Dit immunsystem får sin styrke fra dit tarmsystem, og de fleste sygdomme skyldes derfor ubalance i tarmen!

Dit immunsystem får sin styrke fra dit tarmsystem, og de fleste sygdomme skyldes derfor ubalance i tarmen!

Ja, mindst 70 % af dit immunceller bor i dit tarmsystem, og tarmmiljøet og immunsystem er i konstant dialog.
Allergier, intolerancer, gigt, auto-immune sygdomme, irritabel tyktarm, acne, kronisk træthedssyndrom, psykiske sygdomme, demens, mange kræfttyper med mere – har sit udspring i tarmproblematikker.
Immunsystemets ro eller uro (uro er lig en forstyrret, måske syg, krop) afhænger af dit tarmmiljø!

Tarmene er din gode ven, fordi:
– de nedbryder din mad og sikrer at de vigtige næringsstoffer sendes videre
– de producerer vitaminer
– de producerer kort-kædede fedtsyrer, der kommunikerer med hjernen
– de producerer signalstoffer og hormoner, der kommunikerer med hjernen, hjertet og leveren
– de bekæmper skadelige stoffer
– de producerer vigtige molekyler, som afbalancerer blodsukkeret, blodfedtet, regulerer appetitten
– de træner dit immunsystem

Immunsystemet er også en god ven, fordi:
– immunsystemet består af specielle organer, vævstyper, proteiner og celler, som beskytter kroppen mod infektioner, der er forårsaget af virus, bakterier, svampe og parasitter
– immunsystemet spiller en central rolle ved betændelsessygdomme, som ikke skyldes mikroorganismer, de såkaldte inflammatoriske sygdomme

Tarm-immun forbindelsen
Immunsystemet registrerer konstant forholdene i tarmen. Hvordan: Immunceller er til stede på ydersiden af tarmvæggen og sender udløbere ind i tarmen og registrerer balance eller ændringer i tarmmiljøet, for eksempel ubalance i bakteriepopulationen. Hvis der er ubalance, udløser immuncellerne signaler, som via blodcirkulationen når hjernen, der så sætter immunsystemet i et større eller mindre almarmberedskab. Hvis der er balance, falder imunsystemet til ro!

Pas på dit tarmsystem, så det kan berolige dit immunsystem!
Når dit tarmmiljø er i balance sender det signaler til dit immunsystem om, at din grundform er ok, og at immunsystemt ikke hele tiden behøver at være i alarmberedskab.

Vigtige bakterier, der giver ro i systemet
Nogle bakterier producerer kortkædede fedtsyrer:
Det vil sige en gruppe af små fedtsyrer eks. butyrat (smørsyre), der er meget vigtig for vores velbefindende.

De kortkædede fedtsyrer har mange funktioner, bl.a. som energikilde for muskler, hjerne, lever og tarmcellerne, og de har gavnlige effekter på vores immunsystem. De kan fremkalde forskellige anti-inflammatoriske immunceller i tarmen, og f.eks. har museforsøg vist at de kan forebygge udvikling af astma, forebygge overvægt, bekæmpe tarminfektioner og modvirke psykiske lidelser med mere.

Produktion af smørsyre afhænger af tilstedeværelsen af både de rigtige bakterier og nok fibre tilgængelige til at lave det ud fra. Det er en af grundene til, at det er gavnligt at spise fibre, da de kortkædede fedtsyre-producerende bakterier er dybt afhængige af dem.

Bemærk: forskning har vist, at usunde eller syge mennesker generelt har færre bakterier, der kan producere kortkædede fedtsyrer, end sunde og raske mennesker har.

Hvad er “opskriften” på den tarm- og immunvenlige livsstil:

1.
Spis mange fibre, og fibre finder du i plantemad: fuldkorn som brød/pasta, kartofler, brune, sorte, røde, vilde ris, quinoa, alle slags grøntsager, frugt, krydderurter med mere…

2.
Spis med stor diversitet: spis mindst 30 forskellige slags plantemad om ugen, da de hver især fodre forskellige tarmbakterier! Kaffe, te, kakao, chokolade, vin, krydderier hører også med, gerne øko for at undgå pesticider.

