En nem udgave af gullasch, der ikke langtidssimrer, men stadig smager forrygende. Der er kartofler i retten, og der serveres en let salat til.

Gullasch:
350-400 g skært oksekød i strimler eller 1-2 pk tempeh
salt, peber
1 squash
1 aubergine
400 g kartofler eller selleri, glaskål, pastinak, persillerod, kinaradise, eller lidt af hvert
1 stort el. to mindre løg (el. 1-2 porrer)
2 store fed hvidløg
2-3 spsk. olivenolie
2 tsk. stærk paprika (evt. røget paprika)
2 tsk. mild paprika
1 tsk. gurkemeje (kan udelades)
1 ds. flåede, hakkede tomater
4 dl bouillon (jeg bruger altid den gode grøntsagsbouillon Herbamare)
3 spsk. tomatkoncentrat
1 dl fløde (kan udelades)
Maizena (el. lidt flødeost)
salt, peber og et dryp flydende honning

Skyl og tør squash og aubergine. Skær dem i tern.
Pil løget og skær det i både og så i tern.
Pil hvidløgsfedene og hak dem fint.
Skyl, tør kartoflerne, og skær dem i store tern.

Varm olivenolien op ved god varme, og brænd paprikaen af.
Tilsæt oksekødsstrimler og salt og peber. Brun oksekødet/tempeh i 4-5 minutter ved god middelvarme til strimlerne får farve, men ikke bliver for mørke (branket stegeskorpe er kræftfremkaldende)
Tilsæt alle grøntsagerne og brun endnu nogle minutter.
Hæld så dåsetomater, bouillon og tomatkoncentrat på. Kog op, skue så ned igen til lav middelvarme og simr retten i 30 minutter.
Tilsæt piskefløde og kog det op, skru ned og kog et par minutter ved lav middelvarme.
Jævn evt. retten med 1-2 spsk. Maizena rørt op i lidt koldt vand.
Smag slutteligt gullaschen til med salt, peber og et dryp honning.

Salat:
1 lille broccolihoved
1-2 gulerødder
2 jordskokker
1 sharonsfrugt el. en appelsin
blåbær
2 spsk. øko olivenolie rørt sammen med saft 1/2 citron, salt, peber og honning

Skær broccolien ud i mundrette buketter, læg buketterne i en skål, overhæld med kogende vand, lad det stå 2 minutter og hæld så vandet fra. Hæld buketterne i en sigte til afkøling og afdrypning, mens resten laves.
Skræl gulerødder og jordskokker. Kasser skrællerne. Fortsæt med at skrælle/lave strimler af gulerødder og jordskokker.

Skyl og tør sharonsfrugten. Fjern den hårde ende, og skær så frugten i tern. Bruges appelsin skrælles denne, pilles i både og skæres i tern.

Bland broccolibuketter, gulerods- og jordskokkestrimler, frugt og blåbær i en skål.
Rør dressingen sammen og hæld den på.
Server til gullaschen.




Views: 1094