Jul og introverte voksne og børn!

Jul og introverte voksne og børn!

Introverte mennesker kan godt have det lidt svært med jul, fordi de forventes at være sociale og selskabelige hele tiden, hvilket er vanskeligt og trættende for dem. Vi må lære at tage hensyn til menneskers forskelligheder, og sikre at alle kan nyde julen og lade op på egne betingelser.

Der er stor forskel på at være ekstrovert og introvert. Ekstroverte bruger meget tid sammen med andre mennesker og kommer let til at føle sig ensomme, når de er alene. Det er samværet, der er i fokus og her, de henter energi. De er gode til det sociale samspil og trives bedst sammen med andre.
Introverte er mere stille i sociale sammenhænge, betragter mere, og taler helst med de andre på tomandshånd. De trives godt i eget selskab, og har brug for tid alene for at genoplade efter at have deltaget i socialt samvær.

Den ekstroverte – typiske tegn:

  • Du elsker at møde nye mennesker og henter din energi fra omgivelserne
  • Når du bliver optaget af noget, må du straks fortælle det til nogen
  • Du bliver let midtpunkt i sociale sammenhænge
  • Du er ofte hurtig til at svare, når du bliver spurgt om noget og har mange ord
  • Du kommer let til at føle dig ensom, når du er alene
  • Du præsterer bedst, når du er sammen med andre

Den introverte – typiske tegn:

  • Du nyder en dag for dig selv og henter energi fra dit eget indre liv
  • Du vil hellere spise middag med nære venner end til en stor fest
  • Du vejer dine ord omhyggeligt
  • Du føler dig sjældent ensom
  • De fleste, du kender, har du kendt i lang tid
  • Når du har været sammen med nogen en hel aften, har du brug for tid alene for at genoplade

De fleste af os har træk fra begge typer, men er overvejende det ene eller det andet. Er du af natur introvert, men vokser op i en ekstrovert familie kan du umiddelbart virke ekstrovert, for det er den opførsel som du har lært er “den rigtige”, men efter sammenkomster er du fuldstændig flad, og vil bare have lov at være dig selv. Og er du af natur ekstrovert, men er vokset op i en introvert familie, hvor “larm og megen tale” er forkert, så bliver du mere introvert, for at passe ind. Men du længes efter at give den gas, og gør den når du får muligheden!

Forskerne antager, at mellem 30 og 50 procent befolkningen er kendetegnet ved introverte træk, mens mellem 50 og 70 procent er kendetegnet ved ekstroverte træk.

Jul og introverte
Vores samfund i høj grad baseret på ekstroverte værdier, hvor vi gør meget ud af os selv og går op i ydre ting, og hvor det er i høj kurs at være rap i replikken og velformuleret, som ekstroverte typisk er. Og særligt i julen og til julefrokoster dyrkes denne samværsform. Det kan være virkelig udfordrende for den introverte ægtefælle eller det introverte barn. De introverte skal derfor have lov at have opladningsdag(e) efter julesammenkomsterne. Hvis du er den der “står for planlægningen” af juledagenes aktiviteter, så tænkt på det, hvis din ægtefælle eller barn er introvert!

Den overstimulerede introverte
Det er normalt, at den introverte kan have svært ved at spise og sove efter situationer med mange sociale indtryk.

Hvis det er et barn kan det måske også i det selskabelige samvær have svært ved at mærke, om det skal på toilettet, om det fryser eller har det for varmt. Dit barns opmærksomhed er billedligt talt gået “ud af kroppen”, fordi der er for meget social stimulation. Lav sammen med dit barn konkrete strategier, der tager højde for problemet med at mærke kroppen: f.eks. at spise lidt på forhånd inden familien skal til fest eller at forberede sig på at spise lidt mere bagefter. Og hold øje med dit barns behov under festlighederne, hjælp det med at skærmes, hvis det hele tydeligt bliver for meget. Tag en bog eller Ipad med, så dit barn kan trække sig tilbage til en stille sted, og dyrke alenetid.
Tal med barnet om, at det vil opleve at krop og sind bliver anspændt under og efter festen. Dagen efter en udadvendt dag: lær dit barn afspændingsøvelser og vejrtrækningsøvelser og tilbyd rolige aktiviteter som oplæsning, lydbøger, at tegne, lege med dukken, være i sin hule eller lave LEGO, gå en rolig tur i naturen eller lege med kæledyret! Giv hjælp til at finde tilbage til en rolig krop og et afspændt sind!

