Grøn salat med blomster!

Grøn salat med blomster!

Det vrimler med spiselige blomster i haven, det kom denne salat til gode!
Blomsterne bidrager med plantediversitet, og dermed tarmbakterier-diversitet til sundhedsfremme!

Se mere om spiselige blomster her.

Salat-ingredienser:
1 lille spidskål
2 syrlige æbler
1 glaskål, kan erstattes af 1 squash ell. 1/2 lille blomkål
1 gulerod
2-3 stængler bladselleri

stedmoderblomster, syrener, blomst fra løgkarse
2 spsk. hampefrø

Halver spidskålet. Fjern stokken og snit det fint.
Halver æblerne, fjern kernehuset, skær i både og i tern.
Skræl glaskålet skær det i skiver, i stænger og så i tern.
Skræl guleroden, skær den i 5 cm stykker, skræl den i spåner ind til kernen.
Fjern top og endestykke på bladselleristænglerne, skær dem i tynde halvmåneformede stykker (halver eventuelt på langs først).

Læg ingredienserne pænt på et fad eller i en salatskål.

Dressing:
2 spsk. jomfru olivenolie
revet skal og presset saft af 1 øko citron
salt, peber, honning (kan udelades eller erstattes af Sukrin Fibersirup på lchf/keto)

Pisk ingredienserne sammen og hæld over salaten, smag til med salt, peber og honning til en lidt skarp sur-sød smag.
Gem eventuelt noget af dressingen og server til, ikke alle er glade for dressing.

Drys med hampefrø.
Pluk blomsterhoveder og pynt salaten.

Views: 50

Salat med friske figner og blomster!

Salat med friske figner og blomster!

Salat med friske figner, æbler og spiselige blomster, ingredienser der er smagfulde lige nu, og de næste måneder!

1/2 lille hvidkål eller et spidskål
2 håndfulde rucola
3 friske figner (modne, men faste)
1 stort syrligt rødt æble
1 håndfuld ristede hasselnødder (kan erstattes af ristede mandler eller valnødder)
1 håndfuld spiselige blomster fra haven, jeg anvendte rucolablomster og blå hjulkrone

Dressing:
1/2 dl jomfru koldpresset olivenolie eller rapsolie
1/4 dl balsamicoeddike
salt, peber og lidt honning

Skær hvidkålen i skiver og snit den så fint.
Skær æblet i både og i tern.
Skær top og bund af fignerne, halver dem, og skær i både og så i store tern.
Rist hasselnødderne, fjern evt. de brune hinder, ved at nulre nødderne efter ristning. Hak halvdelen af nødderne.

Bland kål, rucola, æbler, og figner, og vend de hakkede nødder i.
Pynt med blomster og hele nødder.
Server dressingen til salaten.

Salaten er god som tilbehør til en kødret, men skal den mætte mere i sig selv, så tilsæt ostetern, fetatern, tofutern.

Views: 79