Jeg læner mig op af den medicin og ernæringsretning, som kaldes funktionel ernæring. En retning, der er defineret ved, at søger årsagerne til dine helbredsudfordringer og løser dem, frem for at symptombehandle. Du kan hos mig finde artikler om en række helbredsudfordringer, som mange mennesker lider af, som kan helbredes eller i hvert tilfælde mildnes. Helbredsudfordringer, som mange danske læger ikke anerkender og ikke tilbyder behandling af.
Du vil blive præsenteret for helbredsudfordringer som: – leaky gut (utæt tarm) – leaky brain (utæt blod-hjerne barriere) – histaminintolerance – glutensensitivitet
Desuden præsenterer jeg begrebet funktionel lidelse, en lidelse som du kan blive behandlet for på danske regionale centre, som er mere og mere udbredt (stressudløst), men som mange læger ikke diagnosticerer.
Ovennævnte helbredsudfordringer giver en masse helbredsproblemer og mistrivsel i hverdagen for de ramte – og da de ofte ikke diagnosticeres korrekt, bliver man i stedet behandlet og medicineret for symptomer lægen kender. Leaky gut kan f.eks. blive behandlet som refluks, hvilket kan mildne nogle symptomer, men ikke fjerner problemet – og refluksmedicin givet over længere tid kan skade dit tarmbiom. Leaky brain kan give pludselige migræner, som din læge kun kan behandle med smertestillende medicin, og som bare kommer igen og igen, uden at det kan forklares hvorfor. Leaky gut og leaky brain hænger ofte sammen, og skal behandles sammen, hvilket vi har erfaret med forskning i tarm-hjerne forbindelsen.
I lande, hvor funktionel medicin (og integrativ medicin) er anerkendt og udbredt, især USA og England, Tyskland og Frankrig plus andre europæiske lande, og hos nogle få læger og funktionelt uddannede behandlere i Danmark – er ovennævnte diagnoser anerkendte og kan behandles.
Prøv at Google disse diagnoser, og du vil havne hos anerkendte medicinske centre i bl.a. USA.
Forskning viser, at vores tarme og hjerne er så tæt forbundet af celleaktivitetssignaler, at det næsten fungerer som to hjerner, og dette system er af stor betydning for både vores fysiske og mentale helbred! Sagt med andre ord: vores tarme og vores hjerne samarbejder hele tiden, og er dybt afhængige af hinanden.
Uddybet forklaring på fordøjelsens og tarmens rolle i det gode helbred Den indbydes afhængighed mellem hjerne og tarm primært håndteret af vagusnerven*) viser sig både i den raske og den sygdomsramte krop, på forskellig måde.
I den raske krop, fyldt op af af sund kost, motion, trivsel i liv og arbejdsliv ser man: – trivsel i livet udløses lykkehormoner som dopamin, serotonin og melatonin fra hjernen, hvilket sikrer en god hormonbalance i kroppen – den gode hormonbalance er med til at sikre, at det sunde maveindhold føres hensigtsmæssigt fra maven til tarmene, hvor der frigives næring til kroppen – den sunde mad skaber også en sund og alsidig bakterieflora i tarmene, som sikrer den rette optagelse af føden – de sunde tarmbakterier sikrer også at lykkehormoner som serotonin kan ekstraheres af maden – vagusnerven *) påvirkes positivt af serotonin mm. og dette skaber igen en positiv hjerneaktivitet
*) Vagusnerven er den eneste nerve i vores krop, som direkte forbinder hjernen med maven, fordøjelseskanalen, lungerne, hjertet, milten, tarmene, leveren og nyrerne. Ca. 70 % af nervefibrene i vagusnerven er sensoriske, og de sørger for hele tiden at sende beskeder til hjernen om tilstanden i vores krop. Dette betyder, at nerven kan melde tilbage til hjernen, hvordan diverse organer har det.
I den sygdomsramte krop, præget af angst, depression, stress og/eller fysiske sygdomme, ser man: – hjernen udløser stresshormon – dette aktiverer yderligere hormonelt styrede stressreaktioner – stress forstyrrer fordøjelsen, hvilket kan skabe opblomstring af dårlige tarmbakterier og utætte tarme – dårlige tarmbakterier og utætte tarme kan medføre lækning af restprodukter fra fordøjelsen til blodbanerne (kroppen oplever det som endotoxin/giftstof) – det kan medføre inflammation i kroppen – hvilket igen kan medføre inflammation i hjernen (fysisk sygdom og/eller psykiske problemer)
OBS! Dette sofistikerede system er ansvarlig for 80 % af dit immunsystem, og er dermed en vigtig brik i styringen af dit inflammationsniveau. Systemet styrer også produktionen af hormoner og signalstoffer, for eksempel produceres 95 % af dit serotonin, lykkehormon, ikke i hjernen, men i tarmene. …Så vi skal passe rigtig godt på vores fordøjelsessystem: mave og tarme.
