Brødsalat med masser af grønt!

Brødsalat med masser af grønt!

Jeg holder af salat med forskellige teksturer, så her er både dampede, stegte og rå grøntsager.

4 tykke skiver daggammelt fuldkornsbrød af god kvalitet, gerne surdejsbrød
1 broccoli
200 g cherrytomater
1-2 små squash
syltede løg
(syltede løg kan erstattes af et par spiseskefulde kapers, eller oliven)
1 pose øko rucola, skyllet og klar til brug (eller anden salat)
1 håndfuld krydderurter
ekstra jomfru olivenolie
salt, peber

Skær brødet i tern, læg ternene i en skål og dryp olie på, drys med salt og et par drej frisk peber fra kværn.
Lad det stå og trække mens resten tilberedes.

Skyl og tør squash. Halver på langs, skær i lange både, og i tern.
Rist squashternene i olivenolie, salt og peber til de får brune pletter og falder lidt sammen. De må ikke blive splattet-bløde.
Tag dem af varmen og afkøl.

Skær broccolien i mundrette bidder, brug det stok, der sidder tættest på hovedet, kasser resten. Gem evt. stokken til en gryderet, suppe eller lignende.
Damp broccolien, eller kog den kort. (Jeg har cooker, og hælder kogende vand over af 2 omgange). Den skal have bid. Overhæld så med iskoldt vand, hæld det fra (det sikrer en flot grøn farve), og læg broccolien til tørre på en viskestykke.
Efter 5 minutter duppes broccolien helt tør, og drysses med lidt fint uraffineret havsalt.

Skær tomaterne i halve, eller kvarte, hvis de er store.

Opbyg salaten på en fad eller i en skål:
Læg salat i bunden.
Læg lidt af hvert over salaten, herunder også syltede løg.
Læg igen lidt salat på, og lav et sidste lag med de resterende ingredienser.
Til sidst pyntet med plukkede krydderurter efter eget valg.

Salaten har ikke dressing på, fordi der olie, salt, peber, syre fra syltede løg, og krydderurter i salaten. Men den kan fint dryppes med en god jomfruolivenolie, lidt mild vineddike eller citronsaft, inden, eller under måltidet.








Views: 78

Langtidshævet foccaciabrød med druer og hasselnødder, røres på 10 minutter!

Langtidshævet foccaciabrød med druer og hasselnødder, røres på 10 minutter!

Godt til eftermiddagskaffen eller et ostebord – kan selvfølgelig også spises til morgenmad! Plantediversitets score på 5.

Røres på røremaskine (kan røres i hånden). Hældes i firkantet form, evt. et lille lasagnefad. Hæver 8-9 timer på køkkenbordet inden bagning!

100 g aktiv surdej (gerne på fuldkorn eller rug) eller 10 g øko gær
400 g bagestærk øko hvedemel (12 % protein)
100 g øko fuldkornsmel
12 g salt
375 g vand (450 g ved brug af gær)

røde druer
ristede afskallede hasselnødder (hasselnødder kan købes ristede og afskallede, men du kan også riste dem selv og gnide skallerne af, se her)

Alle ingredienser hældes i en røremaskine, og røres 2-4 minutter til en sej våd dej.
Eller rør alt sammen i hånden til en sej våd dej, ca. 5 minutter, med en stor grydeske.

Hældes i en firkantet form, der er smurt med masser af olie. Eller foret med bagepapir, der er stærkt olieret.

Dæk formen til og lad dejen hæve 8-10 timer på køkkenbordet.

Tænd ovnen på 220 grader mindst 30 minutter før du skal bage brødet.

Efter hævning laver du hulninger ned i dejen med fingrene, så du får et boblet landskab. Og lægger druer og hasselnødder i dejen, som du lyster.

Pensl evt. med olie eller smeltet smør.

Bag foccaciabrødet 10 minutter ved 220 grader og 35-40 minutter ved 200 grader.

Views: 35

Langtidshævet foccaciabrød med pære, figen og kanel, røres på 10 minutter!

Langtidshævet foccaciabrød med pære, figen og kanel, røres på 10 minutter!

Et herligt eftermiddagskaffe eller tebrød! Godt til børnenes eftermiddagsmadpakke eller hjemme eftermiddagsservering! Høj plantediversitet.

Kræver at du har en aktiv surdej.

