at komme til…
Vi voksne bruger ofte måltidssituationer, hvor vi sidder sammen, til lige at få planlagt fælles ting, men det er ikke optimalt for børnene. De har brug for at I ser dem, hører dem, taler med dem – og I har brug for at lære dem og deres fremtræden at kende. Psykologisk forskning viser at den måde vi får anderkendelse på som børn betyder rigtig meget for udviklingen af samværskompetencer med andre på sigt. Det betyder ikke, at børnene nødvendigvis skal roses, men at de skal mødes som små mennesker og have reaktion og svar på deres kontaktforsøg til deres primære omsorgspersoner.

Ingen skyld og skam
Selvfølgelig er nogle madsituationer vilde og kaotiske, og selvfølgelig kan man ikke være den perfekte mor og far. Men man kan have i baghovedet at ens børn har vidt forskellig behov, og prøve at organisere sig ihukommende det.

Omsorg
God sund mad og positive madsituationer er i høj grad omsorg, på et helt basalt niveau.
Men for nogen familier er det dejligt at lave mad, måske ligefrem kærlighed, for andre er mad blot brændstof, og madlavning nogen der skal overstås. Så længe børn ikke spises af med mad uden reel næring, så finder den enkelte familie nok selv ud af, hvad mad og måltider skal fylde. Omsorg kan gives på mange måder, og hvis eksempelvis fælles motion/bevægelse fylder mere end madlavning, så er det også omsorg.
Hvis I i jeres familie af forskellige grunde ikke har lyst eller kræfter til den store madlavning, så lav hellere mad ved hjælp af måltidskasser fra seriøse forhandlere end at købe frysediskens billige færdigretter. De rummer sjældent ret meget godt!
Forskellige måltidskasseleverandører, prøv at se mere her.

Lad børnene være med til at lave maden!
Lad børn, så snart de kan, være med til at lave maden. Det gør madlavningen sværere, når de er små, men lettere senere, når de kan have en maddag. Det er også omsorg, at lære sin børn at lave mad.
Lad de halvstore og store børn lave deres egne madpakker, så får de det med de gerne vil. Lær dem at sammensætte en sund og lækker madpakke, så det er fornuftige ting der kommer i kassen. Fornuftig og sund frokost: 30-40 % langsomme kulhydrater (grønt, frugt, fuldkorn), 30 % gode proteiner (kød, fisk, æg, mejeriprodukter uden sukker, bønner, linser, kikærter, tofu, tempeh), 30-40 % sundt fedt (ost, planteolie, oliven, nødder, kerner).

Fibre er omsorg!
For fibre fodre de gode tarmbakterier, som styrer både det fysiske og det psykiske helbred. Der er kun fibre i plantebaseret mad. Gå efter fuldkorn, både i brød/korn, ris, pasta, også til de små børn, selv om de ikke skal overvældes med fibre, der tager al appetitten. Brug gerne andre kornsorter end hvede og rug. Lad skrællen blive på grøntsager og frugt. Spis nødder, kerner, oliven. NB: Mange børn og unge lider af forstoppelse – ofte på grund af mangel på fibre.

Hold igen med sukkeret og søde fødevarer – det er omsorg!
Diabetes og overvægt er et stigende problem. Og det er et problem at fødevarebranchen er med til at gøre vores mad sødere. Grøntsager og frugt er de sidste årringe udviklet til sødere varianter, færdigmad smager stadigt sødere, og der er flere søde tilbud på hylderne end nogensinde før. Problemet med det er, at vi trigger hjernens afhængighedsgen med al det sukker, og så ønsker vi bare endnu mere sukker. Sukker der ikke forbrændes bliver til fedt, og forstyrrer vores insulinbalance, hvilket kan blive starten på diabetes 2.
Lær i stedet børnene flere smage, surt, salt, bittert, umami, diverse krydderi-smage, og lær dem glæden ved mad i alle smage og variationer!

Ønsker du inspiration til børne- og familievenlig kost, så kan du købe min e-bog “Sunde maver giver glade børn”, se i shoppen!



Views: 45

Grøntsagsragout med hvide bønner, halloumiost og soyamandler!

Grøntsagsragout med hvide bønner, halloumiost og soyamandler!

En lækker og anti-inflammatorisk grøntsagsret, fyldt med fibre, langsomme kulhydrater, gode proteiner og sundt fedtstof.

