af Mette Lund | apr 26, 2023 | Anti-inflammatorisk, Det gode liv ♥, Fibre og tarmsundhed, Mad som medicin, Stress, Tarmbiom
Når vi er stressede eller har eftervirkninger af et traume, har vi ofte trang til komfort mad/fast food, let tilgængeligt, fyldt med hurtige kulhydrater, salt, sødme, fedt. Mad som vi oplever pakker vores blottede og smertefulde følelser ind.
Årsagen til at vi søger mod den type mad er, at den type mad omgående sænker niveauet af stresshormoner, øger dopamin- og serotoninniveauet (glæde og lykke hormoner), og øger vores endorfinniveau (velvære). Vores hjerne har nemlig siden urtiden har sendt os massive tilfredshedssignaler, når vi støder på mad fyldt med let tilgængelige kalorier.
Problemet er, at den type mad skader dit helbred på længere sigt. Hurtige kulhydrater, masser af salt og sukker, og usundt fedt sender både din insulinbalance og dine tarmbakterier på hårdt arbejde, for at holde dit helbred i balance, en kamp de vil tabe, hvis dit indtag af usund mad fortsætter. Den type mad kan igangsætte en kaskade af inflammation i din krop, og efter en periode vil du opleve dig endnu mere miserabel både psykisk og fysisk.
Sund antiinflammatorisk mad og livsstil er det der støtter dig i kampen for at overvinde stress og traumer, for din sunde krop skal hjælpe din psyke med at komme sig.
Vores tarmbakterier producerer, sammen med hjernen, dopamin og serotonin, så når vi skaber et godt klima i tarmen produceres der mere af de signalstoffer, som skal løfte vores psyke.
De gode tarmbakterier vokser i antal, når vi spiser antiinflammatorisk, fiberrigt (læs artikler evt. her på siden om fibrenes funktion i tarmen) og blodsukkerstabiliserende. Masser af fiberrige langsomme kulhydrater fra farverig grønt, frugt og fuldkorn. Sunde proteiner og sundt fedt fra uraffineret mad uden madkemi. Når tarmen har det godt, sender den besked til vores vagusnerve, der forbinder tarm og hjerne, at der er ro på kroppen. Hjernen registrerer at der er ro på, og så opstår der et godt miljø til produktion af dopamin og serotonin i både hjerne og tarm.
Omega 3, særligt fra fisk, men også fra hørfrø, chiafrø og valnødder, er vigtige både for et godt tarmmiljø og for en velfungerende hjerne, de to der styrer produktionen af dopamin og serotonin.
Fermenteret mad styrker også de gode tarmbakterier og medvirker til et klima, der kan producere den dopamin og serotonin vi tilstræber.
Spis en bredspektret multivitaminpille af god kvalitet. Hvis du spiser sundt får din krop det meste af det den har brug for, men stress og traumer slider hårdt på kroppens ressourcer, og en vitaminpille kan bridrage til at kroppens ressourcer fyldes op igen. Et randomiseret studie fra New Zealand undersøgte vitaminpillers betydning for niveauet af PTSD hos mennesker, der havde oplevet et voldsomt jordskælv. De mennesker der spiste vitaminpiller var mindre angste og kunne bedre fokusere på en tilbagevenden til livet.
Spis også gerne krydderier som gurkemeje og ingefær, der ligesom vitaminpiller, sætter ekstra kraft ind på kroppens ressourcekonto.
Endeligt kan mindfulness, også i spisesituationer, skabe ro i kroppen. Den amerikanske psykiater James Gordon, med speciale i traumer, har positive resultater for mennesker med stress og traumer, ved at lære dem både at tænke over hvad de putter på tallerkenen, og at spise maden langsomt og nydelsesfuldt.
Antiinflammatorisk, sund mad er medicin – forebyggende og HELBREDDENDE.
Vi du have hjælp til at implementere den antiinflammatoriske kost og livsstil, så tag fat i mig på info@sundmadsundtliv.dk
Views: 127
af Mette Lund | jan 30, 2022 | Bio-individualitet, Det gode liv ♥, Irritabel tyktarm, Stress, Tarmbiom
Min historie samt noget generel viden og gode råd!
Min barndom, i hvert tilfælde efter min 9. år, var traumatisk på grund af psykisk sygdom og misbrug hos min mor. Før mit niende år havde hun været en almindelig hjemmegående mor, sådan oplevede vi det i hvert tilfælde, men hendes psykiske problemer og misbrug var reelt langsomt vokset til det tog overhånd.