100 g aktiv surdej eller 10 g øko gær
375 g vand, gerne omkring 27% varmt (450 g ved brug af gær)
100 g øko fuldkornsmel
400 g øko hvedemel (helst med protein indhold på 12 g/pr.100 g, ellers bland eventuelt hvedemelet med Manitobamel 50/50)
12 g salt
1 stor eller 2 små pærer
1 stor eller 2 små friske figner
2 tsk. stødt kanel (evt. kanelsukker)

Brødet skal hæve 8-9 timer på køkkenbordet, før bagning.

Hæld vand, aktiv surdej/øko gær, alt mel og salt i en røremaskine.

Rør dejen i 2-4 minutter, til en glat, sej, blød dej.

Smør en firkantet form, eller læg bagepapir i og smør, og hæld dejen i formen (min form er 22×27 cm).

Spray eller pensl brødets overflade med lidt olivenolie, og drys en god teskefuld kanel ud over overfladen. Brug kanelsukker, og lidt mere af det, hvis du ønsker et sødere brød.

Skær pære og figen i smalle både, og pres dem ned i brødet, pænt fordel over overfladen. Drys med lidt mere kanel.

Læg plastfolie over formen og lad den hæve 8-10 timer på køkkenbordet.

Tænd ovnen på 220 grader i 30 minutter.

Sæt brødet i ovnen, bag 12 minutter ved 220 grader. Skru så ned til 200 grader og bag yderligere 35-38 minutter. Brødet skal lyde hult, når du banker på det, så er det færdigbagt.

Afkøl og server i små firkanter, eventuelt med koldt smør!




Views: 64

Mel fra “Danish rye and more”!

Mel fra “Danish rye and more”!

Danish rye and more, sælger økologisk friskmalet mel, mange varianter, fra Kragegaarden på Fyn.
www.danishryeandmore.dk

De kalder sig også Rugkoppen, da de har opfundet en kop i lækkert porcelæn, der angiver ingredienser, mængder og bagetid for et god rugbrød, og et låg som afvejer kerner, nødder med mere til dit rugbrød! Nemt fordi du aldirg mere skal slå rugbrødsopskriften op. Og de fortæller dig også hvordan du skal lave din grundsurdej!!

Desuden tilbyder de et meget instruktivt online surdejsbagekursus med surdejsekspert Mikael Krogdal, og hvis du mangler det, alt det udstyr du skal bruge for at blive surdejsbager til en fornuftig pris!

Jeg køber næsten alt mit mel der, og kan kun anbefale deres utroligt gode produkter, der også omfatter nødder, kerner, maltmel, birkes etc.

Desuden finder du en række gode surdejsbrød og rugbrødsopskrifter på sitet, gennemarbejdede og lige til at gå til.

Støt et godt dansk initiativ, og støt mel, der er dansk, med super bageevner, støt økologi og støt det arbejde nogen lægger i at hjælpe vi andre med at kunne fremstille sunde brød!

Views: 93

Surdejsbrød med purpurhvede og rød botanisk blanding!

Surdejsbrød med purpurhvede og rød botanisk blanding!

Purpurhvede er en hvedesort med med et purpurfarvet skær. Farven kommer fra dets naturlige indhold af antioxidanten anthocyanin, det samme stof som findes i blå vindruer, blåbær og aroniabær. Farven er sundhed i sig selv. Kan bl.a. købes hos Meyer, Aurion og Danish rye and more.

1 brød:

400 g stærk øko hvedemel (proteinindhold over 11, kan tilsættes Manitoba, men brug ikke ikke Manibo alene, det overfermenterer let )
100 g fuldkorns purpurhvede
1/2 dl rød botanisk blanding (kan udelades, men øger plantediversiteten i brødet)
100 g opfrisket surdej
325 g vand + 25 g
12 g salt

NB: se forklaring på fagudtryk her! Se videoer om autolyse, pre-shape og final-shape, score (ridsning af brød) på You-tube, søg blot på disse udtryk.

Autolyse. Rør din surdej op i 325 g, 27 grader varmt, vand, i en stor skål.
Tilsæt alt mel og botanisk blanding til væsken, og rør eller ælt det sammen til en grød. Alt mel skal være opfugtet.
Lad det stå mellem 30-60 minutter på køkkenbordet, overdækket med et fugtigt klæde.

Tilsæt 12 g gær og 25 g vand (27 grader), og kram salt og vand ind i dejen.
Tildæk dejen og lad den hvile 15 minutter.

Fold dejen 3-4 gange med 30 minutters mellemrum de næste 2-2,5 timer. Stop ved 3 foldninger, hvis du kan mærke dejen begynder at hæve op, for så slår du luften ud af dejen.
Lad derefter dejen hvile 1-3 timer, overdækket med et fugtigt klæde, på køkkenbordet, til dejen er 20-30 % hævet, og/eller har fine luftbobler i overfladen.