4 personer:
2 dåser eller kartoner med hvide bønner/butter beans
2 dåser tomatpassata eller hakkede tomater
1 blomkål
1 broccoli
1 squash
1-2 løg
2-3 fed hvidløg
1 stk. frisk gurkemeje (el. 1 tsk. stødt)
1 stk. frisk ingefær
1 tsk. røget eller almindelig paprika
1 tsk. Ras el hanout eller chili
salt, peber, olivenolie
1 håndfuld mandler
soyasauce
1 pk. halloumiost

Tænd ovnen på 220 grader varmluft. Læg bagepapir på en bageplade.

Fjern stokken fra blomkålen, og skær det i mundrette bidder:
Fjern stokken fra broccolien (kan bruges skrællet i andre retter), og skær i mundrette bidder.
Skyl og tør squashen. Skær i mundrette bidder.
Pil løg og skær i smalle både.

Vend alle grøntsagsbidder med salt, peber, olivenolie, paprika, Ras el hanout, revet gurkemeje og ingefær, og fordel på bagepladen.
Bag cirka 20 minutter til de er let brunede, men stadig har bid.

Skær halloumiosten i mundrette bidder og rist den på en pande med lidt olivenolie ved ret høj varme, men kortvarigt. Skal få lidt farve. Sæt til side.

Rist mandler på en tør pande til de får lidt brune pletter, tilsæt soyasauce (1/2 dl cirka) og kog 1 minut til mandlerne er dækket og soyasaucen væk. Sæt til side.

Kog tomatpassata op med revet hvidløg og de hvide bønner, kog et par minutter. Vend de bagte grøntsager i og kog det sammen et par minutter. Tilsæt hovedparten af halloumiosten, vend det i retten.
Sluk for varmen, læg resten af halloumiosten og mandlerne på retten, drys eventuelt med hakket persille eller krydderurter, og server.




Views: 94

GRO kost – baseret på glæde, ro og omsorg!

GRO kost – baseret på glæde, ro og omsorg!

Det er vigtigt at mad er lig med sundt brændstof (vi skal gro ved den kost vi indtager) – men det er også vigtigt at det er forbundet med Glæde, Ro og Omsorg at lave og serverer mad!

Det er omsorg at lave hjemmelavet mad, og for mange er det også en glæde og noget der giver ro i sindet, næsten meditativt, at stå i køkkenet. Og for de der ikke kan finde glæde og ro i at lave mad, er det omsorg for sig selv og familien at færdiggøre og servere sund mad fra en virksomhed der leverer rigtig mad, med masser af grønt, og uden madkemi!

Sund mad på kort tid
Selv om vi er mange, der kan lide at lave mad, så behøver madlavningen ikke at tage evigheder, for der er andre vigtige opgaver i hverdagene. Glæde, ro og omsorg kan sagtens give sig udtryk i retter, som er lavet af gode og sunde råvarer, men tilberedt på kort tid.

Plantebaseret mad kræver ikke mange timer i køkkenet
Grøntsager og frugt, den gode fibermad, er bedst med kort tilberedning eller rå, og retter med korn/pasta/ris/bønner/kikærter/quinoa o.lign. behøver ikke være tidskrævende.

Kød, æg, fisk, er sundest (og mest økonomisk) i mindre mængder sammen med de plantebaserede ingredienser
Farsretter, retter med kylling, æg og fisk tilbyder os gode proteiner og behøver heller ikke at kræve lang tid i køkkenet. Heller ikke selv om de skal tilberedes oveni tilberedning af det grønne. Prepping er et godt hjælperedskab til overskuelig madlavning.

Prepping af mad
Sund mad kan være kvik mad, særligt hvis der bruges lidt tid på madprepping i weekenderne. Prepping betyder at du forbereder maden forud for selve måltidstilberedningen, du snitter og hakker det grønne, koger korn/pasta/ris med mere, iblødsætter og koger linser/kikærter/bønner, laver kødboller, steger deller, rører dressing etc. og putter de forberedte elementer i glas- eller plastbokse i køleskabet, til brug for hurtig madlavning i løbet af ugen. Se her!