Den introverte voksne skal også have lov at have en dag eller to med rolige aktiviteter, for at komme tilbage i kroppen og finde energi. Være alene eller i tosomhed, gå- eller løbeture i naturen, lydbøger, se ynglingsserien (helst en rolig en), hobbyaktiviteter, fodbade, karbade, meditation eller mindfulness… Tilbyd forståelse og giv støtte til at din introverte partner finder tilbage til sig selv igen!

Du der er ekstrovert, men har en eller flere introverte i familien!
Husk at det er ok at sige nej. Bare fordi man får diverse juleinvitationer fra sine omgivelser, er man ikke forpligtet til at sige ja til alt. Det er vigtigt, at at prioriterer, hvilke invitationer, parforholdet/familien har rigtig meget lyst til at deltage i og sige nej tak til andre invitationer. Og det er legitimt at sige nej, med begrundelsen at nogen i familien ikke tåler så megen selskabelighed, og at I stedet prioriterer at bruge julen til at lade op og være sammen, bare jer selv!

Inspiration:
Henriette Boysen, Psykoterapeut
Charlotte Gade, coach
Psykologerne Sensitiv balance
Kurser Teknologisk Institut

Views: 67

Glæden der blev væk!

Glæden der blev væk!

Glæde er en vigtig søjle i et godt liv, men ind i mellem kan den forsvinde! Og uden glæden mangler vi et forsvar mod det der kan belaste vores helbred – så det kan betale sig at lede efter den, gøre plads til den!

At have mistet glæden er ofte et tegn på stress
Ofte er vi os slet ikke bevidste, at vi mangler glæden i vores liv. Men som stressbehandler støder jeg ikke sjældent på mennesker, der absolut ikke kan svare på, hvad der bringer dem glæde. Glæden er blevet væk!

Ved stress undertrykker vi følelser, for at kunne komme igennem livet. Stress er forbundet med angst, ubehag, belastende kropslige reaktioner som smerte og stor træthed, fordi vores nervesystem slås med psykiske og fysiske reaktioner på belastende oplevelser, der kun burde vare i meget kort tid, men ved stress er tilstede over lang tid.
Glæde er en af de følelser som vi sætter på stand by, når vi er midt i en stressfyldt tid, for glæden hjælper os ikke til at håndtere stressreaktionerne, har den fysiske krop bestemt. Den reaktion er dog en reminiscens fra vores urtid, hvor fight or flight reaktionen var kortvarig, og gjorde det muligt for os at løbe væk eller gemme os for en fare. Men at pause glæden over lang tid, som vi gør ved en langvarig stress, er uhensigtsmæssigt.

Hvorfor sætter vi glæden på “hold”?
Vi sætter ikke nødvendigvis glæden på hold bevidst, men glæde er forbundet med produktion af signalstoffer, som vi har svært ved at producere, når kroppen er i stress-mode. Serotonin, dopamin, melatonin, som vi bruger til at føle glæde, produceres der for lidt af.

Kognitivt er det også en naturlig proces, at vi ikke bruger tid på at finde og føle glæde, når vi er optaget af livsfaktorer, der synes uløseligt svære og som tager hele sendefladen.

Hvad gør os stressede?
Stress kan komme af for store eller for komplekse arbejdsbyrder. Vi er indrettede til gerne at ville kunne sætte flueben ved opgaver, gøre os færdige, føle tryghed og måske glæde ved veloverstået gerning. Hvis det ikke lader sig gøre, fordi der hele tiden er et overvældende antal nye opgaver på to-do-listen eller opgaverne er alt for komplekse og uløselige, så får vi aldrig forløsning. Det stresser!