Pre-shape dejen. Lad den hvile 10 minutter på køkkenbordet.

Final-shape. Form dejen og læg den i en oval hævekurv med et klæde i. Husk at drysse hævekurven med mel, så dit brød ikke hænger fast i kurven.
Pak hævekurven ind i et tørt viskestykke og sæt den til fermentering i køleskabet, minimum 8 timer og op til 24 timer.

Tænd ovnen på 250 grader (ikke varmluft) med et bagestål eller en pizzasten i ovnen. Alternativt sæt en støbejernsgryde i ovnen.
Ovnen skal varme op i minimum 50 minutter.
Læg bagepapir på en bagespade, pizzaspade eller kombispade. Har du ikke det, så på en bageplade.
Tag din hævekurv ud, vend dit brød forsigtigt ud på spaden/pladen. Rids brødet.
Åbn ovnen, og lad nu bagepapiret med brødet glide ind på bagestålet/pizzastenen. Hæld 1 dl kogende vand ind i bunden af ovnen, og luk ovnlågen.
Bag brødet 20 minutter ved 250 grader, skru ned på 230 grader og bag yderligere 12-15 minutter, afhængig af hvor mørk og tyk en skorpe du ønsker.

Bruger du gryde, så tag gryden ud af ovnen, brug bagepapirets hjørner til at løfte brødet (på papiret) ned i gryden. Læg låget på gryden og sæt den tilbage i ovnen.
Sænk temperaturen til 240 ° C. Bag brødet ved almindelig varme 25 minutter med låg og derefter 10-20 minutter uden låg eller til brødet er god mørkt, men ikke brændt.

Afkøl brødet på en bagerist, uden bagepapiret, til det er helt koldt.

Opbevar det i en viskestykke/klæde på bordet det første døgn, derefter med klædet i en plastikpose 1-2 døgn mere.
Er fryseegnet.


Views: 151

Rødbede surdejsbrød, koldhævet!

Rødbede surdejsbrød, koldhævet!

Et herligt surdejsbrød, smukt og velsmagende. Bages over 2 dage!

Kræver:
Thermomixer eller røremaskine.
Hævekurv.
Bagegryde, bagesten eller bagestål.

200 g rå rødbede
500 g øko hvedemel, gerne stenformalet
150 g surdej
300 g koldt vand
1 spsk. havsalt
mel eller polenta til hævekurv

På thermomixer:
Dag 1:
Skær rødbede i stykker og læg i mixerskålen.
Hak det 3 sek./speed 5.

Tilsæt mel, surdej og vand. Bland 20 sek/speed 6. Salt tilsættes først efter 1 time, da det giver fermenteringen en bedre start.

Læg dejen i et stor skål eller kondibøtte smurt med lidt olie og dækket med plastfilm eller låg.
Lad dejen hvile 1 time.

Efter 1 time foldes dejen* og saltet indarbejdes.
Læg dejen tilbage i skål/bøtte, og sæt i køleskabet til næste dag.

Dag 2:
Tag dejen ud af køleskabet og fold den.
Lad den hvile 30 minutter og fold igen.

Bred nu dejen ud som en firkant på et meldrysset køkkenbord.
Fold dejen som en kuvert, siderne over hinanden, enderne ind over siderne. Lad dejen hvile.

Drys en hævekurv med masser af mel eller polenta.
Læg dejen i kurven med sømmen opad.
Læg plastfolie over dejen, og sæt den i køleskabet.
Lad dejen hæve min. 50 % i køleskabet.

Mindst 45 minutter før du vil bage, så tænd oven på 250 grader, og sæt en bagegryde, bagesten eller bagestål ind i ovnen.
Tag dejen ud af køleskabet 10 minutter før opvarmningstiden er overstået.
Beklæd en plade med bagepapir, og vend dejen ud herpå. Snit dejen, og lad den hvile.

Når dit bageudstyr er klar, så læg brødet i gryden eller skub det over på bagesten/bagestål.
Bag det 20 minutter (med låg på) ved 250 grader. Fjern låget, hvis du bager i gryde, skru ned til 220 grader og bag 20-25 minutter mere. Brødet skal lyde hult, når du banker på det.
Læg det på en rist, og afkøl helt, før det spises.

På røremaskine:
Dag 1:
Hak 200 g rødbede groft i en foodprocessor, eller i hånden. Riv ikke rødbeden, for så afgiver det væske, hvilket farver brødet meget, og tilfører for meget væske til dejen.

