“Du har to hjerner”, om tarm-hjerne aksen!

“Du har to hjerner”, om tarm-hjerne aksen!

Forskning viser, at vores tarme og hjerne er så tæt forbundet af celleaktivitetssignaler, hormoner og af vagusnerven*, at det næsten fungerer som to hjerner, og dette system er af stor betydning for både vores fysiske og mentale helbred!

Sagt med andre ord: vores tarme og vores hjerne samarbejder hele tiden, og er dybt afhængige af hinanden.
Afhængigheden viser sig både i den sunde og den sygdomsramte krop, på forskellig måde.

I den sunde krop, hos mennesker der trives, sover godt, spiser og motionerer fornuftigt, ser man:
– trivsel i livet udløses lykkehormoner som dopamin, serotonin og melatonin fra hjernen, hvilket sikrer en god hormonbalance i kroppen
– den gode hormonbalance er med til at sikre, at det sunde maveindhold føres hensigtsmæssigt fra maven til tarmene, hvor der frigives næring til kroppen
– den sunde mad skaber også en sund og alsidig bakterieflora i tarmene, som sikrer den rette optagelse af føden
– de sunde tarmbakterier sikrer også at lykkehormoner som serotonin kan ekstraheres af maden
– vagusnerven *) påvirkes positivt af serotonin mm. og dette skaber igen en positiv hjerneaktivitet

*) Vagusnerven er den eneste nerve i vores krop, som direkte forbinder hjernen med maven, fordøjelseskanalen, lungerne, hjertet, milten, tarmene, leveren og nyrerne. Ca. 70 % af nervefibrene i vagusnerven er sensoriske, og de sørger for hele tiden at sende beskeder til hjernen om tilstanden i vores krop. Dette betyder, at nerven kan melde tilbage til hjernen, hvordan diverse organer har det.

I den sygdomsramte krop, præget af angst, depression, stress og/eller fysiske sygdomme, ser man:
– hjernen udløser stresshormon
– dette aktiverer yderligere hormonelt styrede stressreaktioner
– stress forstyrrer fordøjelsen, hvilket kan skabe opblomstring af dårlige tarmbakterier og utætte tarme
– dårlige tarmbakterier og utætte tarme kan medføre lækning af restprodukter fra fordøjelsen til blodbanerne (kroppen oplever det som endotoxin/giftstof)
– det kan medføre inflammation i kroppen
– hvilket igen kan medføre inflammation i hjernen (sygdom og/eller psykiske problemer)

OBS!
Dette sofistikerede system er ansvarlig for 80 % af dit immunsystem.
Og 95 % af dit serotinin, lykkehormon, findes ikke i hjernen, men i tarmene.
…Så vi skal passe rigtig godt på vores fordøjelsessystem: mave og tarme.

10 gode råd til at etablere en sund og velfungerende tarm-hjerne forbindelse:

1. Lad cirka 50 % af din tallerken ved hvert måltid være grøntsager og frugt, resten skal være proteiner, godt fedstof og langsomme kulhydrater fra fuldkorn eller anden lødig kulhydratkilde (ris, pasta, kartofler, søde kartofler, quinoa, hirse, linser, bønner mm.) Sund mad hjælper til opblomstring af de gode tambakterier – de der beroliger vagusnerven og giver en god fornemmelse i krop og sjæl.

2. Spis så meget økologisk som du har råd til, for at undgå pesticider og miljøgifte. Pesticider og giftstoffer stresser kroppen og giver en opblomstring af dårlige tarmbakterier

3. Undgå madkemi, underlødige tilsætningsstoffer, og mad fyldt med dårlige fedtstoffer (alt det du finder i fast food af lav kvalitet, lav kvalitet fryse- og dåse færdigmad, langtidsholdbar mælk og mælkeprodukter, mange coffee creamere, lav kvalitet kage- og brødmix, lav kvalitet færdige brød, kiks og kager, det meste cremepulver, sovsepulver, suppepulver, frikadellemix mm.) Tjek ingredienslisten, hvis du ikke kan genkende det der står, så køb ikke varen! Husk at ringe og usund mad giver stressede og dårligt fungerende tarme.

4. Nedbring dit stressniveau mest muligt. Dyrk mindfullness, meditation, yoga, sudoko, kryds- og tværs, god musik, gode bøger, gåture eller lignende hver dag. Du skal gøre noget der får din krops stressreaktion ned i gear!

5. Dyrk gode relationer, helt bevidst. Tal med dine nære og kære, dyrk dine venner, tal kærligt til dit kæledyr, ring til din søde gamle tante eller en god skoleven du næsten havde glemt – så ofte som muligt. At dyrke de gode relationer hæver dit serotoninniveau og nedbringer dit kortisonniveau. Gode relationer gør din vagusnerve rolig og afstresset. Undgå dårlige relationer, de dræner dig for sundhed, og gør din vagusnerve urolig!

