Sundt juleguf, blandt andet hjemmelavet marcipan!

Sundt juleguf, blandt andet hjemmelavet marcipan!

Søde lækkeri uden raffineret sukker, med alternative sødemidler, fibre og sundt fedt! Kan laves sammen med børn!

Hjemmelavet marcipan, lækkert, let og sjovt at prøve!
5 dl. mandelmel
Køb det eller lav det selv:
Blend 5 dl mandler med skind for en mørk marcipan eller blend 5 dl blancherede mandler for en helt lys marcipan! Mandlerne skal køres til mel i en foodprocessor, du bestemmer så selv, hvor fint du vil have det blendet. Lav det ikke for groft, så kan det være sværere at få marcipanen til at hænge sammen.
4 spsk. flydende honning, ahornsirup, agavesirup, kokosblomstsirup, alm. sirup eller andre flydende sødestof
+ måske 1 spsk. vand

Eksempler på smagstilsætning:
– 2 tsk. Amaretto (mandellikør), rom, cognac etc.
– garam masala eller rosenvand for en mellemøstlig smag
– revet øko appelsin-, clementin-/mandarinskal
– revet øko citronskal og lidt citronsaft
vaniljepulver (eller vaniljesukker, men så kommer der lidt raffineret sukker med)
– kakao, tilsæt gennem sigte
– stødt kanel og eller kardemomme
– Nescafé, rørt op i 1 spsk. vand

Ælt mandelmel + det flydende sødestof, og eventuel smagstilsætning, i en skål med fingrene til det hænger sammen.

Kan nu rulles ud i kugler med forskellige ingredienser, overtrækkes med chokolade, rulles i nødder eller kokos – kun din fantasi sætter grænser!

Havregrynskugler som små grankogler, sødet med banan, 25-30 stk.:

2 modne bananer
3 dl havregryn
2 spsk. kold kaffe eller kakaomælk
2 spsk. kakao
1 dl kokosmel
(Opskrift på massen er fra nogetiovnen.dk)

Pynt: 1 dl mandelflager, kakao og flormelis

Læg alle ingredienser i en blender og blend til en sammenhængende masse.

Form små pyramideformede havregrynstoppe, i-stik mandelflager til det ligner små kogler, drys med kakaopulver og lidt flormelis til sidst som snedrys (ses ikke på billedet af min).

Kan opbevares op til en uge i køleskab, men de bliver lidt tørre, da de ikke indeholder fedtstof.

Solsikkekager med chokoladebund, sødet med honning, 12 tykke eller 24 tynde kager:

190 g øko solsikkekerner
10 g øko sesamfrø
et drys fint salt
2 spsk. flydende honning eller ahornsirup

Til chokoladebund: 60 g mørk chokolade

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Bland alle ingredienser i en skål, og ælt det til en sammenhængende masse.

Smør 12 eller 24 muffinsforme let med olie, og fordel massen heri. Bag 20-25 minutter afhængig af kagernes tykkelse. De er klar, når de er brune og klistrer godt sammen. Afkøl helt, hvorved de bliver faste, sammenhængende og sprøde.

Smelt chokolade og over vandbad, den skal ikke blive alt for flydende, og dyp bunden af de kolde kager i den smeltede chokolade. Afkøl med bunden opad. Kan opbevares i kagedåse.

Dadler med kikærte/nødde/honning-creme:

1 pose udstenede dadler
Creme:
1 dåse skyllede og afdryppede kikærter
2 spsk. honning
2 spsk. peanutbutter eller nøddesmør
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. kanel
1/4 tsk. bagepulver (sikrer en mere cremet konsistens)
1/8 tsk. fint salt
1,5 spsk. mælk el. vand el. te

Pynt: hakkede pistacienøddekerner (el. afskallede salte pistacienødder)

Læg alle ingredienser til cremen i blenderen og blend til en fast, men smørbar, creme.

Åbn de udstenede dadler og fyld creme i.

Vend de fyldte dadler i hakkede pistacienødder.

Kan opbevares i en boks i køleskab eller fryser.



Views: 101

Svært ved at ændre på kosten! Gode råd til sunde kostændringer, der tilgodeser dine præferencer!

Svært ved at ændre på kosten! Gode råd til sunde kostændringer, der tilgodeser dine præferencer!

