Hvad kan “Sund mad og sundt liv” hjælpe dig med!

Hvad kan “Sund mad og sundt liv” hjælpe dig med!

Hjemmesiden er for dig, der ønsker viden om en hjertevenlig kost som støtter kroppen, sænker belastningen på kar og lever og hjælper ved forhøjet kolesterol, histaminintolerance, inflammation og stresspåvirkede systemer.
Fokus er ikke på kur eller forbud, men på realistisk og mættende livsstil, der kan leves i hverdagen.

Alle opskrifter er glutenfri.
Det er relevant for dig med cøliaki eller glutenintolerance – men også for dig, der slås med leaky gut, IBS, immunoveraktivitet eller kronisk inflammation, hvor tarmro er en del af vejen til bedre kolesterolbalance og metabolisk ro.

Kost og livsstil på bloggen bygger på forskningsevidens fra funktionelle forskere som bl.a. ZOE/Tim Spector, David Ludwig, Mark Hyman, Will Cole, William Li m.fl. Fællesnævneren er en tilgang, hvor tarm, lever, hormoner og kredsløb ses som ét system – og hvor vi bruger mad som redskab til at opnå et sundt livfrem for symptombehandling alene. Desuden er der inspiration og viden fra danske læger og forskere som Arne Astrup, Bente Klarlund, Allan Linneberg og Camilla Rathche.

Her finder du:

  • hjertevenlig hverdagsmad uden fanatisme
  • plantefokus uden at være egentlig vegansk
  • fedtstoffer i balance, ikke fedtforskrækkelse
  • langsomme kulhydrater, protein og fibre for mæthed og kolesterolregulering
  • glutenfri teknik og opskrifter, der kan lykkes i virkeligheden

Målet er ikke at du bliver tynd — målet er robusthed i krop og kredsløb.
Velkommen.

Views: 181

Janssons fristelser med tun og blandede grøntsager!

Janssons fristelser med tun og blandede grøntsager!

I min udgave en bæredygtig ret, sund for pengepung, din krop og klimaet.

4 personer:

1 kg kartofler, bruges med skræl på

500 g revne grøntsager, herunder løg og rødbede

2 ds. tun i vand

1 ds. hvide bønner

1 dl yoghurt el. plantemælk (vælg laktosefri, hvis det er nødvendigt)

1 dl glutenfri raps

2 æg

olivenolie, salt, peber

Tænd ovnen på 200 grader.

Trim kartoflerne for pletter og skær i skiver. Vend kartoffelskiverne og de revne grøntsager med olivenolie, salt og peber.

Smør er stort ildfast fad. Drys med lidt brødkrumme eller rasp.

Hæld kartofler/grøntsager i fadet, og fordel det jævnt.

Åbn dåserne med tun, hæld vandet bort, og fordel i fadet ovenpå grøntsagerne.

Hæld en dåse hvide bønner i en sigte og skyl. Blend dem så med yoghurt eller mælk, og salt og peber. Når det er cremet tilsættes æggene og der blendes igen. Hæld massen ud på indholdet i fadet.

Sæt retten i ovnen og bag 35-40 minutter til alt er bagt og mørt.

Views: 169

Grøntsagsreder med bagte spejlæg!

Grøntsagsreder med bagte spejlæg!

Super sundhedsprofil, smagfuld, bæredygtig ret!

Spis en eller to pr. spisende, suppler med brød, salat, humus, guacamole…

4 “reder”:

4-500 g fintsnittede og revne grøntsager, her er valgt spidskål, rød peber, gulerod og krydderurt

1 dl plantemælk el. tynd yoghurt

1 dl havre-, ris eller sorghummel

10 g loppefrø

2 tsk. fint salt, friskkværnet peber + evt. chiliflager, løg og hvidløgspulver

4 æg

Tænd ovnen på 200 grader.

Snit dine grøntsager fint eller riv dem groft. De må ikke blive våde.

Rør mel, loppefrø og mælk med salt og peber. Vend grøntsagerne og eventuelle krydderier heri, og fordel massen som fire reder på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag rederne 15 minutter eller til de er faste og har lidt sprødhed i kanterne.

Tag bagepladen ud og slå forsigtigt et æg ud i hver rede. Drys salt og kværn peber over.

Sæt tilbage i ovnen og bag omkring 10 minutter eller den tid det tager at få den æggekonsistens du kan lide!

Views: 77

Bagte grøntsager med honning, pesto og fetaost!

Bagte grøntsager med honning, pesto og fetaost!

Middelhavskost møder Norden! Langsomme kulhydrater, protein og sundt fedt, i den lækreste kombi. Tilbehør, der matcher kylling, deller, gode pølser, fisk, tofu snitzler….

4 personer:

4 porrer

2 rigtig store gulerødder

2 store persillerødder

250 g cherrytomater

olivenolie, salt, peber, honning, citrontimian el. timian

pesto, 80 g fetaost, pinjekerner

Bruger du øko grøntsager behøver de ikke skrælles. Vask og tør dem blot.

Tænd ovnen på 220 grader varmluft.

Skær top og bund af gulerødder og persillerødder, skær dem i 5 cm stykker, der halveres og skæres i stave.

Trim porrerne, skyl dem godt og dup dem tørre. Skær i 5 cm lange stykker og så i strimler.

Smør et ovnfast fad med olivenolie og arranger porrer, gulerødder og persillerødder pænt.

Halver tomaterne og arranger oven på.

Drys med salt, peber og lidt timian. Dryp olivenolie og honning på. Bag grøntsagerne 30 minutter eller til de er bagte og har brune pletter, hold øje med det ikke brænder på pga. honningen.

Rist lidt pinjekerner eller grofthakkede mandler, hvis du har.

Tag retten ud og læg små klatter pesto på, og smuldr fetaost på. Dryp med lidt mere honning. Drys nødder på.

Views: 110