I starten betød det ensomhed, bekymring og sorg, fordi min mor var indlagt en del gange. Jeg savnede hende, men var samtidig bange for at hun skulle komme hjem, for så kunne misbruget pludselig opstå igen, og det var helt uhåndterbart for et barn.
Som årene gik og det blev klart at hendes problemer og misbruget ikke var behandlingsbart (sådan udtrykte psykiatrien sig) blev usikkerhed hverdagskost, og ubehagelige episoder noget vi skulle leve med. Min far anede ikke sine levende råd, og lukkede derfor delvist øjnene for misbruget, hvorfor det blev en byrde for os unger, der var hjemme (efter skole) hos hende. Far kom først hjem efter arbejde (efter 17), og da havde jeg lavet maden og sendt min mor i seng, hvis vi var i en slem periode.
Vi havde også gode perioder, heldigvis, hvor vi levede som andre middelklassefamilier. Jeg var derfor overbevist om, at ingen, selv min bedste veninde, viste hvor slemt det stod til hos os. Jeg talte ikke med nogen om livet derhjemme, og vi talte heller ikke om det indbyrdes i familen. Denne tavshed og den usikkerhed som fulgte med, at vi aldrig viste om det var en god dag eller en lortedag, når vi kom hjem fra skole, tog hårdt på mig, men jeg anede ikke hvor jeg skulle gå hen og snakke om tilstanden i vores hjem og min smerte.
Først da jeg flyttede hjemmefra begyndte jeg at tale med andre om min opvækst, og alle de psykiske udfordringer der fulgte med denne opvækst. I starten talte jeg mest med vildt fremmede om det, for af en eller anden grund var det det letteste, og stille og roligt gik det op for mig, hvilke belastninger vi var vokset op med. Senere talte jeg med nære veninder og venner, kærester og til sidst psykologer om oplevelserne – og forstod at mit liv var formet for evigt af disse traumer. Ikke sådan at det ikke er muligt at leve et godt liv trods oplevelserne, men de har afsat både fysiske og psykiske mærker, som jeg lever med.
Jeg har siden de sene teenageår lidt af irritabel tarm, en vis grad af endometriose og allergier. Sygdomme man i dag ved skyldes kronisk inflammation, og endometriose og allergier betragter som autoimmune sygdomme, det vil sige inflammationssygdomme, hvor kroppen angriber sig selv. Inflammation er en del af kroppens naturlige forsvar mod infektion, irritation, toksiner og lignende. Hvis immunforsvaret forstyrres, og ikke kan holde infektioner på afstand, opstår en kronisk inflammation, der kan resultere i smerter og vævsbeskadigelse. Langvarig stress er i høj grad immunforsvars-forstyrrende, så mine sygdomme er ikke kommet ud af det blå, men på grund af en stresset opvækst.
Ved stor belastning, læs: stress, producerer vi mange signalstoffer, f.eks. kortisol, adrenalin, nonadrenalin, hvilket hjælper os ved en fysisk kritisk situation som eksempelvis angreb af et dyr eller menneske. Men hvis belastningen bare fortsætter og fortsætter, og der ikke sker en udløsning af lettelse (vi slap fra forfølgeren), så skader disse (stress)stoffer kroppen. Især kan store mængder kortisol belaste vores krop. De frigivne signalstoffer påvirker tarmbakteriefloraen i en uheldig retning, hvilket igen påvirker vores psyke i en negativ retning. Dette fordi tarmbakterier påvirker vores generelle helbred som så igen påvirker vores immunsystem, det endokrine system (cellekommunikation) og det metabolismen (energiomsætningen), som så igen påvirker tarmbakterierne. En cyklus, som er er til gavn for os, når vi er i balance, men som bliver en negativ cyklus, når vi er stressede.
De belastende fysiske konsekvenser kan være: et udfordret immunsystem, stigende inflammation, diverse inflammationsskabte sygdomme, og lette eller svære autoimmune sygdomme.
De belastende psykiske konsekvenser kan være: vi føler os stressede, trætte, glemsomme, kede af det, måske depressive og angste, mister lysten til at være sammen andre, bliver indelukkede.