10 gode råd til at etablere en sund og velfungerende tarm-hjerne forbindelse:
1.Lad cirka 50 % af din tallerken ved hvert måltid være plantemad, grøntsager, fuldkorn, og frugt, + lødige proteiner og sundt fedstof. Sund mad hjælper til opblomstring af de gode tambakterier – de der beroliger vagusnerven og giver en god fornemmelse i krop og sjæl.
2.Spis så meget økologisk som du har råd til, for at undgå pesticider og miljøgifte. Pesticider og giftstoffer stresser kroppen og giver en opblomstring af dårlige tarmbakterier
3. Undgå madkemi, underlødige tilsætningsstoffer, og mad fyldt med dårlige fedtstoffer (alt det du finder i fast food af lav kvalitet, lav kvalitet fryse- og dåse færdigmad, langtidsholdbar mælk og mælkeprodukter, mange coffee creamere, lav kvalitet kage- og brødmix, lav kvalitet færdige brød, kiks og kager, det meste cremepulver, sovsepulver, suppepulver, frikadellemix mm.) Tjek ingredienslisten, hvis du ikke kan genkende det der står, så køb ikke varen! Husk at ringe og usund mad giver stressede og dårligt fungerende tarme.
4. Nedbring dit stressniveau mest muligt. Dyrk mindfullness, meditation, yoga, sudoko, kryds- og tværs, god musik, gode bøger, gåture eller lignende hver dag. Du skal gøre noget der får din krops stressreaktion ned i gear!
5.Dyrk gode relationer, helt bevidst. Tal med dine nære og kære, dyrk dine venner, tal kærligt til dit kæledyr, ring til din søde gamle tante eller en god skoleven du næsten havde glemt – så ofte som muligt. At dyrke de gode relationer hæver dit serotoninniveau og nedbringer dit kortisonniveau. Gode relationer gør din vagusnerve rolig og afstresset. Undgå dårlige relationer, de dræner dig for sundhed, og gør din vagusnerve urolig!
6.Dyrk let motion så tit som muligt. Gåture, løbeture, cyketure, boldspil, petanque, crolf, frisbee golf, golf, motionsgymnastik mv. er sundt. Du behøver ikke dyrke hård sport for at være sundt, tværtom, så er mild og middelanstrengende motion sundest for krop og sjæl, særligt hvis du er stresset. Motion påvirker vores metabolisme, energiomsætning, der påvirker vores hormoner, herunder vores veltilpashedshormoner, let motion påvirker vores stresshormoner positivt ved at nedsætte vores kortisolniveau osv. Vagusnerven slapper af ved motion, der øger din velvære. Noget forskning tyder sågar på, at let motion kan fremme tilvækst af de gode tarmbakterier.
7. Fjern miljøgifte fra dit hjemmemiljø. Brug rengøringsmidler uden kemi. Køb tøj, møbler, legetøj, dimser til hjemmet uden miljøgifte, læs grundigt på emballagen. Miljøgifte påvirker vores hormoner, og stresser kroppen, fordi den ikke kan “forstå” hvad det er, og ikke ved hvordan den skal beskytte sig mod det. Vagusnerven påvirkes negativt af elementer der stresser kroppen, og det giver uro i hjernen!
8.Undgå rygning. Rygning påvirker dine indre organer negativt, oxiderer dine celler, udløser hormonet kortisol, øger kroppens stressniveau, og rygning kan fremme opblomstring af negative tarmbakterier. Faktorer der stresser din vagusnerve, og fremkalder uro i hjernen!
9. Drik en meget moderat mængde alkohol. Alkohol påvirker kroppen på mange måder, herunder b.la. ved at produktionen af mandligt kønshormon, testosteron, kan falde, mens koncentrationen af stresshormonet kortisol bliver større, selvom det føles som om, at alkoholen får én til at slappe af. Andre stresshormoner kan også stige, hvilket kan give uregelmæssig hjerterytme, og alkohol påvirker insulinet, så blodsukkeret enten kan stige eller falde uhensigtsmæssigt. Alkohol påvirker de fleste organer, forstyrrer de gode tarmbakterier, gør din vagusnerve nervøs, så du får en hjerne, der er ude af balance.
10.Dyrk den gode søvn. Lav regelmæssige søvnrutiner (gå i seng og stå op på nogenlunde samme tid hver dag). Spis ikke eller drik alkohol tæt på sengetid, det forstyrrer søvnen. Dine tarme har også brug for ro til fordøjelse, så en spisepause på 10-12 timer mellem aftens- og morgenmåltid er godt.Tag ikke elektronik med i seng (mobiltelefon, Ipad etc.), så det kan forstyrre din søvn med bip og lys. Din hjerne skal skylle sig selv om natten, for at fjerne brugte proteinstoffer, og det kræver en rolig og dyb søvn. Sørg for at der er mørkt i dit soveværelse, mørket fremmer melatonindannelsen, det hormon, der får dig til at sove godt. Når du får hvile om natten bliver alle dine celler, dine hormoner, din vagusnerve og dermed din hjerne glad og velfungerende, hvilket igen påvirker din tarme til et større velbefindende, hvilket betyder bedre optagelse af sundheden i din mad, som betyder udløsning af de gode hormoner, der… En god cirkel er skabt!