3.
Spis fermenteret mad, da det øger mængden af gode bakterier og støtter disse bakterier i deres vigtige arbejde: surdejsbrød, fermenterede grøntsager og frugt, syrnede mælkeprodukter…

4.
Øg mængden af antioxidanter i din mad (antioxidanter er vigtige, da de angriber de frie radikaler) ved at spise grøntsager i alle farver. Plantefarverne giver dig fytokemikalier (sidder i skrællen). Det er stærke plantekomponenter, der beskytter planterne mod angreb fra sollys og skadedyr, og forskning viser at fytokemikalier også beskytter dig!
Spis polyfenoler og flavonoider der findes grøntsager, frugter, bær, bælgfrugter, fuldkorn og nødder. Desuden indeholder olievnolie, rapsolie, oliven, rødvin, grøn te og chokolade også mange polyfenoler.

5.
Øg mængden af probiotika i tarmene ved at øge mængden af præbiotika i det du spiser: gå all-in på spisning af præbiotika, gennem plantefibre og fermenterede fødevarer. (Præbiotika og probiotika er vigtige begreber ifm. tarmbiomet. Præbiotika er det fiberindhold, der fungerer som mad for de gode tarmbakterier. Probiotika er lig med summen af gode tarmbakterier, der fremmer vores sundhed, styrker vores helbred)

6.
Reducer brugen af raffineret sukker, da det kan føre til inflammation i kroppen! Bl.a. fordi sukker ofte forefindes i raffinerede fødevarer som slik, købekage, sodavand, saftevand, juice på koncentrat.
Brug meget lidt sukker, og når sødning er nødvendigt, så brug frugt (frisk og tørret), grøntsager (en del grønt giver smag og naturlig sødme), honning, rørsukker, ahorn sirup, yacon sirup, og andre ikke raffinerede sødestoffer.

7.
Spis kvalitetsmad, det vil sige mad uden madkemi, gerne øko, gerne fra velfærdsdyr og ansvarligt fiskeri. Kød, fisk, æg, mejeriprodukter tilfører ikke tarmbakterierne fibre de kan smæske på, men tarmbakterierne trives godt med al mad, der er uraffineret. Forskning viser også at kød fra ikke-stressede, gerne fritgående og græssende dyr, giver en krop der trives, mens lavkvalitet, raffineret mad med tilsætningsstoffer, animalske produkter fra stressende “dyrefabrikker” og fisk fra dambrug med medicin, stresser vores tarme.

8. Gennemfør livsstilsændringer, der supporter hele kroppen: dyrk hensigtsmæssig motion, spis sundt som beskrevet ovenfor, sov godt, vær sammen med mennesker du holder af, hav et formål med livet som også rækker ud over dig selv, husk tid til mindfulness…

Læs gerne artikel 1: “Hvad er et tarm-mikro-biom, hvorfor er det vigtigt og hvordan styrker vi det?”

Kilder:
Videnskab.dk
Dr. Mark Hyman, drhyman.com
Dr. Megan Rossi, “Eat yourself healthy”, theguthealthdoctor.com
Patienthåndbogen

Views: 96

Gode sociale relationer er vigtige for din sundhed!

Gode sociale relationer er vigtige for din sundhed!

Relationer er med i den livscirkel, der fortæller dig om dit liv er balance, fordi vores relationer sætter gang i vores hormondannelse, noget som har stor betydning for vores velbefindende!

Sundhedsforskning har vist, at sundhed ikke kun er et spørgsmål om sund, grøn mad og motion, men også handler om fællesskaber, om at have gode og tætte relationer til andre mennesker. Vi mennesker er, i større eller mindre grad, et flokdyr, vi skal helst føle os som en del af noget, føle os inkluderede, for at have et fuldt tilfredsstillende – og dermed sundt – liv!

Relationer har betydning for både den fysiske og psykiske sundhed, som du kan læse om nedenfor.

Et intellektuelt behov for fællesskab
Vi mennesker har brug for at kende andre mennesker, deres følelser og livsrefleksioner på et dybere niveau, og vi har brug for at de kender os, og interesserer sig for hvad der sker inde i os.
Verden bliver let kaotisk, og derefter måske sort-hvid, hvis vi ikke kan dele vores oplevelser og anskuelser med andre.
Uanset om de andre har de samme holdninger som os selv eller ej er det vigtigt at kunne spejle sine følelser i andre, og få deres reaktion, for at kunne forstå og håndtere verden omkring os.
Vi har oftest flest venner og bekendte, der deler vores anskuelser, for de fleste af os kan godt lide at blive bekræftet og dermed føle os inkluderede/være i et fællesskab. (Men heldigvis har mange af os også venner, der kan ser verden lidt anderledes, for det bringer perspektiv i vores liv!)

