af Mette Lund | aug 24, 2023 | Allergi i familien, Anti-histamin fremmende, Anti-inflammatorisk, Bio-individualitet, Børn og mad, Det gode liv ♥, Fibre og tarmsundhed, Gluten-intolerance, Histamin-intolerance, Irritabel tyktarm, Laktose-intolerance, Mad som medicin, Relationer, Shop, Stress, Sundhed og vægt
MØD MIG, MIN VISION, MISSION OG DEN FAGLIGHED MINE OPSKRIFTER, ARTIKLER, BØGER OG ONLINE UNIVERS HVILER PÅ!
Jeg vil gerne gøre verden til et sundere og grønnere sted, og har en overordnet vision og en mission for min sundhedsrådgivning, og mine kost- og livsstilsråd.
Min vision er, at alle med ansvaret for sundhed, politikere, fødevareproducenter og fødevaredistributører, sætter den globale og individuelle sundhed over kommercielle interesser – og at individer, du og jeg, gør vores bedste for at tilbyde sundhed til os selv og vores nærmeste.
Min mission er, at alle mine læsere får værktøjer til at håndtere egen og familiens sundhed, såvel den fysiske som den psykiske og sociale sundhed, og dermed mulighed for at tilrettelægge og udleve et sundt og dejligt antiinflammatorisk liv.
Mine værktøjer er kulinarisk sundhed – at sund og antiinflammatorisk mad kan forebygge og helbrede sygdom.
Hvad er så sundhed?
WHO siger, at “Sundhed er en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velvære, og ikke blot fravær af sygdom, smerter eller andre skavanker.”
At være i en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og social velvære er i min optik at leve i sund balance med egen krop og sind, og at det er nødvendigt at kende egen fysik og psyke, for at opnå den balance. Og lidt mere kontroversielt, at sundhed er at søge viden om, hvordan man bedst passer på krop og sind til opnåelse af velvære, her og nu og på langt sigt.
Hvem har ansvaret for sundheden?
Samfundet, vores velfærdssystem, sundhedssektoren, skolen, fødevareproducenter og fødevaredistributører, skal passe på os og gøre det muligt for os at passe godt på os selv, men vi har også et stort personligt ansvar for egen velvære. Hos mig finder du både en kritisk røst ift. samfundets og fødevareindustriens forvaltning af ansvaret for vores sundhed, men frem for alt en masse redskaber til at passe på din egen og dine omgivelsers sundhed.
Hvad er fokus i min sundhedsindsats?
At give mine læsere redskaber til velsmagende og sund, antiinflammatorisk kost, som er en platform for et godt fysisk og psykisk helbred.
Mit kostfokus!
At inspirere til mest mulig hjemmelavet mad, for at undgå unødvendig og skadelig madkemi!
At inspirere til en kost med mindst mulig sukker og hvide kulhydrater, for bedst mulig velvære hos både børn og voksne!
At inspirere til mad med lødige makronæringsstoffer og masser af fibre, som grundlag for sundhed!
At inspirere til at se kost i et bioindividuelt perspektiv. Vi mennesker er forskellige og har forskellige behov ift. kost!
Mit livsstils-fokus!
At inspirere til et liv med mindre stress, hvor livets bærende søjler, kost, motion, søvn, gode relationer og spiritualitet får plads!
Hjørnesten i mit arbejde for sundhed!
Jeg er uddannet sundhedsrådgiver fra det amerikanske sundhedsinstitut “Institut for Integrative Nutrition” (IIN), der uddanner til en holistisk sundhedspraksis, og som har rod i såvel moderne funktionel medicin, som gammel indisk og kinesisk medicin.
I funktionel medicin og ernæring er hovedtanken at behandler årsager til sundhedsproblemer, ikke blot symptomer. Det betyder, at sundhedsrådgivning er at give redskaber til en sund levevis! Mine faglige input hertil kommer bl.a. fra IIN og Dr. Mark Hyman funktionel mediciner.
Ifm. fysisk sundhed er jeg optaget af det biologiske begreb insulinresistens, blodsukkerets og blodsukkertypers indflydelse på vores både fysiske og mentale sundhed, for som Annette Sams, Ph.d., Farmaceut, forsker og forfatter og en af mine hjørnesten, siger: “Et stabilt blodsukker er afgørende for enhver, som ønsker sig et sundere liv, øget energi og velvære, varigt vægttab og langt mindre risiko for livsstilssygdomme”. Biokemiker Jessie Inchauspé, kendt som “the glucose goddess” på Instagram, uddyber denne viden i sin bog “The glucose revolution”.
Jeg er også optaget af, hvorledes det at bekæmpe insulinresistens og få et stabilt blodsukker er af stor betydning for ens psykiske velfindende, som man eksempelvis kan læse i artikler fra både danske og amerikanske psykiatere (note nederst i artiklen), og i den danske funktionelle mediciner Pia Norups bøger.
Jeg læner også mine sundhedsråd og mine opskrifter op af forskning i tarmbiomet, sammenhængen mellem hjerne og tarm i styring af vores helbred, og hvor meget det at spise fibre spiller en afgørende rolle i et stabilt blodsukker og dermed i vores fysiske og mentale sundhed. Her er viden fra den danske professor Oluf Borbye Pedersen, forskningssitet Zoe og læge Tim Spector, læge Will Bulsiewics, diætist Dr. Megan Rossi af særligt betydning for min rådgivning.
Sundhed og fysisk velvære
Både vores daglige velbefindende og vores langtidshelbred kan altså styrkes ved at at vi forstår vores krops reaktioner på blodsukkerbalancen, og at vi spiser efter vores blodsukkertype.
Anette Sams har forsket forsket i sukkerets og de hurtige kulhydraters betydning for udvikling af insulinresistens og vores blodsukkerbalance, daglige velvære og langtidshelbred. Hun har bl.a. udgivet bøgerne “Sandheden om sukker” og “SukkerSmarte børn“, hvor hun forklarer, hvordan sukker og hurtige kulhydrater kan give helbredsproblemer på både daglig basis og langt sigt. Hun anbefaler generelt en kost uden sukker og hurtige kulhydrater, men i stedet baseret på langsomme og fiberrige kulhydrater, godt protein og sundt fedt, for et stabilt blodsukker og et godt helbred. Biokemikeren Jessie Inchauspé tilføjer til Annette Sams gode anbefalinger, altid at spise grøntsager først i et måltid, da fibrene fra grøntsagerne pakker eventuelle hurtigere kulhydrater ind og gør dem langsommere optagelige, og/eller at pakke hurtige kulhydrater ind i sundt protein eller fedt, for langsom optagelse og stabilt blodsukker. Jeg håber, at du kan se, hvordan deres forskning afspejler sig i mine opskrifter!
Arne Astrup professor i ernæring, overvægt og diabetes 2, Christian Bitz cand.scient. i human ernæring fra Københavns Universitet og Morten Fiil Hjort ph.d. inden for forebyggelse og behandling af fedme, har forsket i blodsukkerets betydning for vores vægt og velbefindende. Deres vigtige forskning i læs let udgave kan læses i bøgerne Spis dig slank efter din blodsukkertype (der er en overordnet bog og bøger for A, for B og for C), hvor de inddeler mennesker i blodsukkertype A, B og C.
Kort fortalt siger de, at vi på baggrund af vores fasteblodsukker, det blodsukker, vi har på tom mave, groft kan inddeles i blodsukkertyperne A, B og C. Blodsukkertype A er et stabilt og ret lavt blodsukkerniveau, type B er mere udfordret, det vil sige med lidt for højt blodsukkerniveau og type C er med stærkt forhøjet blodsukkerniveau, som ved prædiabetes eller diabetes 2. De har så udgivet en bog med kost og livsstilsanbefalinger til hver blodsukkertype, og målet er at opnå et hensigtsmæssigt fasteblodsukker, hvilket er udgangspunktet for dagligt velvære og et godt helbred på langt sigt. Alle tre blodsukkertyper får anbefalet at undgå eller spare på sukker og hurtige kulhydrater, at spise langsomme kulhydrater og fibre, godt protein og sundt fedt, men fordelingen af disse makronæringsstoffer er forskellig for de tre typer. Læs mere her og her. Deres viden indgår i opbygning af mine opskrifter, og fylder meget i min e-bog “Sunde maver giver glade børn”, som du kan købe her.
Sundhed og psykisk velvære
Jeg tror, baseret på forskningsresultater, at vores kost og livsstil påvirker vores mentale sundhed meget, og at et ustabilt blodsukker, fremkommet af en usund kost og livsstil, kan føre til psykisk uligevægt.
Der forskes endnu ikke så meget i emnet i Danmark, men jeg er bl.a. inspireret af en artikel i ugeskrift for læger skrevet af psykiater Linnea Hedlund og psykiater Poul Videbech. Artiklen beskriver, hvordan der i 14 af de 15 forskningsstudier blev observeret signifikant færre nye tilfælde af depression eller depressive symptomer hos deltagere, som indtog en kost, der var domineret af plantebaserede og antiinflammatoriske fødevarer, end hos dem, som indtog en traditionel vestlig kost, kendetegnet ved en stor andel af animalske og forarbejdede fødevarer. Ifølge forfatterne spiller inflammation i blodet, som man bl.a. kan få ved indtag af meget forarbejdede fødevarer og mange “hvide kulhydrater”, som giver et ustabilt blodsukker, formodentlig en rolle i udviklingen af depression. De to forfattere mener således også, at man i psykiatrien i fremtiden skal lægge meget mere vægt på kostens betydning for det mentale velvære.
Dr. Natalie Rasgon fra Stanford Medicine, har fundet frem til at insulinresistens påvirker fordobler risikoen for at udvikle for depression, og Levels Health, en forskningsenhed, der leverer udstyr til måling af kostens påvirkning af vores glukoseniveau og dermed vores helbred , påviser samme resultat, og de ser også sammenhæng mellem insulinresistens og udvikling af angst.
Det er mig derfor meget magtpåliggende, at mine opskrifter bidrager minimerer din risiko for insulinresistens, et stabilt blodsukker og mulighed for både fysisk og psykisk velvære!
Sundhed og socialt velvære
Vi kan spise masser af grønkål og sundt mad, have et stabilt blodsukker og alligevel ikke trives. Vores sociale velvære afgøres også af, at vi kan indgå i sunde relationer med andre mennesker.
Jeg er her bl.a. inspireret af bl.a. den amerikanske psykolog Nicole LePera, der i sine to bøger “How to do the work” og “How to meet your self”, rigtig fint og forståeligt beskriver, hvordan stress og traumer fra fortid og nutid påvirker vores evne til at indgå i sunde relationer og er med til at styre vores mentale velbefindende. Hun beskriver i sine bøger både de fysiske og de psykiske konsekvenser af tidlig stress og traumer, og hendes mål er at gøre læseren indsigtsfuld i egne problemer, og klar til fremadrettet at indgå i mere bæredygtige og livgivende relationer, parforhold, venskaber etc.. Meget inspirerende.
Spiritualitet, eller at finde en mening i livet, er også vigtigt for os mennesker. Her er jeg bl.a. påvirket af den amerikanske læge Dr. Wayne Jonas, der i sit arbejde med integreret sundhed netop altid inddrager sine klienters mulighed for at finde/genfinde en livsmening i deres helbredelse.
Sundhed og stress
Stress er en underliggende årsag i rigtig mange helbredsudfordringer i dag. Stress påvirker vores fysik og psyke som traumer gør, og kan have voldsom effekt på både kort og langt sigt.
Stress kan føre til insulinresistens og blodsukkerproblemer, vægtproblemer, og give både psykisk og sociale udfordringer.
Mit arbejde med stress- og traumehåndtering, via mine bøger og mit online univers, er inspireret af psykolog Nicole LePera, psykolog Anette Holmgren fra DISPUK, og Dr. Keesha integrativ mediciner fra USA og deres viden om stress og traumer – og Wayne Jonas´ arbejde med livsmening!
Sundhed og intolerancer
Kemi i maden og dit hjemlige miljø, miljøforurening, stress, insulinresistens, inflammation, et ustabilt blodsukker, er vigtige faktorer i udvikling af intolerancer som glutensensitivitet og histaminintolerance. Desuden spiller utæt tarm eller leaky gut en rolle i intolerancer og histaminproblemer.
Mit arbejde med at forbedre livskvaliteten for mennesker med intolerancer er inspireret af funktionel mediciner Dr. Will Cole, Dr. Will Bulsiewics, og Dr. Megan Rossi. Min viden om histaminintolerance, og hvordan der kan arbejdes med det, er særligt inspireret af Yasmine Ykelenstam fra Healing Histamine.
Mine ydelser
Viden fra de ovennævnte “hjørnesten” er indarbejdet i mit sundhedsvirke, i alle opskrifter og artikler, som du kan læse kvit og frit på min hjemmeside.
Desuden udgiver jeg en e-bogsserie og tilbyder onlineforløb, der alle hedder noget med “Sunde maver…”
Det gør de fordi, som Hippokrates, lægefagets fader, sagde for flere tusinde år siden: “Lad din medicin være din mad og din mad være din medicin”. Vores kost kan være lige som medicin, både forebyggende og helbredende.
