Inspiration til glutenfri madlavning og bagning!

Inspiration til glutenfri madlavning og bagning!

Jeg skal leve glutenfrit, eller en i familien skal. Hvordan gør vi?” Få nogle svar her!

Glutenfri bagning og madlavning vinder frem, så der findes mange bageegnede produkter i dit supermarked, og der findes gode koge- og bagebøger, og websites med opskrifter. Du kan sågar bage med glutenfri surdej! Læs mere om den glutenfri verden nedenfor!

Hvorfor vil du leve glutenfrit?
Måske vil du gerne undgå gluten, fordi du bøvler med maveuro, oppustethed og diarre?
Måske har du histaminintolerence, og kan mærke at gluten giver dig histaminproblemer!
Måske har du fået konstateret cøliaki eller hvedeallergi?
De to førstnævnte er en udfordring, som måske kan afhjælpes af mindre gluten i din livsstil. Sidstnævnte er alvorlige sygdomme, der kræver et komplet gluten eller hvedefrit liv.

Læs om glutenintolerence eller sensitivitet, cøliaki og hvedeallergi her på mit website!

Hvis du ikke har fået konstateret en sygdom, der kræver absolut fravær af gluten, så skal du måske overveje om du vil leve helt glutenfrit, eller blot nedsætte dit glutenindtag. Et forøget indtag af grøntsager og frugt, 600 g om dagen, med grøntsager til alle måltider, vil for mange betyde et mindre indtag af glutenholdige produkter, og en forøgelse af din generelle sundhed!

At leve glutenfrit betyder:
Man ikke kan spise noget indeholdende hvede, rug og byg, da disse kornsorter indeholder gluten. Det vil sige at du ikke kan spise almindelig franskbrød, fuldkornsbrød, flutes, rugbrød, pasta, bulgur, cous cous…

Havre er naturligt glutenfrit, men da havregryn og havremel ofte valses på møller der også valser andre kornsorter, skal du købe havregryn klassificeret glutenfri, for at undgå at grynene rumme spor af gluten. Små spor af gluten er dog ofte kun et problem for mennesker med cøliaki, hvor gluten er helbredsnedbrydende, og kan give akutte problemer. Eller mennesker med hvedeallergi, der ikke tåler det mindste spor af hvede.

Vi spiser meget mad baseret på kornprodukter i Danmark, så overgangen til en glutenfri livsstil kan godt være besværlig, men samtidig er det stort fokus på glutenfri kost, så der er mange gode produkter på markedet til erstatning.

NB: Vær opmærksom på, at meget færdigmad, fra pålæg over mayo-salater og kager til færdigretter indeholder gluten. Enten som mel eller som ren gluten, der tilsættes på grund af dets stabiliseringsevne.

Hvordan lever jeg glutenfrit?
Du laver mad og bager med glutenfri produkter…
eller du spiser mere frugt og grønt i stedet for kornbaseret mad – eller lidt af hvert!

Glutenfri produkter!
Brød og kage:
Der findes glutenfri brød i alle supermarkeder. Tjek indholdet, og undgå produkter med (meget) stivelse og tilsætningsstoffer du ikke kan identificere, da det ikke er sundt. Bag selv glutenfrit brød, så ved du hvad du spiser.

Du kan bage med:
Havre, teff, hirse, sorgum, ris, majs, boghvede, nøddemel, amarant, quinoa, kastanje, kikærte, kokosfiber, bønner. Og der findes blandede glutenfri melblandinger.

Glutenfrit mel har en anderledes og mere distinkt smag end glutenholdigt mel, så man kan med fordel eksperimentere med, hvilke meltyper man kan lide.
Glutenfri mel har også meget forskellig bageevne, så man skal lære sig at bage på en ny måde, og ofte blande meltyper, for at få perfekt bagværk.

Glutenfri mel kan anvendes til både brød og boller, pizza, pandekager, kager, cookies mm. Men de har forskellige kvaliteter, så ikke alle er lige gode til det samme! Som sagt kan man købe færdige glutenfri brødblandinger eller melblandinger, men tjek at de ikke indeholder (for meget) stivelse, f.eks.. i form af kartoffelmel, men det kan også godt bare hedde stivelse eller noget du ikke kan identificere. Det er tomme kalorier, der nok giver “lettere” bagværk, men ikke indeholder nogen form for sundhed til kroppen. At undgå tomme kalorier er vigtigst ved bagning af brød, madpandekager, pizza, morgenboller mv.. Kage er i forvejen ofte ikke et sundhedstilskud. Jeg vil dog ikke vælge produkter med megen stivelse uanset hvad, eller med tilsætningsstoffer, som man ikke kan identificere.

