Farsbrød med tomatfrakke og spinat-feta fyld!

Farsbrød med tomatfrakke og spinat-feta fyld!

En robust hverdagsret med masser af smag!

Kan indgå i keto eller lchf diæt.

4-500 g hakket kød (okse, kylling, kalkun, gris, lam…)
300 g optøet spinat
100 g fetaost
1 hakket løg
2 fed hvidløg
olivenolie
2 æg
1 dl væske: mælk/plantemælk/vand
2 spsk. soltørrede tomater i små strimler/tern
1,5 dl rasp
salt, peber
2 top teskefulde af henholdsvis tørret oregano og basilikum
1 glas tomatsauce (pastasauce), hjemmelavet tomatsauce, eller mosede tomater – 350 til 400 g

Optø spinaten, og knug den fri for væde.

Sikr dig at den tomatsauce du bruger er fast, ingen tynd og løbende væske. Laver du selv tomatsauce, så lav den godt tyk.
Bruger du mosede tomater, så rør dem op med lidt oregano, salt og peber – og lidt rasp, hvis det virker tyndt og løbende.

Tænd ovnen på 200 grader.

Rør det hakkede kød op med rasp, væske, soltørrede tomater, oregano, basilikum, salt peber og æg til en fast fars.

Pil løget og skær det i tern. Pil hvidløg og hak det fint.Opvarm 1 spsk. olivenolie i en dyb pande. Sauter hakket løg 4-5 minutter ved middelvarme til de bliver bløde og klare. Tilsæt optøet spinat og og sauter det hele 3-4 minuttert mere. Tilsæt så hvidløget og sauter videre nogle minutter. Smag til med LIDT salt og peber (der er salt i fetaosten også). Tag væk fra varmen, og rør smuldret fetaost i.

Smør et ovnfastfad eller læg bagepapir i.
Læg 60 % af farsen i bunden i form som et brød.
Læg fyldet på og fordel det jævnt over bunden.
Læg resten af farsen på, fordel det, og giv farsbrødet form.

Dæk farsbrødet med tomatsauce.
Bag farsbrødet 45-50 minutter ved 200 grader.

Server med bagte grøntsager, bagte kartoffelbåde, salat, bulgur, quinoa, pasta, godt brød…


Views: 218