Vores kulturelle baggrund påvirker vores kultur, ofte mere end vi er klar over! Det kan være grunden til at en kostomlægning ikke lykkes, selv om vi har intention om at spise en kost, som er bedre for vores helbred.

Vi og vores smagsløg, madpræferencer, madlængsel er i et eller andet omfang påvirket af den kultur vi er vokset op.
Kultur er både det land du kommer fra, landsdelen du kommer fra, din religion, den mad, som var mest populær i dit barndomshjem og andre livspåvirkninger.

I dag ved vi at en primært uraffineret, planterig, fiberrig, alsidig kost, lav på sukker og tilsætningsstoffer er den sundeste, fordi sundheden i høj grad er betinget af miljøet i vores tarme, og det er lige præcis det de gode bakterier i tarmene elsker mest.

Er man vokset op uden grøntsager, kan det dog være svært pludselig at skulle spise mange af dem, en der er vokset op på hvidt brød, kan have være svært at bryde sig om fuldkornsbrød, elsker man tyk melbaseret sovs virker mad uden sovs ikke attraktiv, er frugt primært noget fra en dåse tilsat sukker, så er et friskt æble tamt – og sådan kan jeg blive ved.

Når så lægen, diætisten, sundhedsvejlederen, helbredet eller ens hjerne så alligevel sender en en besked om, at det måske nok vil være klogt at ændre på kosten, du vælger at følge rådet, går i gang med en kostomlægning baseret på masser af gode råd, og så pludselig helt mister motivationen for at fortsætte, så kan din baggrund spille ind. Og hvad gør du så?

Hvis du er i gang med din kostomlægning sammen med en professionel, så snak med dem om, hvordan din nye, sunde kost kan tilpasses dine madpræferencer. Mange sundhedsprofessionelle er lidt firkantede i deres tilgang til kostændringer, men du opnår det bedst resultat ved omlægning til en ny livsstil, som du kan fastholde, fremfor en kortvarig diæt. Styrer du selv din kostomlægning, så planlæg ud fra dine præferencer og giv dem en sundere iklædning.

Eksempler på dette:
Du har fået en kostplan, som siger, at du skal spise skyr med hindbær og nødder til morgenmad, men du savner morgenbrød. Hvis du kan lide at bage, så lav små flade brød bagt med lidt fuldkornsmel eller havregryn, nøddemel (du blender nødder, kerner, hørfrø, chiafrø og lignende), æg, skyr, eventuelt lidt revet ost, revne æbler, gulerødder eller andre grøntsager i forholdet 250 g “mel” blandes med 250 g revne grøntsager, tilsæt 2-4 æg, 1 dl skyr, 1 tsk. salt, og vand til du får en tyk havregrødslignende dej. Sættes på en bageplade med bagepapir, læg ca. 1 dl til hvert brød, som flades ud med en våd ske. Bag 20-25 minutter ved 200 grader. Kan varmes før brug. Det smager ikke som et rundstykke eller en frisk bolle, men er et sundt alternativ for den der ikke har lyst til skyr og yoghurt om morgenen, og ønsker noget man kan putte ost eller pålæg på. Ost er sundt, også fede oste, de påvirker ikke kolesterolet, og giver ikke unødig vægtøgning, hvis det spises i moderate mængder. Spis eventuelt lidt rå grøntsager til morgenmaden også, så har du passet rigtig godt på din krop.

Kostplanen foreskriver en omelet med tomat, agurk, rucola og en skive skinke til frokost, men du savner dit rugbrød.
Så spis en skive groft rugbrød med omeletten og skinke herpå, og spis grøntsagerne til. Det giver måske lidt flere kalorier, men er en bedre løsning end at droppe den sunde omelet og tilbehøret, og i stedet spise rugbrød med skinke og en italiensk salat, baseret på en light mayonnaise med en usund fedtprofil. Eller spis omeletten og tilbehøret til morgenmad, hvis det passer dit system bedre på det tidspunkt, og spis groft rugbrød med et sundt pålæg bestående af f.eks. hamburgryg med en skive god ost og sennep, røget fisk med purløg, kartoffelmad med tomat på, til frokost. Du kan i øvrigt fint spise mayo, men vælg en lavet på rapsolie eller olivenolie, der tilfører din krop sundt fedtstof.