Stress kan også komme af, at der ikke sker noget omkring os. Mange mennesker har behov for en vis udvikling i livet, og hvis de sættes i stå hele tiden , så bliver de stressede.

Stress (traumer) kan komme af mobning, dårlige relationer, misbrug, hvor vores følelser hele tiden er på overarbejde. Når vi skades psykisk er hele systemet i alarmberedskab, for kroppen skelner ikke mellem fysisk fare og psykisk ditto, fight or flight er reaktionen er den samme.

Stressreaktioner
Kroppen, fysisk og psykisk, kollapser på et tidspunkt, hvis du lever i konstant stress.
Resultatet er at livet føles uoverskueligt, med social isolation, angst, depression, tristhed.
Nogen oplever konkrete lammelser i kroppen, andre diffuse eller konkrete smerter, hovedpine, mavebøvl, tinnitus, hjerte- og hjerneflimmer, vægtøgning…

Ved kortere stressperioder er reaktionerne sjældent så voldsomme, men slemme nok til at sætte livet på hold for en tid.

Nogen mennesker er hurtigt klar over at de er stressede, andre føler et pres, men ikke stress, før hele systemet siger fra, og den periode kan vare i årevis. Når mennesker, der ikke er i så godt kontakt med deres krop og psyke kollapser med stress er det oftest rigtig voldsomt, hvilket kommer bag på dem. Men set i bagspejlet kan de fortælle at glæden havde været væk rigtig længe.

Kan glæde modvirke stress?
Ja, glæde kan modvirke stress, men det sker oftest først efter en stressreaktion, der har krævet at du har fundet ud af, hvad der stresser dig. Efterfølgende kan glæde blive et værn mod stress.

Når vi er os bevidste, at glæden har været væk og vi har fundet den igen, så kan den proces skærpe vores bevidsthed om at forblive i et liv, hvor der er plads til glæden. Hvor vi arbejder bevidst på at beholde glæden og sige nej til stress.

Desværre er vi i den vestlige kultur ikke optaget af at have den umiddelbare glæde med os.
Vi mener at glæde er forbundet med at opnå noget. Mange af os måler vores trivsel i arbejdet, vil gerne have en attraktiv arbejdsidentitet, nå i mål, have succes, og det har sin pris. I dags arbejdsliv er en evig optimering og det påvirker de centre i vores hjerne, og dermed også vores anden hjerne: tarmsystemet, som skal producere trivselshormonerne. Vores sanseapparat kan opleve de konstante optimeringskrav som en fare, måske endda en trussel, og så starter stressprocessen.

Glæde kan ikke optimeres
Glæde er vitaminer til livet, når man er glad bare fordi, når glæde er at være i live, nyde naturen, nyde hobbies som traveture, fisketure, dans, rulleskøjteløb (ikke for motionens skyld, men fordi det er skide skægt), kagebagning, at nørde i værkstedet, leg og pjank med børnene eller børnebørnene, på stranden med hunden.
Glæde kan ikke skemalægges, glæde er en følelse der kan opstå, når der plads og rum i livet til glæde.

Den umiddelbare glæde kan også opstå i forbindelse med åndelighed, spiritualitet eller andet virke, der rækker ud over dig selv, frivilligt arbejde f.eks..

Glæde og sundhed
Glæde og umiddelbarhed har samme sundhedseffekt som yoga og meditation. Det giver et roligere åndedræt, et dybere åndedræt, afslapper spændte muskler, og beroliger vagusnerven. Vagusnerven, der er kommunikator mellem hjerne og tarmsystem, sikrer at vi sender signalstoffer ud i kroppen, der forstærker den ro vi oplever.

Når kroppen oplever ro, det modsatte af stress, mindskes inflammationen i kroppen, og vores risiko for diverse sygdomme formindskes. Aldring er en form for inflammation, så du ældes langsommere når kroppen er rolig.

