D-vitamin er vigtigt, og det eneste vitamin, hvor der konsekvent anbefales tilskud!

D-vitamin regulerer og kontrollerer vores celler. Det fungerer lidt som en celle-docking-station, i fagsprog kaldet en receptor, som sender meddelser ud til vores celler. Når vi får for lidt D-vitamin, påvirker det alle vores biologiske områder, fordi det påvirker alle celler og genfunktioner.

D-vitamin kontrollerer mange forskellige funktioner lige fra, at reducere inflammation, forbedre dit humør, afhjælpe muskelsmerter og fibromyalgi, og styrker dine knogler. D-vitamin kan sammen med calcium forebygge knogleskørhed/osteoporose (D-vitamin styrker kroppens calciumoptag med op til 50 %), og forskning tyder på, at vitaminet også har en let blodtryksænkende virkning.

Mangel på D-vitamin kan medvirke til udviklingen af bl.a. hjerte-kar-sygdomme, forhøjet blodtryk, infektioner, type-1 sukkersyge, sklerose og leddegigt, og flere kræftformer*.

Sollys og D-vitamin.
D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin.
Vitaminer skal normalt tilføres kroppen ude fra via kosten, men D-vitamin adskiller sig fra andre vitaminer ved at man også kan danne det i huden ved lys-eksponering. Og det i så høj grad at 80-100 % af det D-vitamin vi behøver kan komme fra sollys.

Os der bor i et nordligt klima, med mange mørke dage, får dog oftest ikke sollys nok til at dække vores D-vitaminbehov.

Desuden bruger vi solcreme lidt for effektivt, for solcreme betyder at over 90 % af din krops mulige D-vitaminproduktion i solskin blokeres. Optagelse af D-vitamin bliver bedst ved kortvarige, regelmæssige ophold i solen, så gå samlet set ud mindst en times tid uden solcreme på solskinsdage.

Kost og kosttilskud
At spise fed fisk som makrel, laks, sild og torskelever, kvalitets fiskeolie, kød, æg og ost kan hjælpe på dit D-vitaminindtag – men ikke i tilstrækkelig grad. Det anbefales derfor at spise D-vitamin som tilskud.

D-vitamin dosis
Børn og voksne
Anbefalingen til børn over 4 år og voksne lyder på et tilskud på 5-10 mikrogram D-vitamin i vinterhalvåret fra oktober til og med april. Der er dog læger der anbefaler alle voksne at indtage 20 mikrogram hele året.

Personer med mørk hud eller som ikke udsættes for solen
Personer (voksne og børn), der undgår solen eller som ikke opholder sig i solen, går tilsløret og/eller har mørk hud, anbefales et dagligt D-vitamintilskud på 10 mikrogram (µg) hele året. Der er dog læger der anbefaler alle voksne at indtage 20 mikrogram dagligt hele året.

Ældre personer
Ældre menneskers hud producerer mindre D-vitamin, ret præcist producerer en 70-årig 25 % af den D-vitamin en 20årig producerer. Ældre fra 70 år og op anbefales derfor et dagligt D-vitamintilskud på 20 mikrogram (µg) hele året.

Osteoporose
Personer i øget risiko for osteoporose samt patienter med osteoporose anbefales dagligt at indtage 20-40 µg D-vitamin hele året. 

Bemærk D vitamins ekstra fordele!
At have D-vitamin nok i kroppen har også vist sig at mildne symptomer på Covid og senfølger heraf!

* Det er dog ikke tilstrækkeligt afklaret, hvor meget D-vitamin betyder i sig selv, eller om det lave D-vitaminindtag i højere grad afspejler en generel usund levevis hos de undersøgte patienter.

Kilder:
Mark Hyman, drhyman.com
Sundhedsstyrelsen
Osteoporoseforeningen