En blodsukkerstabiliserende, fiberrig, tarmvenlig kost giver os sunde maver, og i dag ved vi, at “maven” (læs: fordøjelsen, tarmene) er hjerne nummer to, som er i direkte forbindelse med hjerne nummer et i toppen af kroppen. Og er mavehjernen glad, så er hovedhjernen også glad, og vi trives både fysisk og mentalt.
Stress, traumer, binyretræthed, insulinresistens…
Er det et grundvilkår i dit liv? Så fortvivl ikke, for jeg giver råd til at afhjælpe stress, traumer, binyretræthed og insulinresistens i alle mine bøger og online forløb, så dine komplekse problemer får ikke lov til at spænde ben for et sundt liv.
Irriteret tyktarm, histaminintolerance, fødevareintolerancer, utæt tarm, tarmirritation…
Mange mennesker slås med helbredsudfordringer, der føles som om de vil forhindre et antiinflammatorisk liv. Bogen “Sunde maver afhjælper IBS og intolerancer!” vejleder i det antiinflammatoriske liv, for jer der ikke kan følge standard kost- og livsstilsplaner, men har brug for mere specialiseret viden og hjælp, til at få et bedre helbred. Læs mere i mine artikler her på sitet, i mine bøger og følg de tilknyttede online forløb, hvor du via chat får mulighed for personlig hjælp og vejledning.
Kronisk træthed, hjernetræthed, hjernetåge, glemsomhed, mental mistrivsel…
Du er træt, din hjerne føles som om den er fyldt med tåge, du glemmer små vigtige hverdagsting – og kan slet ikke overskue at skulle starte på en ny livsstil. Men den antiinflammatoriske kost- og livsstil kan være din redning. I min bog “Sunde maver forebygger kognitive udfordringer, tidlig aldring og demenssygdomme” vejleder jeg dig til et liv, hvor kroppen og hjernen stille og roligt bliver velfungerende igen.
Personlig støtte
Har du brug for her og nu vejledning, orker ikke at lære dig selv en ny vej frem via bøger og online træning, så kan jeg selvfølgelig kontaktes for et forløb designet direkte til dig. Kontakt mig på info@sundmadsundtliv.dk
Foredrag
Jeg tilbyder foredrag til skoler, foreninger og lignende om den antiinflammatoriske kost og livsstil.
Foredraget kan være generelt om det antiinflammatoriske liv, eller mere specialiseret, rettet mod mennesker med ovennævnte komplekse helbredsudfordringer.
Faglige input:
Institute for Integrative Nutrition
Dr. Mark Hyman
Anette Sams
Jessie Inchauspé
Arne Astrup/Morten Fiil Hjorth, blodsukkerkuren
Oluf Borbye Pedersen
ZOE
Dr. Tim Spector
Dr. Will Cole
Dr. Will Bulsiewicz
Dr. Megan Rossi
Pia Norup
Natalie Rasgon
Nicole LePera
Anette Holmgren
Dr. Keesha
Dr. Wayne Jonas
Yasmine Ykelenstam
Artikel af Linnea Hedlund og psykiater Poul Videbech
Artikel fra Levels Health
Views: 214
af Mette Lund | maj 24, 2023 | Allergi i familien, Anti-inflammatorisk, Det gode liv ♥, Fibre og tarmsundhed, Gluten-intolerance, Histamin-intolerance, Irritabel tyktarm, Laktose-intolerance, Shop, Stress, Tarmbiom
Hvorfor er det vigtigt at beskæftige sig med tarmene og tarmbakterier? Blandt andet fordi størstedelen af de neurotransmittere, som varetager kommunikationen mellem alle vitale dele af vores krop, produceres i tarmen. Kompromitteres dette, så fungerer vi på stærkt nedsat kraft. To tredjedele dele af vores immunsystem er i tarmen, noget vi skal beskytte for at have et sundt helbred. Uønsket vægtøgning kan relateres til tarmproblemer, da energiomsætning, vægtstyring, mæthedfølelse, sultfølelse i høj grad styres fra tarmen.
For 2000 år siden sagde Hippokrates, en græsk fysiker, at “alle sygdomme begynder i fordøjelsen”, og efter en årrække med intens forskning af fordøjelsen og især tarmbakterier, så ved vi nu at det er rigtigt. Forskere og læger mener i dag, at leaky gut eller utæt tarm kan medføre en række alvorlige helbredsudfordringer fra vægtøgning, fødevareintolerancer til irritabel tyktarm, eksem, allergi og astma, gigt, sklerose, hjerte-kar problemer, diabetes og cancer, hvilket meget tydeligt viser, at fordøjelsen, maven og tarmene, er et yderst vigtigt organ. Og et organ vi skal vie den størst mulige opmærksomhed!
Hvorfor er en utæt tarm et problem?
En utæt tarm betyder uønsket inflammation i din krop.
En utæt tarm tillader at større partikler af ikke tilstrækkelig nedbrudt mad, medicin, madkemi, uønskede bakterier og vira, kan passere over i dine blodbaner, som kun er skabt til at modtage små partikler fra makronæringsstofferne kulhydrat, protein og fedt, og mikronæringsstoffer som vitaminer, mineraler, fytokemikalier, polyfenoler og andre antioxidanter. De større partikler, der så kommer ud i blodbanen, dem betragter din krop som fremmedlegemer, der skal bekæmpes, hvilket medfører irritation/inflammation rundt om i din krop. Kronisk inflammation medfører en autoimmun reaktion i kroppen , der kan kickstarte diverse sygdomme, som beskrevet i indledningen.
Hvad er en utæt tarm?
På indersiden af dine tarm er en tarmbarriere bestående af et tyndt slimlag, fimrehår kaldet tarmvilli og snævre porte mellem tarmcellerne. Det tynde slimlag tillader små næringsstofpartikler fra maden, og indtaget medicin, at passere til tarmvilli, som opfanger næringsstofferne, så disse kan sendes gennem små snævre porte i mellem tarmcellerne ud i blodbanen som energi – og tarmvilli sørger for at holde uønskede stoffer/kemi, bakterier og vira væk fra blodbanen. Denne smarte gennemtrængelighed og beskyttelse, som kan afgøre hvad der skal passere til blodbanen, og hvad der skal holdes væk, er vigtig for vores helbred. Men desværre kan den kompromitteres.
Ved utæt tarm er slimlaget blevet porøst, tarmvilli nedslidte og og tarmhindens cellemellemrum, portene, blevet for brede, så kan der pludselig passere større og uønskede partikler som ufordøjet mad, større og uønskede medicinpartikler, kemiske stoffer og bakterier og vira den vej ud i blodbanen, hvilket som sagt medfører inflammationer og autoimmune reaktioner i kroppen.
Hvordan bliver tarmen utæt?
Tarmen bliver utæt, når tarmbarrieren er slidt og porøs. En række faktorer kan være skyld i dette:
Gluten og kasein i mælk kan skabe antigener i mennesker, der er disponeret for det, hvilket er til skade for tarmmiljøet.
Stress igangsætter en række neurotransmitter-processer i kroppen som kan ændre bakteriesammensætningen i tarmen, hvilket kan medføre porøsitet i barrieren.
Voldsomme eller langvarige madinfektioner kan skade barrieren.
Tarmdysbiose, en uhensigtsmæssig sammensætning af tarmbakterier, med for mange “dårlige” tarmbakterier, slider på tarmbeskyttelsen.
Kroniske tarmsygdomme kan slide barrieren ned.
Andre kroniske sygdomme kan medføre et uhensigtsmæssigt tarmmiljø, på grund af stress, medicin, uhensigtsmæssig ernæring mv.
Et lavt mavesyreniveau, enten medfødt eller på grund af mavesyredæmpende medicin, betyder at din mad ikke nedbrydes komplet i maven og passerer mindre nedbrudt til tarmene, hvilket kan slide på tarmbarrieren.
Udsættes du for megen miljøgift; kemi i hjemmet, kemi i arbejdsmiljøet, forurening, sendes så mange giftstofpartikler til tarmen, at det kan slide på barrieren.
Inflammationsdæmpende medicin som Ibuprofen kan skade tarmbarrieren ved langtidsindtag.
Fastfood og anden næringsfattig mad med megen madkemi er svær for kroppen af nedbryde, hvilket skaber et bombardement på tarmbarrieren, som slider.
Overvækst af Candida svamp kan skade tarmbarrieren. Beskrives i næste afsnit.
Symptomer på leaky gut!
Symptomer fra utæt tarm spænder fra helbreds-ubehageligheder over til kroniske og stærkt belastende sygdomme.
I den slemme ende finder vi autoimmune sygdomme, det vil sige sygdomme hvor kroppen grundet et højt inflammationsniveau og inflammationsforvirring angriber sig selv. Den utætte tarm fremkalder, på grund af de skadelige partikler der passer barrieren, en række inflammationer i kroppen, som kan føre til autoimmunitet.
Autoimmune symptomer:
Fødevareintolerancer
Irritabel tyktarm
SIBO
Eksem, allergi, nældefeber, astma
Fibromyalgi, måske også kronisk træthedssyndrom
Leddegigt
Hashimotos thyroiditis (autoimmun stofskiftesygdom),
Lupus, rosacea, psoriasis
Kronisk inflammatorisk tarmsygdom, cøliaki
Sklerose
Diabetes 1
Mindre voldsomme mave-tarm symptomer:
Kronisk eller hyppig tilbagevendende oppustethed, diarré, forstoppelse, mavekramper og en masse ubehagelig prutteri
Vægtøgning:
En tæt tarm og en opblomstring af dårlige tarmbakterier kan (via en fintfølende kemisk proces, som bliver kompromitteret af tarmmiljøet) føre til kulhydratresistens/insulinresistens (læs mere om det her) og leptinresistens. Leptiner styrer vores mæthedsfølelse, og når leptinniveauet konstant stiger, så kan det medføre leptinresistens, som igen medfører at vi kan ikke føle os ordentligt mætte, og får spist for meget.
Hovedpine:
Hyppig hovedpine, spændingshovedpine særligt i kraniekanten, migræne. Hjernetræthed, hjernetåge, kognitiv begrænsning
Hormonelle ubalancer:
PMS eller PCOS (Polycystisk Ovarie Syndrom)
Mental mistrivsel:
Depression, angst, ADD eller ADHD, er ofte knyttet til utæt tarm
Candida svamp gener:
Candica svamp er en gærsvamp, der bor i tyktarmen i samklang med andre svampe, men ved ubalancer i tarmen (antibiotika, medicin som højdosis p-piller, stress, madkemi…) kan Candida svampen vokse uhensigtsmæssigt på bekostning af andre bakterier og svampe, og ved utæt tarm sprede sig i kroppen via blodet. Candida svamp kan bl.a. give svamp i munden, vaginal gener, eksem, hjernetåge, kognitive udfordringer, og voldsom træthed.
Vejen til en tættere tarm, et bedre helbred og mere livskvalitet!
Vejen til en tættere tarm og et stærkere helbred er at eliminere de kost og livsstilsfaktorer, som har skabt din utætte tarm.
Kort sagt, spis og lev antiinflammatorisk.
Kost
Spiser du usundt og indtager masser af mad med kemi og industridesignede fødevareelementer, så skal kosten lægges om, så den kan give din tarm den nødvendige reparationshjælp.
Er du fødevareintolerant kan der igangsættes en kontrolleret eliminationsdiæt, hvor du i en periode fjerner de kostelementer, som du ikke tåler. Derefter træner du din tarm til at tåle mere, og spiser generelt antiinflammatorisk, sundt og næringsrigt.
Har du helbredsudfordringer som forstyrrer dit liv, eller er kronik syg, kan der designes en kostplan, som introducerer en antiinflammatorisk sund og næringsrig kost, som kan reparere din tarm og dæmpe din sygdom, så godt som muligt.
Livsstil
I livsstilssammenhæng må du måske:
Se kritisk på stress- og traumefaktorer, overveje om du sover nok, bevæger dig nok, lever nok ud, har det sjovt nok. Drikker du for meget alkohol, ryger du, fordi livet “strammer”.
Overveje om du tager en eventuel sygdom alvorligt, og spiser og lever for en forbedring af sygdommen. Spiser for meget medicin, som kan erstattes af en sund kost, som fjerner eller dæmper dine udfordringer.
Tjekke dit arbejdsmiljø, dit hjem dvs. møbler, tæpper, rengøringsmidler, din makeup, creme, shampoo, afrensningsprodukter etc. for kemiske og helbredstruende elementer.
Hvad er en antiinflammatorisk kost
Mad fyldt med helsebringende makronæringsstoffer, masser af fibre, fytokemikalier og polyfenoler, skabt af naturen og nænsomt behandlet, hvilket hjælper din krop til sundhed. Fibre og plante-antioxidanter optimerer tarmbiomet og tarmbarrieren, slukker for inflammation, styrker antioxidant systemet, afbalancerer hormonerne og hjernes kemi, booster detoxificering, og tænder for dine sygdomsforebyggende og sundhedsskabende gener. Den type kost er også antihistaminfremmende, et ekstra plus for allergikere.
Hvad er en antiinflammatorisk livsstil
At tage lytte til sig selv og tage hensyn til de helbredsudfordringer man slås med.
