Traumer eller markante barndomsoplevelser, der påvirker vores fysiske og psykiske sundhed som voksne!

Traumer eller markante barndomsoplevelser, der påvirker vores fysiske og psykiske sundhed som voksne!

Min historie samt noget generel viden og gode råd!

Min barndom, i hvert tilfælde efter min 9. år, var traumatisk på grund af psykisk sygdom og misbrug hos min mor. Før mit niende år havde hun været en almindelig hjemmegående mor, sådan oplevede vi det i hvert tilfælde, men hendes psykiske problemer og misbrug var reelt langsomt vokset til det tog overhånd.
I starten betød det ensomhed, bekymring og sorg, fordi min mor var indlagt en del gange. Jeg savnede hende, men var samtidig bange for at hun skulle komme hjem, for så kunne misbruget pludselig opstå igen, og det var helt uhåndterbart for et barn.

Som årene gik og det blev klart at hendes problemer og misbruget ikke var behandlingsbart (sådan udtrykte psykiatrien sig) blev usikkerhed hverdagskost, og ubehagelige episoder noget vi skulle leve med. Min far anede ikke sine levende råd, og lukkede derfor delvist øjnene for misbruget, hvorfor det blev en byrde for os unger, der var hjemme (efter skole) hos hende. Far kom først hjem efter arbejde (efter 17), og da havde jeg lavet maden og sendt min mor i seng, hvis vi var i en slem periode.
Vi havde også gode perioder, heldigvis, hvor vi levede som andre middelklassefamilier. Jeg var derfor overbevist om, at ingen, selv min bedste veninde, viste hvor slemt det stod til hos os. Jeg talte ikke med nogen om livet derhjemme, og vi talte heller ikke om det indbyrdes i familen. Denne tavshed og den usikkerhed som fulgte med, at vi aldrig viste om det var en god dag eller en lortedag, når vi kom hjem fra skole, tog hårdt på mig, men jeg anede ikke hvor jeg skulle gå hen og snakke om tilstanden i vores hjem og min smerte.

Først da jeg flyttede hjemmefra begyndte jeg at tale med andre om min opvækst, og alle de psykiske udfordringer der fulgte med denne opvækst. I starten talte jeg mest med vildt fremmede om det, for af en eller anden grund var det det letteste, og stille og roligt gik det op for mig, hvilke belastninger vi var vokset op med. Senere talte jeg med nære veninder og venner, kærester og til sidst psykologer om oplevelserne – og forstod at mit liv var formet for evigt af disse traumer. Ikke sådan at det ikke er muligt at leve et godt liv trods oplevelserne, men de har afsat både fysiske og psykiske mærker, som jeg lever med.

Jeg har siden de sene teenageår lidt af irritabel tarm, en vis grad af endometriose og allergier. Sygdomme man i dag ved skyldes kronisk inflammation, og endometriose og allergier betragter som autoimmune sygdomme, det vil sige inflammationssygdomme, hvor kroppen angriber sig selv. Inflammation er en del af kroppens naturlige forsvar mod infektion, irritation, toksiner og lignende. Hvis immunforsvaret forstyrres, og ikke kan holde infektioner på afstand, opstår en kronisk inflammation, der kan resultere i smerter og vævsbeskadigelse. Langvarig stress er i høj grad immunforsvars-forstyrrende, så mine sygdomme er ikke kommet ud af det blå, men på grund af en stresset opvækst.

Ved stor belastning, læs: stress, producerer vi mange signalstoffer, f.eks. kortisol, adrenalin, nonadrenalin, hvilket hjælper os ved en fysisk kritisk situation som eksempelvis angreb af et dyr eller menneske. Men hvis belastningen bare fortsætter og fortsætter, og der ikke sker en udløsning af lettelse (vi slap fra forfølgeren), så skader disse (stress)stoffer kroppen. Især kan store mængder kortisol belaste vores krop. De frigivne signalstoffer påvirker tarmbakteriefloraen i en uheldig retning, hvilket igen påvirker vores psyke i en negativ retning. Dette fordi tarmbakterier påvirker vores generelle helbred som så igen påvirker vores immunsystem, det endokrine system (cellekommunikation) og det metabolismen (energiomsætningen), som så igen påvirker tarmbakterierne. En cyklus, som er er til gavn for os, når vi er i balance, men som bliver en negativ cyklus, når vi er stressede.

De belastende fysiske konsekvenser kan være: et udfordret immunsystem, stigende inflammation, diverse inflammationsskabte sygdomme, og lette eller svære autoimmune sygdomme.
De belastende psykiske konsekvenser kan være: vi føler os stressede, trætte, glemsomme, kede af det, måske depressive og angste, mister lysten til at være sammen andre, bliver indelukkede.