Der er lavet mange studier, der viser at glæde og ro er et vigtigt sundhedsparameter. Organisationen Blue Zone, der har forsket i aldring og hvorfor mennesker vi visse regioner i verden bliver markant ældre end gennemsnitsmennesket, beskriver hvordan glæde, almen tilfredshed med livet, går igen som et sundhedselement.

Jeg håber, at du kan finde eller genfinde glæde i dit liv, det er værdifuldt!

Inspiration:
IIN, integrativnutrion.com
Blue Zones



Views: 36

Motion i den anti-inflammatoriske livsstil!

Motion i den anti-inflammatoriske livsstil!

Du har nedsat risiko for flere forskellige sygdomme, hvis du motionerer mindst 30 minutter om dagen, de fleste af ugens dage.

Motion er og kost er de to mest anti-inflammatoriske midler der findes.
Med motion produceres myokiner, der har en antiinflammations effekt , fordi det bekæmper det usunde fedt, som er inflammatorisk – og motion sætter skub i produktionen af signalstofferne serotonin, dopamin, noradrenalin, der i den rette mængde kan virke som lykkepiller.

Ny forskning viser at et stof ved navnet kynurenin kan gå fra blodet og over i hjernen, og gøre dig stresset og deprimeret. Men at du med motion formodentlig kan hæmme kynureninens passage over i hjernen.

Det behøver ikke være strabadserende motion
Daglig bevægelse eller let motion kan være en fin løsning.
Daglig bevægelse som at bruge kroppen som transportmiddel, gøre rent, lave havearbejde, slå græs, og lege med børnene/børnebørnene er at betragte som motion. Måske brænder du ikke mange kalorier af, men du får brugt muskler rundt om i kroppen, og det virker! Så drop robotterne og gør arbejdet selv.
Let motion er f.eks. at gå en tur/skovbade dvs. gåture i skov og anden natur. At gå en tur på minimum 10 minutter efter aftensmaden sænker eksempelvis risikoen for en uhensigtsmæssig blodsukkerstigning rigtig meget – hvilket er dit bedste middel mod inflammation og tidlig aldring!
Ps: at danse til et par numre af din ynglingsmusik, måske sammen med din partner, dog ikke rolig kinddans, hver dag, er rigtig god motion!

Stress ned motion”, når kroppen kun vil meget lidt
Anti-inflammatorisk og afstressende motion har flere gevinster end almindelig motion, hvis du er stresset.
Rolig motion kan nemlig hjælpe dig og din krop med at genfinde roen, bidrage til et dybt åndedræt i mellemgulvet, en rolig vagusnerve, velfungerende og smidige muskler og led.

Det er motion med fokus på:
– et roligt åndedræt, der ikke kun foregår i din brystkasse, for det beroliger dit hjerte/din hjerterytme
– at berolige vagusnerven. Fordi vagusnerven er en af kroppens største nerver, og fungerer som kommunikator mellem hjerne og tarm, hvor der sendes signalstoffer/hormoner frem og tilbage. Bliver vagusnerven urolig, og det gør den ved stress, så bliver hele din krop og psyke urolig.
– at afspænde din krops muskler, led og nerver, som ofte er overspændte ved stress
– at fastholde muskelstyrke uden at dyrke en hård motion, der kan stresse den anspændte krop
– at få lidt pulsen op uden at stresse krop og psyke, ved lære kroppen at det du har gang i ikke er farligt

Stress ned motion er en ikke-præstationsmotion, med tid og støtte til at du som stresset finder ind i din egen krop, lærer at arbejde sammen med den og genfinder et kropsligt og psykisk velvære.

Du kan dyrke den type motion i form af eksempelvis afspændings- og bevægelsesgymnastik, pilates, callanetics, og selvfølgelig yoga og yoga i kombi med let meditation. Der findes både fitnesscentre, gymnastikforeninger og aftenskoler med den type motion.

Motion med høj puls
Du kan selvfølgelig også dyrke fysisk krævende motion med høj puls og leve antiinflammatorisk. Dog er det godt at kende din krop og forstå din krops reaktioner på din motionsform, så du og kroppen arbejder sammen, hvis du vil leve antiinflammatorisk, da især en rolig vagusnerven er i centrum for den antiinflammatoriske livsstil.