Stress, og en eventuel sygdom, er trættende, og når så en utæt tarm spiller med i koret, så føler man sig ofte virkelig træt, udkørt, og begrænset i sin livsudfoldelse. Det skal man tage alvorligt.
Livsfaktorer, der kan hjælpe er dig er stressforebyggelse, stresshåndtering, en god søvn, gode relationer, lavintensitets motion og bevægelse, mindfulness, spiritualitet som meditation, skovbadning, naturoplevelser, åndelighed, og kreativitet.
Kan jeg få hjælp til at kost og livsstilsændring!
Alt det ovennævnte kan være svært, hvis man er lagt ned af stress, sygdom, træthed, og følelsen af at livsændringer er helt uoverskuelig. Så søg hjælp til at gå nye og sundere veje!
Måske har du en læge, der kan hjælpe dig i gang med ernærings- og livsstilshjælp, men dels anerkender det danske sundhedssystem ikke pt. utæt tarm, så den tilbudte hjælp kan være diffus i forhold til dit egentlige problem – og dels har mange danske læger ikke tiden til afklare de bagvedliggende årsager til diffuse symptomer. Og så får man tit kun hjælp i form af medicin mod irritable tyktarm eller refluks, beroligende medicin, sovepiller, stærkere smertestillende medicin, allergimedicin, binyrebarkhormon etc.
Jeg er funktionelt uddannet kost og livsstilsterapeut, og som funktionel terapeut søger jeg altid, sammen med klienten, efter årsagerne til udfordringerne – og laver ikke kun symptombehandling.
Jeg tilbyder:
Afklaring af dine helbredsudfordringer via screening og samtale.
En plan for et bedre helbred og større livskvalitet for dig med madplan/opskrifter, og relevante livsstilstiltag.
Coachende og rådgivende samtaler, der sikrer dig kontinuitet og succes med din plan.
Kontakt: info@sundmadsundtliv.dk
Bemærk: Mine behandlinger kan IKKE træde i stedet for eventuelle forløb i det etablerede sundhedssystem, men kan supplere dette.
Views: 150
af Mette Lund | maj 8, 2023 | Anti-inflammatorisk, Bio-individualitet, Det gode liv ♥, Fibre og tarmsundhed, Gluten-intolerance, Histamin-intolerance, Irritabel tyktarm, Laktose-intolerance, Stress, Stress ned motion, Sundhed og vægt, Tarmbiom
Det kan være fordi, at mange kure og livsstilsomlægninger ikke tager højde for, at en del mennesker har komplekse helbredsudfordringer, der giver en problemer med at lykkes i en one-size-fits-all sundhedsmodel.
Her er nogle eksempler.
Frugt er sundt, og måske er du stødt på en kur, hvor indtag af frugt fyldte meget, for eksempel som diverse smoothies, hvilket lyder skønt. Frugt som en central del af kosten er desværre ikke hensigtsmæssigt for ret mange mennesker. Frugt indeholder fruktose, som er en sukkerform, og selv frugt med skræl på, påvirker dit blodsukker en del. Det kan give svære problemer som et ustabilt blodsukker , insulinudfordringer, øget appetit og til sidst evig sultfornemmelse, eller mindre helbredsudfordringer som ondt i maven, oppustet mave, diarre, mange prutter og lignende ubehag. Er du prædiabetiker med blodsukkerproblemer og vægtproblemer, har en sensitiv fordøjelse, måske irritabel tyktarm, har en fruktoseintolerance, så sendes du ud på en meget uhensigtsmæssig vej med en frugtkur. NB: Jo, selvfølgelig er frugt sundt, men skal gerne indtages i et langt mindre omfang end grøntsager, og gerne indtages sammen med langsom kulhydrat og sundt fedt og protein, for optimal sundhed, og det sagde de måske ikke noget om i frugtkuren!
Et andet eksempel kan være, at du gerne vil følge en kostplan med omlægning til en mere grøn kost, men oplever at du kommer til at lide af kvalme, mavesmerter, oppustet mave, prutter, og diarre. Det er stærkt demotiverende og du opgiver at gennemføre kostomlægningen. Helbredsudfordringerne kom måske fordi, at du har irritabel tyktarm, og det kun er muligt for dig at lægge om til en mere grøn og fiberrig kost gradvis, og med stor opmærksomhed fra din side om, hvad du umiddelbart tåler og hvad du skal træne dig op til at tåle. Du skulle have haft individuel rådgivning i din proces!
Eller måske fik du helbredsudfordringer som hovedpine, hudirritation, ondt i maven, og mental uro af den grønne kur, fordi du lider af histaminintolerance. En del grøntsager og frugt kan trigge histaminintolerance, hvis du ikke er opmærksom på din intolerance, og er klar over, at du skal træne dit system til at tåle histamin, fra i de i øvrigt sunde fødevarer. Mange sunde kure har avocado som en central fødevare, men avocado kan trigge histaminintolerance, hvis du i en periode hvor intolerancen er svær. Har du histaminintolerance skal avocado introduceres til dit system, startende med små mængder og så kan du spise mere og mere til du ikke har reaktion på det, og det også gælder andre sunde grøntsager med megen histamin i. Histaminintolerance kan være stærkt belastende, særligt hvis du ikke ved at du har det, eller ikke ved hvordan du skal håndtere det, og det kan give en oplevelse af at mad er et svært område, som hele tiden modarbejder dig og dine gode intentioner. Histaminintolerance er sjældent indtænkt eller omtalt i forbindelse med sundhedskure.
Det kan være, at du har oplevet at starte på en kostomlægning, som var glutenfri, og så endte du op med at have ondt i maven og forstoppelse, hvilket fik dig til at stoppe igen. Når man prøver at spise glutenfrit skal man nemlig være opmærksom på, at det kan betyde et kraftigt fald i ens fiberindtag, hvis man ikke spiser rigtig mange grøntsager. Forskning har vist at mange, som går en glutenfri vej, får alvorlige helbredsproblemer i det første år efter omlægningen, på grund af fibermangel, fordi mange mennesker ikke er klar over, hvor vigtigt en fiberrig kost er og hvilke fødevarer de kan få fibre fra. Det er muligt at leve sundt og glutenfrit, men man skal vide, hvordan man så spiser sig til et optimalt fiberniveau!
Low carb og keto kost kan være en rigtig vej for nogen, men hvis man ikke følger en kostomlægning, der er guidet af en dygtig rådgiver, så kan det sende dig ud på en helbredsmæssig uholdbar vej. Et højt proteinindtag kan give mavesmerter og forstoppelse, som kan blive forstærket af at du pludselig ikke spiser rugbrød, fuldkornspasta, brune ris, kartofler, rodfrugter, bananer og andet mad med kulhydrater, masse fibre og resistent stivelse (fibre) i. Er du ikke klar over, hvordan du får de makro- og mikronæringsstoffer og fibre, som du behøver for et godt helbred, så kræver det solid rådgivning at lægge din kost om i en specialiseret retning.
Nogle kost- og livsstilskure har fokus på en kraftig nedsættelse af dit kalorieindtag i kombination med et meget øget motionsniveau, for større sundhed. Er du stresset kan den type kure være helbredsskadelige. En stresset krop har brug for ro og tryghed, hvilket kaloriebegrænsning og megen motion ikke tilbyder. At sulte er stressende for din krop (kontrolleret sult/faste kan være ok for mennesker, som ikke er stressede), og at sulte er at smide mere stress ovenpå stress. Megen motion fordrer et forøget kalorieforbrug, hvilket også kan få den stressede krop til at stresse endnu mere. Kostændring vil være hensigtsmæssig for mange mennesker med stress, men ændringerne skal være baseret en kost som tilgodeser den stressede krops behov for tilstrækkelige mængder af langsomme fiberrige kulhydrater, kvalitetsprotein og sundt fedt, der forebygger metaboliske problemer, glæder de gode tarmbakterier (som producerer dopamin og serotonin, vores trivsels neurotransmittere), styrker immunforsvaret, giver mulighed for opbygning af muskelmasse, og optimerer hjernen, der har behov for sundt fedt for at fungere. Livsstilsændringer er helt sikkert også vigtige for mange stressede, men det skal være at udskifte stress med mindfulness, yoga, meditation, gåture, som tilbyder kroppen mulighed for ro og som kan være basis for et hensigtsmæssigt hjerneflow uden stress. Motion er ikke som sådan farligt for stressede mennesker, men det skal være en motionsform der tilgodeser, hvad din krop kan holde til uden at stresse. Måske har du altid nydt at løbe, men en stresset krop betragter selv positive stressfaktorer som en trussel, og at løbe tærer mere på dine ressourcer en yoga og gåture – så hold igen med stressrisici når du er nede med stress. (Bemærk: Det er generelle stressråd, og du kan godt være i en tilstand, som fordrer andre tiltag!)
Der findes naturligvis en række andre udfordringer end ovennævnte, når man gerne vil i gang med en kost- og livsstilsændring. Min pointe er blot, at det er nødvendigt at kende sit helbred og sine helbredsudfordringer, når man starter på en ny levevis. Og at det er vigtigt at være tilknyttet en fagligt dygtig rådgiver undervejs, som kan individualisere tilbuddet, og besvare og løse eventuelle helbredsudfordringer med den nye levevis.
Kunne du tænke dig et tjek af din nuværende kost, og efterfølgende et sundhedsboost af din kost, som du kan identificere dig med, så du kan starte på en kost- og livsstilsændring og være sikker på succes? Så kontakt mig på info@sundmadsundtliv.dk for en aftale.
Views: 84
af Mette Lund | dec 6, 2022 | Det gode liv ♥, Relationer, Stress
Introverte mennesker kan godt have det lidt svært med jul, fordi de forventes at være sociale og selskabelige hele tiden, hvilket er vanskeligt og trættende for dem. Vi må lære at tage hensyn til menneskers forskelligheder, og sikre at alle kan nyde julen og lade op på egne betingelser.
Der er stor forskel på at være ekstrovert og introvert. Ekstroverte bruger meget tid sammen med andre mennesker og kommer let til at føle sig ensomme, når de er alene. Det er samværet, der er i fokus og her, de henter energi. De er gode til det sociale samspil og trives bedst sammen med andre.
Introverte er mere stille i sociale sammenhænge, betragter mere, og taler helst med de andre på tomandshånd. De trives godt i eget selskab, og har brug for tid alene for at genoplade efter at have deltaget i socialt samvær.
Den ekstroverte – typiske tegn:
- Du elsker at møde nye mennesker og henter din energi fra omgivelserne
- Når du bliver optaget af noget, må du straks fortælle det til nogen
- Du bliver let midtpunkt i sociale sammenhænge
- Du er ofte hurtig til at svare, når du bliver spurgt om noget og har mange ord
- Du kommer let til at føle dig ensom, når du er alene
- Du præsterer bedst, når du er sammen med andre
Den introverte – typiske tegn:
- Du nyder en dag for dig selv og henter energi fra dit eget indre liv
- Du vil hellere spise middag med nære venner end til en stor fest
- Du vejer dine ord omhyggeligt
- Du føler dig sjældent ensom
- De fleste, du kender, har du kendt i lang tid
- Når du har været sammen med nogen en hel aften, har du brug for tid alene for at genoplade
De fleste af os har træk fra begge typer, men er overvejende det ene eller det andet. Er du af natur introvert, men vokser op i en ekstrovert familie kan du umiddelbart virke ekstrovert, for det er den opførsel som du har lært er “den rigtige”, men efter sammenkomster er du fuldstændig flad, og vil bare have lov at være dig selv. Og er du af natur ekstrovert, men er vokset op i en introvert familie, hvor “larm og megen tale” er forkert, så bliver du mere introvert, for at passe ind. Men du længes efter at give den gas, og gør den når du får muligheden!
Forskerne antager, at mellem 30 og 50 procent befolkningen er kendetegnet ved introverte træk, mens mellem 50 og 70 procent er kendetegnet ved ekstroverte træk.
Jul og introverte
Vores samfund i høj grad baseret på ekstroverte værdier, hvor vi gør meget ud af os selv og går op i ydre ting, og hvor det er i høj kurs at være rap i replikken og velformuleret, som ekstroverte typisk er. Og særligt i julen og til julefrokoster dyrkes denne samværsform. Det kan være virkelig udfordrende for den introverte ægtefælle eller det introverte barn. De introverte skal derfor have lov at have opladningsdag(e) efter julesammenkomsterne. Hvis du er den der “står for planlægningen” af juledagenes aktiviteter, så tænkt på det, hvis din ægtefælle eller barn er introvert!
Den overstimulerede introverte
Det er normalt, at den introverte kan have svært ved at spise og sove efter situationer med mange sociale indtryk.
Hvis det er et barn kan det måske også i det selskabelige samvær have svært ved at mærke, om det skal på toilettet, om det fryser eller har det for varmt. Dit barns opmærksomhed er billedligt talt gået “ud af kroppen”, fordi der er for meget social stimulation. Lav sammen med dit barn konkrete strategier, der tager højde for problemet med at mærke kroppen: f.eks. at spise lidt på forhånd inden familien skal til fest eller at forberede sig på at spise lidt mere bagefter. Og hold øje med dit barns behov under festlighederne, hjælp det med at skærmes, hvis det hele tydeligt bliver for meget. Tag en bog eller Ipad med, så dit barn kan trække sig tilbage til en stille sted, og dyrke alenetid.