Søg professionel hjælp, hvis du ikke kan få styr på ovennævnte mekanismer og du er: meget stresset, lider under et stressende traume, lider af tilbagevendende mave-tarmuro, har småondt et eller andet sted hele tiden, har tilbagevendende hovedpine, er urimeligt træt hele tiden, føler det som om du har tåge i hjernen, er urimeligt glemsom, sover rigtig dårligt, ofte er ked af det eller depressiv, får angstanfald, har vægtproblemer der skyldes en stresset livsstil mv.!
Histaminintolerance er i dag en ikke diagnosticerbar lidelse. For få år siden var det samme gældende for irritable tyktarm, kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi mm. Man var klar over at nogen mennesker led under fysiske problemer med disse betegnelser, men man kunne ikke forklare lidelserne konkret. Det kan man i dag, i hvert tilfælde meget mere konkret end for få år siden, under diagnosen “funktionelle lidelser”. Se mere på funktionellelidelser.dk.
Hvad er histaminintolerance? Histaminintolerance er en kropslig reaktion på et forøget histaminniveau i kroppen. Det giver allergilignende symptomer som slimdannelse i åndedrætsorganer, ondt i maven med diarre eller forstoppelse og oppustethed, træthed, hudirritation, migræne, høj puls, hjernetåge, hjertearytmi, temperatur reguleringsproblemer (kulderystelser eller høj varme), muskel- og nerveuro med mere. Mange med histaminintolerance og disse symptomer strides med en belastet hverdag.
Funktionelle lidelser er en samlebetegnelse for en gruppe af sygdomme, hvor man er belastet af og bekymret over fysiske symptomer, som gør det svært at fungere i dagligdagen, som f.eks. leaky gut, irritabel tyktarm, fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og svær stress m.fl. . Symptomer er træthed, hjernetåge, hovedpine, ondt i maven med diarre eller forstoppelse og opppustethed, halsbrand og en brændende fornemmelse i brystet, hjertebanken, forpustethed uden anstrengelse, vanskelighed ved kropstemperaturregulering, muskel-, led- og nervesmerter, føleforstyrrelser, rygsmerter mm.
Som det fremgår er der et stort sammenfald af symptomer ved de to sygdomme – og måske burde histaminintolerance være en sygdom i det funktionelle lidelse spektrum.
Inflammation og histamin Histaminintolerance Ved inflammation udløses histamin fra vores mast celler (da det er vores beskyttere mod inflammation), og der kan derfor altid findes et forhøjet histaminniveau i kroppen ved inflammation.
Det har indtil nu ikke været muligt at finde årsagerne til histaminintolerance, men måske er histaminet ikke er den udløsende faktor ved histaminintolerance, som hidtil antaget. Måske er histaminet tilstede på grund af en ikke registreret inflammation et sted i kroppen, som udløser histamin, og det er inflammationen der er problemet?
Histaminintolerance kan optræde i flere former, en form hvor der kan påvises mangel på enzymet DAO i tarmen, så histamin i kroppen ikke nedbrydes som det skal, og en form hvor histamin ophobes i kroppen uden påviselig årsag. Men måske har vi overset at inflammation i kroppen er grunden til histaminoverskuddet. Hidtil har anbefalingerne været at undgå histamin i maden (der er histamin i alle fødevarer, nogen mere end andre, og meget i tilberedt mad af ældre dato og dåsemad, hvor der ophobet histamin pga. bakterier). Men friske fødevarer indeholder faktisk ikke histamin i en farlig koncentration, og undgår man diverse fødevarer for at undgå histamin risikerer man at komme til at mangle vitaminer, mineraler, fytokemikalier og polyfenoler. Så det er værd i stedet at undersøge om man har en inflammation i kroppen, der udløser det histaminoverskud, som giver ubehag.
Funktionelle lidelser Forskning har afdækket, at de sygdomme der hører under funktionelle lidelser er kendetegnet ved at både hjernen, tarmen og immunsystemet er involveret i sygdommen, og at man ofte kan finde inflammation i kroppen. Stress er ligeledes ofte en del af den funktionelle lidelse, og stress kan sætte en kaskade af signalstofproduktion i gang, der ved vedvarende stress kan medføre inflammation i kroppen. – Mange med histaminintolerance giver også udtryk for, at deres intolerancesymptomer er kommet i forbindelse med stress og forværres ved stress!
Er histaminintolerance faktisk en funktionel lidelse? Meget kunne tyde på det. Mange med histaminintolerance har også diagnoser som leaky gut, irritabel tyktarm eller andre mave-tarm udfordringer, flere fødevareintolerancer, uforklarlige organ/led og muskelsmerter, hjernetåge, hukommelsesproblemer etc., hvoraf en del lidelser er diagnosticeret under funktionelle lidelser.