Kog, steg, bag med omtanke
God og sund mad behøver som sagt sjældent lang tilberedning, og det er sundt at lade rå planteelementer indgå i kosten, både for smagen og sundhedens skyld. Men selvfølgelig skal der stadig steges, bages og koges, og det kan gøres sundt, hvis du er opmærksom på nogle få principper:
– kog kortvarigt og så vidt muligt med skræl på, det bevarer vitaminer og fibre bedst. Kartofler, gulerødder og andre rodfrugter kan blot skylles og tilberedes med skrællen på. Nødder er sundest med skindet på. Korn er sundest som fuldkorn, ligeså ris. Lav flere one-pot-retter, hvor alt koges sammen i en gryde på kort tid. Her bevares vitaminer og smag i retten, uden megen tilsætning af ekstra smagsgivere. Pastaretter er gode til dette, se her!
– steg så kortvarigt som råvaren kan tilberedes ved, og steg ved høj middelvarme (ikke brandvarmt), for mørk stegeskorpe er usund. Steg med middel mængde fedtstof, kasser det brugte stege-fedtstof, og tilsæt frisk olie til retten, hvis der behøves mere fedtstof ved serveringen (læs: et skvat god olivenolie eller oliebaseret dressing), eller server ekstra fedstof som smør, olivenolie, nøddesmør, dressing til retten. Du kan også stege i vand, se her, og tilsætte fedtstof efterfølgende.
– bagning af mad gør det lettere at styre bruning med mindre fedtstof og med crispy resultat uden at give maden skadelige sorte brændemærker. Mange retter bliver mere juicy ved kogning eller ovnbagning, fordi disse tilberedningsmetoder lader retten beholde sin væske under tilberedningen, ved låg eller anden overdækning af retten. Ovnbagning frigør også tid til andre formål, fordi maden passer sig selv.

Servering af maden
Madglæden højnes ved servering af indbydende mad. Giv den færdige ret lidt friske krydderurter, hakket persille, lidt grøn eller rød krydderi, friske tomatskiver, gulerodsspåner, hakkede nødder, frisk revet ost, ristede brødkrummer, hakkede oliven og lignende, for et smukt resultat. Sæt ekstra tilbehør på bordet i form af rå grøntsager i mundrette bidder, ost til rivning, friskhakkede krydderurter, ristede eller hakkede nødder, oliven, lidt frugtbidder, kvalitetsmajs fra dåse, minimajs, fuldkornsbrød, croutoner på fuldkorns- eller rugbrød, majskager og den slags, så alle kan spise maden med det de holder mest af. Det giver større sandsynlighed for at alle spiser med, og bliver mætte.

Madfællesskab
Madglæden bliver ofte større ved fællesskab. Forskning viser at vi spiser mere (i en hensigtsmæssig mængde) og sundere, når vi spiser sammen med andre. Og i en travl hverdag er det godt at mødes om noget, tale sammen, nyde hinandens selskab.

I familier med små børn kan fællesskabet blive løbet over ende af sure og larmende småbørn, så hjælper Ipaden med ro, så de større børn og forældre kan nyde fællesskabet. Så vænnes de små stille og roligt af med elektronikken, så alle efterhånden kan nyde hinandens nærvær, for en hel familie i elektronikkens vold er ikke fremmende for glæde og omsorg, selv om det er et roligt måltid!

Views: 38

Smuk salat med jordbær, vandmelon og agurk!

Smuk salat med jordbær, vandmelon og agurk!

En crispy salat i smukke og sunde farver. Farver i grøntsager er fytokemikalier, polyfenoler og quercetin, lig med sundhed.

Den grønne farve stammer fra klorofyller, de gule, orange og røde farver fra karotenoider eller betalainer og de blå, violette og røde farver fra anthocyaniner.

Ikke en mættende salat, så lav den som tilbehør.
Brug gerne øko versioner, særligt på jordbær, for ikke-øko indeholder mange pesticider:
1 pose salatblanding
1/2 lille vandmelon
1 bakke jordbær
1 lille agurk
1 håndfuld krydderurter, gerne med blomster
100 g fast feta
jomfru olivenolie, salt og peber

Læg salatblanding i bunden af et fad.

Skær skallen af vandmelon, skær i skiver, skær i stave og så til sidst i mundrette tern.
Skær den grønne stilk af jordbærrene, fjern eventuelle pletter, og skær så i skiver.
Skær tynde skiver af agurken.

Arranger jordbær, melon og agurk på salaten. Drys med salt og peber.

Riv krydderurterne i stykker og læg på, drys med eventuelle blomster fra krydderurterne, eller andre spiselige blomster i blade eller små stykker.

Smuldr fetaosten på salaten til sidst. Brug eventuelt kun halvdelen som drys og server resten til.

Dryp lidt god øko olivenolie på og server olie til salaten, man selv kan dryppe på.


Views: 180

Thai “fish cakes” med fritter og avocadomayo!

Thai “fish cakes” med fritter og avocadomayo!

