Grøden har en let marcipansmag, og det grønne islæt klæder mærkelig nok denne smag.
1 person med god appetit eller 2 små portioner:
3 dl mælk (plante- eller komælk eller vand)
2 spsk. finvalsede havregryn med top (har du cøliaki, så køb certificerede glutenfri havregryn)
2 spsk. koldpresset affedtet mandelmel med top (har meget højt proteinindhold og lavere fedtindhold) eller 2 spsk. havregryn mere
evt. 1 spsk. proteinpulver
evt. lidt rosiner eller dadler
1 øko æg
2 kugler frossen spinat/grønkål el. 1 håndfuld hakket persille (kan udelades, men det højner fiberindholdet og sundheden)
lidt salt
Rør salt, havregryn og mandelmel (+ proteinpulver, hvis du bruger det) sammen i en skål. Hæld det i en tykpundet slip-let gryde.
Tilsæt mælk, og rør det hele godt sammen.
Kog det op ved mellemvarme, rør konstant i grøden, og tilsæt så spinatkugler. Kog grøden op igen, og kog 4-5 minutter ved middelvarme til spinaten er tøet og grøden tykner. Rør jævnligt, for at undgå at grøden sætter sig fast på grydens bund.
Tilsæt nu ægget til grøden, lad gryden blive på blusset under lav varme, rør til ægget er absorberet i grøden.
Tilsæt din ønskede topping, måske lidt kokossukker, evt. en smørklat (kan også være vegansk), eller kokosolie og server.
Views: 22