Rør mel, vand og surdej sammen til en smidig dej, det tager cirka 10 minutter, måske lidt mere.
Hæld dejen i en smurt skål eller kondibøtte.
Lad dejen hæver 1 time.
Tag dejen ud på et let meldrysset bord, og fold den mens du indarbejder saltet (arbejd kun let, for ikke at slå dejen ned).
Læg dejen tilbage i skål/kondibøtte, og sæt det i køleskab til hævning.

Dag 2:
Tag dejen ud af køleskabet og fold den.
Lad den hvile 30 minutter og fold igen.

Bred nu dejen ud som en firkant på et meldrysset køkkenbord.
Fold dejen som en kuvert, siderne over hinanden, enderne ind over siderne. Lad dejen hvile.

Drys en hævekurv med masser af mel eller polenta.
Læg dejen i kurven med sømmen opad.
Læg plastfolie over dejen, og sæt den i køleskabet.
Lad dejen hæve cirka 70% i køleskabet.

Mindst 45 minutter før du vil bage, så tænd oven på 250 grader, og sæt en bagegryde, bagesten eller bagestål ind i ovnen.
Tag dejen ud af køleskabet 10 minutter før opvarmningstiden er overstået.
Beklæd en plade med bagepapir, og vend dejen ud herpå. Snit dejen, og lad den hvile.

Når dit bageudstyr er klar, så læg brødet i gryden eller skub det over på bagesten/bagestål.
Bag det 20 minutter (med låg på) ved 250 grader (jeg bager ikke den slags brød ved varmluft, da jeg synes det udtørrer brødet). Fjern låget, hvis du bager i gryde, skru ned til 220 grader og bag 20-25 minutter mere. Brødet skal lyde hult, når du banker på det.
Læg det på en rist, og afkøl helt, før det spises.

* Foldning af dej:
Træk dejens 4 hjørner ind over midten af dejen et par gange. Det sætter gang i glutenudviklingen.

Opskrift fra Sofias kitchen.








Views: 96

Surdejs hvedebrød!

Surdejs hvedebrød!

Et dejlig surdejs hvedebrød med fuldkorn og lidt rugmel, til at give en mere distinkt smag. Bages over 2 dage!

Opskriften er lavet til surdejsbagning, hvis du ikke at du har en surdej, så lav en, se her.
Eller brug i stedet 20 g gær, og udskift lidt af vandet med kærnemælk for smagens skyld.

4 dl koldt vand
1/2 dl surdej
10 g gær
470 g økologisk hvedemel (gerne stenformalet og sigtet)
50 g fuldkornsmel
70 g fint rugmel
15 g salt

Dag 1
På røremaskine:
Rør vand, surdej og gær sammen.
Tilsæt mel og salt, og ælt dejen godt sammen til den er smidig og blank, (ca. 10-14 minutter i alt)
Kom dejen i en oliesmurt skål med låg, sæt den i køleskabet og lad den hæve der 24 timer.

På Thermomixer:
Hæld vand, surdej og gær i mikserskålen, og rør det sammen 20 sekunder, trin 4.
Tilsæt mel og salt til mikserskålen, og ælt dejen 2 minutter på dejfunktion.
Kom dejen i en oliesmurt skål med låg, sæt den i køleskabet og lad den hæve der 24 timer.

Dag 2
Efter 22-23 timer: Vend dejen ud på et bord med et let drys, form til et aflangt brød, læg den i en pudret hævekurv*.
Sæt den tilbage i køleskabet i hævekurven.
Tænd ovnen med en bagesten eller en støbejernsgryde i, på 250 grader i 45-60 minutter.

Tag brødet ud af køleskabet. Vend det ud på en bageplade eller bagespatel med bagepapir på. Snit brød et par steder for optimal hævning. Lad det hvile i 10 minutter.

Placer brødet på din bagesten/bagestål med spatlen, eller læg det ned i den varme støbejernsgryde ved hjælp af bagepapiret. Pas på ikke at brænde dig. Smid 5 isterninger eller 1 kop vand i ovnen, damp giver en hævning og skorpe.

Bagning i gryde: bag 20 minutter med låg ved 250 grader, fjern låget og bag 15-20 minutter mere ved 220 grader. Bagetiden afhænger af, hvor tyk en skorpe du ønsker.

Bagning på sten eller stål: bag 20 minutter ved 250 grader, skru ned til 220 grader og bag 15-20 minutter mere. Bagetiden afhænger af, hvor tyk en skorpe du ønsker.

Views: 36