Tal med barnet om, at det vil opleve at krop og sind bliver anspændt under og efter festen. Dagen efter en udadvendt dag: lær dit barn afspændingsøvelser og vejrtrækningsøvelser og tilbyd rolige aktiviteter som oplæsning, lydbøger, at tegne, lege med dukken, være i sin hule eller lave LEGO, gå en rolig tur i naturen eller lege med kæledyret! Giv hjælp til at finde tilbage til en rolig krop og et afspændt sind!
Den introverte voksne skal også have lov at have en dag eller to med rolige aktiviteter, for at komme tilbage i kroppen og finde energi. Være alene eller i tosomhed, gå- eller løbeture i naturen, lydbøger, se ynglingsserien (helst en rolig en), hobbyaktiviteter, fodbade, karbade, meditation eller mindfulness… Tilbyd forståelse og giv støtte til at din introverte partner finder tilbage til sig selv igen!
Du der er ekstrovert, men har en eller flere introverte i familien!
Husk at det er ok at sige nej. Bare fordi man får diverse juleinvitationer fra sine omgivelser, er man ikke forpligtet til at sige ja til alt. Det er vigtigt, at at prioriterer, hvilke invitationer, parforholdet/familien har rigtig meget lyst til at deltage i og sige nej tak til andre invitationer. Og det er legitimt at sige nej, med begrundelsen at nogen i familien ikke tåler så megen selskabelighed, og at I stedet prioriterer at bruge julen til at lade op og være sammen, bare jer selv!
Inspiration:
Henriette Boysen, Psykoterapeut
Charlotte Gade, coach
Psykologerne Sensitiv balance
Kurser Teknologisk Institut
Views: 67
af Mette Lund | sep 26, 2022 | Allergi i familien, Anti-inflammatorisk, Bio-individualitet, Børn og mad, Det gode liv ♥, GRO kostprincip, Irritabel tyktarm, Stress, Sundhed og vægt, Ydelser
Forskning viser, at vores tarme og hjerne er så tæt forbundet af celleaktivitetssignaler, at det næsten fungerer som to hjerner, og dette system er af stor betydning for både vores fysiske og mentale helbred!
Sagt med andre ord: vores tarme og vores hjerne samarbejder hele tiden, og er dybt afhængige af hinanden.
Uddybet forklaring på fordøjelsens og tarmens rolle i det gode helbred
Den indbydes afhængighed mellem hjerne og tarm primært håndteret af vagusnerven*) viser sig både i den raske og den sygdomsramte krop, på forskellig måde.
I den raske krop, fyldt op af af sund kost, motion, trivsel i liv og arbejdsliv ser man:
– trivsel i livet udløses lykkehormoner som dopamin, serotonin og melatonin fra hjernen, hvilket sikrer en god hormonbalance i kroppen
– den gode hormonbalance er med til at sikre, at det sunde maveindhold føres hensigtsmæssigt fra maven til tarmene, hvor der frigives næring til kroppen
– den sunde mad skaber også en sund og alsidig bakterieflora i tarmene, som sikrer den rette optagelse af føden
– de sunde tarmbakterier sikrer også at lykkehormoner som serotonin kan ekstraheres af maden
– vagusnerven *) påvirkes positivt af serotonin mm. og dette skaber igen en positiv hjerneaktivitet
*) Vagusnerven er den eneste nerve i vores krop, som direkte forbinder hjernen med maven, fordøjelseskanalen, lungerne, hjertet, milten, tarmene, leveren og nyrerne. Ca. 70 % af nervefibrene i vagusnerven er sensoriske, og de sørger for hele tiden at sende beskeder til hjernen om tilstanden i vores krop. Dette betyder, at nerven kan melde tilbage til hjernen, hvordan diverse organer har det.
I den sygdomsramte krop, præget af angst, depression, stress og/eller fysiske sygdomme, ser man:
– hjernen udløser stresshormon
– dette aktiverer yderligere hormonelt styrede stressreaktioner
– stress forstyrrer fordøjelsen, hvilket kan skabe opblomstring af dårlige tarmbakterier og utætte tarme
– dårlige tarmbakterier og utætte tarme kan medføre lækning af restprodukter fra fordøjelsen til blodbanerne (kroppen oplever det som endotoxin/giftstof)
– det kan medføre inflammation i kroppen
– hvilket igen kan medføre inflammation i hjernen (fysisk sygdom og/eller psykiske problemer)
OBS!
Dette sofistikerede system er ansvarlig for 80 % af dit immunsystem, og er dermed en vigtig brik i styringen af dit inflammationsniveau.
Systemet styrer også produktionen af hormoner og signalstoffer, for eksempel produceres 95 % af dit serotonin, lykkehormon, ikke i hjernen, men i tarmene.
…Så vi skal passe rigtig godt på vores fordøjelsessystem: mave og tarme.
10 gode råd til at etablere en sund og velfungerende tarm-hjerne forbindelse:
1. Lad cirka 50 % af din tallerken ved hvert måltid være plantemad, grøntsager, fuldkorn, og frugt, + lødige proteiner og sundt fedstof. Sund mad hjælper til opblomstring af de gode tambakterier – de der beroliger vagusnerven og giver en god fornemmelse i krop og sjæl.
2. Spis så meget økologisk som du har råd til, for at undgå pesticider og miljøgifte. Pesticider og giftstoffer stresser kroppen og giver en opblomstring af dårlige tarmbakterier
3. Undgå madkemi, underlødige tilsætningsstoffer, og mad fyldt med dårlige fedtstoffer (alt det du finder i fast food af lav kvalitet, lav kvalitet fryse- og dåse færdigmad, langtidsholdbar mælk og mælkeprodukter, mange coffee creamere, lav kvalitet kage- og brødmix, lav kvalitet færdige brød, kiks og kager, det meste cremepulver, sovsepulver, suppepulver, frikadellemix mm.) Tjek ingredienslisten, hvis du ikke kan genkende det der står, så køb ikke varen! Husk at ringe og usund mad giver stressede og dårligt fungerende tarme.
4. Nedbring dit stressniveau mest muligt. Dyrk mindfullness, meditation, yoga, sudoko, kryds- og tværs, god musik, gode bøger, gåture eller lignende hver dag. Du skal gøre noget der får din krops stressreaktion ned i gear!
5. Dyrk gode relationer, helt bevidst. Tal med dine nære og kære, dyrk dine venner, tal kærligt til dit kæledyr, ring til din søde gamle tante eller en god skoleven du næsten havde glemt – så ofte som muligt. At dyrke de gode relationer hæver dit serotoninniveau og nedbringer dit kortisonniveau. Gode relationer gør din vagusnerve rolig og afstresset. Undgå dårlige relationer, de dræner dig for sundhed, og gør din vagusnerve urolig!
6. Dyrk let motion så tit som muligt. Gåture, løbeture, cyketure, boldspil, petanque, crolf, frisbee golf, golf, motionsgymnastik mv. er sundt. Du behøver ikke dyrke hård sport for at være sundt, tværtom, så er mild og middelanstrengende motion sundest for krop og sjæl, særligt hvis du er stresset. Motion påvirker vores metabolisme, energiomsætning, der påvirker vores hormoner, herunder vores veltilpashedshormoner, let motion påvirker vores stresshormoner positivt ved at nedsætte vores kortisolniveau osv. Vagusnerven slapper af ved motion, der øger din velvære. Noget forskning tyder sågar på, at let motion kan fremme tilvækst af de gode tarmbakterier.
7. Fjern miljøgifte fra dit hjemmemiljø. Brug rengøringsmidler uden kemi. Køb tøj, møbler, legetøj, dimser til hjemmet uden miljøgifte, læs grundigt på emballagen. Miljøgifte påvirker vores hormoner, og stresser kroppen, fordi den ikke kan “forstå” hvad det er, og ikke ved hvordan den skal beskytte sig mod det. Vagusnerven påvirkes negativt af elementer der stresser kroppen, og det giver uro i hjernen!
8. Undgå rygning. Rygning påvirker dine indre organer negativt, oxiderer dine celler, udløser hormonet kortisol, øger kroppens stressniveau, og rygning kan fremme opblomstring af negative tarmbakterier. Faktorer der stresser din vagusnerve, og fremkalder uro i hjernen!
9. Drik en meget moderat mængde alkohol. Alkohol påvirker kroppen på mange måder, herunder b.la. ved at produktionen af mandligt kønshormon, testosteron, kan falde, mens koncentrationen af stresshormonet kortisol bliver større, selvom det føles som om, at alkoholen får én til at slappe af. Andre stresshormoner kan også stige, hvilket kan give uregelmæssig hjerterytme, og alkohol påvirker insulinet, så blodsukkeret enten kan stige eller falde uhensigtsmæssigt. Alkohol påvirker de fleste organer, forstyrrer de gode tarmbakterier, gør din vagusnerve nervøs, så du får en hjerne, der er ude af balance.
10. Dyrk den gode søvn. Lav regelmæssige søvnrutiner (gå i seng og stå op på nogenlunde samme tid hver dag). Spis ikke eller drik alkohol tæt på sengetid, det forstyrrer søvnen. Dine tarme har også brug for ro til fordøjelse, så en spisepause på 10-12 timer mellem aftens- og morgenmåltid er godt.Tag ikke elektronik med i seng (mobiltelefon, Ipad etc.), så det kan forstyrre din søvn med bip og lys. Din hjerne skal skylle sig selv om natten, for at fjerne brugte proteinstoffer, og det kræver en rolig og dyb søvn. Sørg for at der er mørkt i dit soveværelse, mørket fremmer melatonindannelsen, det hormon, der får dig til at sove godt. Når du får hvile om natten bliver alle dine celler, dine hormoner, din vagusnerve og dermed din hjerne glad og velfungerende, hvilket igen påvirker din tarme til et større velbefindende, hvilket betyder bedre optagelse af sundheden i din mad, som betyder udløsning af de gode hormoner, der… En god cirkel er skabt!
Søg professionel hjælp, hvis du ikke kan få styr på ovennævnte mekanismer og du er: meget stresset, lider under et stressende traume, lider af tilbagevendende mave-tarmuro, har småondt et eller andet sted hele tiden, har tilbagevendende hovedpine, er urimeligt træt hele tiden, føler det som om du har tåge i hjernen, er urimeligt glemsom, sover rigtig dårligt, ofte er ked af det eller depressiv, får angstanfald, har vægtproblemer der skyldes en stresset livsstil mv.!
Views: 121
af Mette Lund | jun 22, 2022 | Anti-inflammatorisk, Det gode liv ♥, Stress
Glæde er en vigtig søjle i et godt liv, men ind i mellem kan den forsvinde! Og uden glæden mangler vi et forsvar mod det der kan belaste vores helbred – så det kan betale sig at lede efter den, gøre plads til den!
At have mistet glæden er ofte et tegn på stress
Ofte er vi os slet ikke bevidste, at vi mangler glæden i vores liv. Men som stressbehandler støder jeg ikke sjældent på mennesker, der absolut ikke kan svare på, hvad der bringer dem glæde. Glæden er blevet væk!
Ved stress undertrykker vi følelser, for at kunne komme igennem livet. Stress er forbundet med angst, ubehag, belastende kropslige reaktioner som smerte og stor træthed, fordi vores nervesystem slås med psykiske og fysiske reaktioner på belastende oplevelser, der kun burde vare i meget kort tid, men ved stress er tilstede over lang tid.
Glæde er en af de følelser som vi sætter på stand by, når vi er midt i en stressfyldt tid, for glæden hjælper os ikke til at håndtere stressreaktionerne, har den fysiske krop bestemt. Den reaktion er dog en reminiscens fra vores urtid, hvor fight or flight reaktionen var kortvarig, og gjorde det muligt for os at løbe væk eller gemme os for en fare. Men at pause glæden over lang tid, som vi gør ved en langvarig stress, er uhensigtsmæssigt.
Hvorfor sætter vi glæden på “hold”?
Vi sætter ikke nødvendigvis glæden på hold bevidst, men glæde er forbundet med produktion af signalstoffer, som vi har svært ved at producere, når kroppen er i stress-mode. Serotonin, dopamin, melatonin, som vi bruger til at føle glæde, produceres der for lidt af.
Kognitivt er det også en naturlig proces, at vi ikke bruger tid på at finde og føle glæde, når vi er optaget af livsfaktorer, der synes uløseligt svære og som tager hele sendefladen.
Hvad gør os stressede?
Stress kan komme af for store eller for komplekse arbejdsbyrder. Vi er indrettede til gerne at ville kunne sætte flueben ved opgaver, gøre os færdige, føle tryghed og måske glæde ved veloverstået gerning. Hvis det ikke lader sig gøre, fordi der hele tiden er et overvældende antal nye opgaver på to-do-listen eller opgaverne er alt for komplekse og uløselige, så får vi aldrig forløsning. Det stresser!
Stress kan også komme af, at der ikke sker noget omkring os. Mange mennesker har behov for en vis udvikling i livet, og hvis de sættes i stå hele tiden , så bliver de stressede.