Anti-inflammatorisk og lækker mad, fyldt med omega 3, sundt fedt, protein og langsomme kulhydrater. Godt med fibre, glade tarme, fuld drøn på sundhed!

Thai fish cakes dampes eller steges i ovnen.

Fish cakes:
5-600 g torsk, lange, kulmule, sej eller lignende
100 g grønne bønder, friske eller optøede
2 forårsløg/skalotteløg eller 1 alm. løg, skåret i stykker
1 håndfuld frisk koriander
50 g rød karrypasta
60 g kokoscreme (fra den faste del af en dåse kokosmælk)
1 æg (eller en æggehvide)
1 tsk. salt

Skær fisken i mindre stykker, læg i en foodprocessor og kør til en grov fars.

Læg grønne bønner, løg, koriander, karrypasta, kokoscreme, æg og salt ned til fisken. Kør, evt. med pulsfunktion, til en mellemfin fiskefars.

Form 12 fish cakes (som fiskefrikadeller).
Damp i den dampmulighed du har, cirka 20 minutter, til de er faste (ingen rå spots).
Eller sæt på en bageplade med bagepapir og bag cirka 20 minutter ved 200 grader.

Server med friskhakket koriander til.

Fritter:
5-1000 g nye kartofler (familiens appetit bestemmer)
grønne bønner (kan bruges direkte fra frost)
olivenolie, salt og peber

Tænd ovnen på 220 grader.
Fjern eventuelle pletter fra kartoflerne og del dem i mundrette stykker.
Vend kartofler og grønne bønner med olivenolie, salt og peber.
Læg på bageplade med bagepapir, bag 2-25 minutter til både kartofler og bønner har crispy brune pletter.

Avocadomayo:
1 stor moden avocado
3/4 dl øko mayo
1 dl skyr eller A38
1 fed hvidløg
lidt olivenolie
salt, peber, lidt chilisauce
lidt citron eller limesaft

Del avocadoen, fjern stenen.
Læg avocado, revet eller presset hvidløg, mayo og surmælksprodukt, plus salt, peber og chili i en blender.
Blend til en glat mayo.
Smag til med citronsaft eller lime, salt og chili.



Views: 90

Grøntsagsbøf, god i burger!

Grøntsagsbøf, god i burger!

Masser af fibre og høj plantediversitet!
2-3 sultne personer, 4 personer, hvis de bruges til vegetarburgere i bolle:

300 g revne rødbeder og gulerødder (kan være pulp fra juiceproduktion)
1/2 pillet løg
1 fed hvidløg uden skal
75 g havregryn
75 g revet ost (kan være vegansk)
2 æg (eller ægge erstatning på hørfrø, se her)
1 spsk. Maizena (med top)
2 fint uraffineret havsalt, friskkværnet peber og 2 tsk. garam masala eller 2 tsk. karry (eller 1 stk. af hver)

Øko rapsolie.

Tænd ovnen på 200 grader, for at bage bøfferne, eller steg bøfferne i olie på en pande!

Start med at rive gulerødder og rødbeder fint, læg dem i et viskestykke og klem/vrid alt det vand du kan ud. Det skal blive tørt!
Hæld havregrynene i en foodprocessor og køre dem til grov havremel. Tilsæt ost, og kør igen til mel-lignende konsistens.
Tilsæt så revne tørre grøntsager, løg og hvidløg og kør det til en jævn masse. Derefter tilsættes krydderier, Maizena og æg, og maskinen køres til der dannes en ensartet fars. Hvis farsen virker for lind, så tilsæt lidt havregryn og rør det sammen igen.

Bøffer i ovn:
Læg bagepapir på en bageplade.
Form bøffer, og læg dem på bagepapiret.
Smør bøfferne med lidt rapsolie på toppen.
Bag dem i 30 minutter til de blive faste og brune i kanterne.

Bøffer på pande:
Form bøfferne.
Hæld godt med rapsolie i en pande, varm op ved god varme, sæt bøfferne på panden, skru ned til middelvarme og steg dem til de er faste og brune. Steg cirka 5 minutter på hver side.

Views: 96

Aspargessalat med grønne og hvide asparges, og grov grøntsagsmos!

Aspargessalat med grønne og hvide asparges, og grov grøntsagsmos!

Enten tilbehør eller en vegetarret med godt surdejsbrød til! Høj plantediversitet, fodrer de gode tarmbakterier og anti-inflammatorisk!