Krydsfeltet mellem funktionelle lidelser og histaminintolerance Nogen mennesker oplever lidelse der indbefatter en inflammatorisk tilstand, som de får diagnosticeret som en funktionel lidelse, og de ved ikke at de faktisk har et histaminoverskud i kroppen, som kan være forklaringen på nogle af deres symptomer, mens andre finder frem til at deres lidelser udspringer af et histaminoverskud, men får aldrig diagnosen funktionel lidelse, selv om deres lidelser egentlige kunne udløse det!
Hvorfor karakterisere histaminintolerance som en funktionel lidelse? Dels giver det mennesker med histaminintolerance en adgangsbillet til det officielle sundhedssystem, idet funktionelle lidelser nu kan diagnosticeres og behandles i alle regioner. Histaminintolerance diagnosticeres ikke af sundhedsvæsnet i dag, hvilket betyder at der er for lidt viden om udfordringerne med histaminoverskud i kroppen, og de der rammes, men ikke forstår hvad der ramte dem, mistrives og føler sig overset i sundhedssystemet. Ved at få en diagnose og kunne tale med professionelle behandlere om symptomer og behandlingstilbud kommer der ro på systemet, og dermed en mulighed for en forbedret livskvalitet.
Der er meget ikke-valid information om histaminintolerance på internettet, som læses af mennesker med mærkelige komplekse fysiske problemer, som de ikke kan få diagnosticeret og føler de selv må gætte sig til. Når man har smerter og andet ubehag dagligt, når man næsten ikke kan klare at håndtere arbejde, studier, familien osv., så søger man en forklaring! Nogle af de forklaringer man kan finde på internettet om histaminintolerance er desværre ikke med til at forbedre livskvaliteten, men snarere med til at forværre den, og give flere symptomer. Kosten er i centrum, men når du bevæger dig ud af en vej med megen restriktion i kosten vil du oftest opleve at kroppen bliver mere og mere fødevare-intolerant i stedet for det modsatte. Og til sidst rammer man en mur af opgivenhed, der kunne have været undgået med muligheden for at tale med professionelle om ens udfordringer!
Mulig behandlingaf histaminintolerance Funktionelle lidelser er undersygdomme til Bodily distress syndrome (kropslig stresstilstand), og beskrives som en bio-psyko-social opstået lidelse, en sygdom der omfatter hele mennesket.
Research på histaminintolerance kunne tyde på, at den lidelse også er en bio-psyko-social opstået lidelse.
Stress og inflammation går igen i forskningsbaserede beskrivelser af funktionelle lidelser og histaminintolerance (Danmark er bagud med hensyn til forskning i histaminintolerance, mens de engelsksprogede lande har en del forskning på området). Og det samme gør teorier om at hjernen er blevet overbelastet af for meget stress, for mange signaler om kropslige problemer over for lang tid, så hjernen til sidst tolker alle input som trusler, med smerter som konsekvens. Et så udfordret liv kan også give store psykiske og sociale problemer, hvilket giver stress, og så ruller lavinen…
Den bio-psyko-sociale model På de regionale centre for funktionelle lidelser behandler man derfor mennesker med funktionelle lidelser efter en bio-psyko-social model, der omfatter træning, kognitiv terapi, medicin, mindfulness, og i nogle tilfælde hjælp til at komme tilbage til et arbejde eller en uddannelse. Alt efter hvor syg man er tilbydes elementerne i forskelligt omfang.
Hvorfor tilbydes den type behandling, med f.eks. kognitiv terapi? Fordi når man gennem længere tid har været syg med mange forskellige og ubehagelige lidelser, og haft svært ved at forklare omgivelserne ens sygdom der ikke har en diagnose, skal der ofte også sættes ind psykologisk for at man genvinder følelsen af kontrol og sygdommen og livet. Desuden er stress et hyppigt element i funktionelle lidelser og histaminintolerance, og her kan kognitiv terapi være hjælpsomt. Forskning i funktionelle lidelser har også vist, at fysiske eller mentale traumer kan være en årsag til udvikling af funktionelle lidelser (der er en tæt forbindelse mellem traumer/stress, og udvikling af fysiske lidelser), og her kan kognitiv terapi eller traumebehandling være meget relevant.
En del mennesker med funktionelle lidelser har også mistet arbejdet eller er gået i stå på en uddannelse, har måske fået familieproblemer, og så kan det være relevant med hjælp til at genvinde ens sociale liv.
Det er min opfattelse at mennesker med svær histaminintolerance kunne have hjælp af den type indsats.
Biologisk-fysisk vejledning/kostvejledning Jeg finder at man har for lidt fokus på kostvejledning i den bio-psyko-sociale model. Forskning i hjerne-tarm forbindelsen har påvist, at tarmens velbefindende spiller en stor rolle i både det fysiske og psykiske velbefindende. Læs mere her!
70-80 % af vores signalstoffer (styrer bl.a. det psykiske velbefindende) produceres i tarmen, vel at mærke når de tarmbakterier som styrer denne produktion har det godt. Og det har de, når vi spiser grønt, fiberrigt og alsidigt.