Læs om glutenfri mel og melblandinger + brug af disse melsorter her til brød og kager:
Karina Baagø (hjælp til glutenfrit liv + meloversigt og opskrifter)
Cooking Club (meloversigt og opskrifter)
Spis bedre (meloversigt og opskrifter)
Glutenfrifoodie (meloversigt og opskrifter)

Glutenfri brød og kageopskrifter:
Min blog rummer glutenfri brødopskrifter og low carb glutenfri opskrifter!
Emma Martin (blogger med bl.a. glutenfri opskrifter)
Meyer (fine opskrifter)
HUG bageri (glutenfrit brødsalg og opskrifter – virkelig kvalitet)
Mad for livet (blogger med bl.a. glutenfri brød og kageopskrifter)
Madbanditten (Low carb og glutenfri boller og kager, anderledes end de andre, da alt er low carb, og det er glutenfri mel ikke, så det er nøddemel, æg og mejeriprodkter der erstatter melet)
From The Larder (engelsk blogger, kun glutenfri, særligt kager)

Glutenfri bake-off, hvor nogen har gjort arbejdet for dig:
Foremma (glutenfri bake-off, som du laver færdigt hjemme, høj kvalitet)

Du kan købe glutenfri mel, melblandinger og brød fra (sælges i de fleste supermarkeder. Her er nogle kvalitative leverandører i supermarkederne:
Urtekram (sælger glutenfri mel og brødblandinger af høj kvalitet)
Semper (sælger mel og brød, opskrifter)
Valsemøllen (sælger glutenfri brødblandinger med hvedestivelse, hvilket giver ganske lidt gluten)

Kan jeg få fiber nok ved glutenfri bagning?
Ja, hvis du bager med fuldkornsprodukter som, havremel, havregryn, fuldkornsrismel, fuldkornsmajsmel, hirsemel, boghvedemel, og nøddemel. Desuden anvendes der fiber fra loppefrøskaller og kokosfibermel i mange glutenfri brødopskrifter.
Du kan også bage med grøntsager og nødder, ofte i kombination med æg og ost, og lave fiberrigt bagværk. Jeg har bud på dette på min hjemmeside og Madbanditten har meget af den slags

Mad, pålæg mv:
Husk at meget fra supermarkedets disk rummer gluten, som stivelsesmiddel. Tjek ingredienslisten på alt andet end frugt og grønt, før du køber det! Men supermarkederne har også lødige produkter uden gluten, og man kan læse dette på rigtig mange produkter i dag. F.eks. hos De grønne slagtere, Hanegal, Naturli, og mange veganske produkter

Lav gerne selv din mad, og måske dit pålæg, for at undgå gluten, og tilsætningsstoffer, der ikke gør noget godt for kroppen.

Man kan købe glutenfri pasta/nudler/lasagneplader, og naturligt glutenfri produkter som havre, quinoa, boghvede, hirse, amarant og ris/risnudler, at bruge i sin mad.

NB: Kød, frugt og grønt (her under kartofler) er glutenfri!
Brug grøntsager og frugt i stedet for kornprodukter, ris og lignende, så meget du kan. Der er mere sundhed i dette, end i glutenholdige/glutenfri kornprodukter og ris.
Du kan lave pasta på grøntsager med en skrællekniv, lasagneplader af squash eller auberginer, ris af blomkål og broccoli, mos på kartofler, søde kartofler, græskar og rodfrugter, pommes frites på kartofler og rodfrugter – variationerne af tilbehør er utallige, uden kornprodukter! Lav salater, sauterede/stegte/kogte grøntsager i stedet for pasta til kødet, brug nødder, ost, frugt, krydderurter/krydderier til at spice op.

Nødder og bønner/linser:
Nødder og nøddemel er glutenfri og gode at bruge i glutenfri bagning og madlavning, hvis du ikke har nøddeallergi.
Kerner som sesamfrø, chiafrø, græskar, solsikke, er også glutenfri og gode, også for dem med nøddeallergi.