Stress (traumer) kan komme af mobning, dårlige relationer, misbrug, hvor vores følelser hele tiden er på overarbejde. Når vi skades psykisk er hele systemet i alarmberedskab, for kroppen skelner ikke mellem fysisk fare og psykisk ditto, fight or flight er reaktionen er den samme.
Stressreaktioner
Kroppen, fysisk og psykisk, kollapser på et tidspunkt, hvis du lever i konstant stress.
Resultatet er at livet føles uoverskueligt, med social isolation, angst, depression, tristhed.
Nogen oplever konkrete lammelser i kroppen, andre diffuse eller konkrete smerter, hovedpine, mavebøvl, tinnitus, hjerte- og hjerneflimmer, vægtøgning…
Ved kortere stressperioder er reaktionerne sjældent så voldsomme, men slemme nok til at sætte livet på hold for en tid.
Nogen mennesker er hurtigt klar over at de er stressede, andre føler et pres, men ikke stress, før hele systemet siger fra, og den periode kan vare i årevis. Når mennesker, der ikke er i så godt kontakt med deres krop og psyke kollapser med stress er det oftest rigtig voldsomt, hvilket kommer bag på dem. Men set i bagspejlet kan de fortælle at glæden havde været væk rigtig længe.
Kan glæde modvirke stress?
Ja, glæde kan modvirke stress, men det sker oftest først efter en stressreaktion, der har krævet at du har fundet ud af, hvad der stresser dig. Efterfølgende kan glæde blive et værn mod stress.
Når vi er os bevidste, at glæden har været væk og vi har fundet den igen, så kan den proces skærpe vores bevidsthed om at forblive i et liv, hvor der er plads til glæden. Hvor vi arbejder bevidst på at beholde glæden og sige nej til stress.
Desværre er vi i den vestlige kultur ikke optaget af at have den umiddelbare glæde med os.
Vi mener at glæde er forbundet med at opnå noget. Mange af os måler vores trivsel i arbejdet, vil gerne have en attraktiv arbejdsidentitet, nå i mål, have succes, og det har sin pris. I dags arbejdsliv er en evig optimering og det påvirker de centre i vores hjerne, og dermed også vores anden hjerne: tarmsystemet, som skal producere trivselshormonerne. Vores sanseapparat kan opleve de konstante optimeringskrav som en fare, måske endda en trussel, og så starter stressprocessen.
Glæde kan ikke optimeres
Glæde er vitaminer til livet, når man er glad bare fordi, når glæde er at være i live, nyde naturen, nyde hobbies som traveture, fisketure, dans, rulleskøjteløb (ikke for motionens skyld, men fordi det er skide skægt), kagebagning, at nørde i værkstedet, leg og pjank med børnene eller børnebørnene, på stranden med hunden.
Glæde kan ikke skemalægges, glæde er en følelse der kan opstå, når der plads og rum i livet til glæde.
Den umiddelbare glæde kan også opstå i forbindelse med åndelighed, spiritualitet eller andet virke, der rækker ud over dig selv, frivilligt arbejde f.eks..
Glæde og sundhed
Glæde og umiddelbarhed har samme sundhedseffekt som yoga og meditation. Det giver et roligere åndedræt, et dybere åndedræt, afslapper spændte muskler, og beroliger vagusnerven. Vagusnerven, der er kommunikator mellem hjerne og tarmsystem, sikrer at vi sender signalstoffer ud i kroppen, der forstærker den ro vi oplever.
Når kroppen oplever ro, det modsatte af stress, mindskes inflammationen i kroppen, og vores risiko for diverse sygdomme formindskes. Aldring er en form for inflammation, så du ældes langsommere når kroppen er rolig.
Der er lavet mange studier, der viser at glæde og ro er et vigtigt sundhedsparameter. Organisationen Blue Zone, der har forsket i aldring og hvorfor mennesker vi visse regioner i verden bliver markant ældre end gennemsnitsmennesket, beskriver hvordan glæde, almen tilfredshed med livet, går igen som et sundhedselement.
Jeg håber, at du kan finde eller genfinde glæde i dit liv, det er værdifuldt!
Inspiration:
IIN, integrativnutrion.com
Blue Zones
Views: 36
af Mette Lund | maj 2, 2022 | Anti-histamin fremmende, Det gode liv ♥, Stress ned motion
Du har nedsat risiko for flere forskellige sygdomme, hvis du motionerer mindst 30 minutter om dagen, de fleste af ugens dage.
Motion er og kost er de to mest anti-inflammatoriske midler der findes.
Med motion produceres myokiner, der har en antiinflammations effekt , fordi det bekæmper det usunde fedt, som er inflammatorisk – og motion sætter skub i produktionen af signalstofferne serotonin, dopamin, noradrenalin, der i den rette mængde kan virke som lykkepiller.
Ny forskning viser at et stof ved navnet kynurenin kan gå fra blodet og over i hjernen, og gøre dig stresset og deprimeret. Men at du med motion formodentlig kan hæmme kynureninens passage over i hjernen.
Det behøver ikke være strabadserende motion
Daglig bevægelse eller let motion kan være en fin løsning.
Daglig bevægelse som at bruge kroppen som transportmiddel, gøre rent, lave havearbejde, slå græs, og lege med børnene/børnebørnene er at betragte som motion. Måske brænder du ikke mange kalorier af, men du får brugt muskler rundt om i kroppen, og det virker! Så drop robotterne og gør arbejdet selv.
Let motion er f.eks. at gå en tur/skovbade dvs. gåture i skov og anden natur. At gå en tur på minimum 10 minutter efter aftensmaden sænker eksempelvis risikoen for en uhensigtsmæssig blodsukkerstigning rigtig meget – hvilket er dit bedste middel mod inflammation og tidlig aldring!
Ps: at danse til et par numre af din ynglingsmusik, måske sammen med din partner, dog ikke rolig kinddans, hver dag, er rigtig god motion!
“Stress ned motion”, når kroppen kun vil meget lidt
Anti-inflammatorisk og afstressende motion har flere gevinster end almindelig motion, hvis du er stresset.
Rolig motion kan nemlig hjælpe dig og din krop med at genfinde roen, bidrage til et dybt åndedræt i mellemgulvet, en rolig vagusnerve, velfungerende og smidige muskler og led.
Det er motion med fokus på:
– et roligt åndedræt, der ikke kun foregår i din brystkasse, for det beroliger dit hjerte/din hjerterytme
– at berolige vagusnerven. Fordi vagusnerven er en af kroppens største nerver, og fungerer som kommunikator mellem hjerne og tarm, hvor der sendes signalstoffer/hormoner frem og tilbage. Bliver vagusnerven urolig, og det gør den ved stress, så bliver hele din krop og psyke urolig.
– at afspænde din krops muskler, led og nerver, som ofte er overspændte ved stress
– at fastholde muskelstyrke uden at dyrke en hård motion, der kan stresse den anspændte krop
– at få lidt pulsen op uden at stresse krop og psyke, ved lære kroppen at det du har gang i ikke er farligt
Stress ned motion er en ikke-præstationsmotion, med tid og støtte til at du som stresset finder ind i din egen krop, lærer at arbejde sammen med den og genfinder et kropsligt og psykisk velvære.
Du kan dyrke den type motion i form af eksempelvis afspændings- og bevægelsesgymnastik, pilates, callanetics, og selvfølgelig yoga og yoga i kombi med let meditation. Der findes både fitnesscentre, gymnastikforeninger og aftenskoler med den type motion.
Motion med høj puls
Du kan selvfølgelig også dyrke fysisk krævende motion med høj puls og leve antiinflammatorisk. Dog er det godt at kende din krop og forstå din krops reaktioner på din motionsform, så du og kroppen arbejder sammen, hvis du vil leve antiinflammatorisk, da især en rolig vagusnerven er i centrum for den antiinflammatoriske livsstil.
Inspiration:
IIN.com
Bente Klarlund
Views: 82
af Mette Lund | apr 6, 2022 | Anti-histamin fremmende, Anti-inflammatorisk, Bio-individualitet, Det gode liv ♥, Histamin-intolerance, Irritabel tyktarm, Mad som medicin, Stress, Tarmbiom
Histaminintolerance er i dag en ikke diagnosticerbar lidelse. For få år siden var det samme gældende for irritable tyktarm, kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi mm. Man var klar over at nogen mennesker led under fysiske problemer med disse betegnelser, men man kunne ikke forklare lidelserne konkret. Det kan man i dag, i hvert tilfælde meget mere konkret end for få år siden, under diagnosen “funktionelle lidelser”. Se mere på funktionellelidelser.dk.
Hvad er histaminintolerance?
Histaminintolerance er en kropslig reaktion på et forøget histaminniveau i kroppen. Det giver allergilignende symptomer som slimdannelse i åndedrætsorganer, ondt i maven med diarre eller forstoppelse og oppustethed, træthed, hudirritation, migræne, høj puls, hjernetåge, hjertearytmi, temperatur reguleringsproblemer (kulderystelser eller høj varme), muskel- og nerveuro med mere. Mange med histaminintolerance og disse symptomer strides med en belastet hverdag.
Funktionelle lidelser er en samlebetegnelse for en gruppe af sygdomme, hvor man er belastet af og bekymret over fysiske symptomer, som gør det svært at fungere i dagligdagen, som f.eks. leaky gut, irritabel tyktarm, fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og svær stress m.fl. . Symptomer er træthed, hjernetåge, hovedpine, ondt i maven med diarre eller forstoppelse og opppustethed, halsbrand og en brændende fornemmelse i brystet, hjertebanken, forpustethed uden anstrengelse, vanskelighed ved kropstemperaturregulering, muskel-, led- og nervesmerter, føleforstyrrelser, rygsmerter mm.
Som det fremgår er der et stort sammenfald af symptomer ved de to sygdomme – og måske burde histaminintolerance være en sygdom i det funktionelle lidelse spektrum.
Inflammation og histamin
Histaminintolerance
Ved inflammation udløses histamin fra vores mast celler (da det er vores beskyttere mod inflammation), og der kan derfor altid findes et forhøjet histaminniveau i kroppen ved inflammation.
Det har indtil nu ikke været muligt at finde årsagerne til histaminintolerance, men måske er histaminet ikke er den udløsende faktor ved histaminintolerance, som hidtil antaget. Måske er histaminet tilstede på grund af en ikke registreret inflammation et sted i kroppen, som udløser histamin, og det er inflammationen der er problemet?
Histaminintolerance kan optræde i flere former, en form hvor der kan påvises mangel på enzymet DAO i tarmen, så histamin i kroppen ikke nedbrydes som det skal, og en form hvor histamin ophobes i kroppen uden påviselig årsag. Men måske har vi overset at inflammation i kroppen er grunden til histaminoverskuddet. Hidtil har anbefalingerne været at undgå histamin i maden (der er histamin i alle fødevarer, nogen mere end andre, og meget i tilberedt mad af ældre dato og dåsemad, hvor der ophobet histamin pga. bakterier). Men friske fødevarer indeholder faktisk ikke histamin i en farlig koncentration, og undgår man diverse fødevarer for at undgå histamin risikerer man at komme til at mangle vitaminer, mineraler, fytokemikalier og polyfenoler. Så det er værd i stedet at undersøge om man har en inflammation i kroppen, der udløser det histaminoverskud, som giver ubehag.
Funktionelle lidelser
Forskning har afdækket, at de sygdomme der hører under funktionelle lidelser er kendetegnet ved at både hjernen, tarmen og immunsystemet er involveret i sygdommen, og at man ofte kan finde inflammation i kroppen. Stress er ligeledes ofte en del af den funktionelle lidelse, og stress kan sætte en kaskade af signalstofproduktion i gang, der ved vedvarende stress kan medføre inflammation i kroppen. – Mange med histaminintolerance giver også udtryk for, at deres intolerancesymptomer er kommet i forbindelse med stress og forværres ved stress!
Er histaminintolerance faktisk en funktionel lidelse?
Meget kunne tyde på det. Mange med histaminintolerance har også diagnoser som leaky gut, irritabel tyktarm eller andre mave-tarm udfordringer, flere fødevareintolerancer, uforklarlige organ/led og muskelsmerter, hjernetåge, hukommelsesproblemer etc., hvoraf en del lidelser er diagnosticeret under funktionelle lidelser.
Krydsfeltet mellem funktionelle lidelser og histaminintolerance
Nogen mennesker oplever lidelse der indbefatter en inflammatorisk tilstand, som de får diagnosticeret som en funktionel lidelse, og de ved ikke at de faktisk har et histaminoverskud i kroppen, som kan være forklaringen på nogle af deres symptomer, mens andre finder frem til at deres lidelser udspringer af et histaminoverskud, men får aldrig diagnosen funktionel lidelse, selv om deres lidelser egentlige kunne udløse det!
Hvorfor karakterisere histaminintolerance som en funktionel lidelse?
Dels giver det mennesker med histaminintolerance en adgangsbillet til det officielle sundhedssystem, idet funktionelle lidelser nu kan diagnosticeres og behandles i alle regioner. Histaminintolerance diagnosticeres ikke af sundhedsvæsnet i dag, hvilket betyder at der er for lidt viden om udfordringerne med histaminoverskud i kroppen, og de der rammes, men ikke forstår hvad der ramte dem, mistrives og føler sig overset i sundhedssystemet. Ved at få en diagnose og kunne tale med professionelle behandlere om symptomer og behandlingstilbud kommer der ro på systemet, og dermed en mulighed for en forbedret livskvalitet.