Din kostplan siger, at du skal spise en aftensmad bestående af hakket oksekød stegt med krydderier og tomatpure, lidt kogt quinoa, plus dampede gulerødder og blomkål. Men du savner pasta og kødsauce. Lav du blot en god portion kødsauce med krydderier, hakkede, flåede tomater og masser af løg, revne gulerødder og blomkål i små buketter. Kog en halv portion pasta i forhold til, hvad du plejer. Afkøl pastaen før du spiser den, ved afkøling dannes resistent stivelse, som nedsætter kalorieoptaget betragteligt (du kan genopvarme pastaen, hvis det er bedst for dig, uden at tabe den resistente stivelse), og spis pasta med din kødsauce med god samvittighed, for det er en ret med masser af langsomme kulhydrater fra grøntsagerne, fibre, og god protein fra kødet. Drys med lidt revet parmesanost, der tilfører sundt fedt, og fermenteringsbakterier.

Der findes mange måder, hvorpå vi kan konvertere den mad vi elsker over til en mere sund version, og ind i mellem er det en bedre vej til et sundere liv end at gå på en diæt, som vi gennemfører, for så efter kortere eller længere tid at havne ved start igen. Frås i grøntsager, implementer nødder, kerner, bønner, linser, kikærter, brug miso i stedet for bouillonterning, spis kraut, kimchi ind i mellem i stedet for syltede rødbeder og agurker (som ofte indeholder alt for meget sukker), jævn med maizena i stedet for mel, brug tørrede og friske krydderurter i stor stil, brug fuldkorn i stedet for hvide udgaver, varier dit tilbehør så du bruger kartofler, pasta, ris, quinoa, hirse, bønner, linser etc. på skift. Skift noget af dit kød ud med andre proteinkilder som nødder og kerner, fast ost, paneerost, bønner, linser, kikærter. Spis fisk , også fra dåse og frost, det er mere overkommeligt i pris og sundt. Og husk frosne grøntsager og frugter uden dressinger og saucer er hurtig mad og lige så sund som de friske udgaver.

Klassik madkultur får nye og sundere klæder
Du elsker sauce:
Brun masser af løg, krydderier og revne grøntsager, tilsæt krydderier, vand, miso og en dåse brune bønner. Kog 10-20 minutter, blend og smag til. Skøn brun sauce. Tilsæt hakkede, flåede tomater i stedet for vand og hvide bønner, og du får en skøn tomatsauce.

Du elsker kød:
Spis velfærdskød med god samvittighed, og spis masser af grøntsager til. Prøv at tilsætte masser af finthakkede champignon og revne grøntsager sammen med lidt mindre kød til din næste kødsauce, og smag hvor skønt det smager. Brug mange krydderier i din mad, det giver den umamifornemmelse vi får fra kød.

Du elsker creme fraiche, fløde, smør og lignende:
Så spis det, men i mindre mængder, som et krydderi. I øvrigt så giver blendede udblødte cashewnødder og mandler, blendede kogte hvide bønner, i en krydret eller sødet ret noget af den masse smag og konsistens, som surmælksprodukter. Olivenolie kan erstatte noget af smørret, og har en bedre sundhedsprofil, men lidt rigtig smør er ikke usundt. God mayonnaise på oliven- eller rapsolie, hummus på kikærter eller bønner, kan erstatte smør på brød, i sandwich, og lignende. Flødeost er også et godt alternativ til smør, selv om det er mættet fedt, da fedtindholdet er lavere. Kokosmælk kan også være et godt alternativ til mælkeprodukter. Fedt er ikke som sådan usundt, men skal spises i et sundt forhold med de øvrige makronæringsstoffer kulhydrat og protein.