Symptomer som jeg i dag kan se at jeg sloges med allerede fra mit tiende år, og som blot accelererede indtil jeg med hjælp forstod, hvilken ond cirkel jeg var havnet i. Og forstod, at jeg selv måtte bryde den gennem en holistisk tilgang.
Det er så lettere sagt end gjort, for de fysiske og psykiske symptomer skabt af langvarig stress er svære at arbejde med. Et af de sværere problemer, som jeg slås med er ”leaky gut”, utæt tarm, som opstår fordi slimlaget på indersiden af tarmene slides ned af ubalancerne i tarmene, hvilket tillader større partikler, end naturen havde tænkt sig at passere fra tarmen og ud i blodbanerne. Det skaber frygt og forvirring i din krop = inflammation, risiko for lette eller svære autoimmune problemer og en forøget risiko for at du ikke kan bekrige bakterier og vira, der kommer ind i din krop. Ved mig viser det sig som endometriose, allergi og problemer i fordøjelsen, særligt i tyktarmen.

Leaky gut formindsker man både ved at arbejde stressforebyggende og via kostændringer. Den kost og livsstil jeg anbefaler på min hjemmeside, forebygger eller lindrer leaky gut, og er måden jeg selv lever på.

Jeg fik først sent i livet en forståelse for sammenhængen i mine udfordringer, så det er ikke sandsynligt, at jeg kan helbrede mig selv, men jeg kan mindske problemerne, og derved få et betydeligt bedre, sundere og mere smertefrit liv. Der er stadig allergier og fordøjelsesproblemer at håndtere (endometriosen er er aftaget, næsten væk, med overgangsalderen), men nu forstår jeg problemernes udspring, og kan behandle dem med færre og mindre ubehag til følge. I øvrigt: jo yngre du er, når du tager fat på en selvhelbredende livsstil, jo bedre vil din krop respondere.

Den holistiske tilgang. Der er som sagt konstant kommunikation mellem tarmen og vores psyke. Så en ændret livsstil handler i mit tilfælde også om stressforebyggelse. Min leaky gut udfordring er måske arvelig – noget tyder på det – , men det er på grund af stress, at det har udfoldet sig til at være udspringet for mine helbredsproblemer. Så jeg arbejder med roden, min stress.

Mine barndomstraumer er færdigbearbejdede. De har tæret på mit helbred, gør det stadig, som jeg lige har beskrevet det, men nu er det indirekte. Traumerne er gennemtalt og tilgivet. Mit mentale landskab er ikke længere tåget af uforståelig smerte, jeg kan fokusere på det gode i livet, og arbejde med mig selv, når behovet er der. Fordi jeg kender landskabet.

Har i årevis dyrket lange gåture med hunden, hvor tankerne flyder uden mål og med. Jeg er ikke god til meditation, men disse gåture kommer tæt på. Desuden dyrker jeg aftenbøn, bygget over et ordmæssigt ritual, kan også gentages i urolige nætter, hvilket også er tæt på meditationsteknik. Jeg er blevet god til at bære over med mig selv, bruger ikke tid på skyld og skam, men erkender min verden som den er, og bevæger mig videre. Ikke uden læring, men uden at være tynget.

Vores retræte fra det ordinære arbejdsmarked, som beskrevet tidligere her på Facebook, er også en del af denne stresshåndtering. Jeg er ikke god til at gå på kompromis, når jeg er i et arbejde, så får den hele armen, langt ud over stressgrænsen. Jeg har ikke kunnet finde en vej til at undgå dette, så for at få ro i livet og en optimal livskvalitet fysisk og psykisk har jeg valgt et liv som selvstændig, hvor jeg planlægger arbejdsbyrden. Der er tid til børnebørnene, de er fysisk trættende, men de giver livskraft.

Hvad kan du bruge min historie til?
Forhåbentlig til at se at traumer i bagagen tærer på både det fysiske og psykiske helbred. Måske til at se, at nogle af dine helbredsudfordringer er betinget af traumatiske eller skelsættende begivenheder i dit tidlige liv. Eller traumatiske begivenheder der skete lige for lidt siden. Jo mere stress vi lever under, jo mere konsekvensfremkaldende slår voldsomme begivenheder til, og svækker helbredet!

Men du er ikke fanget i en ubrydelig fælde. Du kan arbejde dig tilbage, måske ikke til helbredelse, men til et godt helbred.
Og husk at arbejde for det gode helbred er holistisk, for vores fysisk og psyke er dele af samme helbredsstyrende cyklus.

For yderligere faglige input, læs artikler om stress og tarmstyrkende kost på min hjemmeside.

Du er velkommen til at kontakte mig for hjælp på din helbredsrejse, info@sundmadsundtliv.dk.

Eller læs her:
ifm.org/news-insights/stress-trauma-and-dysbiosis-connecting-the-gut-brain-axis-to-autoimmune-disease/

Nicole LePera:
theholisticpsychologist.com/blog/
instagram.com/the.holistic.psychologist/
Eller i hendes bog: ”Gør dig fri af fortiden”, oversat til dansk.

Endnu en bog herom:
“Rejsen hjem, befri dit indre barn

Views: 77

Stress af, for dine celler lytter konstant til dine tanker!

Stress af, for dine celler lytter konstant til dine tanker!