Inspiration:
IIN.com
Bente Klarlund

Views: 82

Histaminintolerance – en funktionel lidelse? Hvordan får jeg behandling?

Histaminintolerance – en funktionel lidelse? Hvordan får jeg behandling?

Histaminintolerance er i dag en ikke diagnosticerbar lidelse. For få år siden var det samme gældende for irritable tyktarm, kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi mm. Man var klar over at nogen mennesker led under fysiske problemer med disse betegnelser, men man kunne ikke forklare lidelserne konkret. Det kan man i dag, i hvert tilfælde meget mere konkret end for få år siden, under diagnosen “funktionelle lidelser”. Se mere på funktionellelidelser.dk.

Hvad er histaminintolerance?
Histaminintolerance er en kropslig reaktion på et forøget histaminniveau i kroppen. Det giver allergilignende symptomer som slimdannelse i åndedrætsorganer, ondt i maven med diarre eller forstoppelse og oppustethed, træthed, hudirritation, migræne, høj puls, hjernetåge, hjertearytmi, temperatur reguleringsproblemer (kulderystelser eller høj varme), muskel- og nerveuro med mere. Mange med histaminintolerance og disse symptomer strides med en belastet hverdag.

Funktionelle lidelser er en samlebetegnelse for en gruppe af sygdomme, hvor man er belastet af og bekymret over fysiske symptomer, som gør det svært at fungere i dagligdagen, som f.eks. leaky gut, irritabel tyktarm, fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og svær stress m.fl. . Symptomer er træthed, hjernetåge, hovedpine, ondt i maven med diarre eller forstoppelse og opppustethed, halsbrand og en brændende fornemmelse i brystet, hjertebanken, forpustethed uden anstrengelse, vanskelighed ved kropstemperaturregulering, muskel-, led- og nervesmerter, føleforstyrrelser, rygsmerter mm.

Som det fremgår er der et stort sammenfald af symptomer ved de to sygdomme – og måske burde histaminintolerance være en sygdom i det funktionelle lidelse spektrum.

Inflammation og histamin
Histaminintolerance
Ved inflammation udløses histamin fra vores mast celler (da det er vores beskyttere mod inflammation), og der kan derfor altid findes et forhøjet histaminniveau i kroppen ved inflammation.

Det har indtil nu ikke været muligt at finde årsagerne til histaminintolerance, men måske er histaminet ikke er den udløsende faktor ved histaminintolerance, som hidtil antaget. Måske er histaminet tilstede på grund af en ikke registreret inflammation et sted i kroppen, som udløser histamin, og det er inflammationen der er problemet?

Histaminintolerance kan optræde i flere former, en form hvor der kan påvises mangel på enzymet DAO i tarmen, så histamin i kroppen ikke nedbrydes som det skal, og en form hvor histamin ophobes i kroppen uden påviselig årsag. Men måske har vi overset at inflammation i kroppen er grunden til histaminoverskuddet. Hidtil har anbefalingerne været at undgå histamin i maden (der er histamin i alle fødevarer, nogen mere end andre, og meget i tilberedt mad af ældre dato og dåsemad, hvor der ophobet histamin pga. bakterier). Men friske fødevarer indeholder faktisk ikke histamin i en farlig koncentration, og undgår man diverse fødevarer for at undgå histamin risikerer man at komme til at mangle vitaminer, mineraler, fytokemikalier og polyfenoler. Så det er værd i stedet at undersøge om man har en inflammation i kroppen, der udløser det histaminoverskud, som giver ubehag.

Funktionelle lidelser
Forskning har afdækket, at de sygdomme der hører under funktionelle lidelser er kendetegnet ved at både hjernen, tarmen og immunsystemet er involveret i sygdommen, og at man ofte kan finde inflammation i kroppen. Stress er ligeledes ofte en del af den funktionelle lidelse, og stress kan sætte en kaskade af signalstofproduktion i gang, der ved vedvarende stress kan medføre inflammation i kroppen. – Mange med histaminintolerance giver også udtryk for, at deres intolerancesymptomer er kommet i forbindelse med stress og forværres ved stress!