6. Dyrk let motion så tit som muligt. Gåture, løbeture, cyketure, boldspil, petanque, crolf, frisbee golf, golf, motionsgymnastik mv. er sundt. Du behøver ikke dyrke hård sport for at være sundt, tværtom, så er mild og middelanstrengende motion sundest for krop og sjæl, særligt hvis du er stresset. Motion påvirker vores metabolisme, energiomsætning, der påvirker vores hormoner, herunder vores veltilpashedshormoner, let motion påvirker vores stresshormoner positivt ved at nedsætte vores kortisolniveau osv. Vagusnerven slapper af ved motion, der øger din velvære. Noget forskning tyder sågar på, at let motion kan fremme tilvækst af de gode tarmbakterier.

7. Fjern miljøgifte fra dit hjemmemiljø. Brug rengøringsmidler uden kemi. Køb tøj, møbler, legetøj, dimser til hjemmet uden miljøgifte, læs grundigt på emballagen. Miljøgifte påvirker vores hormoner, og stresser kroppen, fordi den ikke kan “forstå” hvad det er, og ikke ved hvordan den skal beskytte sig mod det. Vagusnerven påvirkes negativt af elementer der stresser kroppen, og det giver uro i hjernen!

8. Undgå rygning. Rygning påvirker dine indre organer negativt, oxiderer dine celler, udløser hormonet kortisol, øger kroppens stressniveau, og rygning kan fremme opblomstring af negative tarmbakterier. Faktorer der stresser din vagusnerve, og fremkalder uro i hjernen!

9. Drik en meget moderat mængde alkohol. Alkohol påvirker kroppen på mange måder, herunder b.la. ved at produktionen af mandligt kønshormon, testosteron, kan falde, mens koncentrationen af stresshormonet kortisol bliver større, selvom det føles som om, at alkoholen får én til at slappe af. Andre stresshormoner kan også stige, hvilket kan give uregelmæssig hjerterytme, og alkohol påvirker insulinet, så blodsukkeret enten kan stige eller falde uhensigtsmæssigt. Alkohol påvirker de fleste organer, forstyrrer de gode tarmbakterier, gør din vagusnerve nervøs, så du får en hjerne, der er ude af balance.

10. Dyrk den gode søvn. Lav regelmæssige søvnrutiner (gå i seng og stå op på nogenlunde samme tid hver dag). Spis ikke eller drik alkohol tæt på sengetid, det forstyrrer søvnen. Dine tarme har også brug for ro til fordøjelse, så en spisepause på 10-12 timer mellem aftens- og morgenmåltid er godt.Tag ikke elektronik med i seng (mobiltelefon, Ipad etc.), så det kan forstyrre din søvn med bip og lys. Din hjerne skal skylle sig selv om natten, for at fjerne brugte proteinstoffer, og det kræver en rolig og dyb søvn. Sørg for at der er mørkt i dit soveværelse, mørket fremmer melatonindannelsen, det hormon, der får dig til at sove godt. Når du får hvile om natten bliver alle dine celler, dine hormoner, din vagusnerve og dermed din hjerne glad og velfungerende, hvilket igen påvirker din tarme til et større velbefindende, hvilket betyder bedre optagelse af sundheden i din mad, som betyder udløsning af de gode hormoner, der… En god cirkel er skabt!

Søg professionel hjælp, hvis du ikke kan få styr på ovennævnte mekanismer og du er: meget stresset, lider under et stressende traume, lider af tilbagevendende mave-tarmuro, har småondt et eller andet sted hele tiden, har tilbagevendende hovedpine, er urimeligt træt hele tiden, føler det som om du har tåge i hjernen, er urimeligt glemsom, sover rigtig dårligt, ofte er ked af det eller depressiv, får angstanfald, har vægtproblemer der skyldes en stresset livsstil mv.!

Du er velkommen til at kontakte mig på info@sundmadsundtliv.dk, for en samtale om at komme på en sundere vej!
Jeg er uddannet holistisk sundhedsrådgiver med viden om sund mad og sund livsstil, jeg er uddannet traumekonsulent og har lavet terapeutisk vejledning i mange år.

Gode sociale relationer er vigtige for din sundhed!

Gode sociale relationer er vigtige for din sundhed!

Relationer er med i den livscirkel, der fortæller dig om dit liv er balance, fordi vores relationer sætter gang i vores hormondannelse, noget som har stor betydning for vores velbefindende!

Sundhedsforskning har vist, at sundhed ikke kun er et spørgsmål om sund, grøn mad og motion, men også handler om fællesskaber, om at have gode og tætte relationer til andre mennesker. Vi mennesker er, i større eller mindre grad, et flokdyr, vi skal helst føle os som en del af noget, føle os inkluderede, for at have et fuldt tilfredsstillende – og dermed sundt – liv!

Relationer har betydning for både den fysiske og psykiske sundhed, som du kan læse om nedenfor.