Asparges er rig på aminosyren asparagin og indeholder derudover kalium, calcium, c og b vitamin, folinsyre, betacaroten og hverken fedt eller kolesterol. Asparges er derfor en velsmagende kilde til vitaminer, fibre og mineraler.

Aminosyren asparagin stimulerer nyrefunktionen og har således en blodrensende effekt. Derudover har asparges en positiv effekt på leversygdomme og gigt.

1 bdt. grønne asparges
1 bdt. hvide asparges

1 lille broccolihoved
1/2 rød peber
50 g fast fetaost
2 spsk, sesamfrø
5 cherrytomater
1/2 dl olivenolie
1 lille fed hvidløg
revet skal og saft fra 1/2 øko citron
salt, peber

Klargør og kog hvide asparges, som beskrevet nedenfor.
Klargør grønne asparges, som beskrevet nedenfor, og steg dem 4-5 minutter ved middel varme i lidt olivenolie.

Læg broccoli, rød peber, fetaost, tomater, olie og sesamfrø i en foodprocessor, og kør til en grov mos.
Hæld mosen i en skål, og smag til med presset hvidløg, revet og presset citron, salt og peber.
Juster med mere olie, hvis du finder mosen for tør.

Læg de kogte og stegte asparges på et fad, og læg grøntsagsmos på. Server resten af mosen til.

Hvordan tilbereder man asparges?
Grønne asparges:
På grønne asparges knækkes bunden af, hvor det mærkes naturligt at den skal knækkes.
Skyl og tør dem, knæk bunden af, skær dem i 1-2 cm stykker, gerne på skrå, det ser godt ud! Steg dem, kog dem, eller spis dem friske og knasende.

Hvide asparges:
Hvide asparges skal skrælles.
Læg aspargesen på et skærebræt. Brug kartoffelskrælleren og start lige under hovedet og kør ned mod bunden. Skræl hele vejen rundt og tag ikke for meget af. Knæk den nederste del af med fingrene.

Kog hvide asparges med rigeligt vand, lidt salt og en knivspids sukker. De skal have 4-5 minutter. Stik i dem som i en kartoffel og mærk om de er møre.

Views: 63

Kold suppe med laks!

Kold suppe med laks!

En let, super sund suppe, god til frokost, eventuelt som madpakke! Fyld med omega 3, og derfor en sundhedsbooster!

Du skal bruge en god blender eller stavblender til suppen.

1 person (kan let laves til flere ved at gange op):
2-3 dl vand eller kold grøntsagsbouillon
2 håndfulde spinatblade
1 moden avocado
1/3 agurk
mindst 1 håndfuld friske krydderurter (gerne inkl. mynte)
1-2 spsk. citronsaft
evt. lidt frisk hvidløg eller forårsløg
1 lille æble (uden kernehuset)
1 spsk. god ekstra jomfru øko olivenolie
salt, peber, evt. lidt honning, evt. lidt chili (brug eventuelt et miks af alm. salt og urtesalt)

100 g laks (jeg brugte varmrøget, men tern af fersk kogt eller bagt, eller røget, laks, vil være lige så fint!

Du kan bruge mange forskellige former for grønt i stedet for det foreslåede, eks. friske ærter, blegselleri, grønkål, frisk salat, spidskål – men hav altid avocado med i suppen!

Del avocadoen, fjern stenen og frigør avocadoen fra skallen. Hæld vand, olie og alt grønt inkl. avocadoen i blenderen, blend til en glat konsistens og smag til med salt, peber og måske lidt mere citron, og lidt honning, for en afbalanceret smag.
Hæld i en skål og top op med laks.

Views: 57

Kuller med lækker topping og belugalinse-otto!

Kuller med lækker topping og belugalinse-otto!

Fisk, også den hvide og magre, sikrer et sundt omega 3 niveau i kroppen. Her med et ekstravagant tilbehør! Høj plantediversitet!

4 pæne kullerfileter
1 øko citron
2 æg
1/2 dl olivenolie
200 g rejer i lage
1,5 dl belugalinser + 3 dl vand
250 g friske sukkerærter
1-2 løg
smør
evt. et skvat hvidvin

Kog æggene 6-7 minutter, og afkøl dem. Pil dem og hak dem.
Dræn rejerne og hak dem groft.
Riv skallen af citronen, og bland saften fra 1/2 citron med revet skal, 1/2 dl god olivenolie, lidt salt (evt. tangsalt) og peber fra kværn. Vend hakket æg og hakkede rejer i citron-olivenolieblandingen. Smag til med salt og peber, evt. ‘en dråbe’ honning, hvis det virker for syrligt.