Er histaminintolerance faktisk en funktionel lidelse?
Meget kunne tyde på det. Mange med histaminintolerance har også diagnoser som leaky gut, irritabel tyktarm eller andre mave-tarm udfordringer, flere fødevareintolerancer, uforklarlige organ/led og muskelsmerter, hjernetåge, hukommelsesproblemer etc., hvoraf en del lidelser er diagnosticeret under funktionelle lidelser.

Krydsfeltet mellem funktionelle lidelser og histaminintolerance
Nogen mennesker oplever lidelse der indbefatter en inflammatorisk tilstand, som de får diagnosticeret som en funktionel lidelse, og de ved ikke at de faktisk har et histaminoverskud i kroppen, som kan være forklaringen på nogle af deres symptomer, mens andre finder frem til at deres lidelser udspringer af et histaminoverskud, men får aldrig diagnosen funktionel lidelse, selv om deres lidelser egentlige kunne udløse det!

Hvorfor karakterisere histaminintolerance som en funktionel lidelse?
Dels giver det mennesker med histaminintolerance en adgangsbillet til det officielle sundhedssystem, idet funktionelle lidelser nu kan diagnosticeres og behandles i alle regioner. Histaminintolerance diagnosticeres ikke af sundhedsvæsnet i dag, hvilket betyder at der er for lidt viden om udfordringerne med histaminoverskud i kroppen, og de der rammes, men ikke forstår hvad der ramte dem, mistrives og føler sig overset i sundhedssystemet. Ved at få en diagnose og kunne tale med professionelle behandlere om symptomer og behandlingstilbud kommer der ro på systemet, og dermed en mulighed for en forbedret livskvalitet.

Der er meget ikke-valid information om histaminintolerance på internettet, som læses af mennesker med mærkelige komplekse fysiske problemer, som de ikke kan få diagnosticeret og føler de selv må gætte sig til. Når man har smerter og andet ubehag dagligt, når man næsten ikke kan klare at håndtere arbejde, studier, familien osv., så søger man en forklaring! Nogle af de forklaringer man kan finde på internettet om histaminintolerance er desværre ikke med til at forbedre livskvaliteten, men snarere med til at forværre den, og give flere symptomer. Kosten er i centrum, men når du bevæger dig ud af en vej med megen restriktion i kosten vil du oftest opleve at kroppen bliver mere og mere fødevare-intolerant i stedet for det modsatte. Og til sidst rammer man en mur af opgivenhed, der kunne have været undgået med muligheden for at tale med professionelle om ens udfordringer!

Mulig behandling af histaminintolerance
Funktionelle lidelser er undersygdomme til Bodily distress syndrome (kropslig stresstilstand), og beskrives som en bio-psyko-social opstået lidelse, en sygdom der omfatter hele mennesket.

Research på histaminintolerance kunne tyde på, at den lidelse også er en bio-psyko-social opstået lidelse.

Stress og inflammation går igen i forskningsbaserede beskrivelser af funktionelle lidelser og histaminintolerance (Danmark er bagud med hensyn til forskning i histaminintolerance, mens de engelsksprogede lande har en del forskning på området). Og det samme gør teorier om at hjernen er blevet overbelastet af for meget stress, for mange signaler om kropslige problemer over for lang tid, så hjernen til sidst tolker alle input som trusler, med smerter som konsekvens. Et så udfordret liv kan også give store psykiske og sociale problemer, hvilket giver stress, og så ruller lavinen…

Den bio-psyko-sociale model
På de regionale centre for funktionelle lidelser behandler man derfor mennesker med funktionelle lidelser efter en bio-psyko-social model, der omfatter træning, kognitiv terapi, medicin, mindfulness, og i nogle tilfælde hjælp til at komme tilbage til et arbejde eller en uddannelse. Alt efter hvor syg man er tilbydes elementerne i forskelligt omfang.