Du er ikke vild med grøntsager, nødder, bønner, linser og den slags, for du er vokset op med en helt anderledes madkultur:
Det er svært at opnå et godt helbred kun på kød, brød, kartofler, hvide ris og pasta. Det er en fiberfattig kost, som med stor sandsynlighed fører en til form for hjerte-kar udfordring. Men en sund planterig kost kræver ikke at du udelader dine ynglingsfødevarer som f.eks. kød, blot at du tilfører nogle nye, i stedet for de unødvendige ingredienser. Margarine, sovsekulør, bouillonterninger, købesaucer i glas eller pose, kartoffelprodukter på frost, dåsebøf, friturestegte frikadeller og fisk – udgår, og erstattes med hjemmelavet mad.
Lav masser af krydret og kraftig mad, og lad gerne grøntsager, nødder og bælgfrugter indgår, gerne i en blended udgave, for så er de ikke markante, men lige så sunde. Grøntsager er lige så gode i en sauce, som i en salat, hvis du ikke skamkoger dem. Brug soyasaucen tamari og miso i stedet for bouillon, det smager lige så godt, men soya og miso bidrager til et godt helbred, mens de fleste bouillonterninger mest består af tilsætningsstoffer. Soya, miso, brunede løg og grøntsager og brune bønne giver saucen kulør. Tilsæt fløde til saucen, hvis det er livskvalitet, men brug ret lidt, og brug i stedet masser af krydderier. Pisket smøreost eller smør med friske krydderurter er et godt tilbehør til kød og grøntsager, og har en bedre helbredsprofil end melbaseret brun sauce med kulør. Paner og steg blot fisken i masser af smør, hvis det giver livskvalitet, men spis gerne skyr eller creme fraiche med en lav fedtprocent tilsmagt med krydderier eller krydderurter og rørt op med lidt olivenolie til kartoflerne, og kog gerne gulerødder og blomkål sammen med kartoflerne. Steg alt, hvad du har lyst til, men brug olivenolie eller rapsolie og rigtigt smør, for margarine og billige olier skader helbredet på grund af en dårlig fedtprofil. Lav så lidt friture som muligt, brug i stedet en airfryer, som giver dig sprød mad uden et stort fedtstofforbrug.

Jeg kommer med flere gode råd til en sundere madkultur, der ikke kræver en total revolution i dine smagsløg i løbet af sommeren. Har du brug for gode råd til livsstilsændringer, kan du får undervisning og vejledning fra mig herom. Kontakt mig på info@sundmadsundtliv.dk. for en samtale eller et forløb.


Views: 61

Cookies, så sunde de kan spises til morgenmad!

Cookies, så sunde de kan spises til morgenmad!

Fiberrige, naturligt søde, påvirker ikke blodsukkeret. Gode som mellemmåltid i institution, skole, arbejde.

12-15 stk.

2 æg
2-3 store gulerødder (ca. 250 i alt, kan erstattes helt eller delvist af squash)
1/2 bk. blåbær
200 g havregryn
50 g mandler
1 spsk. Maizena (for sprødhed)
1/2 tsk. salt
1/2 tsk. vaniljepulver (ikke vaniljesukker, se hos Urtekram, Mill og Mortar, dr. Øtker)

Tænd ovnen på 200 grader.

Riv gulerødderne.

Blend havregryn og mandler til en grov mel.

Rør æg, mel, revne gulerødder, Maizena. salt og vanilje sammen.

Vend blåbærrene forsigtigt i.

Form cookies, vælg selv størrelsen, på en bageplade med bagepapir ved hjælp af en ske. Glat dem.

Bag cirka 20 minutter. Tjek at de er helt faste, ellers bag 5 minutter mere. De bliver aldrig helt sprøde, men faste med sprøde kanter.

Afkøl, opbevar i plastbøtte. Kan opvarmes kort på brødrister for mere sprødhed efter opbevaring.

Views: 93

Grøn pasta carbonara med pistacienødder! Fuld af fibre, sundhed og smag!

Grøn pasta carbonara med pistacienødder! Fuld af fibre, sundhed og smag!

4 personer, voksne og teenagere med appetit:

400 g pasta
100-150 g god øko bacon (alternativt røget tofu tempeh)
2 stængler blegselleri
1/2 squash
1 bdt. persille
2 fed hvidløg
2 dl fløde/plantefløde
2 æggeblommer
30 g pistacienødder, helst usaltede og rå
salt og peber
parmesan til at rive over retten ved bordet

Trim blegselleristængler, halver på langs og skær i tynde skiver.

Skær squash i tern.

Pil hvidløg.

Steg bacon ved middelvarme til det begynder at brune. Tilsæt blegselleri og squash og steg videre ved lav middelvarme til grøntsagerne bliver bløde. Krydr med salt og peber.

Sæt pasta over at koge efter anvisning på posen.

Blend hvidløg, persille og pistacienødder. Gem lidt nødder til pynt.

Rør piskefløde, æggeblommer, og det blendede grønne sammen. Krydr med salt og peber, husk der også er salt på grøntsagerne.

Afdryp den kogte pasta og vend med bacon-grøntsager og den grønne fløde-æggeblomme masse.

Smag til med salt og masser af friskkværnet peber.

Drys hakket pistacienød over og server med parmesan til rivning.

Views: 59