Kog linserne med lidt salt ca. 20 minutter.

Skræl løg(ene), og skær dem i helt tynde både. Skyl ærterne, dup dem tørre og snit dem i strimler.
Smelt 2 spsk. smør og 2 spsk. olivenolie, og sauter løgbådene til de blive bløde. Tilsæt ærterne og sauter yderligere et par minutter, hæld linserne (ikke nødvendigvis dem alle, men så stor en mængde som du ønsker) op i løg-ærteblandingen. Sauter igen 1-2 minutter, og tilsæt så saft fra den sidste halve citron eller lidt hvidvin. Smag til med salt og peber. Hold blandingen varm.

Skær hver kullerfilet i 2 stykker, og drys alle stykker med fint havsalt og peber.
Smelt godt med smør i en pande, og læg fiskestykkerne i smørret med skindsiden nedad. Steg 2-3 minutter ved middel varme, vend stykkerne, steg 1 minut, og sluk for panden.

Læg de stegte kullerstykker på et smukt fad og placer lidt topping på hvert stykke, server med belugalinse-ottoen ved siden af.

Views: 78

Grøn powergrød!

Grøn powergrød!

En sund anti-inflammatorisk morgenmad består af både kulhydrat, fedt og protein, det mætter bedst og holder blodsukkeret stabilt.

Fibrene i havregryn er gode for tarmbakterierne, sænker blodtrykket og mætter, men for at forlænge mætheden og holde blodsukkeret i ro pakker vi kulhydraterne ind i sundt fedt og protein.

1 stor portion:
3 dl mælk (plante- eller komælk el. vand)
4 spsk. finvalsede havregryn med top eller 2 spsk. havregryn og 2 spsk. mandelmel med top (har meget højt proteinindhold)
1 øko æg (kan udelades men mætter fantastisk og medvirker til at holde blodsukkeret stabilt)
2 kugler frossen spinat/grønkål el. 1 håndfuld hakket persille (kan udelades, men det højner fiberindholdet og sundheden)
lidt salt

Rør salt, havregryn og mandelmel sammen i en skål.
Hæld det i en tykpundet slip-let gryde.
Tilsæt mælk, og rør det hele godt sammen.
Kog det op ved mellemvarme, rør konstant i grøden, og tilsæt så spinatkugler.
Kog grøden op igen, og kog 4-5 minutter ved middelvarme til spinaten er tøet og grøden tykner. Rør jævnligt, for at undgå at grøden sætter sig fast på grydens bund.
Tilsæt nu ægget til grøden og kog under lav varme og rør til ægget er absorberet i grøden.
Top op med din ønskede topping:
– hakkede mandler eller nødder
– kerner, solsikke, græskar, hørfrø, sesamfrø
– lidt sukker eller honning
– en klat kokosolie, nøddesmør eller smør

Views: 80

Torsk med tomat-sennep-sky!

Torsk med tomat-sennep-sky!

4 torskeloins (reelle torskestykker, fås i supermarked)
1 stor squash (helst slank udgave)
250 g cherrytomater eller 1 dåse cherrytomater
2 løg
1,5 dl fløde
2 spsk. grovkornet sennep
salt og peber
lidt olivenolie

Tilbehør:
smørristede aspargeskartofler
400 g kartofler
25 g smør

Tænd ovnen på 200 grader.

Vask og tør squashen. Skær den i skiver, hvis den er meget tyk, så skær skiverne over i halve.

Skræl løgene, skær dem i tynde skiver.

Blend cherrytomaterne.

Rør fløden med sennep, og bland med de blendede tomater.

Smør et fad med olie, og læg squashskiver og løgringe i fadet.
Drys med salt og peber.
Hæld tomat-senneps sauce over grøntsagerne.
Læg torskestykker ned i fadet, ovenpå grøntsager og sauce.
Pres dem godt ned i fadet, så de ligger i saucen.
Pensl torskestykkerne med lidt øko jomfru olivenolie, og drys dem med salt og peber.
Læg folie over fadet og sæt i ovnen, bag i 15 minutter. Tag folien væk og bag i yderligere 15 minutter.

Tilbehør:
Kog aspargeskartofler eller andre små lækre kartofler 5-10 minutter, til de lige er møre.
(Trick: bring kartoflerne i kog, sluk for gryden og lad kartoflerne stå i vandet 15-20 minutter, så er de tilpas).
Smelt smørret, lad det bruse op og blive let brunet. Læg kartoflerne ned i smørret og brun dem ved middel varme i 4-5 minutter, drys med lidt salt.