Symptomer som jeg i dag kan se at jeg sloges med allerede fra mit tiende år, og som blot accelererede indtil jeg med hjælp forstod, hvilken ond cirkel jeg var havnet i. Og forstod, at jeg selv måtte bryde den gennem en holistisk tilgang.
Det er så lettere sagt end gjort, for de fysiske og psykiske symptomer skabt af langvarig stress er svære at arbejde med. Et af de sværere problemer, som jeg slås med er ”leaky gut”, utæt tarm, som opstår fordi slimlaget på indersiden af tarmene slides ned af ubalancerne i tarmene, hvilket tillader større partikler, end naturen havde tænkt sig at passere fra tarmen og ud i blodbanerne. Det skaber frygt og forvirring i din krop = inflammation, risiko for lette eller svære autoimmune problemer og en forøget risiko for at du ikke kan bekrige bakterier og vira, der kommer ind i din krop. Ved mig viser det sig som endometriose, allergi og problemer i fordøjelsen, særligt i tyktarmen.
Leaky gut formindsker man både ved at arbejde stressforebyggende og via kostændringer. Den kost og livsstil jeg anbefaler på min hjemmeside, forebygger eller lindrer leaky gut, og er måden jeg selv lever på.
Jeg fik først sent i livet en forståelse for sammenhængen i mine udfordringer, så det er ikke sandsynligt, at jeg kan helbrede mig selv, men jeg kan mindske problemerne, og derved få et betydeligt bedre, sundere og mere smertefrit liv. Der er stadig allergier og fordøjelsesproblemer at håndtere (endometriosen er er aftaget, næsten væk, med overgangsalderen), men nu forstår jeg problemernes udspring, og kan behandle dem med færre og mindre ubehag til følge. I øvrigt: jo yngre du er, når du tager fat på en selvhelbredende livsstil, jo bedre vil din krop respondere.
Den holistiske tilgang. Der er som sagt konstant kommunikation mellem tarmen og vores psyke. Så en ændret livsstil handler i mit tilfælde også om stressforebyggelse. Min leaky gut udfordring er måske arvelig – noget tyder på det – , men det er på grund af stress, at det har udfoldet sig til at være udspringet for mine helbredsproblemer. Så jeg arbejder med roden, min stress.
Mine barndomstraumer er færdigbearbejdede. De har tæret på mit helbred, gør det stadig, som jeg lige har beskrevet det, men nu er det indirekte. Traumerne er gennemtalt og tilgivet. Mit mentale landskab er ikke længere tåget af uforståelig smerte, jeg kan fokusere på det gode i livet, og arbejde med mig selv, når behovet er der. Fordi jeg kender landskabet.
Har i årevis dyrket lange gåture med hunden, hvor tankerne flyder uden mål og med. Jeg er ikke god til meditation, men disse gåture kommer tæt på. Desuden dyrker jeg aftenbøn, bygget over et ordmæssigt ritual, kan også gentages i urolige nætter, hvilket også er tæt på meditationsteknik. Jeg er blevet god til at bære over med mig selv, bruger ikke tid på skyld og skam, men erkender min verden som den er, og bevæger mig videre. Ikke uden læring, men uden at være tynget.
Vores retræte fra det ordinære arbejdsmarked, som beskrevet tidligere her på Facebook, er også en del af denne stresshåndtering. Jeg er ikke god til at gå på kompromis, når jeg er i et arbejde, så får den hele armen, langt ud over stressgrænsen. Jeg har ikke kunnet finde en vej til at undgå dette, så for at få ro i livet og en optimal livskvalitet fysisk og psykisk har jeg valgt et liv som selvstændig, hvor jeg planlægger arbejdsbyrden. Der er tid til børnebørnene, de er fysisk trættende, men de giver livskraft.
Hvad kan du bruge min historie til?
Forhåbentlig til at se at traumer i bagagen tærer på både det fysiske og psykiske helbred. Måske til at se, at nogle af dine helbredsudfordringer er betinget af traumatiske eller skelsættende begivenheder i dit tidlige liv. Eller traumatiske begivenheder der skete lige for lidt siden. Jo mere stress vi lever under, jo mere konsekvensfremkaldende slår voldsomme begivenheder til, og svækker helbredet!
Men du er ikke fanget i en ubrydelig fælde. Du kan arbejde dig tilbage, måske ikke til helbredelse, men til et godt helbred.
Og husk at arbejde for det gode helbred er holistisk, for vores fysisk og psyke er dele af samme helbredsstyrende cyklus.