Dine tanker har en konkret målbar effekt på både din krop og din hjerne. Dine immunceller kender dine inderste følelser!

Dine stamceller er koblet til din hjerne og kan hjælpe dig med at reparere og regenerer krop og hjerne. De tænder dog kun for deres evne til at lave nye hjerneceller, når du slapper af, når du dyrker aktiv afslapning, og med det menes ikke: med et glas vin med en god ven, online shopping eller en Netflix serie. Aktiv afslapning kræver at hjernen ikke skal beskæftige sig med at sortere indtryk, men blot opleve et flow, der ikke kræver stillingtagen.

Forskning viser igen og igen, at denne aktive afslapning er en af de vigtigste nøgler til livslang sundhed og vitalitet.

De færreste af os har fået lært denne meget overlevelsesnødvendige evne – at slappe af aktivt.
Så du må lære dig selv at slappe helt, give slip på tankerne, undgå ruminering (gentage de samme negative tanker om og om igen uden at nå i mål), og lade ren energi flyde gennem din krop og hjerne.

Der er mange metoder til dette afstressende energiflow.

De metoder, der fokuserer på at undgå det der forstyrre dit sinds afslapning:

  • lær at sige nej til samvær og mennesker, som gør dig stresset, bliv hjemme og dyrk aktiv afslapning
  • husk fri fra arbejde skal betyde fri for stress over arbejdet. Er det ikke muligt er der måske noget du skal ændre på!
  • lad være at plage dig selv med skam og skyld over noget du ikke kan ændre (prøv at finde skamfrizone på instagram, hun kan fortælle meget om det emne)
  • hav fokus på god nattesøvn, snup et eftermiddagsnap på sofaen – søvn “renser hjernen” og beroliger hele kroppen
  • spis sund mad, det afslapper din krop, der så ikke skal i krig med uønskede fødeelementer (forskning viser, at madkemi stresser din krop)

De metoder, der er lette at tilgå:

  • gå eller cykl lange ture uden et mål, lad tankerne flyde, prøv ikke at stoppe dem, men lad heller ingen tanker sætte sig fast og stresse dig
  • løb en tur, men uden tidstagning, målfokusering. Løb for at rense systemet.
  • leg med dine børn eller børnebørn
  • lav havearbejde
  • dans til din ynglingsmusik

De metoder, der skal læres:

  • lig eller sid komfortabelt, og fokuser på et dybt åndedræt i mindst 10 minutter en gang om dagen (find evt. eksempler herpå you tube)
  • dyrk yoga, det er “opfundet” netop til beroligelse af krop og sind
  • dyrk meditation (masser af vejledninger på you tube), det afslapper tanke og sind helt fantastisk
  • dyrk mindfulness, hvor man retter man opmærksomheden mod nuet og stresser af gennem accept af de strabsser livet byder på

Meditation:
Meditation er en bevidsthedstilstand, hvor man lader sindet hvile, og ved hjælp af forskellige meditationsteknikker kan man opnå denne tilstand. Tankerne har det med at fjerne en fra nuet, fordi man dvæler ved fortiden og bekymrer sig om fremtiden. I løbet af en travl hverdag oplever man en strøm af tanker, der dræner en for energi, hvis ikke man indimellem lader sindet hvile. Hvis man ønsker en varig følelse af fred og tilfredshed, er man nødt til at lære sindet at hvile. Kun når man lader ens sind slappe af, finder man tilbage til den naturlige tilstand af væren. Kilde: Netdoktor Anette Aggerbeck

Yoga:
Yoga betyder at “forene”, og i  yoga arbejder man med at forene og skabe harmoni mellem kroppen og sindet. De fysiske øvelser i yoga styrker og arbejder med de svage områder i kroppen. Derved kan kroppen finde tilbage til sin naturlige sunde tilstand.

Mindfulness:
Mange mennesker fordømmer hele tiden sig selv, andre eller den situation, de er i. Mindfulness går ud på at være opmærksom på det liv, du har lige nu. Til det liv, der er i dette øjeblik, på en måde, hvor du er venlig mod dig selv. Mindfulness er at være i nuet – uanset om man kan lide det eller ej. Når man opdager, at man ikke er i nuet, kan man bevidst flytte opmærksomheden tilbage til nuet via sanserne. Du kan lytte, smage, se, mærke eller dufte det øjeblik, der er netop nu. Eller du kan opleve, hvilke tanker der går gennem dit hoved, hvilke følelser du har, og hvad der sker i din krop. Du kan opleve nuet på en måde, hvor du er venlig mod dig selv. Adlyd ikke bare tanker og følelser, men observer dem med humor og lethed. Når man har et godt forhold til sig selv, vil man ofte holde op med rutinemæssigt at gøre det samme igen og igen. Man passer på sig selv og bliver i stand til at se den rigdom, der er i hvert eneste øjeblik. Kilde: Psykiatrifonden.

Inspiration: Dr. Mark Hyman, drhyman.com

Views: 23