Server fiskefad og kartofler.

Views: 36

Farsbrød med nøddefrakke!

Farsbrød med nøddefrakke!

Sundhed opnået med velfærdskød, grøntsager og nødde-kerneblanding! Guf for de gode tarmbakterier!

4-500 g hakket kød (okse, gris, lam, kylling – velfærdskød)
500 g fint hakkede grøntsager (dannes der væske under hakning/rivning, så hæld det fra)
1 løg og 2 fed hvidløg
1 dl brødkrumme, havregryn elle rasp
1 æg, salt og peber
chiafrø, hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner, nødder
soya eller miso

Tænd ovnen på 200 grader.

Sæt 2 spsk. chiafrø og 2 spsk. hørfrø i vand, det bliver geleagtigt og skal binde din nødde-kerne blanding sammen.

Rør kød med finthakket grønt, finthakket løg og hvidløg, brødkrumme, æg, salt og peber til fars.

Smør et ovnfast fad, læg bagepapir i. Form et farsbrød herpå.

Rør din chia-hørfrøgele med 3-4 dl kerner og hakkede nødder.

Smør nødde-kerne blandingen på farsbrødet med en dejskaber, brug fingerene om nødvendigt, så farsbrødet dækkes.

Sæt i ovnen og bag 40 minutter.


Views: 50

Fetacreme med persillenøddedrys, oliven og morbær!

Fetacreme med persillenøddedrys, oliven og morbær!

Skønt salt, syrligt, sødligt tilbehør!
1 fad , 4-5 personer:
3-4 dl græsk yoghurt
150 g blød fetaost
Lidt salt og peber
2 håndfulde skyllet og tørret persille (også gerne andre krydderurter som mynte, koriander etc.)
75 g hasselnødder (gerne ristede og afskallede)
30 g sesamfrø
1-2 fed hvidløg
Revet skal af en 1/2 øko citron
Salt og peber
Kalamataoliven, morbær/rosiner

Blend feta blød og cremet, tilsæt yoghurt og blend igen kort til en creme.
Smag til med salt og lidt friskkværnet peber.
Smør cremen ud på et fad.

Blend hasselnødder og sesamfrø til en fuldkornsagtig tekstur.
Tilsæt citronskal, revet hvidløg, persille, salt og peber og kør nøddemix og grønt til en grov tekstur. Smag til med salt.

Læg persille-nødde blandingen på fetacremen.
Pynt med kalamataoliven og morbær/rosiner.

Views: 28

Avocado creme!

Avocado creme!

Nem og sund avocadocreme sødet med banan og opfrisket med kiwi. Dessert, smoothie eller morgenmad!

4 personer:
3 avocadoer (mellemstr. det vil sige, ikke små og ikke de helt store)
3 store modne, ikke overmodne, bananer (kan være frosne)
4 kiwier (ikke for modne, de skal give syrlighed – er de modne så tilføj 1/2 dl citronsaft til cremen)

Blend alle ingredienser 1 minut i blender eller foodprocessor til en glat creme.

Server eventuelt med små toppe af fløde- eller kokosflødeskum.

Views: 44

Grøntsager og kartofler med paneer, æg og cashewnødder!

Grøntsager og kartofler med paneer, æg og cashewnødder!

Nemt tilbehør eller en vegetarret, fuld af langsomme kulhydrater, gode proteiner og sundt fedt! God plantediversitet!

1 stort blomkål ell. 2 små
650 g små kartofler
125 g cherrytomater
1 pk. paneer, halloumiost eller fast feta
1 æg pr. mand
olivenolie, salt, peber, stødt spidskommen og koriander
1 dl ristede cashewnødder

Tænd ovnen på 210 grader varmluft.

Fjern yderblade på blomkål og del i buketter, ikke for små.
Fjern eventuelle grimme platter på kartoflerne. Sikr dig at alle kartofler har cirka samme størrelse, så større kartofler skal måske deles en gang.

Rør olivenolie, salt, peber, og stødte krydderier sammen. Vend blomkål, kartofler og tomater heri.

Skær paneer osten i store tern.

Læg alle grøntsager på en bageplade med bagepapir. Læg ostetern på.

Bag i 10 minutter.

Tag pladen ud af ovnen og slå æggene ud over grøntsagerne. Drys med salt.

Bag retten 15 minutter mere til æggene er bagt.

