En lækker krydret ret fyldt med grønne kulhydrater, gode proteiner fra kylling og sundt fedt fra olivenolie.
Wok
1 øko kylling 12-1300 g eller 1 kyllingebryst pr. spisende
4 små bok choy eller 2 store
2 små spidskål eller 1 stort
2 peberfrugter
250 g brune champignon (eller andre svampe)
2 løg
2 fed hvidløg
hvidløgsspirer/andre spirer/andet mikrogrønt (kan udelades)
tangdrys fra Clearspring (kan udelades)
olivenolie
Dressing:
2 spsk. olivenolie
4 spsk. soyasauce
2 spsk. sød chilisauce, eller 1 spsk. honning/sukker
3-4 spsk. peanutbutter eller tahin
1 øko lime eller øko citron
3×3 cm frisk ingefær
lidt kogende vand
Kog, ovnsteg eller damp din kylling/kyllingebryst.
Fjern roden på bok choy, skil dem i blade, og skyl og tør dem. Skær i strimler, hvis bladene er store og grove ellers bare behold dem i blade.
Fjern eventuelle kedelige yderblade på spidskål. Halver spidskål, fjern roden, skær i strimler.
Skyl og tør rød peber. Halver, fjern frøstand og frø, skær i strimler, gerne på skrå, det ser godt ud!
Tør svampene med køkkenrulle, fjern bunden på stilken med jord på, skær i skiver.
Pil løg, halver og skær så i både.
Pil hvidløg, hak det fint.
Tilbered din kylling, skær brystfileterne af, og pil al kødet fra benene, del i mindre bidder, sæt tilside og hold lunt.
Tænd ovnen på 100 grader.
Hæld 1-2 spsk. olivenolie i wokpande eller tykbundet gryde.
Når det er varmt sauteres bok choy til det falder sammen og får lidt farve.
Hæld det i et fad og sæt i ovnen, for at holde det varmt.
Tilsæt et skvæt olivenolie til din varme gryde, og sauter nu spidskålsstrimlerne til de falder lidt sammen og får lidt farve.
Hæld dem ned til den stegte bok choy, tilbage i ovnen, så grøntsagerne holdes varme.
Igen lidt olie i gryden, og sauter nu løg, svampe og rød peber til det falder lidt sammen og får farve.
Tilsæt hakket hvidløg og sauter det hele 2 minutter.
Mens grøntsagerne sauterer rører du dressing og koger ris.
Dressing:
Riv og pres lime/citron.
Skræl og riv ingefær.
Rør dressingen sammen, tilsæt kogende vand til en passende tyk, men dog hældbar konsistens.
Nu samles retten. Gerne i det fad du har haft i ovnen for at holde grøntsagerne lune.
Læg alle grøntager pænt i fadet, læg kyllingebidder over, pynt med spirer.
Hæld eller læg dressing på, og drys med lidt tang, hvis du bruger det.
Server resten af dressingen til retten.
Server med ris eller blomkålsris/broccoliris.
Views: 26