Der forskes lige nu meget i, hvordan netop tarmbakterier kan spille en rolle i etablering af et stærkt mentalt velbefindende, og hvordan stærke tarmbakterier kan medvirke som et værn mod stress og de negative mentale konsekvenser af stress. Læs mere her!
Det er ikke indtænkt i den bio-psyko-sociale model – og det er i min optik en mangel!
Hvad skal du gøre, hvis du lider af histaminintolerance, og behøver hjælp? Måske kan du få din læge overbevist om, at du har en funktionel lidelse, og dermed blive henvist til et af de regionale centre, og få hjælp. Ellers anvend nogle af de elementer der indgår i centrenes behandling.
Få hjælp til stresshåndtering og andre mentale udfordringer via kognitiv terapi eller mindfulness.
Styrk din fysik med blid træning, for det er så vigtigt at holde kroppen muskulært velfungerende. Det kan f.eks. blot være opmærksomhed på at bruge din krop hver dag i daglige gøremål som gå på trapper, gå- og cykelture, let rengøring, let havearbejde, leg, små træningsøvelser ved skrivebordet/spisebordet/køkkenbordet mens du laver andre gøremål…
Spis den rette kost, og det er ikke eliminering, men inklusion. Grøntsager, frugt, frisk kød og fisk, gode mejeriprodukter, æg med videre rummer ud over vitaminer og mineraler og makronæringsstofferne kulhydrat, fedt og protein også antioxidanter, fytokemikalier, polyfenoler, quercetin etc. som er essentielle for kroppens skabelse af anti-histamin. Anti-inflammatorisk kost, kost baseret på uforarbejdede fødevarer (ikke industrielt producerede), masser af farvestrålende og fiberrigt grønt og frugt, kvalitetskød og fisk i fornuftige mængder, fermenterede fødevarer, fuldkorn med mere, modvirker inflammation og styrker din krops evne til at nedbryde histamin. Der er nogle få regler for elimination (ex. genopvarmet mad), der giver mening, og så skal du være meget opmærksom på, om eventuelt medicin du får i virkeligheden udløser histamin. Du kan finde oversigter over dette på histaminintolerance.dk.
Desuden er sund kost den bedste selvmedicinering mod mentale udfordringer, idet sunde tarmbakterier producerer signalstofferne dopamin, serotonin og melatonin, som kan støtte et mentalt velbefindende.
Du er velkommen til at kontakte mig for hjælp til en plan, hvis du er gået i stå i forhold til dine udfordringer. Jeg tilbyder en 360 graders indsats med både kostvejledning, traumehåndtering, stresshåndtering, kognitiv terapi, og hjælp til at få en plan for afhjælpning af eventuelle sociale udfordringer i forbindelse med ex. job og uddannelse.
Min historie samt noget generel viden og gode råd!
Min barndom, i hvert tilfælde efter min 9. år, var traumatisk på grund af psykisk sygdom og misbrug hos min mor. Før mit niende år havde hun været en almindelig hjemmegående mor, sådan oplevede vi det i hvert tilfælde, men hendes psykiske problemer og misbrug var reelt langsomt vokset til det tog overhånd. I starten betød det ensomhed, bekymring og sorg, fordi min mor var indlagt en del gange. Jeg savnede hende, men var samtidig bange for at hun skulle komme hjem, for så kunne misbruget pludselig opstå igen, og det var helt uhåndterbart for et barn.
Som årene gik og det blev klart at hendes problemer og misbruget ikke var behandlingsbart (sådan udtrykte psykiatrien sig) blev usikkerhed hverdagskost, og ubehagelige episoder noget vi skulle leve med. Min far anede ikke sine levende råd, og lukkede derfor delvist øjnene for misbruget, hvorfor det blev en byrde for os unger, der var hjemme (efter skole) hos hende. Far kom først hjem efter arbejde (efter 17), og da havde jeg lavet maden og sendt min mor i seng, hvis vi var i en slem periode. Vi havde også gode perioder, heldigvis, hvor vi levede som andre middelklassefamilier. Jeg var derfor overbevist om, at ingen, selv min bedste veninde, viste hvor slemt det stod til hos os. Jeg talte ikke med nogen om livet derhjemme, og vi talte heller ikke om det indbyrdes i familen. Denne tavshed og den usikkerhed som fulgte med, at vi aldrig viste om det var en god dag eller en lortedag, når vi kom hjem fra skole, tog hårdt på mig, men jeg anede ikke hvor jeg skulle gå hen og snakke om tilstanden i vores hjem og min smerte.
Først da jeg flyttede hjemmefra begyndte jeg at tale med andre om min opvækst, og alle de psykiske udfordringer der fulgte med denne opvækst. I starten talte jeg mest med vildt fremmede om det, for af en eller anden grund var det det letteste, og stille og roligt gik det op for mig, hvilke belastninger vi var vokset op med. Senere talte jeg med nære veninder og venner, kærester og til sidst psykologer om oplevelserne – og forstod at mit liv var formet for evigt af disse traumer. Ikke sådan at det ikke er muligt at leve et godt liv trods oplevelserne, men de har afsat både fysiske og psykiske mærker, som jeg lever med.
