En velsmagende og enkel ret med en unik sammensætning af simple råvarer, som til sammen smager herligt!
Meget børnevenlig ret!
Kan let gøres lchf og keto venlig!
Kødsauce:
500 g hakket oksekød (gerne økologisk)
2 mellemstore løg
3 dl revne eller finthakkede grøntsager, en eller flere slags (vælg f.eks. mellem gulerod, hvid-, rød-, grønkål, bladselleri, peberfrugt, fennikel, broccoli, persille)
20 g smør
1/2 til 3/4 dl HP sauce eller Worchester sauce (udelades på lchf/keto, kan erstattes af tomatpure og mere chili)
2 spsk. soya sauce (gerne Tamari, en økologisk soya sauce)
2 spsk. sød chilisauce eller 1 tsk. chilipulver på lchf/keto!
salt, peber, lidt honning ell. sukrin sirup
Skræl og hak løgene.
Svits kødet i smør der er bruset af og begyndt at brune, tilsæt løg, når kødet er brunet, steg nogle minutter, tilsæt revne grøntsager og sauter det hele godt igennem ved middel varme. Tilsæt alle krydderier og kog kødsaucen igennem minimum 10 minutter ved lav varme og under et tætsluttende låg. Smag om nødvendigt til med salt og honning til en velkrydret kødsauce.
Rodfrugtlåg:
(rodfrugter kan erstattes af 5-600 g kartofler eller et stort blomkål, eller en blanding af det hele)
2 mellemstore persillerødder eller pastinakker
1/4 knoldselleri
evt. 4-5 jordskokker
1 dl mælk
20 g smør
1/2 til 1 dl revet ost
1 æg
salt, peber, revet muskatnød (kan udelades)
Skræl rodfrugterne, skær dem i små tern og læg dem i en gryde med vand, der dækker dem. Kog uden salt i 15 minutter.
Hæld vandet fra (kan evt. gemmes til grøntsagsbouillon) og mos rodfrugterne med en kartoffelmospresser eller en elpisker. Tilsæt mælk og smør og pisk mosen igennem, tilsæt så æg, salt, peber og revet muskatnød (efter egen smag) og pisk igen til en lind mos.
Tænd ovnen på 200 grader.
Når kødsaucen er færdig hældes den op i et ildfast fad og glattes pænt ud.
Hæld rodfrugtmosen oven på, og glat den ud. Sæt fadet i ovnen og bag det 30 minutter.
Kan serveres med en frisk og crunchy salat, f.eks. hjertesalat med æble, nødder og lidt fast ost i tern, og lidt olie-eddike dressing.
Views: 19