Der er meget ikke-valid information om histaminintolerance på internettet, som læses af mennesker med mærkelige komplekse fysiske problemer, som de ikke kan få diagnosticeret og føler de selv må gætte sig til. Når man har smerter og andet ubehag dagligt, når man næsten ikke kan klare at håndtere arbejde, studier, familien osv., så søger man en forklaring! Nogle af de forklaringer man kan finde på internettet om histaminintolerance er desværre ikke med til at forbedre livskvaliteten, men snarere med til at forværre den, og give flere symptomer. Kosten er i centrum, men når du bevæger dig ud af en vej med megen restriktion i kosten vil du oftest opleve at kroppen bliver mere og mere fødevare-intolerant i stedet for det modsatte. Og til sidst rammer man en mur af opgivenhed, der kunne have været undgået med muligheden for at tale med professionelle om ens udfordringer!
Mulig behandling af histaminintolerance
Funktionelle lidelser er undersygdomme til Bodily distress syndrome (kropslig stresstilstand), og beskrives som en bio-psyko-social opstået lidelse, en sygdom der omfatter hele mennesket.
Research på histaminintolerance kunne tyde på, at den lidelse også er en bio-psyko-social opstået lidelse.
Stress og inflammation går igen i forskningsbaserede beskrivelser af funktionelle lidelser og histaminintolerance (Danmark er bagud med hensyn til forskning i histaminintolerance, mens de engelsksprogede lande har en del forskning på området). Og det samme gør teorier om at hjernen er blevet overbelastet af for meget stress, for mange signaler om kropslige problemer over for lang tid, så hjernen til sidst tolker alle input som trusler, med smerter som konsekvens. Et så udfordret liv kan også give store psykiske og sociale problemer, hvilket giver stress, og så ruller lavinen…
Den bio-psyko-sociale model
På de regionale centre for funktionelle lidelser behandler man derfor mennesker med funktionelle lidelser efter en bio-psyko-social model, der omfatter træning, kognitiv terapi, medicin, mindfulness, og i nogle tilfælde hjælp til at komme tilbage til et arbejde eller en uddannelse. Alt efter hvor syg man er tilbydes elementerne i forskelligt omfang.
Hvorfor tilbydes den type behandling, med f.eks. kognitiv terapi? Fordi når man gennem længere tid har været syg med mange forskellige og ubehagelige lidelser, og haft svært ved at forklare omgivelserne ens sygdom der ikke har en diagnose, skal der ofte også sættes ind psykologisk for at man genvinder følelsen af kontrol og sygdommen og livet. Desuden er stress et hyppigt element i funktionelle lidelser og histaminintolerance, og her kan kognitiv terapi være hjælpsomt. Forskning i funktionelle lidelser har også vist, at fysiske eller mentale traumer kan være en årsag til udvikling af funktionelle lidelser (der er en tæt forbindelse mellem traumer/stress, og udvikling af fysiske lidelser), og her kan kognitiv terapi eller traumebehandling være meget relevant.
En del mennesker med funktionelle lidelser har også mistet arbejdet eller er gået i stå på en uddannelse, har måske fået familieproblemer, og så kan det være relevant med hjælp til at genvinde ens sociale liv.
Det er min opfattelse at mennesker med svær histaminintolerance kunne have hjælp af den type indsats.
Biologisk-fysisk vejledning/kostvejledning
Jeg finder at man har for lidt fokus på kostvejledning i den bio-psyko-sociale model. Forskning i hjerne-tarm forbindelsen har påvist, at tarmens velbefindende spiller en stor rolle i både det fysiske og psykiske velbefindende. Læs mere her!
70-80 % af vores signalstoffer (styrer bl.a. det psykiske velbefindende) produceres i tarmen, vel at mærke når de tarmbakterier som styrer denne produktion har det godt. Og det har de, når vi spiser grønt, fiberrigt og alsidigt.
Der forskes lige nu meget i, hvordan netop tarmbakterier kan spille en rolle i etablering af et stærkt mentalt velbefindende, og hvordan stærke tarmbakterier kan medvirke som et værn mod stress og de negative mentale konsekvenser af stress. Læs mere her!
Det er ikke indtænkt i den bio-psyko-sociale model – og det er i min optik en mangel!
Hvad skal du gøre, hvis du lider af histaminintolerance, og behøver hjælp?
Måske kan du få din læge overbevist om, at du har en funktionel lidelse, og dermed blive henvist til et af de regionale centre, og få hjælp. Ellers anvend nogle af de elementer der indgår i centrenes behandling.
Få hjælp til stresshåndtering og andre mentale udfordringer via kognitiv terapi eller mindfulness.
Styrk din fysik med blid træning, for det er så vigtigt at holde kroppen muskulært velfungerende. Det kan f.eks. blot være opmærksomhed på at bruge din krop hver dag i daglige gøremål som gå på trapper, gå- og cykelture, let rengøring, let havearbejde, leg, små træningsøvelser ved skrivebordet/spisebordet/køkkenbordet mens du laver andre gøremål…
Spis den rette kost, og det er ikke eliminering, men inklusion. Grøntsager, frugt, frisk kød og fisk, gode mejeriprodukter, æg med videre rummer ud over vitaminer og mineraler og makronæringsstofferne kulhydrat, fedt og protein også antioxidanter, fytokemikalier, polyfenoler, quercetin etc. som er essentielle for kroppens skabelse af anti-histamin. Anti-inflammatorisk kost, kost baseret på uforarbejdede fødevarer (ikke industrielt producerede), masser af farvestrålende og fiberrigt grønt og frugt, kvalitetskød og fisk i fornuftige mængder, fermenterede fødevarer, fuldkorn med mere, modvirker inflammation og styrker din krops evne til at nedbryde histamin. Der er nogle få regler for elimination (ex. genopvarmet mad), der giver mening, og så skal du være meget opmærksom på, om eventuelt medicin du får i virkeligheden udløser histamin. Du kan finde oversigter over dette på histaminintolerance.dk.
Desuden er sund kost den bedste selvmedicinering mod mentale udfordringer, idet sunde tarmbakterier producerer signalstofferne dopamin, serotonin og melatonin, som kan støtte et mentalt velbefindende.
Du er velkommen til at kontakte mig for hjælp til en plan, hvis du er gået i stå i forhold til dine udfordringer. Jeg tilbyder en 360 graders indsats med både kostvejledning, traumehåndtering, stresshåndtering, kognitiv terapi, og hjælp til at få en plan for afhjælpning af eventuelle sociale udfordringer i forbindelse med ex. job og uddannelse.
Kontakt: info@sundmadsundtliv.dk, 40110314
Views: 195
af Mette Lund | jan 30, 2022 | Bio-individualitet, Det gode liv ♥, Irritabel tyktarm, Stress, Tarmbiom
Min historie samt noget generel viden og gode råd!
Min barndom, i hvert tilfælde efter min 9. år, var traumatisk på grund af psykisk sygdom og misbrug hos min mor. Før mit niende år havde hun været en almindelig hjemmegående mor, sådan oplevede vi det i hvert tilfælde, men hendes psykiske problemer og misbrug var reelt langsomt vokset til det tog overhånd.
I starten betød det ensomhed, bekymring og sorg, fordi min mor var indlagt en del gange. Jeg savnede hende, men var samtidig bange for at hun skulle komme hjem, for så kunne misbruget pludselig opstå igen, og det var helt uhåndterbart for et barn.
Som årene gik og det blev klart at hendes problemer og misbruget ikke var behandlingsbart (sådan udtrykte psykiatrien sig) blev usikkerhed hverdagskost, og ubehagelige episoder noget vi skulle leve med. Min far anede ikke sine levende råd, og lukkede derfor delvist øjnene for misbruget, hvorfor det blev en byrde for os unger, der var hjemme (efter skole) hos hende. Far kom først hjem efter arbejde (efter 17), og da havde jeg lavet maden og sendt min mor i seng, hvis vi var i en slem periode.
Vi havde også gode perioder, heldigvis, hvor vi levede som andre middelklassefamilier. Jeg var derfor overbevist om, at ingen, selv min bedste veninde, viste hvor slemt det stod til hos os. Jeg talte ikke med nogen om livet derhjemme, og vi talte heller ikke om det indbyrdes i familen. Denne tavshed og den usikkerhed som fulgte med, at vi aldrig viste om det var en god dag eller en lortedag, når vi kom hjem fra skole, tog hårdt på mig, men jeg anede ikke hvor jeg skulle gå hen og snakke om tilstanden i vores hjem og min smerte.
Først da jeg flyttede hjemmefra begyndte jeg at tale med andre om min opvækst, og alle de psykiske udfordringer der fulgte med denne opvækst. I starten talte jeg mest med vildt fremmede om det, for af en eller anden grund var det det letteste, og stille og roligt gik det op for mig, hvilke belastninger vi var vokset op med. Senere talte jeg med nære veninder og venner, kærester og til sidst psykologer om oplevelserne – og forstod at mit liv var formet for evigt af disse traumer. Ikke sådan at det ikke er muligt at leve et godt liv trods oplevelserne, men de har afsat både fysiske og psykiske mærker, som jeg lever med.
Jeg har siden de sene teenageår lidt af irritabel tarm, en vis grad af endometriose og allergier. Sygdomme man i dag ved skyldes kronisk inflammation, og endometriose og allergier betragter som autoimmune sygdomme, det vil sige inflammationssygdomme, hvor kroppen angriber sig selv. Inflammation er en del af kroppens naturlige forsvar mod infektion, irritation, toksiner og lignende. Hvis immunforsvaret forstyrres, og ikke kan holde infektioner på afstand, opstår en kronisk inflammation, der kan resultere i smerter og vævsbeskadigelse. Langvarig stress er i høj grad immunforsvars-forstyrrende, så mine sygdomme er ikke kommet ud af det blå, men på grund af en stresset opvækst.
Ved stor belastning, læs: stress, producerer vi mange signalstoffer, f.eks. kortisol, adrenalin, nonadrenalin, hvilket hjælper os ved en fysisk kritisk situation som eksempelvis angreb af et dyr eller menneske. Men hvis belastningen bare fortsætter og fortsætter, og der ikke sker en udløsning af lettelse (vi slap fra forfølgeren), så skader disse (stress)stoffer kroppen. Især kan store mængder kortisol belaste vores krop. De frigivne signalstoffer påvirker tarmbakteriefloraen i en uheldig retning, hvilket igen påvirker vores psyke i en negativ retning. Dette fordi tarmbakterier påvirker vores generelle helbred som så igen påvirker vores immunsystem, det endokrine system (cellekommunikation) og det metabolismen (energiomsætningen), som så igen påvirker tarmbakterierne. En cyklus, som er er til gavn for os, når vi er i balance, men som bliver en negativ cyklus, når vi er stressede.
De belastende fysiske konsekvenser kan være: et udfordret immunsystem, stigende inflammation, diverse inflammationsskabte sygdomme, og lette eller svære autoimmune sygdomme.
De belastende psykiske konsekvenser kan være: vi føler os stressede, trætte, glemsomme, kede af det, måske depressive og angste, mister lysten til at være sammen andre, bliver indelukkede.
Symptomer som jeg i dag kan se at jeg sloges med allerede fra mit tiende år, og som blot accelererede indtil jeg med hjælp forstod, hvilken ond cirkel jeg var havnet i. Og forstod, at jeg selv måtte bryde den gennem en holistisk tilgang.
Det er så lettere sagt end gjort, for de fysiske og psykiske symptomer skabt af langvarig stress er svære at arbejde med. Et af de sværere problemer, som jeg slås med er ”leaky gut”, utæt tarm, som opstår fordi slimlaget på indersiden af tarmene slides ned af ubalancerne i tarmene, hvilket tillader større partikler, end naturen havde tænkt sig at passere fra tarmen og ud i blodbanerne. Det skaber frygt og forvirring i din krop = inflammation, risiko for lette eller svære autoimmune problemer og en forøget risiko for at du ikke kan bekrige bakterier og vira, der kommer ind i din krop. Ved mig viser det sig som endometriose, allergi og problemer i fordøjelsen, særligt i tyktarmen.
Leaky gut formindsker man både ved at arbejde stressforebyggende og via kostændringer. Den kost og livsstil jeg anbefaler på min hjemmeside, forebygger eller lindrer leaky gut, og er måden jeg selv lever på.
Jeg fik først sent i livet en forståelse for sammenhængen i mine udfordringer, så det er ikke sandsynligt, at jeg kan helbrede mig selv, men jeg kan mindske problemerne, og derved få et betydeligt bedre, sundere og mere smertefrit liv. Der er stadig allergier og fordøjelsesproblemer at håndtere (endometriosen er er aftaget, næsten væk, med overgangsalderen), men nu forstår jeg problemernes udspring, og kan behandle dem med færre og mindre ubehag til følge. I øvrigt: jo yngre du er, når du tager fat på en selvhelbredende livsstil, jo bedre vil din krop respondere.
