Knækbrød med brændenælde, der booster din vitalitet!

Knækbrød med brændenælde, der booster din vitalitet!

Lækkert knasende og smagfuldt knækbrød, vitamin- og mineralboostet med brændenælde!
Høj plantediversitet og god for dine tarmbakterier.

1 dl rugmel (glutenfri: fuldkormshirsemel)
1 dl fuldkornsmel (glutenfri: havremel)
2 dl solsikkekerner
2 dl græskarkerner
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1/2 dl jomfru olivenolie
2 tsk. bagepulver
4 spsk. tørret brændenælde * (eller en stor håndfuld friske brændenældetopskud) – kan udelades!
2 tsk. fint uraffineret havsalt
4 dl vand

Opvarm ovnen til 150 grader.

Rør mel, kerner, brændenælde, bagepulver, olie, og salt sammen og tilsæt vand. Rør det hele til en grødet dej.

Hæld dejen ud på en bageplade med bagepapir og glat dejen ud til ensartet tykkelse med en spatel eller hænderne. Skær dejen op i stykker med en spatel, så knækbrødene let kan brækkes op, når de er bagt.

Bag knækbrødene 1 time, vend dem så over på et nyt bagepapir og fjern det brugte papir, så knækbrødene kan blive bagt på undersiden. Bag 15-30 minutter, alt efter hvor hårde du vil have dem.

NB: Skær eventuelt knækbrødene fra hinanden ved at køre et pizzahjul i de riller du lavede indledningsvist, eller bræk dem forsigtigt fra hinanden.

Afkøl og opbevar dem i en kagedåse.

* Brændenælde er rig på A-vitamin, C-vitamin, jern, kalium, mangan, kalcium og har desuden et højt indhold af protein.
Brændenælderne er angiveligt vanddrivende og udrensende, ligesom de modvirker inflammation og anvendes mod syre i kroppen.

Views: 255

Grøn boghvede-otto

Grøn boghvede-otto

Et dejligt tilbehør til en kødret, eller en vegetarret med salat til!

4 personer:
olivenolie
4 dl hel boghvede
8 dl bouillon
1 spsk sød hvid miso (kan udelades)
salt, peber
6-7 dl hakket grønt ink. løg eller porre (jeg brugte grønkål, broccoli, porre og champignon, men squash, spinat, brændenælde, mynte, ærter, edamamebønner, grønne bønner, asparges, ville også fungere) – kørt i foodprocessor eller skåret i små tern, bruges ærter skal de i hele, bønner halveres.
Gem 1 dl hakket grønt (uden løg/porre) til tilsætning sidst i retten, for en friskere smag og farve.
1 dl revet parmesanost

Skyl boghvedekernerne under koldt vand og lad dem dryppe af i sigten.
Rør kogende vand, bouillonterning, eller hvad du bruger til bouillon, og miso sammen.
Svits løg i olie et par minutter, tilsæt de øvrige grøntsager og sauter 5-6 minutter ved mellemhøj varme. Tilsæt boghvedekernerne, skru varmen en tak op, og svits det hele et par minutter.
Tilsæt bouillon til det hele er dækket, kog ved middelvarme. Tilsæt mere bouillon hver gang væsken ikke dækker kernerne. Regn med en kogetid på cirka 20 minutter, men smag dig frem til den blødhed i boghveden du bedst kan lide. Stop kogningen når al bouillon er brugt, eller når du synes kernerne er bløde nok.
Smag til med salt og peber. Tilsæt det sidste hakkede grønt og parmesanost og server straks.

Views: 100