Jeg har siden de sene teenageår lidt af irritabel tarm, en vis grad af endometriose og allergier. Sygdomme man i dag ved skyldes kronisk inflammation, og endometriose og allergier betragter som autoimmune sygdomme, det vil sige inflammationssygdomme, hvor kroppen angriber sig selv. Inflammation er en del af kroppens naturlige forsvar mod infektion, irritation, toksiner og lignende. Hvis immunforsvaret forstyrres, og ikke kan holde infektioner på afstand, opstår en kronisk inflammation, der kan resultere i smerter og vævsbeskadigelse. Langvarig stress er i høj grad immunforsvars-forstyrrende, så mine sygdomme er ikke kommet ud af det blå, men på grund af en stresset opvækst.
Ved stor belastning, læs: stress, producerer vi mange signalstoffer, f.eks. kortisol, adrenalin, nonadrenalin, hvilket hjælper os ved en fysisk kritisk situation som eksempelvis angreb af et dyr eller menneske. Men hvis belastningen bare fortsætter og fortsætter, og der ikke sker en udløsning af lettelse (vi slap fra forfølgeren), så skader disse (stress)stoffer kroppen. Især kan store mængder kortisol belaste vores krop. De frigivne signalstoffer påvirker tarmbakteriefloraen i en uheldig retning, hvilket igen påvirker vores psyke i en negativ retning. Dette fordi tarmbakterier påvirker vores generelle helbred som så igen påvirker vores immunsystem, det endokrine system (cellekommunikation) og det metabolismen (energiomsætningen), som så igen påvirker tarmbakterierne. En cyklus, som er er til gavn for os, når vi er i balance, men som bliver en negativ cyklus, når vi er stressede.
De belastende fysiske konsekvenser kan være: et udfordret immunsystem, stigende inflammation, diverse inflammationsskabte sygdomme, og lette eller svære autoimmune sygdomme. De belastende psykiske konsekvenser kan være: vi føler os stressede, trætte, glemsomme, kede af det, måske depressive og angste, mister lysten til at være sammen andre, bliver indelukkede.
Symptomer som jeg i dag kan se at jeg sloges med allerede fra mit tiende år, og som blot accelererede indtil jeg med hjælp forstod, hvilken ond cirkel jeg var havnet i. Og forstod, at jeg selv måtte bryde den gennem en holistisk tilgang. Det er så lettere sagt end gjort, for de fysiske og psykiske symptomer skabt af langvarig stress er svære at arbejde med. Et af de sværere problemer, som jeg slås med er ”leaky gut”, utæt tarm, som opstår fordi slimlaget på indersiden af tarmene slides ned af ubalancerne i tarmene, hvilket tillader større partikler, end naturen havde tænkt sig at passere fra tarmen og ud i blodbanerne. Det skaber frygt og forvirring i din krop = inflammation, risiko for lette eller svære autoimmune problemer og en forøget risiko for at du ikke kan bekrige bakterier og vira, der kommer ind i din krop. Ved mig viser det sig som endometriose, allergi og problemer i fordøjelsen, særligt i tyktarmen.
Leaky gut formindsker man både ved at arbejde stressforebyggende og via kostændringer. Den kost og livsstil jeg anbefaler på min hjemmeside, forebygger eller lindrer leaky gut, og er måden jeg selv lever på.
Jeg fik først sent i livet en forståelse for sammenhængen i mine udfordringer, så det er ikke sandsynligt, at jeg kan helbrede mig selv, men jeg kan mindske problemerne, og derved få et betydeligt bedre, sundere og mere smertefrit liv. Der er stadig allergier og fordøjelsesproblemer at håndtere (endometriosen er er aftaget, næsten væk, med overgangsalderen), men nu forstår jeg problemernes udspring, og kan behandle dem med færre og mindre ubehag til følge. I øvrigt: jo yngre du er, når du tager fat på en selvhelbredende livsstil, jo bedre vil din krop respondere.
Den holistiske tilgang. Der er som sagt konstant kommunikation mellem tarmen og vores psyke. Så en ændret livsstil handler i mit tilfælde også om stressforebyggelse. Min leaky gut udfordring er måske arvelig – noget tyder på det – , men det er på grund af stress, at det har udfoldet sig til at være udspringet for mine helbredsproblemer. Så jeg arbejder med roden, min stress.
Mine barndomstraumer er færdigbearbejdede. De har tæret på mit helbred, gør det stadig, som jeg lige har beskrevet det, men nu er det indirekte. Traumerne er gennemtalt og tilgivet. Mit mentale landskab er ikke længere tåget af uforståelig smerte, jeg kan fokusere på det gode i livet, og arbejde med mig selv, når behovet er der. Fordi jeg kender landskabet.
