Lav en ordentlig grydefuld kødsauce, og lav fyldte squash og/eller fyldte peberfrugter!
Kødsaucen passer også til pasta med kødsauce eller lasagne.
De fyldte squash og peberfrugter kan spises på keto og lchf.
Grundsauce:
500 g hakket okse (vælg gerne øko ko eller kød fra fritgående kvæg)
olivenolie
2 mellemstore løg
1 stor gulerod
1/2 lille selleri (1/4 stor)
3 fed hvidløg
6-8 kugler frossen spinat
2 ds. flåede hakkede tomater
1 lille ds. tomatkoncentrat
salt, peber, honning (lchf/keto: Sukrin fibersirup)
1 spsk. hakket, tørret basilikum + 1 spsk. hakket, tørret oregano
1 tsk. tørret timian og 1 tsk. tørret rosmarin (eller 1 spsk. frisk timian og rosmarin)
1 tsk. chiliflager
1/2 tsk. stødt kanel
Skræl grøntsagerne, skær i stykker, og hak dem fint, gerne i en foodprocessor.
Varm gryden op, og når den er godt varm tilsæt olie og alle krydderierne.
Svits så kødet i olivenolien med krydderierne til kødet får farve, krydr så med salt og peber.
Når kødet har farve tilsættes de hakkede grøntsager, og der brunes ca. 5 minutter.
Tilsæt så tomater og tomatkoncentrat, og de frosne spinatkugler.
Bring saucen i kog, og kog en halv time, med låget lidt så klem, så væsken reduceres. Hold øje med, at det ikke koger på.
Smag til med salt, peber og lidt honning/sukker. Der forsvinder saltsmag, når kødsaucen skal i squash og peberfrugterne, så salt godt, uden at overgøre det selvfølgelig!
Ingredienser til 4 fyldte squash (1 hel pr. mand eller 1/2 squash og en 1/2 peberfrugt):
1portion grundsauce (hvis du vil lave både squash og peberfrugt så 1/2 portion)
1/2 til 1 lille squash pr. mand
hakkede oliven og parmesanost
Ingredienser til 4 fyldte peberfrugter (1 hel pr. mand eller 1/2 squash og en 1/2 peberfrugt):
1 portion grundsauce (hvis du vil lave både squash og peberfrugt så 1/2 portion)
1/2 til 1 peberfrugt pr. mand
rosiner og gedeost (evt. gedefeta eller anden feta, hvis du ikke kan lide gedeost)
Fyldte squash:
Tænd ovnen på 200 grader.
Skær top og bund af squashene, halver dem og skær noget af den bløde, kernefyldte indmad ud, så der bliver plads til fyld.
Krydr squashhalvdelene let med salt og peber, sæt dem på en bageplade med bagepapir og bag dem 10-12 minutter, til de bliver ganske lidt bløde.
Top hver squashhalvdel op med kødsauce, læg hakkede udkernede oliven oven på, og drys et godt lag revet parmesanost på.
Bag squashene ca. 15 minutter ved 200 grader, til osten får en fin lysebrun farve.
Fyldte peberfrugter:
Tænd ovnen på 200 grader.
Halver peberfrugterne, fjern kerner og frøstanden inde i, og drys halvdelene let med salt.
Sæt peberfrugtbådene på en bageplade med bagepapir og bag dem 10 minutter, til de bliver ganske lidt bløde.
Rør den ønskede mængde kødsauce op med rosiner og gedeost. Ca. 1 spsk. rosiner og 15 g gedeost pr. halve peberfrugt.
Top hver peberfrugthalvdel op med kødsaucen, og bag peberfrugterne 15 minutter, til overfalden bliver lidt sprød.
Server retterne med brød og en god salat.
Views: 2