Rist i mens cashewnødderne, og hak dem groft.

Drys cashewnødder over den færdige ret.

Spis evt. med godt brød.

Views: 76

Green goddess salat!

Green goddess salat!

En grøn salat i ordets bogstaveligste forstand, lækkert tilbehør til næsten alt. Enkel, og høj plantediversitet!

1/2 pose skyllet hakket grønkål
1/2 broccoli
1 lille spidskål
4-5 kiwier
afskallede hampefrø
1/2 dl olivenolie
saft og skal af en øko citron
salt, peber, honning

Hak grønkål og broccoli i en foodprocessor rimeligt fint.
Snit spidskålet fint.
Skræl og skær kiwier i små tern.
Bland alt.

Pisk dressingen, og bland i salaten.
Drys hampefrø på.

Views: 149

Påskevafler med citroncreme!

Påskevafler med citroncreme!

Lækkert til brunch eller eftermiddagsservering! Sødt uden megen sukker, så det passet på dit blodsukker!

Vafler:
2,5 dl mel
2 spsk. sukker (kan udelades)
1 tsk. bagepulver
1 strøget tsk. fint salt
2,5 dl mælk
2 æg (3 hvis de er små)
75 g smeltet smør

Tænd vaffeljernet.

Bland mel, bagepulver og salt.
Pisk æg og mælk skummende, bland melblandingen i og rør forsigtigt det smeltede afkølede smør i.

Smør evt. dit vaffeljern med lidt smør eller olie.
Bag vaflerne og hold dem lune og sprøde i ovnen på 80 grader på en rist, efterhånden som de bages.

Citroncreme:
2,5 dl piskefløde
2,5 dl Skyr
4 spsk. flormelis (kan erstattes af steviadråber)
1spsk. frisk revet citronskal af øko citron
saft af 1 citron

Pisk fløden halvstiv.
Tilsæt skyr, frisk revet citronskal, citronsaft og flormelis og pisk igen til en fluffy konsistens, smag til med flormelis.

Server vafler og creme sammen, plus eventuelt lidt hakket frisk mynte!

Views: 53

Jordskokkesuppe med pancetta og frisk oregano!

Jordskokkesuppe med pancetta og frisk oregano!

Lækker suppe med sprød og krydret topping. Pæn plantediversitet.

250 g friske jordskokker
4 mellemstore kartofler
1/2 broccoli
1 porre
1,5 l grøntsagsbouillon (vand og grøntsagspasta eller terning)
1,5 dl fløde
100 g pancetta eller god dansk bacon
lidt frisk oregano eller anden krydderurt, ex. basilikum eller hakket persille

Skræl jordskokkerne og skær i tern.
Vask kartoflerne og skær i tern.
Skær broccoli i mindre buketter.
Rens porren og skær den i skiver.

Læg grøntsagerne i en gryde og hæld grøntsagsbouillon på.
Kog op og kog i 12-15 minutter til alt er mørt.

Skær i pancetta i tern, strimler, og steg ved god middelvarme til det er sprødt.
Tag ternene op fra fedtet med en hulske. Gem.
Blend suppen med en stavblender (eller hvordan du nu blender).

Hæld suppen tilbage i gryden, tilsæt fløde og kog op. Må nu kun boble let.
Smag til med salt og peber.

Hæld i en skål, pynt med lidt pancetta og frisk grønt.

Server resten af pancettaen til, og godt fuldkornsbrød!

Views: 52

Crispy salat med flowersprouts!

Crispy salat med flowersprouts!

En enkel og velsmagende salat, passer til kød, fisk vegetarmad…

1 pakke flowersprouts
1 stort æble
2 mandariner
1 avocado
1 rød peber
Olivenolie, citronsaft, salt, peber, flydende honning.
Ristede afskallede hasselnødder

Skyl og tør flowersprouts.
Fjern bunden og kedelige blade, og del hver flowersprout i lidt mindre dele.
Skyl og tør æblet. Halver, fjern kernehuset, skær i skiver og i tern.
Pil mandarinen, del i to halve, skær hver halvdel i to på tværs af bådene, og pil stykkerne fra hinanden.
Vask og tør peberfrugten. Halver på langs, fjern frøstand og snit i fine strimler på tværs.
Halver avocadoen, fjern stenen, skær kødet i strimler og i tern.
Bland alt med let hånd.
Dryp med olivenolie, citronsaft, salt, peber og lidt honning efter egen smag.
Drys ristede, gerne afskallede, hasselnødder på.

Views: 105