Bønner og linser er ligeledes gode for mange glutenallergikerer, da de er glutenfri, hvis du tåler bønner og linser. Bønner og linser kan drille nogen mennesker (særligt allergikere) med deres indhold af lektiner og oligosakkarider.
Det er vigtigt at udbløde og koge efter anvisning på pakkerne, eller læse her om tilberedning hos Planteæderen, der har en proces som nedsætter bøvlet med disse fødevarer!

Inspiration til glutenfri madlavning:
Du kan finde glutenfri madopskrifter på min hjemmeside!
Glutenfri Magi (opskrifter på mad og brød uden gluten)
Meyer (opskrifter på mad uden gluten)
Emma Martin (blogger, med bl.a. madopskrifter uden gluten)
Mad for livet (blogger, med bl.a. madopskrifter uden gluten)
Coop (madvarer og opskrifter uden gluten)
Carrotstick (forslag til glutenfri basisvarer og opskrifter)

God fornøjelse i det glutenfri univers.
Ps.: Det glutenfri liv hænger ofte sammen med allergier eller maveuro, hvilket jeg er specialist i. Hvis du vil have hjælp, så kontakt mig gerne på:
info@sundmadsundtliv.dk
.


Views: 78

Glutenfri – hvorfor og hvordan?

Glutenfri – hvorfor og hvordan?

Der tales og skrives meget om gluten, og mange mennesker er begyndt at leve glutenfrit, fordi de oplever forskellige fysiske ubehag, som de tilskriver indtag af gluten.

At leve glutenfrit kræver en indsats, hvor man skal lære nye fødevarer og nye metoder i køkkenet at kende, for at leve sundt. Det er ikke lige let for alle, så man skal måske overveje om man vil leve glutenfrit, hvis man ikke har fået konstateret et helbredsproblem, der direkte kan tilskrives gluten.

Man kan købe glutenfrit brød og fødevarer med glutenfri ingredienser, men desværre er mange af disse glutenfri ingredienser af en næringsmæssig lav kvalitet. Så tjek godt efter i ingredienslisten, og køb kun varer hvor du kan genkende ingredienserne.

Syg eller overfølsom?
Det er vigtigt at vide om man har cøliaki, er glutensensitiv, har irritabel tyktarm*, eller mere har brug for at genemtænke sit fødeindtag generelt, før man laver sin kost om, og før man kan regne med at kostændringerne giver de resultater man ønsker.

Din fordøjelse og dit almene velbefindende er ikke optimalt, har gluten skylden?
Måske er gluten en fysisk irritationsfaktor for en del mennesker, fordi det moderne hvede, rug og byg korn er blevet modificeret meget siden urkornet, og menneskekroppen kan derfor have svært ved at fordøje de fremdyrkede kornsorter, der er til gavn for landbrugets afkast end til gavn for den menneskelige krop. I det tilfælde kan nogen have gavn af at spise mere oprindelige kornsorter som spelt, emmer, enkorn, og kamut, og opleve at fysiske symptomer som maveirritation forsvinder.

Al konventionel hvede sprøjtes meget, blandt andet med ukrudtsmidlet Round up. Round up indeholder aktivstoffet glyphosat. Rester af sprøjtemidlet glyphosat kan belaste din fordøjelse, kompromittere din tarmflora og påvirke din sundhed negativt. Så prøv at spise økologiske og oprindelige kornsorter, måske er det løsningen!

For nogen mennesker handler det måske mest om, at minimere indtaget af brød generelt. Brød, med eller uden gluten, kommer let til at spille en for stor rolle i kosten. Brød er nemt at snuppe et stykke af i farten, det er nemt til madpakker, det er et let tilbehør til frokost og aftensmad, men det skubber ofte frugt og grøntsager ud af kosten, og det er ikke hensigtsmæssigt, hverken for ens generelle sundhed eller ens mave og tarmflora. Skær ned på brødet, og spis mere grønt – det hjælper ofte, uden at man skal til at leve glutenfrit.

Cøliaki – sygdom grundet gluten!
Glutenallergi kaldes også cøliaki og er en sygdom, hvor man ikke tåler nogle proteiner, som findes i korn. Disse proteiner kaldes gluten, og kan findes i bl.a. hvede, byg og rug. Det er en kronisk sygdom, som man kan lære at leve hensigtsmæssigt med, så længe man følger en glutenfri diæt. 