Et intellektuelt behov for fællesskab
Vi mennesker har brug for at kende andre mennesker, deres følelser og livsrefleksioner på et dybere niveau, og vi har brug for at de kender os, og interesserer sig for hvad der sker inde i os.
Verden bliver let kaotisk, og derefter måske sort-hvid, hvis vi ikke kan dele vores oplevelser og anskuelser med andre.
Uanset om de andre har de samme holdninger som os selv eller ej er det vigtigt at kunne spejle sine følelser i andre, og få deres reaktion, for at kunne forstå og håndtere verden omkring os.
Vi har oftest flest venner og bekendte, der deler vores anskuelser, for de fleste af os kan godt lide at blive bekræftet og dermed føle os inkluderede/være i et fællesskab. (Men heldigvis har mange af os også venner, der kan ser verden lidt anderledes, for det bringer perspektiv i vores liv!)

Et følelsesmæssigt fællesskab
Om de der er omkring os er præcis lige som os selv eller ej, så er det vigtigt at de er en positiv ressource i vores liv. Mennesker, der dræner os for energi, fordi vi er utrygge og føler os personlighedsmæssigt og følelsesmæssigt ekskluderede i deres selskab, tilfører ikke noget godt til vores liv – og dem skal vi måske lære at give slip på. Læs ikke dette som om, at de der ind i mellem konstruktivt kritiserer os ikke kan være vores venner, vi har alle godt af både med- og modspil, men mennesker der bare vil pille os ned, måske for selv at føle sig stærke, dem har vi ikke godt af!
De gode relationer er det tilgengæld vigtigt at holde fast i, for det er dem der kan få os til at føle os anerkendte og hele. Og når vi er godt tilpas og har overskud, nogen gange lykkelige, så kan vi også give glæde tilbage, få andre til at føle sig inkluderede – og så er ringen sluttet!
De negative relationer, dem der øger eksklusionsfølelsen, de kan til gengæld gøre os syge, så dem skal vi se at komme ud af.
Og dette gælder både i parforholdet, venskaberne, på arbejde og i familien!

Lykkehormoner
Glæde, lykke, følelsen af at høre til, det udløser lykkehormoner fra hjernen, som igen betyder at vi føler lykke, dyb tilfredshed:
Èt af hormonerne er dopamin, der spiller en vigtig rolle i forhold til at regulere vores adfærd. De handlinger, der udløser dopamin, vil vi gerne gentage, fordi dopamin giver os en følelse af lykke. Dopamin kan blive udløst af mange forskellige ting: Når vi oplever os inkluderede i samværet med venner, når vi har sex, når vi bliver færdige med en svær opgave, når vi vinder i spil eller sport, eller når vi får mange likes på et opslag på de sociale medier. Dopamin er en af hjernens neurotransmittere, som har betydning for blandt andet stemningsleje, tankevirksomhed/indlæring og hukommelse – og altså oplevelsen af lykke og velvære.
Ligesom dopamin er endorfiner også med til at give en følelse af lykke. Endorfiner er en gruppe af hormoner, som eksempelvis udløses af sport, når du griner sammen med andre, er forelsket eller har sex. Udover at give en følelse af velbehag i hele kroppen, så dæmper endorfin også smerter med en morfinlignende effektivt. Det er blandt andet derfor, at smerter aftager, når du griner.
Serotonin, et tredje hormon, som udløses af glæde, er en neurotransmitter, der påvirker reguleringen af blandt andet vores appetit, søvn og hukommelse, og øger vores evne til at føle velvære og lykke.
Med andre ord – glæde og lykke udløser hormoner, som øger glæden og lykken!

Utryghed, stress og hormoner
Tunge negative relationer kan til gengæld udløse stresshormoner som kortisol, katekolaminer (bl.a. adrenalin), noget der kan udløse depression og angst.
En stærk følelse af utryghed kan også udløse andre stresshormoner, som påvirker hjerte, blodårer, lunger, lever, skelettets muskulatur og immunsystemet, det vil sige reguleringen af immunologiske processer og inflammation. Det kan have effekter på en række fysiske sygdomme.

Ps: Også fysiske relationer har en betydning
Vi mennesker har også brug for at have fysisk kontakt med andre og blive berørt – det er et urinstinkt i os.
Ikke alle har lige meget behov for berøring, men alle kan blive ramt af hudsult, hvis de slet ikke har en positiv og tæt fysisk med andre mennsker.
Behagelig fysisk berøring får hjernen til at udskille oxytocin, det fjerde hormon i rækken, (også kaldet ‘kærlighedshormonet’), der dæmper stress, angst, smerter og får puls og blodtryk til at falde. Mangel på dette hormon kan blandt andet føre til stress og depression. Oxytocin findes naturligt i kroppen, og det udskilles blandt andet, når vi kysser, krammer, har øjenkontakt og sex.
Oxitocin giver os en følelse af lykke og velvære, og studier har vist, at oxytocin også påvirker os til at blive mere empatiske, gavmilde og samarbejdsvillige. I hjernen virker hormonet som en del at vores belønningssystem i samspil med dopamin, og det er generelt med til at sænke stressniveauet i kroppen. Derfor skal vi helst have fysisk kontakt, gerne hud til hud, med andre mennesker.

Så af både psykologiske og fysiske, grunde er det vigtigt for os med gode sociale relationer, for at være blive og forblive sunde mennesker!