Har i årevis dyrket lange gåture med hunden, hvor tankerne flyder uden mål og med. Jeg er ikke god til meditation, men disse gåture kommer tæt på. Desuden dyrker jeg aftenbøn, bygget over et ordmæssigt ritual, kan også gentages i urolige nætter, hvilket også er tæt på meditationsteknik. Jeg er blevet god til at bære over med mig selv, bruger ikke tid på skyld og skam, men erkender min verden som den er, og bevæger mig videre. Ikke uden læring, men uden at være tynget.
Vores retræte fra det ordinære arbejdsmarked, som beskrevet tidligere her på Facebook, er også en del af denne stresshåndtering. Jeg er ikke god til at gå på kompromis, når jeg er i et arbejde, så får den hele armen, langt ud over stressgrænsen. Jeg har ikke kunnet finde en vej til at undgå dette, så for at få ro i livet og en optimal livskvalitet fysisk og psykisk har jeg valgt et liv som selvstændig, hvor jeg planlægger arbejdsbyrden. Der er tid til børnebørnene, de er fysisk trættende, men de giver livskraft.
Hvad kan du bruge min historie til? Forhåbentlig til at se at traumer i bagagen tærer på både det fysiske og psykiske helbred. Måske til at se, at nogle af dine helbredsudfordringer er betinget af traumatiske eller skelsættende begivenheder i dit tidlige liv. Eller traumatiske begivenheder der skete lige for lidt siden. Jo mere stress vi lever under, jo mere konsekvensfremkaldende slår voldsomme begivenheder til, og svækker helbredet!
Men du er ikke fanget i en ubrydelig fælde. Du kan arbejde dig tilbage, måske ikke til helbredelse, men til et godt helbred. Og husk at arbejde for det gode helbred er holistisk, for vores fysisk og psyke er dele af samme helbredsstyrende cyklus.
For yderligere faglige input, læs artikler om stress og tarmstyrkende kost på min hjemmeside.
Du er velkommen til at kontakte mig for hjælp på din helbredsrejse, info@sundmadsundtliv.dk.
Eller læs her: ifm.org/news-insights/stress-trauma-and-dysbiosis-connecting-the-gut-brain-axis-to-autoimmune-disease/
Nicole LePera: theholisticpsychologist.com/blog/ instagram.com/the.holistic.psychologist/ Eller i hendes bog: ”Gør dig fri af fortiden”, oversat til dansk.
Endnu en bog herom: “Rejsen hjem, befri dit indre barn
Vores krop er fantastisk og kan klare rigtig megen belastning. Men – på et tidspunkt knækker filmen, og du oplever diverse tegn på stress, og på at nu skal du sætte tempoet ned. Sæt dig ned, tag en dyb indånding, og lyt til om din krop om din krop sender dig signaler om langvaring, måske kronisk, stress. Få hjælp gennem nedenstående lille test:
1. Du kan ikke sove
Kortisol, kroppens stresshormon, stiger under stess. Og når kortisolniveauet er højt, er dit søvnhormon melatonin lavt. Det hjælper dig til at komme op om morgenen, men i løbet af dagen skal kortisolniveuet falde og melatoninniveauet skal stige, for at gøre dig klar til søvn.
Men stressen vil ikke tillade at du falder i søvn. Så længe dit kortisolniveau er kronisk højt, og ikke falder hen mod aftenen, vil du få søvnproblemer!
2. Du har hudproblemer
Hvis du vil have en indikator på, hvad der sker inden i din krop, så kig på din hud. Det er kroppens største organ og kan afsløre, hvad der foregår inde i kroppen. Stress kan føre til inflammation i tarmene (se note nedenfor), og det kan vise sig som hudproblemer som: tør hud, acne, eksem, og psoriasis. Kortisol forstærker også hudens olieproduktion, hvilket kan give ekstra acneproblemer!
3. Dine toiletvaner har ændret sig
Tarmproblemer udløst af stress viser sig ikke kun som hudproblemer. Det kan føre til tyktarmsirritation, med symptomer som forstoppelse, diarre, luft i maven eller andre mere kroniske sygdomme som Irritabel tyktarm. Læs mere om forbindelsen mellem tarm-hjerne aksen her, om hvordan tarm og hjerne hele tiden påvirker hinanden.
4. Dine ører ringer
Tinnitus, kronisk ringen for ørene, kan føre til kronisk træthed. Forskning har vist, at tinnitus ofte er relateret til stress, og at symptomerne kan dæmpes meget, hvis man sætter sig stressniveau ned.
5. Du har hyppigere hovedpine
Stress giver mange mennesker hyppig hovedpine. Det kan eksempelvis komme af at du skærer tænder i søvne, hvad mange med stress gør, noget der forårsager muskelspænding, som igen fører til hovedpine. Forskning viser også at stress kan udløse migræne!
6. Dit hår er blevet tyndere
Stressrelateret hårtab kan ramme både mænd og kvinder. Det kan klassificeres i følgende typer: – Telogen effluvium, ikke arveligt betinget hårtab – Alopecia areata, pludselig opstået pletskaldethed – Trichotillomania, du trækker dit eget hår som stressimpuls
Disse typer af hårtab kan udløses af stress, og ved stressbehandling kan håret genvinde sin tidligere “form”.