Et følelsesmæssigt fællesskab
Om de der er omkring os er præcis lige som os selv eller ej, så er det vigtigt at de er en positiv ressource i vores liv. Mennesker, der dræner os for energi, fordi vi er utrygge og føler os personlighedsmæssigt og følelsesmæssigt ekskluderede i deres selskab, tilfører ikke noget godt til vores liv – og dem skal vi måske lære at give slip på. Læs ikke dette som om, at de der ind i mellem konstruktivt kritiserer os ikke kan være vores venner, vi har alle godt af både med- og modspil, men mennesker der bare vil pille os ned, måske for selv at føle sig stærke, dem har vi ikke godt af!
De gode relationer er det tilgengæld vigtigt at holde fast i, for det er dem der kan få os til at føle os anerkendte og hele. Og når vi er godt tilpas og har overskud, nogen gange lykkelige, så kan vi også give glæde tilbage, få andre til at føle sig inkluderede – og så er ringen sluttet!
De negative relationer, dem der øger eksklusionsfølelsen, de kan til gengæld gøre os syge, så dem skal vi se at komme ud af.
Og dette gælder både i parforholdet, venskaberne, på arbejde og i familien!

Lykkehormoner
Glæde, lykke, følelsen af at høre til, det udløser lykkehormoner fra hjernen, som igen betyder at vi føler lykke, dyb tilfredshed:
Èt af hormonerne er dopamin, der spiller en vigtig rolle i forhold til at regulere vores adfærd. De handlinger, der udløser dopamin, vil vi gerne gentage, fordi dopamin giver os en følelse af lykke. Dopamin kan blive udløst af mange forskellige ting: Når vi oplever os inkluderede i samværet med venner, når vi har sex, når vi bliver færdige med en svær opgave, når vi vinder i spil eller sport, eller når vi får mange likes på et opslag på de sociale medier. Dopamin er en af hjernens neurotransmittere, som har betydning for blandt andet stemningsleje, tankevirksomhed/indlæring og hukommelse – og altså oplevelsen af lykke og velvære.
Ligesom dopamin er endorfiner også med til at give en følelse af lykke. Endorfiner er en gruppe af hormoner, som eksempelvis udløses af sport, når du griner sammen med andre, er forelsket eller har sex. Udover at give en følelse af velbehag i hele kroppen, så dæmper endorfin også smerter med en morfinlignende effektivt. Det er blandt andet derfor, at smerter aftager, når du griner.
Serotonin, et tredje hormon, som udløses af glæde, er en neurotransmitter, der påvirker reguleringen af blandt andet vores appetit, søvn og hukommelse, og øger vores evne til at føle velvære og lykke.
Med andre ord – glæde og lykke udløser hormoner, som øger glæden og lykken!

Utryghed, stress og hormoner
Tunge negative relationer kan til gengæld udløse stresshormoner som kortisol, katekolaminer (bl.a. adrenalin), noget der kan udløse depression og angst.
En stærk følelse af utryghed kan også udløse andre stresshormoner, som påvirker hjerte, blodårer, lunger, lever, skelettets muskulatur og immunsystemet, det vil sige reguleringen af immunologiske processer og inflammation. Det kan have effekter på en række fysiske sygdomme.

Ps: Også fysiske relationer har en betydning
Vi mennesker har også brug for at have fysisk kontakt med andre og blive berørt – det er et urinstinkt i os.
Ikke alle har lige meget behov for berøring, men alle kan blive ramt af hudsult, hvis de slet ikke har en positiv og tæt fysisk med andre mennsker.
Behagelig fysisk berøring får hjernen til at udskille oxytocin, det fjerde hormon i rækken, (også kaldet ‘kærlighedshormonet’), der dæmper stress, angst, smerter og får puls og blodtryk til at falde. Mangel på dette hormon kan blandt andet føre til stress og depression. Oxytocin findes naturligt i kroppen, og det udskilles blandt andet, når vi kysser, krammer, har øjenkontakt og sex.
Oxitocin giver os en følelse af lykke og velvære, og studier har vist, at oxytocin også påvirker os til at blive mere empatiske, gavmilde og samarbejdsvillige. I hjernen virker hormonet som en del at vores belønningssystem i samspil med dopamin, og det er generelt med til at sænke stressniveauet i kroppen. Derfor skal vi helst have fysisk kontakt, gerne hud til hud, med andre mennesker.

Så af både psykologiske og fysiske, grunde er det vigtigt for os med gode sociale relationer, for at være blive og forblive sunde mennesker!


Views: 83