Den holistiske tilgang. Der er som sagt konstant kommunikation mellem tarmen og vores psyke. Så en ændret livsstil handler i mit tilfælde også om stressforebyggelse. Min leaky gut udfordring er måske arvelig – noget tyder på det – , men det er på grund af stress, at det har udfoldet sig til at være udspringet for mine helbredsproblemer. Så jeg arbejder med roden, min stress.
Mine barndomstraumer er færdigbearbejdede. De har tæret på mit helbred, gør det stadig, som jeg lige har beskrevet det, men nu er det indirekte. Traumerne er gennemtalt og tilgivet. Mit mentale landskab er ikke længere tåget af uforståelig smerte, jeg kan fokusere på det gode i livet, og arbejde med mig selv, når behovet er der. Fordi jeg kender landskabet.
Har i årevis dyrket lange gåture med hunden, hvor tankerne flyder uden mål og med. Jeg er ikke god til meditation, men disse gåture kommer tæt på. Desuden dyrker jeg aftenbøn, bygget over et ordmæssigt ritual, kan også gentages i urolige nætter, hvilket også er tæt på meditationsteknik. Jeg er blevet god til at bære over med mig selv, bruger ikke tid på skyld og skam, men erkender min verden som den er, og bevæger mig videre. Ikke uden læring, men uden at være tynget.
Vores retræte fra det ordinære arbejdsmarked, som beskrevet tidligere her på Facebook, er også en del af denne stresshåndtering. Jeg er ikke god til at gå på kompromis, når jeg er i et arbejde, så får den hele armen, langt ud over stressgrænsen. Jeg har ikke kunnet finde en vej til at undgå dette, så for at få ro i livet og en optimal livskvalitet fysisk og psykisk har jeg valgt et liv som selvstændig, hvor jeg planlægger arbejdsbyrden. Der er tid til børnebørnene, de er fysisk trættende, men de giver livskraft.
Hvad kan du bruge min historie til?
Forhåbentlig til at se at traumer i bagagen tærer på både det fysiske og psykiske helbred. Måske til at se, at nogle af dine helbredsudfordringer er betinget af traumatiske eller skelsættende begivenheder i dit tidlige liv. Eller traumatiske begivenheder der skete lige for lidt siden. Jo mere stress vi lever under, jo mere konsekvensfremkaldende slår voldsomme begivenheder til, og svækker helbredet!
Men du er ikke fanget i en ubrydelig fælde. Du kan arbejde dig tilbage, måske ikke til helbredelse, men til et godt helbred.
Og husk at arbejde for det gode helbred er holistisk, for vores fysisk og psyke er dele af samme helbredsstyrende cyklus.
For yderligere faglige input, læs artikler om stress og tarmstyrkende kost på min hjemmeside.
Du er velkommen til at kontakte mig for hjælp på din helbredsrejse, info@sundmadsundtliv.dk.
Eller læs her:
ifm.org/news-insights/stress-trauma-and-dysbiosis-connecting-the-gut-brain-axis-to-autoimmune-disease/
Nicole LePera:
theholisticpsychologist.com/blog/
instagram.com/the.holistic.psychologist/
Eller i hendes bog: ”Gør dig fri af fortiden”, oversat til dansk.
Endnu en bog herom:
“Rejsen hjem, befri dit indre barn
Views: 77
af Mette Lund | dec 30, 2021 | Det gode liv ♥, Irritabel tyktarm, Stress, Tarmbiom, Ydelser
Når vi er stressede påvirker det tarmbakterierne, som igen påvirker de signalstoffer og hormoner vi sender ud i kroppen, som igen kan gøre vores system endnu mere stresset – og give ubehagelige fysiske reaktioner, eksempelvis ondt i maven. En ond cirkel!
Det vil jeg gerne fortælle dig mere om gennem en casestory!
Jeg blev på et tidspunkt kontaktet af en klient, der var midt i en stresset periode i sit liv, og som havde store udfordringer med sin fordøjelse. Mavesmerter, oppustethed, skiftende afføringsproblemer mellem diarre og forstoppelse, og en stigende fornemmelse af at reagere negativt på diverse madvarer, særligt løg, hvidløg, frugt, brød/rugbrød og bælgfrugter som bønner og linser. Klienten, en mand, var frustreret over fordøjelsesproblemerne, fordi han faktisk synes at han levede sundt.
Det er problemer, som jeg har erfaring og viden til at håndtere, og vi aftalte et forløb hos mig, med fokus på såvel stresshåndtering som håndtering af irritabel tyktarm, som jeg hurtigt var sikker på at klienten led af.
Stress og stresshåndtering
Vi fokuserede på stressen gennem klientens udfyldelse af et stressafklaringsskema, og efterfølgende samtaler om resultaterne af stressundersøgelsen.
Jeg er uddannet traumekonsulent, og vi fik afdækket nogle traumatiske begivenheder i klientens voksenliv/arbejdsliv, som han aldrig havde fået bearbejdet, og som havde udfordret hans system, gjort det lettere påvirkeligt for udfordrende og stressende oplevelser.
Jeg hjalp ham til at få bearbejdet oplevelserne, få dem så meget på plads i hans bevidsthed, at han forstod hvornår og hvordan traumerne påvirkede hans nuværende livsoplevelser, og gjorde det svært for ham at handle hensigtsmæssigt. Han fik også gennem vores samtaler indsigt i/forståelse for, at han havde udvist langt mere styrke i de traumatiske situationer end han selv havde indset, og at han var i besiddelse af mere handlekraft end han tiltroede sig selv. Med den indsigt kan han nu håndtere udfordringer, vel vidende at han ikke er lig med sine traumer, og at han faktisk intuitivt godt ved hvordan han skal handle i pressede situationer, at han rent faktisk kan passe på sig selv, sætte de nødvendige grænser.
Klienten fik desuden nogle stresshåndteringsredskaber og virkemidler til traumebearbejdning (selvhjælp og redskaber for pårørende) til støtte for sin fortsatte udvikling frem mod et stærkere fundament for sig selv.
Irritabel tyktarm, symptomskema og kostplan
Vi fokuserede på den irriterede tyktarm gennem klientens udfyldelse af et kost- og symptomskema. Et skema, hvor han indskrev sine måltider og mellemmåltider, og beskrev fordøjelsesreaktioner på måltiderne, og eventuelle andre kropslige og psykiske reaktioner på det spiste.
Det stod tydeligt, at hans stress påvirkede fordøjelsen. Jo mere stress på arbejdet, jo dårligere fungerede fordøjelsen, og jo mere gav tyktarmen problemer: oppustethed efter måltiderne, særligt sidst på dagen. Oppustehed og luft i maven efter fiberrige grønne måltider og greenies og smoothies, som egentligt var sunde. Brød og rugbrød gav ondt i maven og falsk sult, det vil sige, han var egentlig fyldt op med mad, men følte sig sulten. En sult som så lidt for tit fik ham til at snacke, både sunde snacks som gulerødder og frugt, og mindre heldig mad som slik og kage, midt på dagen. Reaktionerne på både den sunde og mindre gode mad var oppustethed, luft i maven, mavekneb, og vekslende ubehagelig afføring.
Jeg fortalte ham, og gav ham diverse artikler, om, hvordan tarmbakterierne påvirkes af stress, og hvordan irritabel tyktarm kan være en reaktion på stress. Vi talte desuden om, hvordan en irritabl tyktarm ofte er et symptom på et sensibelt system. At være sensibel betyder i den sammenhæng at være et menneske, som mærker sig selv og sine både fysiske og psykiske reaktioner dybere end ikke sensible mennesker. (Irritabel tyktarm kan ikke forklares medicinsk, sygdommen er anerkendt og kan behandles, men kan stadig ikke forklares fysiologisk. Den menes derfor at ramme mennesker, der er sensible, dvs. mærker kroppen mere end andre).
Vi gennemgik hans kost- og symptomskemaer, og kunne sammen konstatere, at ud over de usunde snacks, så spiste han ret sundt. Men grundet hans stressniveau, var hans krop og fordøjelse udfordret og reagerede kraftigt på fødevarer, der kan trigge en sart tarm/fordøjelse.
Vi lagde en kostplan, hvor han skulle spise efter Fodmap diæten*) en måned, da den diæt begrænser indtaget af kostelementer af den slags han reagerede på. Aftalen var desuden at kostelementer, der gav reaktioner, skulle elimineres et par dage, og så introduceres igen i små mængder. I den måned skulle han så notere kosten og hans reaktioner herpå i kost- og symptomskemaet. Ideen var at Fodmap diæten skulle give fordøjelsen ro på, og kost-symptomskemaet skulle give klienten egenindsigt i reaktioner på kostelementer.
Efter den måned, der gav os begge et blik for, hvad hans fordøjelse ikke aktuelt brød sig om, aftalte vi den videre kost.
Masser af plantebaseret mad, kød, fisk, mejeriprodukter/æg i mindre mængder. Fiberrig grøn kost giver de gode tarmbakterier gode betingelser, hvilket de på sigt kvitterer for med en glad mave og fornuftig afføring (ingen eller en mindre problematisk irritabel tyktarm). Klienten skulle være forsigtig med bælgfrugter, og for meget frugt, da begge dele fortsat gav luft og mavekneb, ikke udelukke disse elementer, men gå forsigtigt til dem. Smoothies og greenies skulle også begrænses, da frugtsukkeret heri kan provokere den sarte fordøjelse. Hellere spise hel frugt i små mængder. Slik og kage skulle begrænses til festlige lejligheder, da sukker og fedt af mindre lødig karakter kan irritere den sensible tyktarm.
Vi aftalte at han skulle udskifte sit brød med surdejsversioner, både rugbrødet og andet brød, da surdejsbrød (se mere om surdej i andet afsnit) tåles af mange med irritabel tyktarm. I surdejsbrød, der er fermenteret, er kornet nedbrudt således at de fruktaner og galaktaner, der kan forstyrre irritabel tyktarm forsvinder.
Vores samtaler gav klienten indsigt i, at det var en god ide at fortsætte med hans sunde grønne mad og fiberrig kost, selv om disse fødevarer kan irritere den sensible tyktarm. Tarmen skal blot langsomt trænes op til at tåle den kost, da plantebaseret kost kan fjerne eller mildne den irriterede tyktarm på sigt. Men at det er vigtigt at lytte til sin krop, forstå dens reaktioner, og udelukke det der provokerer til ubehag, for en kort periode. ikke fjerne det, men skære ned på det, til kroppen igen kan tåle det. Det er vejen frem, når mere permanente intolerancer skal undgås.
Vi aftalte også, at klienten skulle spise mere sundt fedt til måltiderne og ved eventuelle mellemmåltider. Fornemmelsen af falsk sult kan komme fra emotionel sult (stress), men også fra et ustabilt blodsukker, der kan påvirkes positivt ved at spise mere sundt fedt som smør, kokosolie, avocadoer, avocadoolie, nødder og kerner, nøddesmør, olivenolie, oliven, æg (særligt æggeblomme) og mayonnaise lavet på rapsolie, olivenolie eller koldpresset vindruekerneolie. Vi fik også talt om, at et stykke fiberrigt knækbrød med ost for ham var bedre som blodsukkerstabiliserende mellemmåltid end en gulerod (der kan udfordre et ustabilt blodsukker) og selvfølgelig slik og kage. Klienten oplevede desuden hurtigt at en frokost inkl. fiberrige grøntsager og surdejsbrød mættede og beroligede hans fordøjelse, krop og psyke så meget at trangen til at snacke blev langt mindre.
Psykobiotika
At tarmbakterier har alle mulige former for fordelagtige virkninger på din helbredstilstand, har jeg skrevet meget om. Men der findes ligeledes bakterier, kendt som psykobiotika, som kan være årsag til betydningsfulde ændringer i humøret/det psykiske velbefindende.
Forholdet mellem fordøjelsessystemet og nervesystemet reguleres af tarm-hjerneaksen – en forbindelse, hvor hjernen styrer funktionerne i mave-tarmkanalen og omvendt. Psykobiotiske bakterier påvirker direkte processer i hjernen og centralnervesystemet og kan hjælpe i kampen mod stress og depression.
Psykobiotika forbedrer den følelsesmæssige tilstand på forskellige måder. For det første stimulerer de metabolismen af vigtige neurotransmittere dopamin, adrenalin, serotonin, hvilket igen påvirker vores tanker, følelser og opførsel. 90-95% af serotonin dannes af tarmceller, og kun 5-10% produceres i neuronerne i centralnervesystemet. Serotonin er involveret i reguleringen af søvn, appetit, humør, hukommelse såvel som i fordøjelses-, åndedræts- og kardiovaskulære systemer. Forløberen for serotonin, tryptophan, er ansvarlig for produktionen af melatonin, et adaptogen med en bred vifte af superkræfter, herunder regulering af døgnrytme.
