Glutenfri surdej!

Glutenfri surdej!

Sådan får du en glutenfri surdej!

Du skal bruge et helt rent glas.

Dag 1
2 dl vand (stuetemperatur, gerne mindst 25 grader)
1 tsk. honning
1 tsk. øko æbleeddike (kan udelades eller erstattes af kefir eller yoghurt)
1 dl rismel
1 dl hirse- el. havremel

Bland det, brug gerne fingrene (rene, men uden brug af sæbe), så der kommer levende bakterier i blandingen.
Læg et låg eller et klæde løst over glasset. Der skal luft til processen, og sæt glasset lunt, måske på køkkenbordet.

Dag 2
Rør 1 spsk. mel og 1 spsk. vand (stuetemperatur) i surdejen med en ren træske. Rør surdejen igennem et par gange i løbet af dagen.

Dag 3
Rør 1 spsk. mel og 1 spsk. vand (stuetemperatur) i surdejen med en ren træske. Rør surdejen igennem et par gange i løbet af dagen. Den skal gerne lugte som frisk yoghurt og boble lystigt. Hvis ikke, så kasser halvdelen af surdejen (brug det evt. som smagsgiver i et gærbrød, pandekagedej mv.) fodr surdejen to gange den dag, og stil den mere lunt.

Dag 4
Bagedag, hvis din surdej bobler lystigt, ellers fortsæt som alle andre dage og vent med at bage med den.
Er den bageklar: Fodr surdejen fra morgenstunden, som alle andre dage. Vent 5-6 timer til den er lystig og peaket, og bag med surdejen.

Pasning:
Surdejen kan stå yderligere et par dage på køkkenbordet, men rør i den hver dag og tilsæt 1 spsk. vand og mel hver dag.
Skal du ikke bruge den straks, så luk med låg og sæt surdejen i køleskabet.

Opfriskning før bagning:
Brug en blanding af havre og majsmel til vedligeholdelse af din surdej.
Tag surdejen ud 5-6 timer før bagning og opfrisk den.
Læg 50 g af din grundsurdej i et rent glas, tilsæt 70 g havremel og 30 g majsmel plus 100 til120 g 25/30 grader varmt vand, før det hele godt sammen og stil det lunt og trækfrit i 5-6 timer.
Den skal vokse og boble før du bruger den.

PS. Bliver din surdej for sur, lugter af acetone eller eddike, så tag en skefuld af dejen op i et rent glas og start forfra med dette og 2 dl vand og mel, lad det stå til dagen efter. Så har du en ny surdej.

Views: 165

Glutenfrit “rugbrød”!

Glutenfrit “rugbrød”!

Et virkelig godt “rugbrød” uden gluten, fra den glutenfri bagebog “Helt uden gluten”. En bog jeg kun kan anbefale.
Det bedste resultat får du, når du bruger en røremaskine til dejen.

9 dl vand
1 dl glutenfri surdej (se indlæg om glutenfri surdej) eller 1 dl vand med 1 tsk. æblededdike og 6 g gær
1/2 dl øko olivenolie
20 g loppefrøskaller (10 g hvis der bruges Husk)
3 tsk. uraffineret havsalt
1/2 tsk. stødt kardemomme
1/2 tsk. stødt koriander
1 spsk. carob (kan udelades)
170 g hørfrø
170 g hele boghvedekerner
200 g sorghummel (eller rismel)
100 g boghvedemel
150 g kerne og frø
evt. 1 spsk. honning eller lignende
kerner til drys

Bland alle våde ingredienser i røreskålen.
Tilsæt resten af ingredienserne og rør det hele godt sammen i 10-15 minutter på røremaskinen.
Smør en form eller læg bagepapir i. Fyld dejen i formen, glat overfladen med våde hænder, drys med kerner efter eget valg og hæv brødet på køkkenbordet i 6-8 timer under et viskestykke. Jeg lægger altid plastfilm over, før jeg lægger et viskestykke på.

Varm ovnen op til 200 grader varmluft og bag brødet 1 time og 20 minutter. Tag brødet ud af formen og afkøl på en bagerist.

Views: 73