Hvorfor tilbydes den type behandling, med f.eks. kognitiv terapi? Fordi når man gennem længere tid har været syg med mange forskellige og ubehagelige lidelser, og haft svært ved at forklare omgivelserne ens sygdom der ikke har en diagnose, skal der ofte også sættes ind psykologisk for at man genvinder følelsen af kontrol og sygdommen og livet. Desuden er stress et hyppigt element i funktionelle lidelser og histaminintolerance, og her kan kognitiv terapi være hjælpsomt. Forskning i funktionelle lidelser har også vist, at fysiske eller mentale traumer kan være en årsag til udvikling af funktionelle lidelser (der er en tæt forbindelse mellem traumer/stress, og udvikling af fysiske lidelser), og her kan kognitiv terapi eller traumebehandling være meget relevant.

En del mennesker med funktionelle lidelser har også mistet arbejdet eller er gået i stå på en uddannelse, har måske fået familieproblemer, og så kan det være relevant med hjælp til at genvinde ens sociale liv.

Det er min opfattelse at mennesker med svær histaminintolerance kunne have hjælp af den type indsats.

Biologisk-fysisk vejledning/kostvejledning
Jeg finder at man har for lidt fokus på kostvejledning i den bio-psyko-sociale model. Forskning i hjerne-tarm forbindelsen har påvist, at tarmens velbefindende spiller en stor rolle i både det fysiske og psykiske velbefindende. Læs mere her!

70-80 % af vores signalstoffer (styrer bl.a. det psykiske velbefindende) produceres i tarmen, vel at mærke når de tarmbakterier som styrer denne produktion har det godt. Og det har de, når vi spiser grønt, fiberrigt og alsidigt.

Der forskes lige nu meget i, hvordan netop tarmbakterier kan spille en rolle i etablering af et stærkt mentalt velbefindende, og hvordan stærke tarmbakterier kan medvirke som et værn mod stress og de negative mentale konsekvenser af stress. Læs mere her!

Det er ikke indtænkt i den bio-psyko-sociale model – og det er i min optik en mangel!

Hvad skal du gøre, hvis du lider af histaminintolerance, og behøver hjælp?
Måske kan du få din læge overbevist om, at du har en funktionel lidelse, og dermed blive henvist til et af de regionale centre, og få hjælp. Ellers anvend nogle af de elementer der indgår i centrenes behandling.

Få hjælp til stresshåndtering og andre mentale udfordringer via kognitiv terapi eller mindfulness.

Styrk din fysik med blid træning, for det er så vigtigt at holde kroppen muskulært velfungerende. Det kan f.eks. blot være opmærksomhed på at bruge din krop hver dag i daglige gøremål som gå på trapper, gå- og cykelture, let rengøring, let havearbejde, leg, små træningsøvelser ved skrivebordet/spisebordet/køkkenbordet mens du laver andre gøremål…

Spis den rette kost, og det er ikke eliminering, men inklusion. Grøntsager, frugt, frisk kød og fisk, gode mejeriprodukter, æg med videre rummer ud over vitaminer og mineraler og makronæringsstofferne kulhydrat, fedt og protein også antioxidanter, fytokemikalier, polyfenoler, quercetin etc. som er essentielle for kroppens skabelse af anti-histamin. Anti-inflammatorisk kost, kost baseret på uforarbejdede fødevarer (ikke industrielt producerede), masser af farvestrålende og fiberrigt grønt og frugt, kvalitetskød og fisk i fornuftige mængder, fermenterede fødevarer, fuldkorn med mere, modvirker inflammation og styrker din krops evne til at nedbryde histamin. Der er nogle få regler for elimination (ex. genopvarmet mad), der giver mening, og så skal du være meget opmærksom på, om eventuelt medicin du får i virkeligheden udløser histamin. Du kan finde oversigter over dette på histaminintolerance.dk.

Desuden er sund kost den bedste selvmedicinering mod mentale udfordringer, idet sunde tarmbakterier producerer signalstofferne dopamin, serotonin og melatonin, som kan støtte et mentalt velbefindende.