Mælkesyre og bifidobakterier (især Lactobacillus helveticus og Bifidobacterium longum) er de to mest undersøgte typer probiotika, der falder ind under definitionen af psykobiotika. Fødevarer og kosttilskud, der indeholder disse bakterier, anbefales til alle, der er interesserede i at slippe af med angst, forbedre søvnkvalitet og humør. Disse psykobiotika har også vist sig at understøtte kroppens stressresponssystem ved at sænke cortisolniveauet, der er højt ved stress. Kontrolleret gæring/fermentering, der skaber psykobiotika findes bl.a. i kefir, hytteost, yoghurt, ost, kærnemælk, yoghurt (for dem der er laktoseintolerante – fra fermenteret soja, kokosnød, mandelmælk), parmesanost, kimchi og surkål , kombuche, misosuppe baseret på gæret sojabønnerpasta og surdejsbrød.
Jeg anbefalede derfor klienten, at spise fermenteret mad: surdejsbrød, kraut/kimchi og miso, og da han tålte mælkeprodukter blev vi enige om, at han skulle prøve at spise kefir og yoghurt plus parmesanost, der er fantastisk som smagsforstærker og krydderi i mange retter. Alle disse fermenterede fødevarer skulle tjene ham som et naturligt antistress/antidepressivt/humørskabende middel!
Afslutning
Klienten har fået sit gode liv tilbage.
Han kan nu sige fra på arbejde, når situationer eller krav bliver for meget, på en konstruktiv måde. Føler kun stress ind i mellem, og ved nu, hvordan han skal gribe udfordringerne an, for at få sig selv tilbage på sporet.
Fordøjelsen har det meget bedre, den irritable tyktarm viser sig fra tid til anden som oppustethed, luft i maven og vekslende afføring, men nu kan klienten selv regulere sin kost, så der igen kommer ro på fordøjelsen. Han spiser stort set alt, og via regulering af kosten efter “dagsformen”, og inddragelse af surdejsbrød og fermenteret mad i kosten oplever han at fordøjelsen er blevet mere robust og humøret langt mere stabilt godt.
Vi har afsluttet coachingforløbet, men ind i mellem skriver vi sammen, hvis han får brug for at spørge ind til noget omkring stress- eller fordøjelseshåndtering.
Kilder:
theguthealthdoctor.com
udforsksindet.dk/
netdoktor.dk
sundhed.dk
ScienceDirect.com
site2read.com
Hvis du ønsker sundhedsrådgivning kan du kontakte mig på: info@sundmadsundtliv.dk eller på 40110314.
*) https://netdoktor.dk/sunderaad/low-fodmap-beroliger-maven.htm
Views: 130
af Mette Lund | dec 28, 2021 | Det gode liv ♥, Stress
Dine tanker har en konkret målbar effekt på både din krop og din hjerne. Dine immunceller kender dine inderste følelser!
Dine stamceller er koblet til din hjerne og kan hjælpe dig med at reparere og regenerer krop og hjerne. De tænder dog kun for deres evne til at lave nye hjerneceller, når du slapper af, når du dyrker aktiv afslapning, og med det menes ikke: med et glas vin med en god ven, online shopping eller en Netflix serie. Aktiv afslapning kræver at hjernen ikke skal beskæftige sig med at sortere indtryk, men blot opleve et flow, der ikke kræver stillingtagen.
Forskning viser igen og igen, at denne aktive afslapning er en af de vigtigste nøgler til livslang sundhed og vitalitet.
De færreste af os har fået lært denne meget overlevelsesnødvendige evne – at slappe af aktivt.
Så du må lære dig selv at slappe helt, give slip på tankerne, undgå ruminering (gentage de samme negative tanker om og om igen uden at nå i mål), og lade ren energi flyde gennem din krop og hjerne.
Der er mange metoder til dette afstressende energiflow.
De metoder, der fokuserer på at undgå det der forstyrre dit sinds afslapning:
- lær at sige nej til samvær og mennesker, som gør dig stresset, bliv hjemme og dyrk aktiv afslapning
- husk fri fra arbejde skal betyde fri for stress over arbejdet. Er det ikke muligt er der måske noget du skal ændre på!
- lad være at plage dig selv med skam og skyld over noget du ikke kan ændre (prøv at finde skamfrizone på instagram, hun kan fortælle meget om det emne)
- hav fokus på god nattesøvn, snup et eftermiddagsnap på sofaen – søvn “renser hjernen” og beroliger hele kroppen
- spis sund mad, det afslapper din krop, der så ikke skal i krig med uønskede fødeelementer (forskning viser, at madkemi stresser din krop)
De metoder, der er lette at tilgå:
- gå eller cykl lange ture uden et mål, lad tankerne flyde, prøv ikke at stoppe dem, men lad heller ingen tanker sætte sig fast og stresse dig
- løb en tur, men uden tidstagning, målfokusering. Løb for at rense systemet.
- leg med dine børn eller børnebørn
- lav havearbejde
- dans til din ynglingsmusik
De metoder, der skal læres:
- lig eller sid komfortabelt, og fokuser på et dybt åndedræt i mindst 10 minutter en gang om dagen (find evt. eksempler herpå you tube)
- dyrk yoga, det er “opfundet” netop til beroligelse af krop og sind
- dyrk meditation (masser af vejledninger på you tube), det afslapper tanke og sind helt fantastisk
- dyrk mindfulness, hvor man retter man opmærksomheden mod nuet og stresser af gennem accept af de strabsser livet byder på
Meditation:
Meditation er en bevidsthedstilstand, hvor man lader sindet hvile, og ved hjælp af forskellige meditationsteknikker kan man opnå denne tilstand. Tankerne har det med at fjerne en fra nuet, fordi man dvæler ved fortiden og bekymrer sig om fremtiden. I løbet af en travl hverdag oplever man en strøm af tanker, der dræner en for energi, hvis ikke man indimellem lader sindet hvile. Hvis man ønsker en varig følelse af fred og tilfredshed, er man nødt til at lære sindet at hvile. Kun når man lader ens sind slappe af, finder man tilbage til den naturlige tilstand af væren. Kilde: Netdoktor Anette Aggerbeck
Yoga:
Yoga betyder at “forene”, og i yoga arbejder man med at forene og skabe harmoni mellem kroppen og sindet. De fysiske øvelser i yoga styrker og arbejder med de svage områder i kroppen. Derved kan kroppen finde tilbage til sin naturlige sunde tilstand.
Mindfulness:
Mange mennesker fordømmer hele tiden sig selv, andre eller den situation, de er i. Mindfulness går ud på at være opmærksom på det liv, du har lige nu. Til det liv, der er i dette øjeblik, på en måde, hvor du er venlig mod dig selv. Mindfulness er at være i nuet – uanset om man kan lide det eller ej. Når man opdager, at man ikke er i nuet, kan man bevidst flytte opmærksomheden tilbage til nuet via sanserne. Du kan lytte, smage, se, mærke eller dufte det øjeblik, der er netop nu. Eller du kan opleve, hvilke tanker der går gennem dit hoved, hvilke følelser du har, og hvad der sker i din krop. Du kan opleve nuet på en måde, hvor du er venlig mod dig selv. Adlyd ikke bare tanker og følelser, men observer dem med humor og lethed. Når man har et godt forhold til sig selv, vil man ofte holde op med rutinemæssigt at gøre det samme igen og igen. Man passer på sig selv og bliver i stand til at se den rigdom, der er i hvert eneste øjeblik. Kilde: Psykiatrifonden.
Inspiration: Dr. Mark Hyman, drhyman.com
Views: 23
af Mette Lund | jul 8, 2021 | Bio-individualitet, Det gode liv ♥, Stress
Vores krop er fantastisk og kan klare rigtig megen belastning. Men – på et tidspunkt knækker filmen, og du oplever diverse tegn på stress, og på at nu skal du sætte tempoet ned.
Sæt dig ned, tag en dyb indånding, og lyt til om din krop om din krop sender dig signaler om langvaring, måske kronisk, stress.
Få hjælp gennem nedenstående lille test:
1. Du kan ikke sove
Kortisol, kroppens stresshormon, stiger under stess. Og når kortisolniveauet er højt, er dit søvnhormon melatonin lavt. Det hjælper dig til at komme op om morgenen, men i løbet af dagen skal kortisolniveuet falde og melatoninniveauet skal stige, for at gøre dig klar til søvn.
Men stressen vil ikke tillade at du falder i søvn. Så længe dit kortisolniveau er kronisk højt, og ikke falder hen mod aftenen, vil du få søvnproblemer!
2. Du har hudproblemer
Hvis du vil have en indikator på, hvad der sker inden i din krop, så kig på din hud. Det er kroppens største organ og kan afsløre, hvad der foregår inde i kroppen. Stress kan føre til inflammation i tarmene (se note nedenfor), og det kan vise sig som hudproblemer som: tør hud, acne, eksem, og psoriasis. Kortisol forstærker også hudens olieproduktion, hvilket kan give ekstra acneproblemer!
3. Dine toiletvaner har ændret sig
Tarmproblemer udløst af stress viser sig ikke kun som hudproblemer. Det kan føre til tyktarmsirritation, med symptomer som forstoppelse, diarre, luft i maven eller andre mere kroniske sygdomme som Irritabel tyktarm. Læs mere om forbindelsen mellem tarm-hjerne aksen her, om hvordan tarm og hjerne hele tiden påvirker hinanden.
4. Dine ører ringer
Tinnitus, kronisk ringen for ørene, kan føre til kronisk træthed. Forskning har vist, at tinnitus ofte er relateret til stress, og at symptomerne kan dæmpes meget, hvis man sætter sig stressniveau ned.
5. Du har hyppigere hovedpine
Stress giver mange mennesker hyppig hovedpine. Det kan eksempelvis komme af at du skærer tænder i søvne, hvad mange med stress gør, noget der forårsager muskelspænding, som igen fører til hovedpine. Forskning viser også at stress kan udløse migræne!
6. Dit hår er blevet tyndere
Stressrelateret hårtab kan ramme både mænd og kvinder. Det kan klassificeres i følgende typer:
– Telogen effluvium, ikke arveligt betinget hårtab
– Alopecia areata, pludselig opstået pletskaldethed
– Trichotillomania, du trækker dit eget hår som stressimpuls
Disse typer af hårtab kan udløses af stress, og ved stressbehandling kan håret genvinde sin tidligere “form”.
7. Du bliver hele tiden syg
Der findes ikke noget mere ødelæggende for dit immunsystem end stress. Stress svækker immunfunktionen og din evne til at at bekæmpe virus og bakterier.
Hvis du oplever det som om du hele tiden fanger alskens sygdomme, så tjek dit stressniveau om det kan være grunden til dit svage immunforsvar.
8. Du er ofte i dårligt humør
Stress kan føre til psykiske nedture (læs artikel om tarm-hjerne aksen her), for både vores fysiske og psykiske velbefindende er hormonstyrede, og stress kan eksempelvis nedsætte eller helt ødelægge lysten til sex. Og både psyken og sexlysten kan genoprettes ved at tage fat på stresshåndtering!
9. Dine kønshormoner er påvirket og lysten til sex er måske faldet
Vores kønshormoner påvirkes af stress, da stress er en ekstrem hård belastning for vores krop. Derfor lukker den ofte stille og roligt ned for vores evne til at føle, mærke behov som sex. Det giver simpelthen ikke mening at forplante sig yderligere, når kroppen tror, der er fare på færde.
Kroppen er klog – og det er sexlysten også.
Helt konkret:
Som kvinde kan din menstruationscyklus blive uregelmæssig:
Hjernens hypothalamus udløser kemikalier for at instruere hypofysen og dine æggestokke om at udløse progesteron og østrogen. Denne fintfølende proces kan påvirkes af stress, med den følge at mestruationen bliver lettere, sværere eller udebliver.
Oplever du en eller flere af ovenstående symptomer, så kan du være stressramt. Stresssymptomer er faresignaler, som din krop sender til dig, hvilket bør føre til at du laver et livseftersyn. Og husk at alle de ovennævnte symptomer kan ændres, hvis du tager fat i din stress, og arbejder på nedbringe dit stressniveau. Find din egen vej gennem dette f.eks. gennem mindfulness, eller hvis det ikke lykkes for dig, så søg hjælp.
Som mand kan du får rejsningsbesvær:
Vores biologiske, og kulturelle opfattelse er, at du som mand skal kunne forsvare dig mod de trusler som du møder i livet. Og i hjernen har stress-respons har en højere prioritet end forplantningsevnen. Derfor vil du som mand kunne opleve at få svært ved at få rejsning hvis du er meget stresset.
Det kan være en voldsom oplevelse at miste sin fysiske evne til at forplante sig, hvilket igen kan være med til at øge stressfølelsen.
Artiklen er inspireret af funktionel mediciner Dr. Will Cole, og med lidt inspiration fra Maj Wismann på sexområdet.
Note:
I den sygdomsramte krop, præget af angst, depression, stress og/eller fysiske sygdomme, ser man:
– hjernen udløser stresshormon
– dette aktiverer yderligere hormonelt styrede stressreaktioner
– stress forstyrrer fordøjelsen, hvilket kan skabe opblomstring af dårlige tarmbakterier og utætte tarme
– dårlige tarmbakterier og utætte tarme kan medføre lækning af restprodukter fra fordøjelsen til blodbanerne (kroppen oplever det som endotoxin/giftstof)
– det kan medføre inflammation i kroppen
– hvilket igen kan medføre inflammation i hjernen (sygdom og/eller psykiske problemer)
Views: 28