For yderligere faglige input, læs artikler om stress og tarmstyrkende kost på min hjemmeside.
Du er velkommen til at kontakte mig for hjælp på din helbredsrejse, info@sundmadsundtliv.dk.
Eller læs her:
ifm.org/news-insights/stress-trauma-and-dysbiosis-connecting-the-gut-brain-axis-to-autoimmune-disease/
Nicole LePera:
theholisticpsychologist.com/blog/
instagram.com/the.holistic.psychologist/
Eller i hendes bog: ”Gør dig fri af fortiden”, oversat til dansk.
Endnu en bog herom:
“Rejsen hjem, befri dit indre barn
Views: 77
af Mette Lund | dec 30, 2021 | Det gode liv ♥, Irritabel tyktarm, Stress, Tarmbiom, Ydelser
Når vi er stressede påvirker det tarmbakterierne, som igen påvirker de signalstoffer og hormoner vi sender ud i kroppen, som igen kan gøre vores system endnu mere stresset – og give ubehagelige fysiske reaktioner, eksempelvis ondt i maven. En ond cirkel!
Det vil jeg gerne fortælle dig mere om gennem en casestory!
Jeg blev på et tidspunkt kontaktet af en klient, der var midt i en stresset periode i sit liv, og som havde store udfordringer med sin fordøjelse. Mavesmerter, oppustethed, skiftende afføringsproblemer mellem diarre og forstoppelse, og en stigende fornemmelse af at reagere negativt på diverse madvarer, særligt løg, hvidløg, frugt, brød/rugbrød og bælgfrugter som bønner og linser. Klienten, en mand, var frustreret over fordøjelsesproblemerne, fordi han faktisk synes at han levede sundt.
Det er problemer, som jeg har erfaring og viden til at håndtere, og vi aftalte et forløb hos mig, med fokus på såvel stresshåndtering som håndtering af irritabel tyktarm, som jeg hurtigt var sikker på at klienten led af.
Stress og stresshåndtering
Vi fokuserede på stressen gennem klientens udfyldelse af et stressafklaringsskema, og efterfølgende samtaler om resultaterne af stressundersøgelsen.
Jeg er uddannet traumekonsulent, og vi fik afdækket nogle traumatiske begivenheder i klientens voksenliv/arbejdsliv, som han aldrig havde fået bearbejdet, og som havde udfordret hans system, gjort det lettere påvirkeligt for udfordrende og stressende oplevelser.
Jeg hjalp ham til at få bearbejdet oplevelserne, få dem så meget på plads i hans bevidsthed, at han forstod hvornår og hvordan traumerne påvirkede hans nuværende livsoplevelser, og gjorde det svært for ham at handle hensigtsmæssigt. Han fik også gennem vores samtaler indsigt i/forståelse for, at han havde udvist langt mere styrke i de traumatiske situationer end han selv havde indset, og at han var i besiddelse af mere handlekraft end han tiltroede sig selv. Med den indsigt kan han nu håndtere udfordringer, vel vidende at han ikke er lig med sine traumer, og at han faktisk intuitivt godt ved hvordan han skal handle i pressede situationer, at han rent faktisk kan passe på sig selv, sætte de nødvendige grænser.
Klienten fik desuden nogle stresshåndteringsredskaber og virkemidler til traumebearbejdning (selvhjælp og redskaber for pårørende) til støtte for sin fortsatte udvikling frem mod et stærkere fundament for sig selv.
Irritabel tyktarm, symptomskema og kostplan
Vi fokuserede på den irriterede tyktarm gennem klientens udfyldelse af et kost- og symptomskema. Et skema, hvor han indskrev sine måltider og mellemmåltider, og beskrev fordøjelsesreaktioner på måltiderne, og eventuelle andre kropslige og psykiske reaktioner på det spiste.
Det stod tydeligt, at hans stress påvirkede fordøjelsen. Jo mere stress på arbejdet, jo dårligere fungerede fordøjelsen, og jo mere gav tyktarmen problemer: oppustethed efter måltiderne, særligt sidst på dagen. Oppustehed og luft i maven efter fiberrige grønne måltider og greenies og smoothies, som egentligt var sunde. Brød og rugbrød gav ondt i maven og falsk sult, det vil sige, han var egentlig fyldt op med mad, men følte sig sulten. En sult som så lidt for tit fik ham til at snacke, både sunde snacks som gulerødder og frugt, og mindre heldig mad som slik og kage, midt på dagen. Reaktionerne på både den sunde og mindre gode mad var oppustethed, luft i maven, mavekneb, og vekslende ubehagelig afføring.
