Jul og introverte voksne og børn!

Jul og introverte voksne og børn!

Introverte mennesker kan godt have det lidt svært med jul, fordi de forventes at være sociale og selskabelige hele tiden, hvilket er vanskeligt og trættende for dem. Vi må lære at tage hensyn til menneskers forskelligheder, og sikre at alle kan nyde julen og lade op på egne betingelser.

Der er stor forskel på at være ekstrovert og introvert. Ekstroverte bruger meget tid sammen med andre mennesker og kommer let til at føle sig ensomme, når de er alene. Det er samværet, der er i fokus og her, de henter energi. De er gode til det sociale samspil og trives bedst sammen med andre.
Introverte er mere stille i sociale sammenhænge, betragter mere, og taler helst med de andre på tomandshånd. De trives godt i eget selskab, og har brug for tid alene for at genoplade efter at have deltaget i socialt samvær.

Den ekstroverte – typiske tegn:

  • Du elsker at møde nye mennesker og henter din energi fra omgivelserne
  • Når du bliver optaget af noget, må du straks fortælle det til nogen
  • Du bliver let midtpunkt i sociale sammenhænge
  • Du er ofte hurtig til at svare, når du bliver spurgt om noget og har mange ord
  • Du kommer let til at føle dig ensom, når du er alene
  • Du præsterer bedst, når du er sammen med andre

Den introverte – typiske tegn:

  • Du nyder en dag for dig selv og henter energi fra dit eget indre liv
  • Du vil hellere spise middag med nære venner end til en stor fest
  • Du vejer dine ord omhyggeligt
  • Du føler dig sjældent ensom
  • De fleste, du kender, har du kendt i lang tid
  • Når du har været sammen med nogen en hel aften, har du brug for tid alene for at genoplade

De fleste af os har træk fra begge typer, men er overvejende det ene eller det andet. Er du af natur introvert, men vokser op i en ekstrovert familie kan du umiddelbart virke ekstrovert, for det er den opførsel som du har lært er “den rigtige”, men efter sammenkomster er du fuldstændig flad, og vil bare have lov at være dig selv. Og er du af natur ekstrovert, men er vokset op i en introvert familie, hvor “larm og megen tale” er forkert, så bliver du mere introvert, for at passe ind. Men du længes efter at give den gas, og gør den når du får muligheden!

Forskerne antager, at mellem 30 og 50 procent befolkningen er kendetegnet ved introverte træk, mens mellem 50 og 70 procent er kendetegnet ved ekstroverte træk.

Jul og introverte
Vores samfund i høj grad baseret på ekstroverte værdier, hvor vi gør meget ud af os selv og går op i ydre ting, og hvor det er i høj kurs at være rap i replikken og velformuleret, som ekstroverte typisk er. Og særligt i julen og til julefrokoster dyrkes denne samværsform. Det kan være virkelig udfordrende for den introverte ægtefælle eller det introverte barn. De introverte skal derfor have lov at have opladningsdag(e) efter julesammenkomsterne. Hvis du er den der “står for planlægningen” af juledagenes aktiviteter, så tænkt på det, hvis din ægtefælle eller barn er introvert!

Den overstimulerede introverte
Det er normalt, at den introverte kan have svært ved at spise og sove efter situationer med mange sociale indtryk.

Hvis det er et barn kan det måske også i det selskabelige samvær have svært ved at mærke, om det skal på toilettet, om det fryser eller har det for varmt. Dit barns opmærksomhed er billedligt talt gået “ud af kroppen”, fordi der er for meget social stimulation. Lav sammen med dit barn konkrete strategier, der tager højde for problemet med at mærke kroppen: f.eks. at spise lidt på forhånd inden familien skal til fest eller at forberede sig på at spise lidt mere bagefter. Og hold øje med dit barns behov under festlighederne, hjælp det med at skærmes, hvis det hele tydeligt bliver for meget. Tag en bog eller Ipad med, så dit barn kan trække sig tilbage til en stille sted, og dyrke alenetid.
Tal med barnet om, at det vil opleve at krop og sind bliver anspændt under og efter festen. Dagen efter en udadvendt dag: lær dit barn afspændingsøvelser og vejrtrækningsøvelser og tilbyd rolige aktiviteter som oplæsning, lydbøger, at tegne, lege med dukken, være i sin hule eller lave LEGO, gå en rolig tur i naturen eller lege med kæledyret! Giv hjælp til at finde tilbage til en rolig krop og et afspændt sind!

Den introverte voksne skal også have lov at have en dag eller to med rolige aktiviteter, for at komme tilbage i kroppen og finde energi. Være alene eller i tosomhed, gå- eller løbeture i naturen, lydbøger, se ynglingsserien (helst en rolig en), hobbyaktiviteter, fodbade, karbade, meditation eller mindfulness… Tilbyd forståelse og giv støtte til at din introverte partner finder tilbage til sig selv igen!

Du der er ekstrovert, men har en eller flere introverte i familien!
Husk at det er ok at sige nej. Bare fordi man får diverse juleinvitationer fra sine omgivelser, er man ikke forpligtet til at sige ja til alt. Det er vigtigt, at at prioriterer, hvilke invitationer, parforholdet/familien har rigtig meget lyst til at deltage i og sige nej tak til andre invitationer. Og det er legitimt at sige nej, med begrundelsen at nogen i familien ikke tåler så megen selskabelighed, og at I stedet prioriterer at bruge julen til at lade op og være sammen, bare jer selv!

Inspiration:
Henriette Boysen, Psykoterapeut
Charlotte Gade, coach
Psykologerne Sensitiv balance
Kurser Teknologisk Institut

Views: 67