7. Du bliver hele tiden syg
Der findes ikke noget mere ødelæggende for dit immunsystem end stress. Stress svækker immunfunktionen og din evne til at at bekæmpe virus og bakterier. Hvis du oplever det som om du hele tiden fanger alskens sygdomme, så tjek dit stressniveau om det kan være grunden til dit svage immunforsvar.
8. Du er ofte i dårligt humør
Stress kan føre til psykiske nedture (læs artikel om tarm-hjerne aksen her), for både vores fysiske og psykiske velbefindende er hormonstyrede, og stress kan eksempelvis nedsætte eller helt ødelægge lysten til sex. Og både psyken og sexlysten kan genoprettes ved at tage fat på stresshåndtering!
9. Dine kønshormoner er påvirketog lysten til sex er måske faldet
Vores kønshormoner påvirkes af stress, da stress er en ekstrem hård belastning for vores krop. Derfor lukker den ofte stille og roligt ned for vores evne til at føle, mærke behov som sex. Det giver simpelthen ikke mening at forplante sig yderligere, når kroppen tror, der er fare på færde.
Kroppen er klog – og det er sexlysten også.
Helt konkret: Som kvinde kan din menstruationscyklus blive uregelmæssig: Hjernens hypothalamus udløser kemikalier for at instruere hypofysen og dine æggestokke om at udløse progesteron og østrogen. Denne fintfølende proces kan påvirkes af stress, med den følge at mestruationen bliver lettere, sværere eller udebliver.
Oplever du en eller flere af ovenstående symptomer, så kan du være stressramt. Stresssymptomer er faresignaler, som din krop sender til dig, hvilket bør føre til at du laver et livseftersyn. Og husk at alle de ovennævnte symptomer kan ændres, hvis du tager fat i din stress, og arbejder på nedbringe dit stressniveau. Find din egen vej gennem dette f.eks. gennem mindfulness, eller hvis det ikke lykkes for dig, så søg hjælp.
Som mand kan du får rejsningsbesvær: Vores biologiske, og kulturelle opfattelse er, at du som mand skal kunne forsvare dig mod de trusler som du møder i livet. Og i hjernen har stress-respons har en højere prioritet end forplantningsevnen. Derfor vil du som mand kunne opleve at få svært ved at få rejsning hvis du er meget stresset. Det kan være en voldsom oplevelse at miste sin fysiske evne til at forplante sig, hvilket igen kan være med til at øge stressfølelsen.
Artiklen er inspireret af funktionel mediciner Dr. Will Cole, og med lidt inspiration fra Maj Wismann på sexområdet.
Note: I den sygdomsramte krop, præget af angst, depression, stress og/eller fysiske sygdomme, ser man: – hjernen udløser stresshormon – dette aktiverer yderligere hormonelt styrede stressreaktioner – stress forstyrrer fordøjelsen, hvilket kan skabe opblomstring af dårlige tarmbakterier og utætte tarme – dårlige tarmbakterier og utætte tarme kan medføre lækning af restprodukter fra fordøjelsen til blodbanerne (kroppen oplever det som endotoxin/giftstof) – det kan medføre inflammation i kroppen – hvilket igen kan medføre inflammation i hjernen (sygdom og/eller psykiske problemer)
Et virkelig godt “rugbrød” uden gluten, fra den glutenfri bagebog “Helt uden gluten”. En bog jeg kun kan anbefale. Det bedste resultat får du, når du bruger en røremaskine til dejen.
9 dl vand 1 dl glutenfri surdej (se indlæg om glutenfri surdej) eller 1 dl vand med 1 tsk. æblededdike og 6 g gær 1/2 dl øko olivenolie 20 g loppefrøskaller (10 g hvis der bruges Husk) 3 tsk. uraffineret havsalt 1/2 tsk. stødt kardemomme 1/2 tsk. stødt koriander 1 spsk. carob (kan udelades) 170 g hørfrø 170 g hele boghvedekerner 200 g sorghummel (eller rismel) 100 g boghvedemel 150 g kerne og frø evt. 1 spsk. honning eller lignende kerner til drys
Bland alle våde ingredienser i røreskålen. Tilsæt resten af ingredienserne og rør det hele godt sammen i 10-15 minutter på røremaskinen. Smør en form eller læg bagepapir i. Fyld dejen i formen, glat overfladen med våde hænder, drys med kerner efter eget valg og hæv brødet på køkkenbordet i 6-8 timer under et viskestykke. Jeg lægger altid plastfilm over, før jeg lægger et viskestykke på.
Varm ovnen op til 200 grader varmluft og bag brødet 1 time og 20 minutter. Tag brødet ud af formen og afkøl på en bagerist.
This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. Cookie settingsACCEPT
Privacy & Cookies Policy
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these cookies, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may have an effect on your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.