Jeg fortalte ham, og gav ham diverse artikler, om, hvordan tarmbakterierne påvirkes af stress, og hvordan irritabel tyktarm kan være en reaktion på stress. Vi talte desuden om, hvordan en irritabl tyktarm ofte er et symptom på et sensibelt system. At være sensibel betyder i den sammenhæng at være et menneske, som mærker sig selv og sine både fysiske og psykiske reaktioner dybere end ikke sensible mennesker. (Irritabel tyktarm kan ikke forklares medicinsk, sygdommen er anerkendt og kan behandles, men kan stadig ikke forklares fysiologisk. Den menes derfor at ramme mennesker, der er sensible, dvs. mærker kroppen mere end andre).
Vi gennemgik hans kost- og symptomskemaer, og kunne sammen konstatere, at ud over de usunde snacks, så spiste han ret sundt. Men grundet hans stressniveau, var hans krop og fordøjelse udfordret og reagerede kraftigt på fødevarer, der kan trigge en sart tarm/fordøjelse.
Vi lagde en kostplan, hvor han skulle spise efter Fodmap diæten*) en måned, da den diæt begrænser indtaget af kostelementer af den slags han reagerede på. Aftalen var desuden at kostelementer, der gav reaktioner, skulle elimineres et par dage, og så introduceres igen i små mængder. I den måned skulle han så notere kosten og hans reaktioner herpå i kost- og symptomskemaet. Ideen var at Fodmap diæten skulle give fordøjelsen ro på, og kost-symptomskemaet skulle give klienten egenindsigt i reaktioner på kostelementer.
Efter den måned, der gav os begge et blik for, hvad hans fordøjelse ikke aktuelt brød sig om, aftalte vi den videre kost.
Masser af plantebaseret mad, kød, fisk, mejeriprodukter/æg i mindre mængder. Fiberrig grøn kost giver de gode tarmbakterier gode betingelser, hvilket de på sigt kvitterer for med en glad mave og fornuftig afføring (ingen eller en mindre problematisk irritabel tyktarm). Klienten skulle være forsigtig med bælgfrugter, og for meget frugt, da begge dele fortsat gav luft og mavekneb, ikke udelukke disse elementer, men gå forsigtigt til dem. Smoothies og greenies skulle også begrænses, da frugtsukkeret heri kan provokere den sarte fordøjelse. Hellere spise hel frugt i små mængder. Slik og kage skulle begrænses til festlige lejligheder, da sukker og fedt af mindre lødig karakter kan irritere den sensible tyktarm.
Vi aftalte at han skulle udskifte sit brød med surdejsversioner, både rugbrødet og andet brød, da surdejsbrød (se mere om surdej i andet afsnit) tåles af mange med irritabel tyktarm. I surdejsbrød, der er fermenteret, er kornet nedbrudt således at de fruktaner og galaktaner, der kan forstyrre irritabel tyktarm forsvinder.
Vores samtaler gav klienten indsigt i, at det var en god ide at fortsætte med hans sunde grønne mad og fiberrig kost, selv om disse fødevarer kan irritere den sensible tyktarm. Tarmen skal blot langsomt trænes op til at tåle den kost, da plantebaseret kost kan fjerne eller mildne den irriterede tyktarm på sigt. Men at det er vigtigt at lytte til sin krop, forstå dens reaktioner, og udelukke det der provokerer til ubehag, for en kort periode. ikke fjerne det, men skære ned på det, til kroppen igen kan tåle det. Det er vejen frem, når mere permanente intolerancer skal undgås.
Vi aftalte også, at klienten skulle spise mere sundt fedt til måltiderne og ved eventuelle mellemmåltider. Fornemmelsen af falsk sult kan komme fra emotionel sult (stress), men også fra et ustabilt blodsukker, der kan påvirkes positivt ved at spise mere sundt fedt som smør, kokosolie, avocadoer, avocadoolie, nødder og kerner, nøddesmør, olivenolie, oliven, æg (særligt æggeblomme) og mayonnaise lavet på rapsolie, olivenolie eller koldpresset vindruekerneolie. Vi fik også talt om, at et stykke fiberrigt knækbrød med ost for ham var bedre som blodsukkerstabiliserende mellemmåltid end en gulerod (der kan udfordre et ustabilt blodsukker) og selvfølgelig slik og kage. Klienten oplevede desuden hurtigt at en frokost inkl. fiberrige grøntsager og surdejsbrød mættede og beroligede hans fordøjelse, krop og psyke så meget at trangen til at snacke blev langt mindre.
