Hjemmelavet mandelmælk, et fint laktosefrit mælkealternativ!

Hjemmelavet mandelmælk, et fint laktosefrit mælkealternativ!

Mandelmælk er super lækkert, både at drikke direkte, og til smoothies og lignende.

Det er lettest at lave med en nøddemælkspose, men massen kan sigtes gennem et ostelærred, en saftpose, et tyndslidt viskestykke etc. Mælken kan også laves med andre former for nødder og frø, hasselnødder, sesamfrø, cashewnødder, solsikkekerner, græskarkerner, hampefrø…

Indhold:
200 g mandler (med skind, så bliver mælken kitfarvet, uden skind så bliver den kridhvid)
1 l koldt vand
et nip fint uraffineret atlanterhavssalt

Til sød mandelmælk, skal der tilsættes lidt sødestof, vælg selv, hvad du foretrækker af følgende:

  • 2-3 Medjool dadler, eller andre dadler, så dog nok 3-4 stk.
  • et par spiseskefulde lys agavesirup
  • et par spiseskefulde flydende honning
  • et par spiseskefulde lucuma pulver
  • lidt Steviadråber
  • 1/2 tsk. vaniljepulver eller flydende vanilje
  • lidt stødt kanel eller kardemomme

Sådan gør du:
Sæt eventuelt mandlerne i blød natten over, kasser udblødningsvandet.

Afvej 200 g mandler og 1 liter koldt vand.
Skyl mandlerne, hvis de er med skind.

Hæld vand og mandler i en god blender og blend ved højeste hastighed til alle mandler er blendet ud i vandet (emulgeret).
Sigt mandelmælken gennem en nøddemælkspose eller lignende ned i en skål. Vrid forsigtigt posen/klædet for at få alt mælk med. Pulpen er nu tilbage i posen/klædet, og mælken er i skålen. (For brug af pulp, se nedenfor).

Hæld den siede mælk tilbage i blenderen, tilsæt salt og sødestof, og blend igen til alt er emulgeret.
Hæld mælken i en flaske, kande eller lignende og opbevar det i køleskab til brug. Det kan stå 3-4 dage i køleskabet.
Vær omhyggelig med hygiejnen, når du laver mælken. Brug en helt ren nøddemælkspose eller andet klæde, mit bliver kogt efter brug. Vask den flaske du opbevarer mælken i omhyggeligt før brug.

Mandelpulp:
Det der bliver tilbage efter sining af mælken kaldes pulp, og det kan bruges til utallige ting.
Det kan jævne gryderetter – put det i retten lige før servering, så jævner det. Super i karryretter.
Det kan bruges i smoothies, som jævner og til at give smag og sundhed.
Det kan bruges i brødbagning og cookies. Se her på bloggen bl.a.: mandelmælk panne cotta og mandelkager + mandelmælk-stikkelsbærkoldskål med mandel-kokosflakes + mandel-chokolade cookies.
Det kan bruges i hjemmelavet is, som en del af isbasen.
Det kan tørres i en dehydrator og bruges til mandelmel.
Det kan bruges til hjemmelavet mandelmüesli.

Views: 69