Du er velkommen til at kontakte mig for hjælp til en plan, hvis du er gået i stå i forhold til dine udfordringer. Jeg tilbyder en 360 graders indsats med både kostvejledning, traumehåndtering, stresshåndtering, kognitiv terapi, og hjælp til at få en plan for afhjælpning af eventuelle sociale udfordringer i forbindelse med ex. job og uddannelse.

Kontakt: info@sundmadsundtliv.dk, 40110314


Views: 195

Om at træffe et livsændrende valg!

Om at træffe et livsændrende valg!

Vi valgte faste jobs og gode gode lønninger fra, for et liv på egne betingelser og usikker økonomi!

1. januar 2021 sagde jeg og min mand farvel til vores faste jobs, 63 år gamle, og overgik til et liv som henholdsvis selvstændig og pensionst.

Det har ret store økonomiske konsekvenser at blive selvstændig og at lade sig pensionere så tidligt, og det lod sig gøre fordi vi solgte vores hus og den ene bil, købte en mindre bil, flyttede i vores lille sommerhus, og har skåret kraftigt ned på vores forbrug. Dyre ferierejser er et overstået kapitel, der bliver købt langt mindre nyt tøj, og vi tænker meget mere på bæredygtige valg! Til gengæld er der blevet plads til flere besøg af børnebørn, tid til at nusse vores gamle hund – og tid til at holde høns!

Hvorfor traf vi dette valg? Ja, personligt ønskede jeg en større frihed i mit liv, og mere tid til at beskæftige mig med mine yndlingsemner, kost, sundhed og livstrivsel. Min mand har været igennem nogle år med stress og sygdom, og trængte også til at kunne bruge livet sådan som han ønsker det, mens kræfterne stadig rækker til det! Derfor valgte vi vores gamle og betydeligt mere økonomisk fordelagtige tilværelse fra, og kastede os ud i et ”smallere”, men meget tilfredsstillende liv. Hver dag bliver nydt og brugt efter vores valg!

Jeg kan kan bruge min sundhedsfaglige viden og indsigt til at hjælpe mennesker med komme videre i deres liv. Jeg kan bruge tid på at lave mad, bage brød, kreere opskrifter, læse faglitteratur, skrive artikler. Og se vores børnebørn rigtig tit! Alt sammen meget tilfredsstillende!
Min mand (udover at passe børnebørn sammen med mig) holder vores lille dejlige hus vedlige, udvider det, designer og laver en skøn have, og skaber kontakt til vores nye naboer. Han sikrer vores fremtid i de skønne rammer, som vi har valgt til vores 3. livsalder! Og finder samtidig tid til frivilligt arbejde, så dejligt!

Vi har begge levet et godt, men også stresset liv, med fuld fart på arbejde og karriere, og intet er fortrudt. Men vi havde begge gennem et stykke tid længtes efter mere ro, mere tid til selvvalgte aktiviteter, mere tid til at fokusere på sunde valg, som kunne understøtte ønsket om en lang og aktiv, helbredsmæssigt velfungerende, seniortilværelse og alderdom. Det synes vi, at har vi fået, og derfor savner vi ikke det større økonomiske råderum, som vi ville have fået, hvis vi først havde trukket os ud af det faste arbejdsmarked senere.

Vi har i øvrigt også begge to ideer til nye projekter i 2022, så vi er ikke blevet pensioneret fra kreativitet og aktiv deltagelse i den pulserende verden, nu bestemmer vi bare selv målene og tempoet!

Hvad kan andre bruge vores valg til?
Måske til at finde modet til selv at træffe beslutningen om at gøre det man brænder for. Passe på sig selv, vælge stress fra, og få glæden ind i livet i stedet.

Det er ikke uden “omkostninger” at ændre sit liv. For nogen vil det lige som for os kræve at man begrænser sig forbrug en del, andre skal måske forsvare deres beslutninger overfor undrende omgivelser, for nogen kræver det et mod og en beslutsomhed man ikke lige har etc….

Store livsvalg er ikke lette, men nogen gange letter de livet!

Views: 69