Psykobiotika
At tarmbakterier har alle mulige former for fordelagtige virkninger på din helbredstilstand, har jeg skrevet meget om. Men der findes ligeledes bakterier, kendt som psykobiotika, som kan være årsag til betydningsfulde ændringer i humøret/det psykiske velbefindende.
Forholdet mellem fordøjelsessystemet og nervesystemet reguleres af tarm-hjerneaksen – en forbindelse, hvor hjernen styrer funktionerne i mave-tarmkanalen og omvendt. Psykobiotiske bakterier påvirker direkte processer i hjernen og centralnervesystemet og kan hjælpe i kampen mod stress og depression.
Psykobiotika forbedrer den følelsesmæssige tilstand på forskellige måder. For det første stimulerer de metabolismen af vigtige neurotransmittere dopamin, adrenalin, serotonin, hvilket igen påvirker vores tanker, følelser og opførsel. 90-95% af serotonin dannes af tarmceller, og kun 5-10% produceres i neuronerne i centralnervesystemet. Serotonin er involveret i reguleringen af søvn, appetit, humør, hukommelse såvel som i fordøjelses-, åndedræts- og kardiovaskulære systemer. Forløberen for serotonin, tryptophan, er ansvarlig for produktionen af melatonin, et adaptogen med en bred vifte af superkræfter, herunder regulering af døgnrytme.
Mælkesyre og bifidobakterier (især Lactobacillus helveticus og Bifidobacterium longum) er de to mest undersøgte typer probiotika, der falder ind under definitionen af psykobiotika. Fødevarer og kosttilskud, der indeholder disse bakterier, anbefales til alle, der er interesserede i at slippe af med angst, forbedre søvnkvalitet og humør. Disse psykobiotika har også vist sig at understøtte kroppens stressresponssystem ved at sænke cortisolniveauet, der er højt ved stress. Kontrolleret gæring/fermentering, der skaber psykobiotika findes bl.a. i kefir, hytteost, yoghurt, ost, kærnemælk, yoghurt (for dem der er laktoseintolerante – fra fermenteret soja, kokosnød, mandelmælk), parmesanost, kimchi og surkål , kombuche, misosuppe baseret på gæret sojabønnerpasta og surdejsbrød.
Jeg anbefalede derfor klienten, at spise fermenteret mad: surdejsbrød, kraut/kimchi og miso, og da han tålte mælkeprodukter blev vi enige om, at han skulle prøve at spise kefir og yoghurt plus parmesanost, der er fantastisk som smagsforstærker og krydderi i mange retter. Alle disse fermenterede fødevarer skulle tjene ham som et naturligt antistress/antidepressivt/humørskabende middel!
Afslutning
Klienten har fået sit gode liv tilbage.
Han kan nu sige fra på arbejde, når situationer eller krav bliver for meget, på en konstruktiv måde. Føler kun stress ind i mellem, og ved nu, hvordan han skal gribe udfordringerne an, for at få sig selv tilbage på sporet.
Fordøjelsen har det meget bedre, den irritable tyktarm viser sig fra tid til anden som oppustethed, luft i maven og vekslende afføring, men nu kan klienten selv regulere sin kost, så der igen kommer ro på fordøjelsen. Han spiser stort set alt, og via regulering af kosten efter “dagsformen”, og inddragelse af surdejsbrød og fermenteret mad i kosten oplever han at fordøjelsen er blevet mere robust og humøret langt mere stabilt godt.
Vi har afsluttet coachingforløbet, men ind i mellem skriver vi sammen, hvis han får brug for at spørge ind til noget omkring stress- eller fordøjelseshåndtering.
Kilder:
theguthealthdoctor.com
udforsksindet.dk/
netdoktor.dk
sundhed.dk
ScienceDirect.com
site2read.com
Hvis du ønsker sundhedsrådgivning kan du kontakte mig på: info@sundmadsundtliv.dk eller på 40110314.
*) https://netdoktor.dk/sunderaad/low-fodmap-beroliger-maven.htm
Views: 130