Når personer med glutenallergi indtager gluten, starter immunforsvaret en betændelsestilstand (inflammation) i tyndtarmens slimhinde. Dette medfører at tyndtarmen tager skade og fungerer dårligere, så alle næringsstoffer ikke bliver optaget som de skal. Tyndtarmens funktion kan dog opretholdes gennem en glutenfri diæt. Derfor er det vigtigt, at undgå alle former for gluten.  

Symptomerne på cøliaki er forskellige fra person til person og kan minde meget om diverse sygdomme og lidelser i mavetarmsystemet. De hyppigste symptomer hos voksne med cøliaki omfatter dog oppustethed, kronisk diarré, vitamin/mineralmangel (særligt jern og kalk), træthed (typisk pga. jernmangel) og kløende udslæt. Mange af disse symptomer skyldes, at tarmens evne til at optage næringsstoffer forværres, se afsnittet ovenfor.

Glutensensitivitet
Nogle personer reagerer kraftigt på gluten, selvom de testes negativt for glutenallergi og vælger derfor at leve glutenfrit, hvilket mange gange hjælper. Denne ikke-målbare type for overfølsomhed kaldes glutensensitivitet. Symptomerne på glutensensitivitet minde meget om cøliaki, men minder samtidig også om irriteret tyktarm, og kan omfatte oppustethed, mavesmerter og lignende. Det kan derfor være svært at skelne glutensensitivitet og irritabel tyktarm fra hinanden. Se note.

Vil du undgå, hvad du oplever er glutensensitivitet, skal du undgå hvede, byg og rug. Havre er naturligt glutenfrit, men havregryn kan være valset på møller der håndtere glutenholdigt korn, så du kan vælge at købe havregryn mærket med: “Glutenfri havregryn”, de er valset på møller der kun håndterer havre.

Vigtig forskel på cøliaki og glutensensitivitet!
Ikke-cøliakisk glutensensitivitet har mange af de samme symptomene som cøliaki. Men tyndtarmens slimhinde bliver ikke betændt og tarmfimrehårene er normale og ikke reducerede som ved cøliaki, hvilke fremgår hvis du testes.

Hvede-allergi
Man kan også opleve reaktioner på hvede, som ikke nødvendigvis skyldes, at man ikke tåler gluten. Man kan således testes negativ for glutenallergi, men alligevel opleve reaktioner og symptomer, når man spiser hvede. Hos nogen kan de lektiner, som findes i hvede irritere tarmslimhinden. Der kan også ses reaktioner fremkaldt af stoffet glutamat, der findes i proteinforbindelserne i gluten og kasein. Ved hvedeallergi skal man ikke undgå rug, byg og havre.

En hvedeallergi optræder med en eller flere af de klassiske allergisymptomer: udslæt, nældefeber, kløe, hovedpine, træthed , oppustethed, mavesmerter, kvalme, opkastning , tilstoppet næse, nysen, rindende øjne, åndedrætsbesvær, eksem og humørsvingninger, ofte kort tid efter indtaget af hvede. Hvedeallergi kan der testes for hos lægen ved en priktest eller blodprøve.

Hvis jeg vil spise gluten- og hvedefrit!
Du finder her på hjemmesiden mange glutenfri opskrifter, og du kan også finde andre hjemmesider, blogge og bøger om emnet. Vælg altid at bage med rigtigt fuldkornsmel, der indeholder de næringsstoffer din krop har brug for, havre, hirse, rismel*, majsmel, teff, sorghum er gode meltyper. Undgå brug af for megen stivelse som majsstivelse og kartoffelmel, det giver luftige brød, men ikke tilfører kroppen næringsstoffer, fibre med mere.

Note:
Lidelsen irritabel tyktarm er en udbredt lidelse, og det skønnes, at mindst en halv million danskere lider af IBS (irritable bowel syndrome), som sygdommen også kaldes. En del af de mennesker, der lider af irritabel tyktarm, bliver hjulpet, når de udelukker eller reducerer deres hvede- eller glutenindtag. Der opereres ligefrem nu med udtrykket “gluten-sensitiv irritabel tyktarm”. Har du irritabel tyktarm, så skal du måske starte med at skære ned på dit brødforbrug og spise mere grønt, og se om det lindrer på symptomerne. Gør det ikke det, så prøv at spise glutenfrit i en periode og se om det giver et forbedret helbred.
Læs mere på sitet her!

Views: 104